Kapitel: 1 - 2 - 4 - 3 og 4 - 5 - 6 - 7 - 17 - 18 - 19 - 20 - 21 - 22 - 23 - 24
(993) Ingen bedre vejleder end Gud.--Hvis mennesker vil vandre på den sti som Gud har markeret for dem, vil de have en rådgiver, hvis visdom er langt over nogen menneskelig visdom. Josva var vis general, fordi Gud var hans vejleder. Det første sværd, som Josva brugte var Åndens sværd, Guds ord. Vil mennesker som har med store ansvar at gøre løse det første kapitel i Josva? [Josva 1,1.5.7 citeret.]
Tror du at Josva ville have fået alle de formaninger hvis der ikke var fare for at han kom under fejlagtig indflydelse. Det var fordi den stærkeste indflydelse blev udøvet imod hans retfærdighedsprincipper at Herren i sin barmhjertighed pålagde ham ikke at vende til højre eller til venstre. Han skulle følge den strengeste renheds vej. [Joshua 1,8.9 citeret.] Hvis der ikke var nogen fare for Josva, ville Gud ikke gang på gang have formanet ham til at være ved godt mod. Men midt iblandt alle hans sorger, havde Josva sin Gud til at lede sig.
For mennesker er der ikke noget større bedrag end at tro at det i alle vanskeligheder kan finde en bedre vejleder end Gud, en klogere rådgiver i enhver nødsituation, et stærkere forsvar under nogen som helst omstændigheder. (MS 66, 1898).
7, 8. Hemmeligheden ved Josvas succes.--Herren har et stort arbejde at udrette i vor verden. Ethvert menneske har Han givet Sit arbejde for mennesker at gøre. Men mennesker skal ikke gøre mennesker til sin vejleder, for han ikke bliver ledt på vildspor; dette er altid usikkert. Så længe bibelreligionen udformer aktivitetsprincipperne for tjeneste, samtidig er det nødvendigt at daglig bede om visdom fra al visdoms Kilde. Hvad var Josvas sejr? Du skal meditere over Guds Ord dag og nat. Herrens ord kom til Josva lige før han gik over Jordan.... [Josva 1,7, 8 citeret.] Dette var hemmeligheden ved Josvas sejr. Han gør Gud til sin Vejleder. (Brev 188, 1901).
Rådgivere bør gemme på alt som kommer fra Gud.--Dem som har en rådgiveres position bør være uselviske mennesker, troens mennesker, bønnens mennesker, mennesker som ikke vover at stole på deres egen menneskelige visdom, men vil søge alvorligt for lys og forstand til hvilken er den bedste måde at føre deres forretning på. Josva, Israels befalingsmand, søgte flittigt de bøger hvori (994) Moses nøje havde nedtegnet de anvisninger Gud havde givet,--Hans pålæg, irettesættelser, og forbehold,-- så han ikke skulle handle uklogt. Josva var bange for at stole på sin egne impulser, eller sin egen visdom. Han betragtede alt som kom fra Kristus, som var indhyllet i skystøtten om dagen og ildstøtten om natten, som af så stor betydning, at det det bevaredes som helligt. (Brev 14, 1886).
10. Domme sendes langt ud blandt folkeslagene. - Guds frygtelige domme som blev hjemsøgt over afgudsdyrkerne i landene hvorover Israels børn kom forbi, skabte en frygt og rædsel at falde over alle folk der levede på jorden (MS 27, 1899).
Studér Josva 3 og 4. - Studér nøje Israels erfaringer på deres rejser til Kanaan. Studer det tredje og fjerde kapitel i Josva, der skriver om deres forberedelser til at gå over Jordan, ind i det forjættede land. Vi behøver at holde hjerte og sind i træning, ved at genopfriske de lektier som Herren har vært Sit gamle folk. Da vil læren i Hans Ord altid være interessante og udtryksfulde for os, som de burde være for dem (Brev 292, 1908).
