Kapitel: 1 - 2 - 3 - 4 - 6 - 8 - 9 - 10 - 11 - 12 - 13 - 14 - 15 - 16
(1111) 9-11. Se EGW til Matt. 3,13-17.
10-13. Se EGW til Matt. 4,1-11.
14. 15. Se EGW til Luk. 5,29.
17. Se EGW til Matt. 9,12. 13.
22. Se EGW til Matt. 9,17.
1-3. Se EGW til Luk. 1,76. 77.
22. Se EGW til Matt. 12,24-32.
28, 29. Se EGW til Matt. 12,31. 32.
30 (Luk. 13,18). Ikke som jordiske regeringer. - Regeringen i Kristi rige er ikke som en jordisk regering. Den er en fremstilling af deres karakter som omgærer riget. "Hvori skal vi ligne Guds rige?" spurgte Kristus, "eller med hvad skal vi sammenligne det?" Han kunne ikke finde noget på jorden der kunne klare en fuldstændig sammenligning. Hans hof var et hvor hellig kærlighed bor, og hvis tjenestefolk og øvrige ansatte er begavet til at udøve godhed. Han pålægger Sine tjenere til at være medynkende og elskelige, Hans egne egenskaber, i al deres embedsarbejde, og finde deres lykke og tilfredshed i at genspejle den guddommelige naturs kærlighed og medfølelse over for alle de omgås. (RH 19. marts, 1908).
26. Se EGW til Matt. 14,9.
34. Se EGW til Matt. 16,24; Luk. 9,23.
2-4. Se EGW til Matt. 17,1-3.
13-16. Se EGW til Matt. 19,13-15.
45. Se EGW til Matt. 9,12. 13.
46-52 (Matt. 20,30-34; Luk. 18,35-43). Nogle med øjne ser intet. - Det er kun når synderen mærker behovet for en frelser, at hans hjerte går efter Den som kan hjælpe ham. Da Jesus vandrede blandt mennesker, var det den syge der ønskede en læge. Den fattige, de forpinte og nødlidende, fulgte efter Ham, for at modtage den hjælp og trøst de ellers ikke kunne få. Den blinde Bartimæus ventede i vejsiden; han ventede længe for at møde Kristus. Folkeskarer som har deres øjesyn gik forbi og forbi, men de havde intet ønske om at se Jesus. En blik i tro ville røre ved Hans kærlige hjerte, og bringe dem Hans nådige velsignelser; men de kender ikke deres sjæles sygdom og armod, og de føler ikke noget behov for Kristus. Sådan var det ikke med den stakkels blinde mand. Hans eneste håb er i Jesus. Idet han venter og våger, hører han trampen af mange fødder, og han spørger ivrigt: Hvad betyder denne rejselarm? De omkringstående svarer at "Jesus af Nazaret" kommer forbi. "I iver for det store ønske råber han: "Jesus, du Davids Søn, hav barmhjertighed med mig!" De prøvede at få ham til at tie stille, men han råber med højere styrke: "Du Davids søn, hav barmhjertig med mig!" Denne appel blev hørt. Hans udholdende tro blev belønnet. Ikke kun det fysiske øjesyn blev genoprettet, men øjnene for hans forståelse blev åbnet. I Kristus ser han sin Forløser, og Retfærdighedens sol skinner ind i hans sjæl. Alle som mærker deres behov for Kristus ligesom den blinde Bartimæus, og som vil være lige så alvorlig og besluttet som han var, vil, ligesom ham, modtage den velsignelse som de beder om.
Den forpinte og lidende som søger Kristus som deres hjælper, frydede sig ved guddommelig fuldkommenhed, hellighedens skønhed, som skinnede frem af Hans karakter. Men farisæerne kunne ikke se skønheden i Ham, så de ønskede Ham. Hans simple klædning, og ydmyge liv, fri for ydre fremvisninger, gjorde Ham, for dem, til en plante der havde fat i næringen. (RH 15. marts, 1887).
(1112) 12-14. Se EGW til Matt. 21,18-20.
30 (Præd. 9,10; Luk. 10,27; Rom. 12,11; Kol. 3,23). En hver krafts gerning. - De fysiske kræfter skal bruges i kærlighed til Gud. Herren har brug for dine legemlige kræfter, og du kan vise din kærlighed til ham ved at anvende din legemlige kraft på rette måde og udrette netop det arbejde, der trænger til at gøres. Der findes ikke persons anseelse hos Gud. .....
