Kapitel: 1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9 - 10 - 12 - 14 - 15 - 16 - 17 - 18 - 19 - 20 - 21 - 22 - 23 - 24 - 26 - 28
(1051) Apostlenes gerningernes bog, undervisning for i dag. - Denne bog i sin helhed skal studeres nøje. Den er fyldt med værdifulde anvisninger; den beretter erfaringerne i det evangeliske arbejde, undervisningerne som vi har brug for i vort arbejde i dag. Bogen er en vidunderlig historie; den behandler uddannelse på højeste plan, som eleverne i vore skoler skal få. (Brev 100, 1909).
1-5 (Luk 1,1-4). Apostlenes Gerningernes forfatterskab. - Lukas, bogens forfatter, og Teofilus, hvem bogen var rettet til, havde en behagelig tilknytning med hinanden. Fra Lukas, fik Teofilus meget undervisning og stort lys. Lukas havde været Teofilus lærer, og han følte stadigt ansvarlig om at vejlede og undervise ham, og om at understøtte og beskytte ham i hans arbejde.
På den tid var det sædvane for en forfatter at sende sine manuskripter til nogen for gennemlæsning og kritik. Lukas valgte Teofilus, en mand han havde tillid til, for at udføre dette vigtige arbejde. Først henledte han Teofilus opmærksomhed på beretningen af Kristi liv som var skrevet i Lukas bog af selv samme forfatter, der også var rettet til Teofilus. [ApG 1:1-5 citeret.] . . . Kristi lære skulle bevares i form af manuskripter og bøger (MS 40, 1903).
7, 8. Forkynd et enkelt evangelium, ikke alarmerende spekulationer. - Disciplene var ivrige om at vide den nøjagtige tidspunkt af Guds riges åbenbaring, men Jesus fortæller dem, at de ikke må vide tider og sæsonerne, fordi Faderen har ikke åbenbaret det for dem. At forstå hvornår Guds rige skulle genoprettes var ikke noget af det vigtigste for dem at vide. De skulle findes efter Mesterens fodspor, i bøn, ventende, på vagt, og i arbejde. De skulle være repræsentanter af Kristi natur til verden. Alt det der var yderst nødvendig for en vellykket kristen erfaring i disciplenes tid, er yderst nødvendig i vore dage. ”Og Han sagde til dem, det tilkommer ikke jer at vide tiderne eller sæsonerne, som Faderen har fastsat i Sin egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer.” Og efter Helligånden var kommet over dem, hvad skulle de gøre? ”Og I skal være mine vidner, både i Jerusalem og i hele Judea, og i Samaria, og til jordens ende.
Dette er arbejdet hvor også vi skal være beskæftiget i. I stedet for at leve i forventning af nogen speciel sæson med sindsbevægelse, skal vi (1052) med fornuft forbedre forhåndværende muligheder, gøre det der skal gøres med hensigt at sjæle må frelses. I stedet for at udtømme vore hjernes kræfter i spekulationer om tider og sæsoner, som Herren har fastsat i Sin egen magt, og tilbageholdt for mennesker, skal vi overgive os til Helligåndens ledelse, og beskæftige os med forhåndsværende pligter at give livets brød, der er uforfalsket af menneskelige anskuelser, til sjæle der er døende for sandheden.
Satan er altid rede om at fylde hjernen med teorier og beregninger der vil aflede mennesker fra den nærværende sandhed og diskvalificerer dem for at give den tredje engels budskab til verden. Det har altid være sådan; for vor Frelser havde tit irettesat dem der hengav sig til spekulationer og var altid nysgerrige efter det som Herren ikke havde åbenbaret. Jesus var kommet på jorden for at bibringe vigtig sandhed til mennesker, og Han ønskede at indprente i deres sind nødvendigheden af at tage imod og at være lydige mod Sine principper og vejledninger, når de udfører deres nuværende pligter, og Sine kommunikationer var af en orden der bibragte viden til deres omgående og daglige brug.
Jesus sagde: ”Og dette er det evige liv, at de må kende dig, den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, som du har udsendt”. Alt det der var gjort og sagt havde dette ene mål i sigte - at nagle sandheden i deres hjerne, at de kunne opnå evigt liv. Jesus kom ikke for at forbavse folk med en eller anden stor bekendtgørelse af en eller anden særlig tid når en eller anden alletiders begivenhed ville ske, men Han kom for at undervise og frelse de fortabte. Han kom ikke for at vække og tilfredsstille nysgerrighed; thi Han vidste, at dette kun ville øge appetitten til det mærkværdige og det vidunderlige. Hans mål var at bibringe viden hvorved folk kunne vokse i åndelig styrke og gøre fremskridt på lydighedens vej og ægte fromhed. Han gav kun sådan en instruktion som kunne tilegnes til behovene af deres daglige liv, kun sådan en sandhed, som kunne gives til andre for den samme tilegnelse. Han gav ikke folk nye åbenbaringer, men åbnede deres forståelse til sandheder der havde været skjult længe og eller ilde anbragt gennem præsternes og lærernes falske lære. Jesus erstattede ædelstenene af guddommelig sandhed i deres rette indfatning, i den rækkefølge de blev givet til patriarkerne og profeterne. Og efter at have givet dem denne værdifulde undervisning, lovede Han at give dem Helligånden hvorved alle ting som Han havde sagt til dem ville blive bragt til deres erindring.
Vi er i konstant fare af at komme op over evangeliets simpelhed. Mange har en intens lyst om at forbløffe verden med noget originalt, der skal løfte folk i en tilstand af åndelig opstemthed, og ændre den nuværende oplevelses rækkefølge. Der er ganske vist stort behov for en ændring i den nuværende oplevelses orden; for helligheden af nuværende sandhed bliver ikke indset som det burde være, men den ændring vi behøver er hjertets ændring, og kan kun opnås ved personligt at søge Gud for Hans velsignelse, ved at bønfalde Ham for Hans styrke, ved intens bøn om at vi må opleve Hans nåde, og at vor natur må blive forvandlet. Det er denne forvandling vi har behov for i dag, og for at opnå denne oplevelse skal vi udøve udholdende energi og manifestere dybfølt alvor. Vi må bede med sandt oprigtighed, Hvad skal vi gøre for at blive frelst? Vi skal lige vide hvilke skridt vi tager mod himlen.
Kristus gav Sine disciple sandheder hvis bredde og dybde og værdi de næppe værdsatte, eller endog forstod, og den samme tilstand eksisterer blandt Guds folk i dag. Også vi har svigtet at begribe storheden, at indse skønheden af den sandhed som Gud har betroet os i dag. Skulle vi gøre fremskridt i åndelig viden, ville vi se sandheden udvikle og udvide til den udstrækning som vi har drømt om, men det vil aldrig udvikle sig til enhver grad der vil lede os til at tro, at vi kan vide tider og sæsonerne som Faderen har fastsat i Sin egen magt. Igen og igen er jeg blevet advaret med hensyn til tidsfæstelse. Der vil aldrig mere lyde et budskab til Guds folk der er baseret på tid. Vi får ikke at vide den nøjagtige tid enten for Helligåndens udgydelse eller for Kristi komme (RH 22. marts, 1892).
8 (Joh. 15,26. 27). En uovertruffen gave. - På Hans himmelfart besluttede Kristus at Han ville give en gave til dem der havde troet på Ham, og til dem (1053) der skulle tro på Ham. Hvad gave kunne Han overdrage der var rig nok til at kunne fremhæve og pryde Sin himmelfart til tronen som Forsoner? Den skal være Sin storhed og kongelighed værdig. Han besluttede at give Sin repræsentant, Guddommens tredje person. Denne gave var uovertruffen. Han ville give alle gaverne i én, og derfor den guddommelige Ånd, den forvandlende, oplysende, og helliggørende magt, ville være Sin gave. . . . . .
Kristus længes efter at være i stand til at kunne opnå det vigtigste arbejde ved få og enkle midler. Genløsningens plan er omfattende; men dens bestanddele er få, og hver del er afhængig af de andre, mens alle arbejder sammen i total harmoni og i yderst simpelhed. Kristus repræsenteres af Helligånden; og når denne Ånd værdsættes, når de styret af Ånden videregiver til andre den energi hvoraf de er besjælede, en usynlig ledning bliver berørt der elektriserer det hele. Gid vi alle kunne forstå hvor grænseløse de guddommelige midler er (SW 28 nov., 1905).
Helligånden giver guddommelig autoritet.--Jesus siger, “I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner .” Det er foreningen af Helligånden og den levende vidners vidnesbyrd der skal advare verden. Guds medarbejderen er repræsentanten igennem hvem den himmelske meddelelse gives, og Helligånden giver autoritet til sandhedens ord (RH 4. april, 1893).
8, 9. Se EGW til kp. 2,1-4.