24. Gud ønskede at underverden igennem Sit folk. - Det var Guds hensigt at give verden en kundskab om hans vilje gennem sit folk Israel. Hans løfter og trusler, hans belæring og irettesættelser, de vidunderlige åbenbaringer af hans kraft blandt dem, i velsignelser for lydighed og straffedom for overtrædelse og frafald; alle havde den hensigt at uddanne og udvikle religiøse principper blandt Guds folk indtil tidens afslutning. Det er derfor vigtigt, at vi bliver bekendt med den hebraiske skares historie og omhyggeligt tænker over den måde, Gud behandlede dem på.
De ord som Gud talte til Israel ved Sin Søn blev også talt til os i disse sidste dage. Den samme Jesus som på bjerget underviste Sine disciple om Guds lovs vidtrækkende principper, introducerede det gamle Israel fra skystøtten og fra tabernaklet, ved Moses og Josvas munde. . . . Religion i Moses og Josvas dage var det samme som religion i dag (ST 26. maj, 1881).
13, 14 (kp. 6,16. 20). Israels andel i sejren over Jeriko.-- Da Josua gik ud om morgenen før Jerikos indtagelse, viste der sig for ham en mand, der var fuldt udrustet til kamp. Og Josua spurgte: "Er du en af vore eller en af vore fjender?" og han svarede: "Jeg er fyrsten over Herrens hær; lige nu, er jeg kommet! " Hvis Josuas øjne var blevet åbnet, som Elisa's tjeners øjne var ved Dothan og han kunne have udholdt synet, ville han have set Herrens engle, der havde lejret sig omkring Israels børn; thi Himmelens øvede hær var kommet for at kæmpe for Guds folk og fyrsten over Herrens hær var der for at befale. Da Jeriko faldt, rørte ingen menneske hånd ved byens mur, for Herrens engle væltede fjendens forstærkningen. Det var ikke Israel, men fyrsten over Herrens hær, der erobrede Jeriko. Men Israel havde deres rolle at spille ved at vise deres tro på deres frelses fyrste.
Hver eneste dag bliver der udkæmpet slag. Der kæmpes en hård kamp om enhver sjæl mellem mørkets fyrste og livets fyrste. Der skal kæmpes hårdt, for at jordens indbygger skal advares om Herrens store dag, for at fjendens forstærkning kan indtages og for at alle der elsker Herren kan samles under Fyrst Emanuel's blodstængte banner, men det er ikke jer, der skal udrette det væsentlige i striden. I skal som Guds redskaber overgive jer til ham, så han kan planlægge, lede og kæmpe for jer, med jeres medvirken. Livets fyrste går i spidsen. Han vil være med dig under din daglige kamp med dig selv, så du kan være din overbevisning tro; så lidenskaben, når den kæmper for herredømmet, kan blive overvundet ved Kristi nåde, så du mere end sejrer ved (995) ham, som har elsket os. Jesus har været igennem det alt sammen. Han kender enhver fristelses magt. Han ved, hvordan man skal imødegå enhver kritisk situation og hvordan han skal lede dig på enhver farlig vej. Hvorfor ikke stole på ham? Hvorfor ikke overgive din sjæl til Gud, som til en trofast Skaber? (RH 19. juli, 1892).
2-5. Se EGW for Dommerbogen 7,7. 16-18.
Mange i dag vil ønske at følge deres egne planer. - Ville dem som i dag bekender at være Guds folk, selv optræde sådan, under lignende omstændigheder? Mange ville utvivlsomt ønske at følge deres egne planer, ville foreslå veje og midler der gav den ønskede afslutning. De ville nødig underlægge sig så simpel en ordning, og noget som ikke genspejler ære på dem selv, undtagen lydighedens fortjeneste. De ville også betvivle muligheden at besejre en mægtig by på den måde. Men pligtens lov står øverst. Den bør udøves med myndighed over menneskelig forstand. Tro er den levende kraft som nedbryder enhver barriere, tilsidesætter alle forhindringer, og planter sit banner i midten af en hver fjendes lejr (ST 14. april, 1881).
Når mennesker opbygger teorier, mister de troens enkelthed. - Der er dybe mysterier i Guds Ord, der er mysterier i Hans forsyn, og der er mysterier i frelsens plan, som mennesker ikke kan begribe. Men det begrænsede menneskesind, med stor videbegærlighed, og løser ubegrænsede problemer, forsømmer at følge den klare vej der er anvist ved Guds åbenbarede vilje, og fordyber sig i verdens grundlæggelses skjulte videnskab. Mennesker bygger sine teorier, mister den sande enkle tro, bliver for indbildsk til at tro Herrens erklæringer, og hegner sig selv op med sin egen indbildning.