Der findes videnskab i den ringeste slags arbejde, og hvis alle ville se således på det, så ville de forstå arbejdets adel. Hjerte og sjæl skal lægges i ethvert slags arbejde; så bringer det glæde og gør duelig. Ved landbrug og legemligt arbejde kan mennesker give Gud bevis for, at de påskønner de fysiske kræfters nådegave og ligeså de sjælelige evner. Den uddannede dygtighed må bruges til at opfinde forbedrede arbejdsmetoder Dette er netop, hvad Herren har brug for. Ethvert arbejde er ærefuldt, når det er af vigtighed at få det udrettet. Lad Guds lov danne standard for handlingen og den vil forædle og hellige al arbejde. Trofasthed i alle pligters udførelse gør arbejdet ædelt, og åbenbarer en karakter som Gud kan anerkende.
"Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke." Mark 12,30. Gud vil, at kærligheden skal give sig udtryk i hjertets tjeneste, i sjælens tjeneste og ved de legemlige kræfters tjeneste. Vi skal ikke lade os hindre i væksten under nogen slags tjeneste, for Gud. Hvad han end har lånt os, skal bruges med forstand i hans tjeneste. ..... Der er brug for intelligens og oplyst dygtighed til at opfinde de bedste metoder inden for landbruget, byggekunsten og inden for alle andre felter, så arbejderen ikke skal arbejde forgæves. .....
Det er enhver arbejders pligt ikke blot at give sine kræfter, men også sine tanker og sin forstand til det, som han påtager sig. ..... Du kan vælge at gro fast i en forkert fremgangsmåde, fordi du ikke har beslutsomhed nok til at tage dig sammen og forbedre den, eller du kan optræne dine evner til at udrette den allerbedste slags arbejde, og så vil der blive efterspørgsel efter dig både her og dér, Du vil blive påskønnet efter hele din fortjeneste. "Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til." Præd. 9,10. "Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren." Rom 12,11. (MS 8, 1894).
30, 31. Se EGW til Matt. 22,37-39.
37. Se EGW til Luk. 4,18. 19.
21, 22. Se EGW til Matt. 24,23. 24.
34. Se EGW til Joh. 17,20. 21.
1. Se EGW til Matt. 26,2.
3-9. Se EGW til Matt. 26,6-13; Joh. 12,3.
10, 11. Se EGW til Matt. 26,14-16; Luk. 22,3-5.
27-31. Se EGW til Matt. 26,31-35.
29-31. Se EGW til Luk. 22,31-34.
32-42. Se EGW til Matt. 26,36-46.
36. Se EGW til Matt. 26,42; Luk. 22,42; Rom. 8,11.
40. Se EGW til Matt. 26,43.
53. Se EGW til Matt. 26,3.
61, 62. Se EGW til Matt. 26,63. 64; Luk. 22,70.
63. Se EGW til Matt. 26,65.
6-15. Se EGW til Matt. 27,15-26.
12-14. Se EGW til Matt. 27,22. 23.
14, 15. Se EGW til Matt. 27,25. 26.
21. Se EGW til Matt. 27,32.
26. Se EGW til Matt. 27,37.
27. Se EGW til Matt. 27,38.
31. Se EGW til Luk. 24,13-15.
33. Se EGW til Matt. 27,45.
33, 34, 39. Se EGW til Matt. 27,45. 46.
37. Se EGW til Matt. 27,50; Joh. 19,30.
38. Se EGW til Matt. 27,51; Joh. 19,30.
39. Se EGW til Matt. 27,54.
(1113) 1, 2 (Matt. 28,1; Luk. 24,1; Rom. 6,3-5; 1 Kor. 11,26). Opstandelsen helligede ikke den første dag. - Kristus hvilede i graven om sabbatsdagen, og når hellige mennesker i både himlen og jorden står op om morgenen på den første dag i ugen, rejste Han fra graven for at forny Sit værk med at undervise Sine disciple. Men denne kendsgerning helliger ikke den første dag i ugen, og gør den til en sabbat. Lige før Sin død, indstiftede Jesus et minde med at bryde Sit legeme og udgyde Sit blod for verdens synder, ved forordningen af Herrens nadver, og sagde: "For så ofte I spiser dette brød, og drikker af dette bæger, fremviser I Herrens død indtil han kommer." Og den angrende troende, som tager de nødvendige skridt for omvendelse, mindes i sin dåb, Kristi død, begravelse og opstandelse. Han går ned i vandet i lighed med Kristi død og begravelse, og han rejser sig op af vandet i lighed med Hans opstandelse - ikke for at tage det gamle syndige liv op, men for at leve et nyt liv i Kristus Jesus. (3SP 204)
6 (Joh. 1,1-3, 14; Fil. 2,5-8; Kol. 2,9; Heb. 1,6. 8; 2,14-17; 4,15). Guddommen døde ikke. - Blev Marias søns menneskelige natur forvandlet til Guds Søns guddommelige natur? Nej, de to naturer blev på mystisk vis forenet i én person, mennesket Jesus Kristus. I ham boede hele guddomsfylden legemlig. Da Kristus blev korsfæstet, var det hans menneskelige natur der døde. Guddommeligheden sank ikke ned i døden, det ville have været muligt. Kristus, den syndfri, vil frelse hver eneste Adams søn eller datter som tager imod den frelse, der tilbydes dem, og er villige til at blive Guds børn. Frelseren har købt den faldne slægt med sit blod.