9 (Sal. 24,7-10; 47,5. 6; 68,17. 18; Ef. 4,8). Kristus fór op som konge.--[Sal. 47,5. 6; 68,17. 18 citeret.] Kristus kom til jorden som Gud klædt i menneskelighed. Han for op til himlen som de helliges Konge. Hans himmelfart var Hans ophøjet karakter. Han gik som én vældig i krig, en sejrherre der førte fanger med. Han blev ledsaget af den himmelske hærskare, under jubel og lovprisningsbifald og himmelske sange. . .
Kun for en kort stund kunne disciplene høre englenes sang mens deres Herre for op, med Sine udstrakte hænder i velsignelse. De hørte ikke den modtagelse Han fik. Alle himlene var i forening i modtagelsen af Ham. Hans indtræden var ikke ansøgt. Alle himlene var beæret af Hans tilstedeværelse. . . .
Kristi soning fik himlens segl (MS 134, 1897).
9-11 (Luk. 24,50, 51). Himmelfartens fulde herlighed sløret. - Den dyrebareste kendsgerning af Jesu himmelfart for disciplene var, at Han gik fra dem i himlen i den håndgribelige form af deres guddommelige Lærer. . . .
Ikke alene så disciplene Herren fare op, men de havde også englenes vidnesbyrd at Han var gået for at sidde på Faderens trone i himlen. Den sidste erindring som disciplene skulle have af deres Herre var som en medfølende Ven, den herliggjorte Forløser. Moses tilslørede sit ansigt for at skjule lovens glans der genspejledes på den, og Kristi himmelfarten blev tilsløret fra menneskenes syn. Glansen af dem himmelske eskorte og oplukningen af de strålende Guds porte for at byde velkommen til Ham skulle ikke ses af dødelige øjne.
Var Kristi spor til himlen blevet afsløret til disciplene i hele dets ubeskrivelige herlighed, ville de ikke kunne tåle synet. Havde de set de talløse engle, og hørt de sejrs udbrud fra de himmelske brystværn, mens de evige porte blev lukket op, ville kontrasten mellem den herlighed og deres eget liv i en verden af prøvelser, være så stor, at de næppe ville have været i stand til at genoptage deres jordiske livs byrder, tilrettelagt for at udføre med tapperhed og trofasthed den opgave som Frelseren gav dem. Selv Talsmanden, Helligånden, som blev sendt til dem, ville ikke rigtigt have været værdsat, og deres hjerter ville heller ikke være blevet tilstrækkeligt styrket for at tåle bebrejdelse, fornærmelse, fangenskab, og døden hvis påkrævet.
Deres sanser måtte ikke blive så forgabet i de himmelske herligheder, at de ville tabe synet af Kristi karakter på jorden, hvilken de måtte efterligne. De måtte have et klart syn af den noblesse og majestæt af Hans liv, den fuldkomne harmoni af hele sine egenskaber, og den mystiske forening af det guddommelige og det menneskelige i Hans natur. Det var bedre at disciplenes jordiske bekendtskab med deres Frelser måtte slutte på den alvorlige, stille, og ædle måde som (1054) det gjorde. Hans synlige himmelfart fra verden var i overensstemmelse med den sagtmodighed og fred af Hans liv. (3SP 254, 255).
11. Hellig menneskelighed taget til himlen. - Kristus for op i himlen, en helliget, hellig menneskelighed. Han tog denne menneskelighed med Ham ind i de himmelske sale, og gennem evighedernes evighed vil Han bære det, som Én der har genløst ethvert menneske i Guds stad (RH 9. marts, 1905).
(Joh. 12,45; Kol. 1,15; Heb. 1,3.) En Personlig Frelser. - Kristus kom som en personlig Frelser i verden. Han repræsenterede en personlig Gud. Han for op i det høje som en personlig Frelser, og Han vil komme igen som Han for op i himlen - en personlig Frelser. (MS 86, 1898)
(Matt. 28,20; Joh. 14,2, 3; 16.24; Heb. 9,24.) Et nyt syn af himlen. - Sikke en kilde af glæde for disciplene at vide at de havde sådan en Ven i himlen der taler deres sag! Gennem den synlige himmelfart af Kristus ændrede hele deres opfattelse og betragtninger af himlen. Tidligere havde deres tanker fæstet på himlen som et ubegrænset rum beboet af ånder uden substans. Nu var himlen forbundet med tanken om Jesus, som de havde elsket og vist ærbødighed for over alle andre dem de havde snakket og rejst med, dem de havde rørt ved, endda i Hans genopstået legeme, som havde talt håb og trøst til deres hjerter, og som, mens ordene var læberne, var blevet taget op foran deres øjne, tonerne af Sin stemme kom tilbage til dem mens engle i skyvognene tog imod Ham: ” Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt. 28,20)"
Himlen kunne ikke længere fremkomme for dem som en udefineret, ubegribeligt rum, fyldt med uhåndgribelige ånder. Nu så de på den som deres fremtidig bolig, hvor deres kære Forløser var i gang med at forberede store ejendomme for dem. Bøn var fornyet med interesse, da det nu var blevet et fællesskab med deres Frelser. Med nye og gribende sindsbevægelser og en fast tillid til at deres bøn ville få svar, samledes de i det øverste rum for at opsende deres bønner og at gøre fordring på Frelserens løfte, der havde sagt, ” Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.” (Joh.16,24.) De bad i Jesu navnet. De havde et glad budskab at forkynde Kristus i menneskelig form, en lidelsernes mand; Kristus i ydmygelse, grebet af ondskabsfulde hænder og korsfæstet: Kristus opstanden, og faret op i himlen, i Guds nærværelse, at være menneskets Talsmand; Kristi genkomst med magt og stor herlighed i himlens skyer. (3SP 262, 263)
14. Jesu brødrenes tro grundfæstet.--[Apg 1,9-14 citeret.] ”og med hans brødre”. Disse havde mistet meget på grund af deres vantro. De var blandt dem der tvivlede da Jesus viste sig i Galilea. Men nu troede de bestemt, at Jesus var Guds Søn, den lovede Messias. Deres tro var grundfæstet (Brev 115, 1904).
26 (Josva 7,16-18). Ingen tiltro til lodkastning. - Lad ingen føres væk fra de sunde, fornuftige principper som Gud har grundlagt til vejledning af Sit folk, og stole på sådan et påfund som at tosse en mønt op i luften for at få anvisning. En sådan fremgangsmåde er til stor glæde af sjælenes fjende; han mål er nemlig at styre mønten, og dens formidling er med i sine planer. Lad ingen blive så nemt narret ved at nære tillid til sådan nogen prøve. Lad ingen undervurdere egen erfaring ved at søge tilflugt til sådanne metoder af ringe værdi for at få anvisning i vigtige sager i forbindelse med Guds arbejde.
Herren arbejder ikke planløst. Find Ham i bøn i dyb alvor. Han vil præge tanken og vil lægge dig ord i munden. Det er nødvendigt at Guds folk vil drage lære ikke at stole på menneskelige opfindelser og usikre prøver som et middel for at vide Guds vilje for dem. Satan og sin virksomhed er altid parate at træde ind i enhver åbning de kan finde, der kan føre sjæle væk fra de rene principper af Guds Ord. Folk der er ledt og undervist af Gud vil ikke give anledning til brug af hjælpemidler der ikke har et ”Sådan siger Herren” (SpT, Ser. B, Nr. 17, s. 28).
Jeg har ikke tiltro i lod kastning. I Bibelen har vi et klart ”Sådan siger Herren” med hensyn til menighedens pligter. . . Læs din Bibel med megen bøn. Træk ikke andre ned, med ydmyg dig selv foran Gud, og vær venlige overfor hinanden. At kaste lod i valget af embedsmænd er ikke i Guds forretningsorden. (Brev 37, 1900).
(1055) Læse og præsentere Apg 2. - Lad os læse og tage imod og præsentere til andre kapitel 2 af Apostlenes Gerningernes bog. Vi har behøv for en dybere fromhed og vor Store Mesters ægte sagtmodighed. Jeg er oplyst. . . at hele Apostlenes Gerningernes bog er vor lærebog. Det er nødvendigt at vi alle ydmyger vort eget hjerte, og omvender os hver dag. (Brev 32, 1910).
1-4 (kp. 1,8. 9; Ef. 4,8). Kristi løfte opfyldt. - Tiden var kommet nu. Ånden havde ventet på korsfæstningen, opstandelse, og Kristi opstandelse. I ti dage ofrede disciplene deres bønner for Åndens udgydelse, og Kristus i himlen tilføjede sine forbønner. Dette var anledningen af Sin himmelfart og indsættelse, en jubelfest i himlen. Han var faret op, og medførte fangne, og nu gjorde Han fordring på Åndens gave, som Han kunne sende ud til Sine disciple (SW 28. nov., 1905).
Himlens reservoir af kraft ikke låst.--[Apg 2,1-4 citeret.] Gud er villig at give os en lignende velsignelse når vi søger den med lignende alvor.