Mange som bekender at være Guds børn er i denne position. De er svage fordi stoler på deres egen styrke. Gud arbejder mægtigt for et trofast folk, som adlyder Hans ord uden at stille spørgsmål eller tvivle. Himlens majestæt, med Hans hær af engle, der jævnede Jerikos mure for Sit folk. Israels bevæbnede hære havde ingen grund til at forherlige deres bedrifter. Alt var sket gennem Guds kraft. Lad folk opgive alle ønsker om selvophøjelse, lad dem ydmygt underlægge sig den guddommelige vilje, og Gud vil igen vise Sin kraft, og bringe frihed og sejr til Sine børn (ST 14. april, 1881).
16, 20. Se EGW for kp. 5,13. 14.
Enkelthed betyder gudsforherligelse. - Ved indtagelsen af Jeriko, planlagde den mægtige hærleder slaget i en sådan enkelthed, at intet menneske kunne tage æren for det. Ingen menneskelig hånd kunne nedrive byens mure, så mennesket ikke skulle tage æren for sejr. Så i dag skal mennesker ikke tage ære for det arbejde Han udretter. Herren alene skal ophøjes. Oh, om mennesket ville se nødvendigheden at se hen til Gud efter deres ordre! (RH 16. okt, 1900).
Besiddelse efter fyrre års forsinkelse. - Herren ordnede sin hær omkring den fordømte by; ingen menneskehånd blev hævet imod den; himlens hære overfaldt dens mure, så Guds navn alene måtte komme til ære. Det var den stolte by, hvis mægtige bolværker havde slået rædsel i de vantro spejdere. Her ved Jerikos fangenskab, erklærede Gud til Hebræerne at deres fædre ville have haft denne by for fyrre år siden, om de havde stolet på ham. (RH 15. marts, 1887).
Menneskelig svaghed for at finde overnaturlig styrke. - Vor Herre er vidende om sit folks strid i disse sidste tider mod Satans kræfter i forbindelse med onde mennesker, som ringeagter og forvansker denne store frelse. Med den største enkelhed og oprigtighed søger vor Frelser, den mægtige feltherre for de himmelske hære, ikke at skjule, hvilken hård kamp der venter dem. Han gør opmærksom på farerne, han viser os slagplanen og det strenge og vovelige arbejde, der skal udføres, og så pålægger Han os, før vi begynder kampen, at beregne omkostningerne, mens Han samtidig opmuntrer alle til at ruste sig til kampen og afvente, at de himmelske hærskarer organiserer hærene for at kæmpe til forsvar for sandhed og retfærdighed. Menneskers svaghed vil finde overnaturlig kraft (996) og hjælp til under enhver hård kamp at gøre den Almægtiges gerninger, og udholdenhed i tro og fuldkommen tillid til Gud vil sikre dem sejren. Medens fortidens sammensværgelse af ondskab ruster sig imod dem, beder Han dem at være modige og stærke og kæmpe tappert, for de har én, som er mere end en engel, indenfor deres rækker: den mægtige Hærfører er i spidsen for de himmelske hære. Ligesom dengang Jeriko blev erobret, kunne ikke én af Israels hære prale af med deres begrænsede kraft at have omstyrtet byens mure, men Fyrsten over Herrens hærskare lagde den enkleste plan for kampen, så Herren alene kunne få æren, og mennesker ikke skulle hovmode sig. Gud har lovet os al magt; thi forjættelsen gælder både for jer og jeres børn og for alle dem, der er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde. (Brev 51, 1895).
20. Lydighed vil nedbryde barrierer. - De stærke barrierer om fordomme som er blevet opbygget, vil lige så sikkert nedbrydes som Jerikos mure for Israels hære. Der må være en stadig tro og tillid til vor frelses Hærfører. Vi må adlyde Hans ordrer. Jerikos mure faldt som resultat af at adlyde ordre (RH 12. juli, 1887).