Dette er et dybt mysterium, en hemmelighed, der først vil blive forstået fuldt og helt i al sin storhed, når de frelste bliver forvandlet. Da vil man forstå kraften, omfanget og virkningen af Guds gave til mennesket. Men fjenden er besluttet på, at denne gave skal virke så indviklet og uforståelig, at den bliver uden betydning. (Brev 280, 1904).
(Matt. 28,5. 6; Luk. 24,5. 6; Joh. 2,19; 10,17. 18; Apg. 13,32. 33.) Da englens røst lød: "Din Fader kalder dig," Han som har sagt: "Jeg lægger mit liv ned, så jeg kan tage det igen." "Ødelæg dette tempel, og på tre dage vil jeg rejse det op," - han kom ud af graven til livet som var i Ham selv. Guddommen dør ikke. Menneskene døde, men nu forkynder Kristus over Josefs gravmæle: "Jeg er opstandelsen, og livet." I Sin guddommelighed besad Kristus kraft til at bryde dødens bånd. Han erklærede at Han har liv i Sig selv til at opvække hvem Han vil.
"Jeg er opstandelsen og livet." Dette sprog kan kun bruges af guddommen. Alle skabte ting lever ved Guds vilje og kraft. De er afhængige modtagere af livet hos Guds Søn. Uanset dygtighed og talent, uanset hvor store evner de har, fyldes de op med liv fra al livs Kilde. Kun Ham som alene har udødelig, bor i lys og liv, kan sige: "Jeg har magt til at lægge mit liv ned, og jeg har magt til at tage det op igen." Alle mennesker i vor verden får deres liv fra Ham. Han er udspringet, livets kilde. (MS 131, 1897).
"Jeg er opstandelsen, og livet." Han som har sagt: "Jeg har lagt mit liv ned, så jeg kan tage det igen," kom frem af graven til livet som var i Ham selv. Menneskene døde, guddommen døde ikke. I Hans guddommelighed, besad Kristus kraft til at bryde dødens bånd. Han erklærede at Han selv har livet til at opvække hvem Han vil.
Alle skabte væsener lever af Guds vilje og kraft. De er afhændere af livet hos Guds søn. Uanset hvor dygtige og talentfulde, uanset hvor mange evner de har, så supplerer de op med liv fra al livs kilde. Han er udspringet, livets kilde. Kun Han som alene har udødelighed, som bor i lyset og livet, kan sige: "Jeg har magt til at lægge mit liv ned, og jeg har magt til at tage det op igen." . . . .
Kristus var udstyret med retten til at give udødelighed. Det liv som Han har lagt ned i menneskene, tog Han igen (1114) op og gav det til for at give det til menneskene. "Jeg er kommet," sagde han, "for at de kan få liv, og at de må have det i overflod". (YI 4.aug., 1898).
Kun Faderen kunne befri Kristus. - Han som døde for verdens synder skulle blive i graven i den tildelte tid. Han var i sten-fængslets hus som fange for en guddommelig dom. Han var ansvarlig over for universets Dommer. Han bar verdens synder, og kun Hans Fader kunne befri Ham. En stærk bevogtning af mægtige engle holdt vagt over graven, og var en hånd rakt ud for at fjerne legemet, ville deres herlighed glimte frem og nedlagt ham som vovede sig magtesløs ud på jorden.
Der var kun en indgang til graven, og hverken menneskelig styrke eller svindel kunne rokke ved stenen der vor for indgangen. Her hvilede Jesus i løbet af sabbatten. Men profetien havde peget ud at Kristus på tredjedagen vil opstå fra døde. Kristus havde selv forsikret Sine disciple om dette. "Ødelæg dette tempel," sagde ha, "og jeg vil oprejse det igen på tre dage." Kristus begik aldrig synd, der kunne heller aldrig findes svig i Hans mund. Hans legeme skulle komme ud af graven fri for fordærv. (MS 94, 1897).