Herren havde ikke låst den himmelske beholder efter udgydelsen af Sin Ånd over de første disciple. Også vi må modtage Hans velsignelses fylde. Himlen er rig med skatter af Hans nåde, og de der kommer til Gud i troen må gøre fordring på alt det Han har lovet. Hvis vi ikke har Hans magt, skyldes det vor åndelige sløvhed, vor ligegyldighed, vor magelighed. Lad os komme ud af denne formalitet og livløshed (RH 4. juni, 1889).
(Hosea 6,3; Joel 2,23. 28. 29; Zef. 10,1; Åb. 18,1.) Pinsen gentaget med større magt. - Det er med ægte længsel at jeg ser frem til den tid hvor Pinsedagens begivenhed vil gentages med endnu større magt end på hin begivenhed. Johannes siger, ”Jeg så en anden engel komme ned fra himlen, med stor magt, og jorden var belyst af sin glans.” Og ligedan som på Pinsesæsonen, vil folket høre sandheden talt til dem, enhver i sit eget sprog.
Gud kan blæse nyt liv ind i hver sjæl, der med ægte længsel vil tjene Ham, og kan berøre læberne med en glødende kul der kommer fra altret, og de vil blive veltalende og udtryksfulde med Sin lovprisning. Tusindvis stemmer, besjælet med magt, vil forkynde de vidunderlige sandheder af Guds Ord. De tunge der stammer skal befries, og de generte vil frimodigt bære vidnesbyrd om sandheden. Herren hjælpe Sit folk, så de må rense sjælens tempel fra urenhed, og beholde en så tæt forbindelse til Ham, at de vil kunne deltage i den sidste regn når den udøses. (RH 20. juli, 1886).
1-4, 14, 41 (Ef. 4,30). En høst fra Kristi såning. - I den gerning der blev fuldført på Pinsedagen kan vi se, hvad udøvelsen af tro kan gøre. Dem der troede på Kristus blev beseglet af Helligånden. Mens disciplene var forsamlet ”kom der en lyd som fra en kraftig vindstød, og det fyldte hele huset hvor de sad. Og der viste sig for dem spaltede tunger som ild, og sad på hver af dem.” Og Peter stod op iblandt dem og talte med stor magt. Blandt dem der lyttede var fromme Jøder, der var oprigtig troende. Men magten der ledsagede talerens ord overbeviste dem at Kristus virkelig var Messias. Sikken en mægtig gerning blev fuldendt! Tre tusinde blev omvendt i én dag.
Sæden var blevet sået af den største Mester verden nogensinde havde kendt. I tre et halvt år gæstede Guds Søn Judæa regionen, og forkyndte sandhedens glæde budskab og arbejdede med store tegn og mirakler. Sæden var blevet sået, og efter Sin himmelfart fandt indhøstningen sted. Flere blev omvendt ved én prædiken på Pinsedagen end der blev omvendt i hele de år af Kristi tjeneste. Så mægtigt virkede Gud når mennesker giver sig hen til Åndens styre (MS 85, 1903).
1-12 (kp. 4,13). Anden udgave af Kristi lære. - Efter disciplene var blevet døbt af Helligånden, undrede præsterne og herskerne sig over de ord som disciplene talte, thi de kendte dem som ulærde og jævne mænd, men de (1056) vidste at de havde været sammen med Jesus.
Deres lære var anden udgave af Kristi lære, de enkle udtalelser, mægtige sandheder der belyste formørkede sind, og omvendte tusindvis i én dag. Disciplene begyndte at forstå, at Kristus var deres Talsmand i de himmelske sal, og at Han blev ophøjet. De kunne tale fordi Helligånden gave talen. (MS 32, 1900)
17, 18. Se EGW til Joel 2,28. 29.
17. Overlagt uvidenhed er ingen undskyldning. - ”Jeg vidste, at I gjorde det i uvidenhed,” sagde Peter; men denne uvidenhed undskyldte ikke gerningen, fordi større lys var blevet givet dem. Der blev sagt, at havde de vidst, at Han var livets Fyrste, ville de ikke have korsfæstet Ham. Men hvorfor vidste de det ikke? - fordi de valgte ikke at vide. De havde ingen interesse i at undersøge og bestræbe sig for at vide, og deres uvidenhed blev deres evige død. De havde haft de klareste bevismateriale at kunne basere deres tro på, og de var forpligtet til Gud at acceptere de beviser som Han havde givet dem. Deres vantro gjorde dem skyldige for blodet af den uendelige Guds enbårne Søn. (MS 9, 1898).
12. Se EGW til 1 Tim. 2,5.
13. Se EGW til kp. 2,1-12.
1-11. Et aflagt løfte til Gud er ukrænkeligt. - Folk skal indprentes at deres løfter til Guds sag er ukrænkelige. Sådanne løfter bliver i almindelighed ikke betragtet som bindende som et lånedokument mellem mennesker. Men er et løfte mindre krænkende og bindende fordi det er gjort til Gud? Fordi det mangler tekniske beskrivelser og ikke kan sanktioneres ved lov, vil en kristen se væk fra den forpligtelse af det løfte han har givet? Ingen lovlig lånedokument eller lignende har større forpligtelse end et løfte givet til Guds sag (RH 23. maj, 1893).
29. Hvad siger Gud? - Vi skal ikke spørge, Hvad plejer mennesker at gøre? eller, Hvad er verdens skik? Vi skal ikke spørge, Hvordan skal jeg handle for at vinde bifald hos folk? eller, Hvad vil verden finde sig i? Spørgsmålet der har stærk interesse for enhver sjæl er, Hvad har Gud sagt? Vi har pligt til at læse Sit Ord og adlyde det, ikke afvige en tøddel fra dets krav, men handle uden hensyn til skik og jurisdiktion (RH 1. okt., 1895).
31 (Rom. 2,4). Omvendelse er Kristi Gave. - [Apg 5,31 citeret.] Omvendelse er så meget Kristi gave som tilgivelse er, kan ikke forekommer ikke det hjerte hvor Jesus ikke har gjort arbejde. Vi kan lige så lidt omvende os uden Kristi Ånd for at vække samvittigheden som vi kan få tilgivelse uden Kristus. Kristus tiltrækker synderen gennem udstillingen af Sin kærlighed på korset, og dette blødgør hjertet, indprente sindet, og indblæser anger og omvendelse i sjælen (RH 1. april, 1890).
1-7. Ansvar I Guds arbejde skal man være fælles om. - Herren giver os her et eksempel af den forsigtighed der skal til når folk vælges for Sin tjeneste. I dette tilfælde, én mand blev ikke gjort til den eneste byrde bærer af store ansvar. Syv mænd blev valgt, og de måtte arbejde tæt sammen som en enhed. (MS 91, 1899)
22. Se EGW til 2.Mos. 2,11.
4. Se EGW til kp. 18,2.
9-24 (2 Peter 1,14. 15). Paulus og Peter blev martyrer i Rom. - Apostlene Paulus og Peter var i mange år i vid udstrækning separeret fra hinanden i deres arbejde; Paulus bringer evangeliet til ikke-jøderne, mens Peter arbejdede særdeles for Jøderne. Men i Guds forsyn havde begge måttet bringe vidnesbyrd for Kristus i verdens hovedstad, og på dens jord havde måttet udgyde deres blod som frøen til en stor høst af hellige og martyrer.
Omkring den tid hvor Paulus blev arresteret for anden gang, blev Peter også kastet i fængsel. Han havde gjort sig forhadt af myndighederne på grund af sin iver (1057) og succes med at afsløre bedrag og troldmandens, Simon Magus, sammensværgelse, som fulgte ham til Rom for at modvirke og forhindre evangeliets arbejde. Nero er tilhænger af trolddom, og var Simons mæcen. Derfor blev han meget fortørnet på apostlen og havde foranlediget hans arrestation (LP 328).
27. Et eksempel på lydighed. - Da Gud udpegede til Philip hans arbejde, sagde apostlen ikke ”Det mener Herren ikke.” Nej; ”han rejste sig og gik. ”Han havde lært lektien om at være i overensstemmelse med Guds vilje. Han var klar over at enhver sjæl er værdifuld i Guds øjne, og englene bliver sendt for at bringe dem, der er søgende efter lyset, at komme i kontakt med dem der kan hjælpe dem.
I dag ligesom dengang, venter engle på om at føre mennesker til deres medmennesker. . . . I Philips og den Ætiopiske mands erfaring præsenteres det arbejde som Herren kalder Sit folk til (RH 2. marts 2, 1911).
1, 2. Den nye tro trivedes i Damaskus. - Den nye tro i Damaskus lod til at have fået nyt liv og energi. Aktiviteten om at undertrykke det måtte begyndes der, og Saulus blev valgt for denne gerning. (YI 15. nov., 1900).
(Kp. 22,4; 26,11.) Saulus ført bag lyset og narret. - Sprudlende af energi og iver iværksatte Saul en trosvildfarelse ved at forfølge Guds hellige, kaste dem i fængsler og myrde dem. Selv om det ikke var hans hånd der myrdede, var han med i bestemmelserne og var ivrig i deres håndhævelse. Han banede vejen, og overleverede de evangeliets troende i de hænder der ombragte dem. I henhold til sin iver siger Paulus selv, jeg var ”yderst gal på dem.” ”Jeg forfulgte denne Vej til døden, bandt og overleverede til fængsler, både mænd og kvinder.”