7. Josvas tvivl og vantro. - Josva udviste en sand iver for at ære Gud, alligevel blev hans bønner blandet af tvivl og vantro. Den tanke at Gud havde bragt Sit folk over Jorden for at befri dem fra hedningenes magt, var syndig, uværdig for en leder af Israel. Josvas fortvivlelse og følelse af mistillid var uudsigelig i betragtning af de mægtige mirakler som Gud havde udført for at udfri Hans folk, og det gentagede løfte at Han ville være med dem i uddrivelse af landets onde beboere.
Men vor barmhjertige Gud hjemsøgte ikke Sin tjener med vrede på grund af denne fejl. Han accepterede gladelig Josvas ydmygelse og bønner, og irettesatte samtidig hans vantro, og åbenbarede årsagen for deres nederlag for ham (ST 21. april, 1881).
11-13 (kp. 22,15-34). Guds afsky for afgudsdyrkelse. - Her gav Herren udtryk for Sin afsky for afgudsdyrkelse. De hedenske nationer havde vendt sig fra at tilbede den levende Gud, og hyldede dæmoner. Helligdomme og templer, smukke statuer, og kostbare monumenter, var det mest sindrige og kostbare kunstværker, havde holdt tankerne og hengivenheden til rendyrket slaveri af sataniske bedrag.
Menneskehjertet er naturligt tilbøjeligt til afgudstilbedelse og selvophøjelse. Hedningedyrkelsens kostbare og smukke monumenter vil behage fantasien og aktivere sanserne, og derved lokke israelitterne fra at tjene Gud. Det var for at fjerne denne fristelse fra Sit folk at Herren befalede dem at udslette disse afgudsmonumenter, under dødsstraf at de selv blev afskyet og anklaget af Gud (ST 21. april, 1881).
16-26. Synden må findes frem og irettesættes. - Beretningen om Akan giver os en højtidelig lære om, at på grund af et eneste menneskes synd kan Guds mishag hvile over et folk eller et land, indtil overtrædelsen bliver opsporet og straffet. Synden er ifølge sin natur en fordærvelse. Et eneste menneske, som er smittet med dens livsfarlige spedalskhed, kan bringe smitten videre til tusinder. Dem som besidder ansvarsbetyngede stillinger som folkets vogtere er falske over for deres betroelse, hvis de ikke nøje ransager og irettesætter synd. Mange vover ikke at fordømme synden, for at de ikke derved skal risikere deres stilling eller popularitet. Og af nogle anses det for ubarmhjertigt at dadle synden. Og for nogle er det en fordømmelse af irettesætte synd. Guds tjener bør aldrig blande sin egen ånd ind i den irettesættelse han er pålagt at give; men har den mest højtidelige forpligtelse til at forkynde Guds ord uden frygt eller begunstigelse af nogen. Han må kalde synden ved dens rette navn. Dem som i deres vanrøgt eller ligegyldighed lader Guds navn blive vanæret af Sit bekendende folk, regnes for en overtræder, - registreres i himlens optegnelse som delagtig i deres onde gerninger. . . . .
Kærlighed til Gud vil aldrig føre til at tage let på synden; den vil aldrig dække over eller undskylde en uret, som ikke er bekendt. Akan lærte for sent, at Guds lov ligesom dens ophav er uforanderlig. Den har forbindelse med (997) alle vore handlinger, tanker og følelser. Den følger os og når ud til hver eneste hemmelig tilskyndelse til at handle. Mennesker kommer til at tage for let på Guds lov ved at vise overbærenhed overfor synden. Mange skjuler deres overtrædelser for deres medmennesker og smigre sig med at Gud ikke er alt for strengt lægger mærke til synden. Men hans lov er den store rettesnor for retfærdigheden, og enhver handling i livet skal sammenlignes med den på den dag, hvor Gud bringer alt for dommen, også alt det hemmelige, hvad enten det er godt eller ondt. Hjertets renhed vil føre til livets renhed. Enhver undskyldning for at synde er forgæves. Hvem kan forsvare synderen, når Gud vidner imod ham? (ST 21. april, 1881).
