»Mange gode gerninger har jeg ladet jer se fra min Fader, hvilken af de gerninger er det, I vil stene mig for?«- Joh. 10, 32.
Jesus vidnede om, at han selv var den sande hyrde, fordi han gav sit liv for fårene. Han siger: »Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til, for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud har jeg af min Fader.«
En stor folkemængde hørte Jesus tale disse ord, og de gjorde et dybt indtryk på hjerterne, hos mange af dem, som lyttede. De skriftkloge og farisæerne var fyldt med misundelse, fordi så mange så på ham med velvilje. . . . Mens han fremstillede sig selv som den sande hyrde, sagde farisæerne: »Han er besat af en ond ånd og er ude af sig selv, hvorfor hører I på ham?« Men andre genkendte den sande hyrdes røst og sagde:
»Sådan taler en besat ikke; kan en ond ånd åbne blindes øjne? . . . Jesus gik omkring i helligdommen, i Salomons søjlegang. Da flokkedes jøderne om ham og sagde til ham: 'Hvor længe vil du holde vor sjæl i uvished? Hvis du er Kristus, så sig os det rent ud!' Jesus svarede dem: 'Jeg har sagt jer det, men I ville ikke tro det. . . . Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. . . . Jeg og Faderen, vi er ét!«
Med hvilken sikkerhed og kraft han udtalte disse ord. Jøderne havde aldrig før hørt sådanne ord fra menneskelige læber. Der var en overbevisende magt i dem, som om guddommelighed trængte gennem det menneskelige, da Jesus sagde: »Jeg og Faderen, vi er ét.«. . . Roligt og behersket så Jesus på dem og sagde: »Mange gode gerninger har jeg ladet jer se fra min Fader; hvilke af de gerninger er det, I vil stene mig for?«
Himmelens Majestæt stod roligt, overbevist, som en gud over for sine modstandere. Han frygtede ikke deres truende blikke eller deres hænder fyldt med sten. Han havde visheden om, at usynlige kræfter, hærskarer af engle stod omkring ham, og at de på et ord fra hans læber ville slå skaren med forfærdelse, hvis en sten blev kastet mod ham. Uforfærdet stod han foran dem. Hvorfor blev stenene ikke slynget mod ham? Det var fordi guddommeligheden strålede gennem menneskeligheden, og de som en åbenbaring forstod, at her var noget ud over det sædvanlige. De knyttede hænder åbnede sig, og stenene faldt til jorden. Hans ord havde bekræftet hans guddommelighed, og nu bar hans personlige fremtræden, hans øjnes lys og hans majestætiske skikkelse vidnesbyrd om den kendsgerning, at han var Guds elskede Søn.