”Udslyngende trusler og blodbad imod Herrens disciple ”, gik Saulus dog ikke til underklassen, de ulærde, men til verdens mest fanatiske religion tilhængere, de mænd der tog del i at dømme Kristus til døden, de mænd der var besatte af Kajfas og hans edsforbunds ånd og indstilling. Disse store mænd, tænkte Paulus, hvis de havde religiøse beslutsomme hjælpere, kunne sikkert kvæle denne håndfuld fanatiske mænd. Så til ypperstepræsten gik Saulus, ”og forlangte af ham breve til synagogerne i Damaskus, således at ifald han mødte nogen der tilhører denne Vej, uanset om de var mænd eller kvinder, kunne bringe dem bundet til Jerusalem.” Kristus tillod dette, og mange, rigtigt mange mistede livet for deres tro på Ham.
Paulus troede ærligt, at han forfulgte en svag, ulærd, fanatisk sekt. Han var ikke klar over, at det var ham selv der var på forkert spor og blev narret, og intetanende fulgte under mørkets herskerens banner (MS 142, 1897).
1-4 (kp. 26,9; 1 kor. 15,9). Saulus vantro var ærlig, men kan ikke undskyldes. - Sindet der forkaster sandheden vil se tingene i et pervers lys. Det vil sidde fast i fjendens stærke garn, og se tingene i fjendens lys.
Saulus fra Tarsus var et eksempel på dette. Han havde ingen moralsk ret at være en vantro. Men han havde valgt at acceptere menneskers mening frem for Guds plan. Han havde profetierne der peger på Messias, men rabbinernes ytringer, menneskers ord, blev foretrukket. I sin egen visdom kendte Saulus ikke Gud, heller ikke Jesus Kristus, som Han havde sendt. Da han senere hen gennemgik sin erfaring, erklærede han, at han tænkte at han burde gøre mange ting modsat navnet Jesus af Nazaret. Saulus var ærlig i sin vantro. Der var ingen prætension, og Jesus standsede ham i hans karriere og viste ham på hvis side han arbejdede. Forfølgeren tog imod Kristi ord, og blev omvendt fra utroskab til tro i Kristus.
Saulus var ikke ligeglad med den vantro der havde ført ham til at følge Satans spor, og forvolde lidelse og død af de mest værdifulde på jorden - dem af hvem verden ikke var værdig. Han havde ikke påberåbt sig at sin fejlbedømmelse var undskyldelig. Længe efter sin omvendelse omtalte han sig som den største af syndere. ”For jeg er den ringeste af apostlene,” sagde han, ”der ikke er værd at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds menighed.” Han kom ikke med en eneste undskyldning for sin grusomme fremfærd i at følge trofast et samvittigheds indtryk (1058) der var falsk (MS 9, 1898).
3-6. Se EGW til 1 Kor. 2,1-5.
3-9. Gjort blind for at han kunnet se. - Sikken en ydmygelse det var for Paulus at vide, at han havde brugt sine kræfter al den tid imod sandheden, idet han troede han tjente Gud, var det Kristus han forfulgte. Da Frelseren åbenbarede Sig for Paulus i det stærke lys af Sin herlighed, blev han fyldt med væmmelse for sit arbejde og for sig selv. Magten af Kristi herlighed kunne have tilintetgjort ham, men Paulus blev håbets fanger. Fysisk blev han gjort blind af herligheden af Hans nærvær, af Ham, som han havde bespottet, men det var for at han kunne se det åndelige, for at han kunne vækkes op fra den letargi, der havde bedøvet og lammet sine opfattelsesevner. Med opvakt samvittighed, arbejdede han nu med selvbebrejdende energi. Nidkærheden af sit arbejde, sin alvorlige modstand mod lyset der lyste på ham gennem Guds budbringere, kom nu med fordømmelse i hans sjæl, og han blev fyldt med bitter samvittighedsnag. Han så sig ikke længere som retfærdig, men som fordømt af loven tankerne, i ånden og i gerninger. Han betragtede sig som en synder, yderst fortabt, uden den Frelsen som han var i gang med at forfølge. I de dage og nætter hvor han var blind, havde han tid til eftertanke, og han kastede sig med al sin hjælpeløshed og håbløshed på Kristus, den Eneste, der kunne tilgive ham og dække ham med retfærdighed (MS 23, 1899).
6. Guddommelig og menneskelig samarbejde nødvendigt. - Altid giver Herren det menneskelige mellemled arbejde. Her det guddommelige og menneskelige samarbejde. Man arbejder i lydighed efter det guddommelige lys som Herren giver. Hvis Saulus havde sagt, Herre, jeg har overhoved ikke lyst til at følge din bestemte anvisninger for at jeg skal udarbejde min frelse, da ville det være nyttesløs, selv hvis Herren skulle lade ti gange så stærk lys komme over Saulus. Det skal komme fra mennesket at samarbejde med det guddommelige. Og det er det vanskeligste, mest krævende konflikt der kommer med det forsæt og det store beslutnings time at skulle rette sin vilje og veje til Guds vilje og veje. . . Ens karakter kommer til at bestemme beslutningens art og dens handling. Det går ikke i overensstemmelse af følelserne eller ens tilbøjelighed, men med ens kendskab af vor himmelske Faders vilje. Følg og adlyd Helligåndens førelse (Brev 135, 1898).
8, 9 (2 Kor. 12,7-9; Gal. 6,17). "Mærkerne af Herren Jesus." - Han [Paulus] vil altid bære mærkerne af Kristi herlighed rundt i sin krop, i sine øjne, der blev blindet af det himmelske lys (LP 34).
18, 19. Paulus' dåb. - Paulus blev døbt af Ananias i Damaskus floden. Han kom så til kræfterne igen af maden, og begyndte straks at prædike Jesus il troende i byen, selve de mennesker som han havde sat ud af Jerusalem for at blive dræbt (LP 32).
25-27 (Gal. 1,17. 18). To store personligheder mødes. - Byportene blev nøje bevogtet, dag og nat, for at afskære hans flugt. Disciplenes bekymring trak dem til Gud i bøn; der var ikke megen tid til søvn, da de havde travlt med at udtænke veje og måder for den udvalgte discipels flugt. Endelig kom de med en plan hvor han blev firet ned over muren fra et vindue i en kurve om natten. På denne ydmygende måde flygtede Paulus fra Damaskus.
Han fortsatte nu til Jerusalem med det ønske at stifte bekendtskab med apostlene der, og især med Peter. Han var ivrig efter at møde de Galilæiske fiskere, der havde levet og bedt bønner og snakket sammen med Kristus på jorden. . . .
Han forsøgte at tilslutte sig sine brødre, disciplene; men stor var sin sorg og skuffelse dan han opdagede, at de ikke ville tage imod ham som én af deres. De huskede hans tidligere forfølgelser, og mistænkte ham for at spille komedie for at bedrage og dræbe dem. Sandt nok, de havde hørt om hans vidunderlige omvendelse, men da han straks havde trukket sig tilbage til Arabien, og de ingenting præcist havde hørte videre om ham, havde de ikke stolet på de rygter om hans store forvandling.
Barnabas, som havde bidraget gavmildt ud af sin formue for at støtte Kristi sag og afhjælpe de fattiges behov, havde stiftet bekendtskab med Paulus da han stod imod de troende. Han kom nu frem og fornyede bekendtskabet, hørte Paulus vidnesbyrd vedrørende (1059) hans mirakuløse omvendelse, og hans oplevelse fra den tid. Han troede Paulus fuld ud og tog imod Paulus, tog ham ved hånden, og førte ham til apostlenes nærvær. Han berettede hans erfaring som han lige havde hørt - at Jesus personligt havde vist sig for Paulus mens han var på vej til Damaskus; at Han havde snakket med ham; at Paulus havde fået sit syn tilbage som svar på Ananias bønner, og havde derefter forsvaret i byens synagoge, at Jesus var Guds Søn.
Apostlene nærede ikke længere betænkeligheder; de kunne ikke modstå Gud. Peter og Jakob, der på det tidspunkt var de eneste apostle i Jerusalem, tog den engang så barske forfølger i deres trosfællesskab; og han var nu lige så elsket og respekteret som han dengang var frygtet og undveget. Her mødtes de to store personligheder af den nye tro - Peter, én af Kristi udvalgte ledsager mens Han var på jorden; og Paulus, en Farisæer, der siden Jesu himmelfart havde mødt Jesus ansigt til ansigt, og havde snakket med Ham, og havde også set Ham i et syn, og Hans arbejdes beskaffenhed i himlen (LP 34-36).