20, 21. Bekendelse uden anger er værdiløs. - Der er mange bekendende kristne, hvis syndsbekendelse ligner Akans. De vil på en generel måde anerkende deres uværdighed, men de nægter at bekende de synder, hvis skyld hviler på deres samvittighed, og som har pådraget Guds vrede på Hans folk. Derved skjuler mange selviskhedens, hovmodets og uærlighedens synder imod Gud og imod deres næste, synder i familien, og mange andre som det er passende at bekende i offentlighed.
Ægte anger udspringer af en fornemmelse af syndens modbydelige karakter. Disse generelle bekendelser er ikke frugten af sand sjælsydmygelse over for Gud. De efterlader synderen med en selvtilfredshed at fortsætte som før, indtil hans samvittighed bliver forhærdet, og advarsler som straks vækkes i ham knapt nok giver ham en fornemmelse af faren og efter en tid virker det som om at hans syndige adfærd er rigtig. Alt for sent vil hans synder blive fundet i ham, på den dag hvor de ikke bliver renset ved et forsagelsesoffer eller brændoffer for evigt. Der er en umådelig stor forskel på at indrømme ting efter at de er blevet kendte, og bekende synder, som kun man selv og Gud kender (ST 5. maj, 1881).
Akan følte ingen byrde. - Det som Akan vurderede at være en meget lille ting var årsag til stor pinsel og sorg for Israels ansvarsbetyngede mænd, og det er altid det som ligger til grund når Herren er vred på sit folk. Det er de mennesker som arbejdets byrde påhviler, som godt kan mærke tyngden af folkets synder, og som beder i sjælskval på grund af Herrens irettesættelse. Akan mærkede ikke, som den skyldige part, denne byrde. Han tog det meget koldt. Vi finder at intet i beretningen der viser at han mærkede pinsel. Der er intet der tyder på at han bærer samvittighedsnag fra årsag til virkning, og siger: ”Det er min syn der har pådraget Herrens mishag på folket.” Han spurgte ikke: ”Kan det være at det er fordi jeg stjal guldvægten og det babylonske klæde at vi har tabt slaget?” Han havde ingen idé om at rette op på sin fejl ved at bekende synd og ydmyge sjælen (Brev 13, 1893).
Guds metode bliver forsvaret. - Selv om Akans bekendelse kom for sent til at give ham frelsende livskraft, blev Guds karakter alligevel fremhævdet på Guds måde at behandle ham på, og lukkede døren for fristelse hele tiden omgav Israels børn, at pålægge Guds tjener det arbejde som Gud selv havde forordnet at blive gjort (Brev 13, 1893).
21. Akans begærlighed vokser. - Akan havde opfostret en begærlighed og bedrageri i sit hjerte, indtil hans begreb om synd var blevet sløvet, og han blev et nemt bytte for fristelse. Dem som vover at føje sig i en bevidst synd vil overvindes hurtigere for anden gang. Den første overtrædelse åbner døren for fristeren, og han bryder gradvis ned al modstand og tage sjælens fæstning i besiddelse. Akan havde lyttet til ofte gentagede advarsler imod begærlighedssynder. Guds lov havde udtrykkeligt og klart forbudt tyveri og al bedrag, men han fortsatte med at gemme på synd. Da han ikke blev opdaget og åbenlyst sat i rette, blev han mere frimodig, advarsler havde mindre og mindre virkning på ham, indtil hans sjæl blev bundet med mørkets lænker (ST 21. april, 1881).
Hans sjæl til bytte. - Akan samtykkede i at sælge sig selv for en babylonisk klædning og en skat af guld og sølv, men bragte Guds forbandelse over sin sjæl og forsikrede sin ret til en besiddelse i Kana'an og mistede enhver mulighed for fremtidens evige arv på den nyskabte jord. Han betalte i sandhed en frygtelig pris (998) for sin slet erhvervede vinding. (ST 5. maj, 1881).
Gud kræver et rent liv. - Der er mange i denne tid som vil betegne Akans synd som af lille betydning, og vil undskylde hans skyld, men det er fordi de ikke erkender karakteren af synd og dens konsekvenser, har ingen fornemmelse af Gud og Hans krav. Det siges ofte at Gud ikke er nøjeregnende med om vi tager Hans ord i agt eller ej, om vi adlyder alle Hans hellige lovs bud eller ej; men optegnelsen af hans omgang med Akan bør være en advarsel for os. Han vil på ingen måde rense den skyldige. . . . .
