Adskillige breve har jeg modtaget med forespørgsler vedrørende kolportørens pligter.Nogle har sagt, at når de besøger folk, har de fundet mange anledninger til at fremholde sandheden for denne tid og de er næsten blevet tvunget til at holde bibellæsninger. Disse anledninger kunne de ikke med god samvittighed forsømme. På den anden side kommer der også breve, der siger, at vore kolportørere forsømmer deres arbejde for at kunne holde bibellæsninger, om lærdomspunkter og at den fordom, som er opstået ved disse bibellæsninger, har gjort det vanskeligt for kolportøren at levere sine bøger; og nogle beder om råd angående disse spørgsmål.
Dvæl ikke ved lærdomspunkter.
Vi mener, at der er noget rigtigt i begge disse udtalelser - at kolportørerne finder gunstige anledninger til at lede folk til en bedre forståelse af Bibelen og at der som følge af den måde, hvorpå de efterkommer disse anledninger, vækkes fordom, der hindrer et senere arbejde. Når kolportøren optager sin gerning, bør han ikke lade sin opmærksomhed ledes bort fra selve arbejdet, men på en forstandig måde og med al flid bør han blive ved sin opgave. Men samtidig med at han er trofast i sin kolportage, bør han dog ikke forsømme anledninger til at hjælpe dem, som søger efter lys og som behøver skrifternes trøst. Hvis kolportøren vandrer med Gud og hvis han beder om himmelsk visdom, for at han i sit arbejde må kunne udrette noget godt og intet andet end godt, vil han ret hurtigt kunne bedømme trangen hos dem, han kommer i berøring med. Han vil mest muligt benytte sine anledninger til at lede sjæle til Kristus og ikke dvæle ved lærdomspunkter, men ved Guds kærlighed, ved hans barmhjertighed og godhed i frelsesplanen. I Kristi ånd vil han være beredt til at tale et ord i rette tid til den modløse.
Hvad sjælen mest behøver, er at kende Gud og Jesus Kristus, som han har sendt. Bibelen indeholder en overflod af praktiske lærdomme, som kolportøren trygt kan fremholde. Hvis han på denne måde kan bringe kundskab om praktisk gudsfrygt, hjælper han mennesker, som netop trænger til sådan dyrebar vejledning.
Guddommelig vejledning behøves.
Guds krav må altid stå for os. Aldrig bør vi glemme, at vi skal gøre regnskab for de gerninger, vi har øvet. Under vægten af denne tanke vil kolportørerne være opmærksomme på de sjæle, som er i nød og med sand oprigtighed vil deres bønner opstige om visdom til at tale et ord i rette tid til dem, der behøver hjælp. Sådanne arbejdere vil uafladelig højne og rense sjælen ved at lyde sandheden. De vil have en sand forståelse af sjælens værdi og mest muligt udnytte enhver anledning til at kundgøre Kristi nådes rigdom. Lad kolportøren gå ud med denne bøn på sine læber: "Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?" Lad ham arbejde som for Guds ansigt og i himmelske engles nærværelse; lad ham nære ønsket om at nyde Guds bifald i alle ting; da vil hans arbejde ikke blive uden frugt.
Mindre diskussion. Mere af Kristus.
Vi behøver langt mindre diskussion og langt mere fremstilling af Kristus. Vor genløser er midtpunktet i al vor tro og i alt vort håb. De der kan fremholde hans uforlignelige kærlighed og inspirere hjerter til at skænke ham deres bedste og helligste hengivenhed, udfører en gerning, som er stor og hellig. Ved flid i kolportagen og ved trofast at fremholde Golgatas kors for menneskene gør kolportøren dobbelt nytte.
Nævn Jesu navn med kærlig ærbødighed.
Men skønt vi således fremholder disse måder at arbejde på, kan vi dog ikke anvise en ufravigelig linie, som enhver kan følge. Gud vil give dem indtryk, der længes efter vejledning. Han vil sige til sit menneskelige redskab: "Tal til denne eller til hin om Jesu kærlighed." Aldrig så snart bliver Jesu navn nævnt med kærlighed og ærbødighed, før Guds engle nærmer sig for at røre og bevæge hjertet.
Tal om Kristi kærlighed.
Læresætninger bliver ofte fremholdt uden nogen særlig virkning, for folk venter, at andre vil pånøde dem deres lære; men når der dvæles ved Kristi uforlignelige kærlighed, gør hans nåde indtryk på hjertet. Mange der oprigtigt søger efter lys, ved ikke, hvad de skal gøre for at blive frelst. Fortæl dem om Guds kærlighed, om det offer der blev bragt på Golgatas kors for at frelse de fortabte! Bed dem om at underkaste sig Guds vilje; og "hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud". Joh 17,17.