Himmelen er nær til den der søger sjæle. - I det tiende kapitel af Apostlenes Gerninger finder vi endnu et eksempel himmelske engles tjeneste, der tilvejebragte omvendelsen af Cornelius og selskab. Disse kapitler[8-10] bør læses, og få særlig opmærksomhed. I dem ser vi, at himlen er meget nærmere til den kristen, der er beskæftiget med sjælevindings arbejde, end mange tror. Gennem dem måtte vi også lære lektien af Guds agtelse for hvert menneske, og at enhver skal behandle sit medmenneske som én af Herrens medvirken for at udrette Hans arbejde på jorden(MS 17, 1908).
1-4 (Fil. 4,18). Bøn og almisse som duftende røgelse.--[Apg 10,1-4 citeret.] Det er vidunderlig for et menneske i dette liv, at blive rost af Gud som var Cornelius. Og hvad grunden til denne bifald? - ”Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud og huskes hos ham.”
Bøn eller almisse har ingen dyd i sig selv for at henstille synderen til Gud; Kristi nåde gennem Sin soningsoffer alene kan forny hjertet og gøre vor tjeneste acceptable hos Gud. Denne nåde havde rørt Cornelius hjerte. Kristi Ånd havde talt til hans sjæl; Jesus havde tiltrukket ham, og han havde overgivet sig. Hans bønner blev ikke nødet , heller ikke hans almisser afpresset; de var ikke en pris som han forsøgte at betale for at sikre sig himlen, men de var kærlighedens frugt og tegn af taknemmelighed til Gud.
Deslige bøn fra et oprigtigt hjerte stiger op som røgelse hos Gud; og ofre for Hans sag og gaver til de trængende og lidende er et offer der behager Ham. Således blev der sagt vedrørende de gaver fra brødrene i Philippi, der blev givet for at møde apostlens Paulus behov mens han var fanger i Rom, at de var som ”en liflig duft, et kærkomment offer, Gud til behag. ”
Bøn og almisse er kædet tæt sammen - et udtryk af kærlighed til Gud og til vore medmennesker. De er udøvelsen af to store principper af guddommelige lov : ”Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte, med hele din sjæl, og med hele dit sind, og med hele din styrke”; og, ”Du skal elske din nabo som dig selv.” Derfor, selv om vore gaver ikke kan henstille os til Gud eller vinde Hans gunst, er de beviset, at vi har fået Kristi nåde. De er en test af oprigtigheden af kærligheds bekendelse (RH 9. maj, 1893).
1-6 (Hebr. 1,14). Tjenende engle noterer hvert individ. - Den samme Hellige Vægter der siger, Jeg kender Abraham, kendte også Cornelius, og sendte Sin engel med et budskab til manden der havde modtaget og forbedret lyset, som Gud havde givet ham. Englen sagde, ”Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud og huskes hos ham. Send nu nogle folk til Joppe efter en mand, der hedder Simon med tilnavnet Peter. ” Nøjagtige anvisninger bliver givet, ”Han bor hos garveren Simon, hvis hus ligger ved havet, og han vil fortælle dig hvad du skulle gøre.” Således arbejder Herrens engel for at sætte Cornelius i forbindelse med den menneskelige mellemled gennem hvem han kunne få større lys. Undersøg hele kapitlet nøje og se hvor enkelt hele handlings forløbet er, og tænk nøje, at Herren kender hver enkelt af os ved navn, og hvor vi bor, og hvordan vor (1060) ånd er, og hver eneste gerning i vort liv. De tjenende engle besøger kirkerne, mens de noterer hvor trofast vi er i vor tjenester (Brev 20a, 1893).
Oprigtige søgende ikke efterladt i mørke. - Her har vi fået et positivt bevis, at Herren ikke lader i mørke dem, der følger det lys de har fået, men sender Sine engle for at kommunikere med dem. Cornelius levede i overensstemmelse med det Gamle Testamentes lære, og Herren sendte et bud for at fortælle ham hvad han skulle gøre.
Gud kunne have givet Cornelius alle anvisningerne han behøvede gennem englen, men dette var ikke Sin plan. Sit formål var at sætte Cornelius i forbindelse med dem, der fik viden fra det høje, hvis arbejde det var at dele denne viden med dem der søger lys. Således handler Gud med Sit folk. . .
Cornelius fulgte nøje de anvisninger han fik. Han blev en del af kirken, og blev en nyttig og indflydelsesrig medarbejder sammen med Gud (MS 67, 1900).
Gud bruger Sine fastsatte repræsentationer.--[Apg 10,1-4 citeret.] Englen gav ham ikke det lys, som han kunne have givet ham, men henviste ham vejen at følge for at komme i forbindelse med en, der kunne fortælle ham værdifulde sandhed . . . . [ApG 10, 5,6 citeret]
Cornelius adlød anvisningerne som en selvfølge, og den samme engel gik til Peter, og gav ham hans anvisninger. Denne kapitel [ApG 10] indeholder mange værdifulde råd til os, og vi skal læse med ydmyg opmærksomhed. Når Herren har Sine fastsatte repræsentationer igennem hvem Han yder hjælp til sjæle, og folk i respektløshed afviser hjælp fra dem, og beslutter at de ville blive undervist direkte af Gud, vil Gud ikke tilfredsstille deres ønske. Den person, som tager den position er i fare for at slutte sig til fremmedes stemmer, og for at blive ført ad falske stier. Både Cornelius og Peter blev instrueret hvad de skulle gøre, og de adlød englens ord. Cornelius samlede sin husholdning for at lytte til lysets budskab fra Peter. Hvis han havde sagt, jeg vil ikke belæres af andre, ville Guds engel have ladet ham alene: men sådan var ikke hans holdning (RH 10. okt., 1893).
Mange i dag ligesom Cornelius. - Der er mange i dag, som er i den samme situation som Cornelius. De lever op til det lys de har fået, og Gud taler til dem, som Han talte til Cornelius, og fører dem gennem Sini fastsatte repræsentationer til det sted, hvor de vil modtage sandheden i et godt og ærligt hjerte. Gud åbenbarer Sig til dem, der stræber at danne personlig karakter, som Han kan godkende. Bønnerne af dem, der frygter Ham, der kender deres taknemmelighedsgæld, bliver hørt og besvaret. Herren lægger især mærke til dem, der vandrer i det lys Han har givet dem, der bevidner gennem deres gerninger, at de forsøger at ære Gud. Gennem en Peter vil Han præsentere perlen af stor værdi, og gennem en Cornelius og sin familie vil mange sjæle blive ledt til lyset (RH 8. aug., 1899).
Gennem Guds vidunderlige værk, Cornelius lod sig lede at bringe sit energiske og trofaste liv i forbindelse med Kristi disciple. Således vil det ske i de sidste dage. Mange vil værdsætte Guds visdom over alle verdslige fordele, og vil adlyde Guds Ord som det norm. Disse mennesker vil blive ledt til stort lys. De vil komme til at forstå sandheden, og vil gøre anstrengelse for at præsentere sandhedens lys til dem de kender, der ligesom dem selv er ivrig efter sandheden. Således bliver de samvittighedsfulde lys bærere til verden. Som de selv er tilskyndet af Guds kærlighed, vil de på samme måde bruge denne tilskyndelse hos andre, og vil benytte enhver lejlighed om at indbyde og tilskynde andre om at komme og se sandhedens skønhed, og give af deres evner for at fremme Guds værk (MS 97, 1898).
Nogle som tælles blandt købmænd og prinser finder deres pladser af dem der adlyder sandheden. Gud har haft dem for øje, dem som har handlet efter det lys de har fået, og opretholder deres integritet. Cornelius. . . opretholdt sin religiøse erfaring, og vandrede nøje efter det lys han havde. Guds øje fulgte med ham, og Han sendte Sin engel med et budskab til ham. De himmelske budbringer gik forbi de selvretfærdige, og kom til Cornelius, og kaldte ham ved navn (MS 97, 1898).
Meget er blevet sagt om vor pligt mod de forsømte fattige. Skulle man ikke give lidt opmærksomhed til de forsømte rige? Mange betragter denne klasse som håbløs, og de gør lidt for at åbne øjnene af dem, der, blindet og omtåget af glitren af det jordiske glans, har tabt sigte af evigheden. Tusindvis af velhavende mennesker er gået i graven uden varsel. Men ligegyldige som de lader vise sig, er mange blandt de rige nedtrykte. . . .
Rigdom og jordiske ære kan ikke tilfredsstille sjælen. Mange blandt de velhavende længes efter guddommelig forsikring, noget åndeligt håb. Mange længes efter noget der vil standse ensformigheden af deres formålsløse liv. Mange i det offentlige liv føler et behov af noget som de ikke besidder. Få iblandt dem går i kirke, fordi de ikke føler at få megen gavn. Læren som de hører, rører ikke hjertet. Skal vi ikke appellere til dem på en usædvanlig måde?