Kampen for sandheden vil kun få lidt fremgang når der er synd på dem, der forsvarer den. Mænd og kvinder kan være velbevandret i bibelkundskab, ligeså bekendt med skriften som israelitterne var med arken, og hvis deres hjerter alligevel ikke er rette over for Gud, vil de ikke få held med deres anstrengelser. Gud vil ikke være hos dem. De har ikke en høj fornemmelse af deres forpligtelse over for himlens lov, de indrømmer heller ikke den sandheds hellige karakter som de lærer. Anklagen er: ”Vær I rene som bærer Herrens kar.”
Det er ikke nok at argumenterer for sandheden. Det mest tællende bevis for dets værdi ses i et gudfrygtigt liv; og uden dette vil de mest afgørende udtalelser mangle vægt og kraft; for vor styrke ligger i at være forbundet med Gud ved Hans Helligånd, og overtrædelse skiller os fra denne hellige nærhed der er med vor magt og visdoms Kildeudspring (RH 20. marts, 1888).
24-26. Resultatet af forældrene indflydelse. - Har I tænkt over hvordan det kan være at alle, som var i forbindelse med Akan, også var genstand for Guds straf? Det var fordi de ikke var blevet oplært og uddannet efter de anvisninger de havde fået i Guds lovs store standard. Akans forældre havde opdraget deres søn på en sådan måde at han følte sig fri til at være ulydig over for Herrens Ord, de principper der var sat ind i hans liv, fik ham til at behandle hans børn på en sådan måde, at de også blev fordærvede. Sindet handler og agerer på sindet, og den straf som også gjaldt Akans slægtninge, åbenbarer at alt blev taget med i overtrædelsen. (MS 67, 1894).
13 (kp. 23,13). At stoppe halvvejs forhindrer Guds plan. - Herren forsikrer dem at de må tage landet fra dem, som var en snare for dem, som vil være torne i deres side. Dette var Herrens ord, og Hans plan var at under Hans ledelse, ville Hans folk få et større og endnu større territorium. Uanset om de opbygger huse og opdyrker landet, bør der oprettes forretningsfirmaer, så de ikke skulle låne fra deres naboer, men deres naboer fra dem. Deres ejendomme skulle udvides, og de skulle blive et stort og mægtigt folk. Men de stoppede på halvvejen. De gik efter deres egen bekvemmelighed, og det arbejde som Gud ville have dem til at gøre for dem, ved at sætte dem hvor Gudskundskaben blev kendt og hedningenes afskyelige skikke forbandede landet, ikke skete.
Med alle deres fortrin, anledninger og privilegier, svigtede det jødiske folk med at gennemføre Guds planer. De bar kun lidt frugt, og hele tiden mindre, indtil Herren lyste sin forbandelse på det golde figentræ, for at vise det tidligere udvalgte folks tilstand. Det arbejde vi gør, må gøres med de ubearbejdede dele af Herrens Vingård i sindet. Men i dag er der kun nogle få steder hvor der sker ekspansion og fremgang. Herren vil have de midler og den fremgang fordelt på en mere ligelig måde. Han vil have at der gøres noget for mange steder, der nu er ubearbejdede (MS 126, 1899).
1. Et vidne fremføres ved tilbedelse. - I Kanaans land, skulle Guds folk et generelt sted de kunne samles, hvor de tre gange om året kunne mødes til at tilbede Gud. Idet de ville adlyde de guddommelige love, ville de tage imod den guddommelige velsignelse. Gud ville ikke udslette de afgudsdyrkende folk. Han ville give dem anledning til at blive bekendt med Ham, igennem Hans menighed. Hans folks (999) erfaring i de fyrre år af deres vandring i ørknen, skulle være studiet for disse folkeslag. Guds love og rige skulle udbredes over hele jordens territorium, og Hans folk må blive kendt som folket af den levende Gud.
Deres tjeneste var imponerende og bevidnede om en levende Guds sandhed. Deres offer pegede mod en kommende frelser, som ville tage rigerne under hele himlen, og tage den i besiddelse for evig og altid. Der var givet beviser på Hans magt til at gøre dette, for som deres usynlige Leder havde Han da ikke underlagt sig deres fjender og gjort en vej for Sin menighed i ørknen? Hans folk ville aldrig kende til nederlag hvis de ville blive under den Almægtiges skygge; for Én mægtigere end engle ville kæmpe på deres side ethvert slag. (MS 134, 1899).