Når de ser Kristus.
Ingen kan blive en god sjælevinder, før han selv har afgjort spørgsmålet om overgivelse til Gud. Vi må hver især iføre os den Herre Jesus Kristus. For enhver af os må man blive visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning. Når vor tro griber Kristus som vor personlige frelser, vil vi fremholde ham for andre i et nyt lys. Og når menneskene ser Kristus, som han er, vil de ikke skændes om læresætninger; de vil ty hen til ham for at finde tilgivelse, renhed og evigt liv.
Den største grund til frygt.
Den vanskelighed, man mest må frygte, er, at den kolportør, der møder disse søgende sjæle, ikke selv er blevet omvendt, at han ikke af egen erfaring kender Kristi kærlighed som overgår al erkendelse. Hvis han ikke selv har denne erkendelse, hvorledes skal han så kunne fortælle den dyrebare gamle beretning? Menneskene trænger til at undervises om selve grundelementet i sand tro, om, hvordan de skal tage imod Kristus og om at stole på ham som deres personlige frelser. De trænger til at vide, hvordan de skal kunne følge hans spor, hvor han går. Gid vore arbejdere skridt for skridt ville følge i Jesu fodspor og ikke udpege nogen anden vej, hvorpå man skulle kunne vandre ad himmelen til.
Sjælen ført i sikkerhed hos Jesus.
Når en sjæl er blevet ført til Kristus ved dette personlige arbejde, overlad det så til Gud at arbejde med det hengivne, ydmygede hjerte; lad Gud tilskynde den pågældende netop til den tjeneste, han ser er bedst. Gud har lovet, at hans nåde skal være nok for enhver, der vil komme til ham. De, som overgiver sig til Jesus og som åbner hjertets dør og indbyder ham til at komme ind, vil være i sikker forvaring. Han siger: "Jeg er vejen og sandheden og livet." Joh 14,7. Når de har modtaget Jesus, har de modtaget sandheden. De vil være fuldkomne i ham.
Drag Menneskene til Genløseren.
Mange, der bekender sig til at være kristne, har løsrevet sig fra Kristus, det store midtpunkt og gør sig selv til et midtpunkt; men hvis de ønsker, at det skal lykkes dem at drage andre til Frelseren, må de selv ty tilbage til ham og indse deres fuldstændige afhængighed af hans nåde. Satan har til det yderste søgt at løsrive den kæde, der forener menneskene med Gud; han ønsker at binde deres sjæle til sin egen vogn og at gøre dem til slaver i sin tjeneste; men vi skal modarbejde ham og drage menneskene til Genløseren.
Vær trofaste disciple.
Kolportørerne bør være trofaste disciple, villige til at lære, hvorledes man bedst kan gøre fremgang. De, der er beskæftiget med dette arbejde, må holde deres øjne, øren og forstand åbne, så de må kunne modtage visdom fra Gud til at hjælpe dem, som bukker under af mangel på kundskab om Kristus. Enhver arbejder bør sætte al sin energi ind i den højeste tjeneste: at redde mennesker fra Satans snare, forene dem med Gud og ved Jesus Kristus knytte dem til Guds trone, som er omgivet af forjættelsens regnbue.
Midler til budskabets hurtige udbredelse.
Den opgave at fremstille bøger er et herligt og godt arbejde; men den har ikke altid stået i den ophøjede og hellige stilling, som Gud havde til hensigt, at den skulle indtage, fordi nogle, som har beskæftiget sig dermed, har blandet egenkærlighed ind i gerningen. Bogvirksomheden bør være det middel, ved hvilket den nuværende sandheds hellige lys hurtigt kan bruges ud til verden. De skrifter, der i dag udgår fra vore presser, skal være af en sådan art, at de styrker hvert enkelt træk i den tro, som blev grundlagt ved Guds ord og ved hans ånds åbenbarelser.
Den sandhed, Gud har givet sit folk i disse sidste dage, bør holde dem fast, når der kommer sådanne ind i menigheden, som fremholder falske teorier. Den sandhed, der har stået fast over for fjendens angreb i mere end et halvt århundrede, må fremdeles være Guds folk tillid og trøst.
Det bedste bevise, vi har at give ikke-kristne på, at vi har Guds ords sandhed, vil være et liv i streng selvfornægtelse.
Vi må ikke gøre vor tro til et udvendigt overfladevæsen, men stadig holde hans eksempel for øje, men var himmelens fyrste, men som dog fornedrede sig selv til et liv i selvfornægtelse og opofrelse for at hævde retfærdigheden i sin faders ord.
Lad enhver af os beslutte, at vi vil gøre vort bedste,f or at vore gode gerningers lys må kunne skinne for verden.