Gud kalder alvorlige, ydmyge arbejdere, der vil bringe evangeliet til de højere klasser. Det er ikke med ligegyldige, tilfældige berøring, at de velhavende, verdenselskende sjæle kan blive tiltrukket til Kristus. Personlig, beslutsomme bestræbelser skal komme fra mænd og kvinder der er besjælet med missions ånd, dem der ikke vil svigte eller tabe modet. (RH 6. april, 1911).
6. Peter klar til at lade livet. - Apostlene var ikke skræmte af situationen. Siden oprejsningen efter sin fornægtelse af Kristus, havde han uforfærdet trodset fare og havde vist ædelmodigt mod og frimodighed i sin prædiken om en korsfæstet, opstanden, og himmelfaren Frelser. Liggende i sin fængselscelle huskede han ordene, som Kristus havde sagt til ham, ” Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.” Peter troede at tiden var kommet at han lader livet for Kristi skyld (RH 27. april, 1911).
17. Se EGW til Rom. 1,20. 21.
1, 5 (Rom. 2,24-29; Gal. 5,6; Ef. 2,14-16; Kol. 2,14-17; Titus 1,9-11). Omskærelse ingen værdi efter korset.--[Titus 1,9-11. 13. 14 citeret.] Der var folk I Paulus tid, der konstant fæstede sig ved omskærelse, og de kunne komme med mange beviser fra Biblen, for at vise Jøderne om dens nødvendighed for Jøderne; men denne lære var uden betydning på det tidspunkt, fordi Kristus døde på Golgatas kors og fysisk omskærelse kunne ikke længere være af nogen værdi.
Den typiske tjeneste og ceremonierne, som var forbundet med det blev annulleret ved korset. Det store antitypiske Guds lam er blevet et offerlam for skyldigt menneske, og skyggen blev realitet. Paulus bestræbte sig på at bringe menneskernes tanker til den store sandhed for den tid; men disse mennesker, der hævdede at være Jesu følger, var helt absorberet i at undervise jødernes tradition, og nødvendigheden af omskærelse (RH 29 maj, 1888).
4-29. Se EGW til Gal. 2,1-10.
11 (Gal. 3,8; 1 Kor. 10,4). Kun Et Evangelium. - Der eksisterer ikke et sådan kontrast, som der ofte hævdes, mellem det Gamle og det Nye Testamente, Guds lov og Kristi evangelium, og hvad der krævedes af Jøderne og dem der lever under den Kristne forvaltning. Enhver frelst sjæl i den gamle forvaltning (GT) blev frelst ved Kristus lige så sandt som vi bliver frelst ved Ham i dag. Patriarkerne og profeterne var Kristne. Evangeliets løfte var givet til det først par i Eden, da de ved overtrædelse havde skilt sig fra Gud. Evangeliet blev prædiket til Abraham. Hebræerne drak alle af den åndelige Klippe, som var Kristus (ST 14. sept., 1882).
(2.Mos. 13,21. 22; 1 Kor. 10,1-4; 1 Tim. 2,5.) Kristi Blod Gavner Os såvel Israel. - Indhyllet i skyernes søjle kommunikerede verdens Forløser med Israel. Lad os derfor ikke sige, at de ikke havde Kristus. Da folk var tørstige i ørknen, og begyndte at knurre og beklage sig, var Kristus for dem som Han er for os - en Frelser fuld af nænsom medfølelse, Mellemmanden mellem dem og Gud. Efter at vi har gjort vor del at rense sjælens tempel fra syndens besmittelse, gavner Kristi blod for os, som det gjorde for oldtidens Israel. (YI 18. juli, 1901).
(1062) 1-3. Se EGW til 2 Tim. 3,14. 15.
14 (2 Kor. 8,12). Lys til dem som er villige. - Guds Ånd kan kun oplyse deres forståelse som er villig til at lade sig oplyse. Vi læser at Gud åbnede Lydias ører, så at hun forholdt sig til det budskab Paulus talte. Som erklæring for hele Guds rådssamling og alt det der var nødvendigt for Lydia at tage i mod - var det den del som Paulus skulle gøre i hendes samtale; og så udøvede alle nådegavers Gud Sin kraft, og førte sjælen på den rette vej. Gud og menneskeagenten samarbejdede, og arbejdet var helt succesrigt (Brev 150, 1900).
22-29. Se EGW til Rom. 1,20-25.
22-34. Se EGW til 1 Kor. 2,1-5.
28 (Joh. 5,17; Kol. 1,17; Heb. 1,3; se EGW til 1.Mos. 2,7). Gud er hele tiden I gang I naturen. - God arbejder altid i naturen. Den er Hans tjener, givet for at behage Ham. Naturens værker bevidner om et Væsens forstandsmæssige nærvær og aktive indgriben, hvis motiver i alle Hans gerninger er efter Hans vilje. Det er ikke med en oprindelig kraft indarvet i naturen, som jorden år for år giver sine rigdomme af og verden at verden har sin stadige løbebane omkring solen. Den ubegrænsedes hånd arbejder vedholdende på at føre denne planet. Det er Guds kraft fra øjeblik til øjeblik der udøves for at holde den i sin rotationsbane. Himlens Gud arbejder hele tiden. Det er ved Hans kraft at planterne begynder at blomstre, at ethvert blad kommer frem og enhver blomst folder sig ud. Det er ikke et resultat af mekanik, som en gang var blevet sat i bevægelse, fortsætter sit arbejde, så pulsen slår og åndedrag følger efter åndedrag. I Gud lever vi og bevæger vi os og har vor tilværelse. Ethvert åndedrag, ethvert slag hjertet er det stadige bevis på den altid tilstedeværende Guds kraft. Det er Gud som får solen til at stå op i himlene. Han åbner himlens vinduer og sender regn. Han får græsset til at gro på bjergene. ”Han lader sne falde ned, som uld, som aske spreder han rim.” ”Når han løfter sin røst, bruser vandene i himmelen, og han . . . får lynene til at give regn og sender stormen ud af sine forrådskamre.” Selvom Herren havde fuldendt sit skabelsesarbejde, er han hele tiden i gang med at opretholde og bruge som Hans tjenere, de ting som han har gjort. Kristus sagde: »Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.« (MS 4, 1882).
34 (1 Kor. 2,1-4). Evangeliets enkelthed i modsætning til verdens lærdom. - Ved slutningen af sit arbejde så [Paulus] efter resultater af sit arbejde. Ud af den store forsamling der havde lyttet til hans velformulerde ord, blev der kun omvendt tre til troen. Han ønskede da fra det tidspunkt at han ville fastholde evangeliets enkelthed. Han blev overbevist om at verdens lærdom var kraftesløs til at bevæge menneskenes hjerter, men at evangeliet var Guds kraft til frelse (RH 3. aug., 1911).
1-3 (2 Kor. 10,1. 7. 8; se EGW til Apg 20,17-35). Apostlene rådslog sig over arbejdsmetoder. - Da Paulus kom til Korint, anmodede han om Aquilas arbejde. Apostlene rådslog sig med hinanden og bad sammen, og besluttede at de ville forkynde evangeliet som det burde forkyndes, i uhildet kærlighed for sjæle som gik tabt af mangel på kundskab. Paulus ville arbejde med teltmageri, og lære sine medarbejdere at arbejde med sine hænder, så at de kan forsøge sig selv i enhver nødsituation. Nogle af hans tjenende brødre viste en selvmodsigende kurs, og sagde at de derved ville miste deres indflydelse, som evangeliets tjenere. Det tiende kapitel i det andet korinterbrev beskriver de vanskeligheder Paulus måtte kæmpe med, og med at forsvare hans kurs. Gud havde givet Paulus en særlig ære. Han havde givet ham sine legitimationer, og havde pålagt ham et tungt ansvar. Og apostlen skriver: ”Jeg selv, Paulus, der jo er så spagfærdig, når jeg står ansigt til ansigt med jer,” - fordi han ydmygede sig selv til at gøre et mekanisk arbejde - ”men så kry over for jer, når jeg er langt borte, formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed.” [2 Kor. 10,7. 8 citeret] (RH 6. marts, 1900).
(Kp. 20,33, 34; 1 Tess. 2,9; 2 Tess. 3,8.) Paulus genoptog sit erhverv. - Paulus . . . blev hos dem [Akvilla og (1063) Priskilla]; og da han havde lært deres erhverv i sin ungdom, at lave telte, som blev brugt så meget i det varme klima, arbejdede han for den forretning, for at underholde sig selv. . . .
Paulus var højt uddannet, og blev beundret for sin geni og veltalenhed. Af sine landsmænd blev han valgt som medlem af Sanhedrin, og var en rabbi med udprægede evner; alligevel blev hans uddannelse ikke betragtet som færdig før han havde haft en læretid i et nyttigt erhverv. Han glædede sig over at han kunne underholde sig selv med manuelt arbejde, og erklærede ofte at hans egne hænder havde tjent ham til hans fornødenheder. Medens han var i fremmede byer, ville han ikke være nogen til belastning. Når hans midler var blevet brugt på at fremme Kristi sag, genoptog han sit erhverv for at få et eksistensgrundlag (LP 99, 100).