3,6 Positionen var ingen fritagelse for straf. - Uanset hvor fremtrædende en position han kunne have, matte han [drabsmanden] lide straf for sin forbrydelse. Nationens sikkerhed og renhed krævede at morderens synd blev straffet hårdt. Menneskeligt liv, som Gud alene kunne give, måtte være ukrænkelig.
Ligesom Abels blod vil offerets blod råbe til Gud om hævn over morderen og over alle, som beskytter ham imod sin overtrædelses straf. Hvem som helst, om det er et individ eller en by, som undskylder morderen, når han er overbevist om hans synd, vil have del i hans synd og helt sikkert være genstand for Guds vrede. Det var Herrens hensigt at indprente sit fok morderens frygtelige skyld, mens han gjorde den mest grundige og barmhjertige foranstaltning for frigivelsen af den uskyldig. (ST 20. jan, 1881).
15-34 (kp. 7,11-13). Pas på at ikke være for slap eller for hård imod synden. - Alle kristne bør udvise omhus, for at undgå de to yderligheder, at være for slap imod synd på den ene side, og hård bedømmelse og grundløs mistanke på den anden. Israelitterne som viste så megen iver imod Gads og Rubens mænd huskede hvordan Gud, i Akans tilfælde, havde irettesat den manglende opmærksomhed mod at opdage de synder der var iblandt dem. Da besluttede de at handle med det samme og alvorligt til fremtiden; men forsøgte de at gøre dette, gik de til den modsatte yderlighed. I stedet for at møde deres brødre med kritik, skulle de først have stillet villige spørgsmål for at se alle kendsgerninger i sagen.
Der er rigtig mange som kaldes til gennemgå falske anklager. Ligesom Israels mænd, kan disse være rolige og hensynsfulde, fordi er på rette side. De bør huske med taknemmelighed på at Gud kender til alt som mennesker misforstår og fremstiller forkert, og de kan med sikkerhed efterlade alt i Hans hænder. Han vil visselig forsvare deres sag som sætter deres lid til Han, idet Han ransager Akans skjulte skyld.
Hvor meget ond ville der ikke lægge bag sig, hvis alle, når de anklages falskt, vil undgå modbeskyldninger, og i stedet for bruge milde og forsonende ord. Og samtidig bør dem som, i deres iver for at modsætte sig synd har hengivet sig i uretsmæssige mistanker, altid forsøge at tage det bedste synspunkt for deres brødre, og bør glæde sig når de findes skyldfrie (ST 12. maj., 1881).
6. Oprør imod Gud undskyldes ikke. - Guds plan for at frelse mennesker, er fuldkommen i enhver enkelthed. Hvis vi nøje udfører vor tildelte lod, vil alt være godt hos os. Det er menneskets frafald der skaber disharmoni, og bringer ulykke og ruin. Gud bruger aldrig Sine kræfter til at gå imod Sine egne hænders skabninger. Han forlanger aldrig mere end mennesker er i stand til at udføre; Han straffer aldrig Sine ulydige børn mere end nødvendigt for at få dem til at angre; eller til at afskrække andre fra at følge deres eksempel. Oprør imod Gud undskyldes ikke (ST 19. maj, 1881).
6-8. Fare for kontakt med utroskab. - Vi er i stor fare for at komme i kontakt med utroskab, ligesom israelitterne blev for at få samkvem med afgudsdyrkere. Dem som er geniale og talentfulde skjuler ofte på dødelig gift. Under tillokkende forklædning, vises der temaer og udtrykkes der tanker som er tiltrækkende, interessante (1000) og fordærver sind og hjerte. Derved aftager fromheden i vort kristne land, og skeptiskme og ugudelighed vil sejre (ST 19. maj, 1881).