Selvom han havde et svagt helbred, arbejdede han [Paulus] hele dagen på at tjene Kristi sag, og sled det meste af natten, og ofte hele natten så han kunne dække sine egne og andres fornødenheder (YI 27. feb., 1902).
En dygtig arbejdsmand. - Paulus, den store apostel for hedningene, lærte teltmagerhåndværket. Der var højere og lavere grene i teltmageri. Paulus lærte de højere grene, og kunne også arbejde i almindelige grene, hvor omstændighederne krævede det. Teltmageri gav ikke så hurtigt afkast af sig som andre erhverv, og nogle gange var det kun med streng sparsommelighed at Paulus kunne dække sine fornødenheder (RH 6. marts, 1900).
En uddanner. - Paulus var en opdrager. Han forkyndte evangeliet med sin stemme, og med sit forstandsmæssige arbejde forkyndte han det med sine hænder. Han uddannede andre på den samme måde som han var blevet uddannet på af ham som blev betragtede som en af de klogeste menneskelærer. Da Paulus arbejdet hurtigt og dygtigt med sine hænder, fortalte han sine kollegaer om de anvisninger som Moses havde givet om at opbygge tabernaklet. Han viste dem at dygtighed og visdom, og genialitet kom ind i det værk Gud gav, for at blive brugt til Hans ære. Han lærte dem at den største ære skal gives til Gud. (RH 6. marts, 1900).
2 (kp. 8,4; Rom. 1,7. 8). Modstand gjorde ikke evangeliet tavst. - Efter Kristi himmelfart tog apostlene ud overalt og forkyndte Ordet. De frembar vidner om Kristi arbejde som en lærer og helbreder. Deres vidnesbyrd i Jerusalem, i Rom, og i andre steder var tydeligt og kraftfuldt. Jøderne, som nægtede at tage imod sandheden, kunne kun indrømme at en mægtig indflydelse fulgte med Kristi efterfølgere, fordi Helligånden ledsagede dem. Dette skabte stor modstand; men på trods af modstanden, tyve år efter Kristi korsfæstelse, var der en levende, alvorlig menighed i Rom. Menigheden var stærk og nidkær, og Herren arbejdede for den.
Jødernes misundelse og raseri imod de kristne kendte ingen grænser, og de ikke-troende borgere blev hele tiden oprørte. De beklagede sig hele tiden at de Kristne jøder var uordentlige, og farlige for den offentlige orden. De satte hele tiden noget i gang, som ville oprøre striden. Det førte til at de kristne blev forjaget fra Rom. Iblandt de forjagede, var Akvilla og Priskilla, som tog til Korint, og oprettede der en forretning som teltfabrikanter (RH 6. marts, 1900).
24-26. Den lærte Apollos blev undervist af ydmyge teltmagere. - Apollos . . . havde fået den højeste græske kultur, og var en lærd mand og en taler . . . . Akvilla og Priskilla lyttede til ham, og så at hans lære var mangelfuld. Han havde ikke grundigt kendskab til Kristi mission, Hans opstandelse og himmelfart, og til Hans Ånds værk, Trøstermanden som Han sendte ned for at blive hos Sit folk medens han var væk. De sendte derfor bud efter Apollos, og den uddannede mand fik gladelig undervisning, af dem. Gennem deres lære fik han en klarere forståelse af skrifterne, og blev en af de dygtigste fortalere for den kristne kirke. Derved lærte en grundig videnskabsmand og strålende taler Herrens Vej mere fuldstændigt fra en kristen mand og kvindes lære, hvis ydmyge beskæftigelse var teltmageri (LP 119).
11, 12, 17 (Lukas 8,46). Mirakler er ingen opmuntring til blind overtro. - Idet (1064) Da Paulus kom i direkte kontakt med Efesus afgudstilbedende indbyggere, blev Guds kraft slående vist igennem ham. Apostlene var ikke altid i stand til at udføre mirakler med viljen. Herren tilstod Sine tjener denne særlige kraft, som Hans sags fremadskriden eller Hans navns ære krævede. Ligesom Moses og Aaron i Faraos palads, skulle apostlen nu fastholde sandheden imod troldmænds lyvende under; eftersom de mirakler han udførte var af en anden karakter fra dem som han hidtil hade udført. Som kvasten i Kristi klædning havde givet helbredende kraft il hende som søgte hjælp ved troens berøring, ligeså var klæderne ved denne anledning gjort til middel for at helbrede alle som troede; ”sygdomme forlod dem, og onde ånder var omkring dem.” Alligevel opmuntrede disse mirakler ikke til blind overtro. Da Jesus mærkede berøringen fra den lidende kvinde, udbrød han: ”Kraften er gået ud af mig.” Ligeså erklærer Skriften at Herren udførte mirakler ved Paulus’ hånd, og at Herren Jesu navn blev ophøjet, og ikke Paulus navn (LP 135).
19. Værdifulde bøger ofres. - Da bøgerne var blevet fortæret, gav de sig til at regne ofrets værdi op. Det blev beregnet til hen ved halvtreds tusinde sølvstykker, det samme som hen ved ti tusinde dollars (LP 137).
33. Se EGW til 2 Tim. 4,13. 14.
17-35 (kp. 18,1-3; 1 Tess. 2,9; 2 Tess. 3,8). En alsidig prædikant. - Idet han [Paulus] rakte sine slidte hænder frem for folk, var det et vidnesbyrd om at ingen kunne pålægges om at forsørge ham. De skjulte ikke noget, som han anså, som styrken fra sine gribende appeller, følsomme, forstandsmæssige og veltalende mere end nogen andre som havde en andel i den kristne tjeneste.
I Apg. 20,17-35 ser vi en kristen forkynders karakter ridset op, som trofast passer sit arbejde. Han var en alsidig prædikant. Vi tror ikke at alle prædikanters har pligt til at gøre det som Paulus gjorde. Alligevel siger vi til alle at Paulus var en kristen hædersmand af højeste karat. Hans eksempel viser at mekanisk slid ikke nødvendigvis formindsker nogens indflydelse, at arbejde med hænder i et hæderligt erhverv ikke gør mennesket grov, rå og uhøflig (YI 31. jan., 1901).
30 (2 Tim. 4,3. 4; 2 Peter 2,1). Kvæle ustabile teorier. - Ud fra det lys jeg har fået af Herren, vil mennesker rejse sig og sige forhærdede ting. Ja, de har allerede arbejdet på og sagt ting som Herren aldrig har åbenbaret, bragt den hellige sandhed på niveau med almindelige ting. Spørgsmål har og vil fortsætte med at komme fra menneskers indbildske falsknerier, ikke sandhed. Mennesketankers påfund vil opfinde prøvelser som slet ikke er prøvelser, at når de rigtige prøvelse bliver fremtrædende, bliver den ligestillet med menneskeskabte prøvelser, som ikke er af værdi. Vi kan forvente at alt vil komme ind og blandes med den sunde lære, men med klar åndelig skarpsindighed, med himmelsk salvelse, må vi skelne mellem det hellige fra det almindelige, som kommer ind for at forvirre tro og sund dømmekraft, og dementere den store, ophøjede, prøvende sandhed for denne tid. . . .
Aldrig, aldrig har der været et tidspunkt hvor sandheden vil lide mere under forkerte fremstillinger, forklejnet, forpurret af menneskers forvanskede diskussioner, end det er i disse sidste dage. Mennesker har ført sig selv ind deres uensartede mængder af kætteri, som de fremstiller som orakler for folk. Folk fortrylles af noget fremmet, noget nyt, og er ikke erfarne nok til at se karakteren af de tanker, som mennesker kan sætte op som om det er noget. Men kaldes det som noget af stor betydning og bindes det på Guds orakler, bliver det ikke gjort til sandhed. Oh, hvor meget dadler dette ikke for en lav fromhedsstandard i menighederne. Mennesker som ønsker at bringe noget originalt vil sværge nye og fremmede ting op, og vil uden eftertænksomhed gå frem på disse ustabile teorier, som er blevet vævet sammen som en dyrebar teori. Og fremstille det som et liv og død-spørgsmål. . . . .
Vi har sandheden, den solide sandhed i Guds ord, og det var bedre om alle disse spekulationer og teorier blev kvalt i deres vugge end de fik næring og (1065) kommer frem. Vi skal høre Guds stemme fra Hans åbenbarede Ord, det sikre profetiens ord. Dem som vil ophøje sig selv, og søge at gøre noget forunderligt, ville kunne få et bedre sindelag (Brev 136a, 1898).
(Sal. 119,126. 127; 1 Tim. 4,1.) Sandhedsforrædere bliver hendes værste forfølgere. - Mange såkaldte kristne går for ægte og trofast sundhed, men det er fordi at dem der bekender det ikke kan klare forfølgelse for sandhedens skyld. Når dagen kommer, når Guds lov gøres ugyldig, og menigheden sigtes af hede prøvelser, skal prøve at bo på jorden, vil en stor del af dem man regnede for ægte, agte sig på de forlokkende ånder, og vende sig til forrædere og forråde hellige sandheder. De vil vise sig som vore allerværste forfølgere. ”Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig;” og mange vil give agt på forlokkende ånder.