12, 13. Fare for at forene sig i ægteskab med ikke-troende. - Herren har ikke forandret sig. His character is the same today as in the days of Joshua. Han er sandfærdig, nådig, barmhjertig og opfylder trofast sit ord, både dets løfter og dets trusler. En af de største farer for Guds folk i dag er, at de skal have forbindelse med de gudløse, og især at de skal forene sig med de vantro ved ægteskab. Hos mange udslukker kærligheden til det menneskelige kærligheden til det guddommelige. De tager det første skridt på frafaldets vej ved at vove at vise ulydighed imod Herrens udtrykkelige befaling, og følgen bliver ofte fuldstændigt frafald. Det har altid vist sig at være farligt, at mennesker har gennemført deres egen vilje i strid med Guds befalinger. Men det er en svær lektie for mennesker at lære, at Gud mener, hvad han siger.
Det går næsten altid således, at de, der vælger deres venner og kammerater blandt mennesker, som forkaster Kristus og træder på Guds lov, til sidst får det samme sind og den samme ånd. Vi bør altid føle en dyb interesse for at frelse den forhærdede, og bør vise en venlighed og belevenhed imod dem; men vi kan roligt kun vælge dem for vore venner, som er Guds venner. (ST 19. maj, 1881).
13. Se EGW for kp. 17,13.
Et kald til taknemmelighed, ydmygelse og udskillelse. - Da Josua nærmede sig afslutningen af hans liv, gjorde han en tilbageblik på fortiden af to grunde: for at få Guds Israel til at være taknemmelig over for den marktante manifestation for Guds nærvær i alle deres rejser, og få dem til at ydmyge deres sind under en fornemmelse af deres uretfærdige knurren og beklagelser og at de ikke fulgte Guds åbenbarede vilje. Josua fortsætter med at advare dem på en meget alvorlig mode imod afgudsdyrkelsen omkring dem. De blev advaret om at ikke have nogen forbindelse med afgudsdyrkerne, og ikke gifte sig ind med dem, eller på nogen måde sætte sig selv i fare for at blive påvirket og fordærvet af deres vederstyggeligheder. De blev rådet til at undgå det der har udseende af ondt, ikke jokke ud over syndens grænser, for det var den sikreste måde at blive opslugt i synd på og ruineret. Han viste dem at trøstesløshed ville være resultatet af at de forlod Gud, og da Gud var trofast mod Sine løfter, ville han også være nøje med at fuldbyrde Sine trusler (Brev 3, 1879).
14-16. Moralsk vanvid foretrækker menneskers ros. - Når et menneske kommer på rette tanker, begynder det at reflektere over sit forhold til sin Skaber. Det er moralsk vanvid der foretrækker menneskers ros frem for Guds yndest, syndens belønning frem for himlens rigdomme, syndens avner frem for den åndelige mad Gud giver Sine børn. Hvor mange er der ikke som viser forstand og skarpsindighed for verdslige ting, udviser fuldstændig ligegyldighed over for de ting som angår deres evige interesse (ST 19. maj, 1881).
15. Se EGW for 5.Mos. 30,15-19, Bind. 1, s. 1120.
27. Vi behøver at genkalde Guds ord. - Josua erklærer tydeligt at hans instrukser og advarsler til folket ikke var hans egne ord, men Guds ord. Denne store sten vil stå som vidne for efterfølgende slægter for den begivenhed som den var opsat til at minde, og vil være et imod folket, om de nogen sinde igen skulle falde i afgudsdyrkelse. . . .
Hvis det var nødvendigt for Guds gamle folk at så ofte blive mindet om Hans behandling af dem i barmhjertighed og dømmekraft, i råd og irettesættelse, er det på samme måde vigtigt at vi betragter de sandheder vi har fået overbragt i Hans ord, - sandhed som vil, hvis der gives agt på den, lede os til ydmyghed og underkastelse og lydighed mod Gud. Vi skal helliges igennem sandheden. Guds ord bringer særlige sandheder til enhver tidsalder. Guds handlemåde med Hans folk i fortiden bør få vor omhyggeligste opmærksomhed. Vi bør lære de lektier som de er tiltænkt at lære os. Men vi skal ikke sættes os i bero med dem. Gud leder Sit folk ud skridt for skridt. Sandhed er fremadskridende. Den der søger alvorligt vil hele tiden få lys fra himlen. Hvad er sandhed? bør altid være vort spørgsmål (ST 26. maj, 1881).