Dem som har levet af Guds Søns kød og blod - Hans Hellige Ord - vil blive styrket, og rodfæstet, og funderet i troen. De vil bestyrkes i at de må værtsætte og adlyde Guds Ord. Sammen med David vil de sige: ”De har krænket din lov. Derfor elsker jeg dine bud fremfor guld og skatte.” Medens andre regner dem for slagger, vil de stå op og forsvare troen. Alle som søger magelighed, deres fornøjelser, deres nydelser, vil ikke stå deres prøvelse (RH 8. juni, 1897).
33, 34. Se EGW til kp. 18,1-3.
20-26 (Gal. 2,11.12). Paulus’ rådgivere er ikke ufejlbarlige. - Denne indrømmelse var ikke i harmoni med hans lære eller med den faste renhed i hans karakter. Hans rådgivere var ikke ufejlbarlige. Selvom nogle af disse mænd skrev under Guds Ånds inspiration, fejlede de nogle gange, dog var de ikke direkte under dens indflydelse. Det vil huskes at Paulus en gang stod ansigt til ansigt over for Peter fordi han gjorde dobbeltarbejde (LP 214).
39 (kp. 22,3.25-28). Paulus’ baggrund. - Hans [Paulus’] fader var en anset mand. Han var fra Kilikien, men stadig romersk statsborger; for Paulus erklærede at han var fribåren. Andre fik denne frihed for en stor sum, men Paulus var fribåren. Paulus var blevet uddannet af de mest ærte lærere for den tid. Han var blevet undervist af Gamaliel. Paulus var en rabbi og en statsmand. Han var medlem af Sanhedrin (MS 95, 1899).
3, 4. Se EGW til 1 Kor. 2,1-5.
3, 25-28. Se EGW til kp. 21,39.
4. Se EGW til kp. 9,1.2.
5-16 (kp. 26,9-16). Paulus glemmer aldrig sin bemærkelsesværdige omvendelse. - Apostlen kunne aldrig glemme sin omvendelse fra at forfølge alle som tror på Kristus, til at tro på Ham. Hvilken betydning havde denne omvendelse ikke for hele hans liv derefter! Hvilken opmuntring var det ikke da han arbejde på Hans side som han en gang latterliggjorde og foragtede. Han kunne aldrig glemme den forvisning han fik i sin første del af hans forkyndergerning. Han kunne talte forstandsmæssigt for di han havde en erfaring, et personligt kendskab, til Herren Jesus Kristus. Han hade en levende, blivende tro, for han dyrkede en fornemmelse af Kristi nærhed i alle sine gerninger. Han fik styrke i bøn, og som en trofast Kristi soldat så han altid efter sin Fører efter ordrer. Ingen store forhindringer lod sig hobe op foran ham, som kunne få ham til at se arbejdet som en umulighed, for han indså at ”Alt var muligt for dem der tror” (MS 114, 1897).
På alle steder blev apostlen Paulus kaldet til at tage ud efter hans omvendelse, han gav en livagtig fremstilling af himmelske engles tjeneste i sin omvendelse (MS 29, 1900).
3. En inspireret anklage. - Under Helligåndens indflydelse, udtalte Paulus en profetisk anklage som lignede den Jesus havde udtalt da han irettesatte jødernes hykleri. Dommen der blev afsagt af apostlen blev opfyldt forfærdeligt, da den lastefulde og hykleriske ypperstepræst blev myrdet af attentat mænd i den jødiske krig (LP 222).
20-23. Lysias frygtede for sin egen sikkerhed. - Lysias udnyttede gladelig denne anledning til at få Paulus ud af sine hænder. . . . . For kort tid siden, var en romersk ridder af langt højere (1066) rang end Lysias selv, blevet taget voldsomt og slæbt af afsindige jøder omkring Jerusalems mure og til sidst halshugget, fordi han havde fået bestikkelse fra samaritanerne. Under mistanke af en lignende forbrydelse, var andre embedsmænd blevet fængslet og vanæret. Skulle Paulus myrdes, måtte førsteføreren have bestikkelsespenge for at gå med til hans død. Der var nu grund nok til at sende ham hemmeligt bort, og derved gøre sig fri for et tungt ansvar (LP 227).
2, 3. Feliks var ussel og foragtelig. - Her nedgjorde Tertullus sig til skamløs falskneri. Feliks karakter var ussel og foragtelig. . . .
Et eksempel på tøjlesløs ryggesløshed som satte pletter på hans karakter, ses i hans forbund med Drusilla, som blev fuldbyrdet på det tidspunkt. Ved den kypriotiske troldmand, Simon Magus bedrageriske handlinger, havde Felix bevæget denne fyrstinde til at forlade sin mand og blive hans hustru. Drusilla var ung og smuk, og derudover en jødeinde. I sin hengivenhed blev hun tiltrukket til hendes mand, som gjorde et stort offer, for at få hendes hånd. Der var I virkeligheden kun lidt der fik hende til at fare ud med de stærkeste fordomme og pådrage sig selv nationens foragt ved at danne en uægteskabelig forbindelse med et grusomt og ældre ryggesløst menneske. Alligevel fik tryllekunstneren og bedrageren heldet med sig, og Felix fuldførte sine hensigter (LP 235, 236).
22. Med hensyn til Paulus blev Felix ikke bedraget. - Felix havde selv boet så længe i Kæserea - hvor den Kristne religion var blevet kendt i mange år - så han hade en bedre kendskab til den religion end jøderne troede, og han blev ikke bedraget af deres forestillinger (LP 239).
27. Strid i Kæsarea, Felix bortskaffet. - Hen mod afslutningen af det tidspunkt rejste der sig en forfærdelig strid iblandt Kæsareas indbyggere. Der var ofte ordstrid, som havde udviklet sig til en fejde imellem jøder og grækere, om deres rettigheder og privilegier i den by. Hele Kæsareas glans, dens templer, dens paladser, og dens amfiteater, kunne tilskrives Herodes den første ambitioner. Endog havnen, som Kæsarea takkede for al sin velstand og betydning, blev opført af ham for et overmådeligt udlæg af penge og arbejde. Der var mange og velhavende jødiske indbyggere, og de hævde at byen var deres, fordi deres konge havde gjort så meget for den. Grækerne var ligeså hårdnakkede, og hævede deres ret til forrang.
Nær afslutningen af de to år, lede disse uenigheder til en heftig kamp på markedspladsen, der førte til sejr over grækerne. Felix, som var på hedningernes side, kom med sine tropper og bragte splid iblandt jøderne. Befalingen blev ikke adlydt straks af den sejrende del, og han beordrede sine soldater til at falde over dem. I glæden over at hadet til jøderne nu kunne udspilles, eksekverede de ordren på den mest nådesløse måde, og mange døde. Som om det ikke var nok, gav Felix, hvis iver imod Jøderne blev større hvert år, gav nu sine soldater lov til at berøve de velhavendes huse.
Disse forvovede uretfærdige og grusomme handlinger kunne ikke gå ubemærket hen. Jøderne lavede en formel klage imod Felix, og han blev kaldt til Rom for at besvare deres anklager. Han vidste godt at hans optrækkeri og undertrykkelse havde givet dem god grund for klage, men han håbede stadig på at forsone sig med dem. Selvom han havde en oprigtig respekt for Paulus, besluttede han alligevel at tilfredsstille deres ondsindethed ved at overgive ham som fange. Men alle hans anstrengelser var forgæves; selvom han gik fri for forvisning eller død, blev han fjernet fra embedet, og frataget den største del af den rigdom, han havde fået på uretsmæssig vis. Drusilla, hans skyldpartner, gik derefter til, sammen med deres eneste søn, i Vesuvius’ udbrud. Hans egne dage afsluttede i vanære og dunkelhed (LP 245, 246).
9. Se EGW til kp. 9,1-4.
9-16. Se EGW til kp. 22,5-16.
11. Se EGW til kp. 9,1. 2.
26-28. Hvad var Agrippas tanker? - Tænker Agrippa med disse ord på hans families tidligere historie, og deres frugtesløse anstrengelser imod Ham som (1067) Paulus forkyndte? Tænkte han på sin oldefader Herodes, og massakren på de uskyldige børn i Betlehem? På hans granonkel Antipas, og Johannes Døbers morder? På sin egen fader, Agrippa I, og apostlen Jakobs martyrdom? Så han i disse ulykker som hurtigt faldt, at disse kommer var et bevis på Guds mishag som følge af deres forbrydelse imod Hans tjenere? Mindede den dags pomp og pragt Agrippa om det tidspunkt hvor hans egen far, en monark der var mægtigere end han, stod i den samme by, iklædt med glitrende klæder, medens folk råbte at han var en gud? Havde han glemt hvordan, endog før de beundrende råb havde døet bort, at hævn, hurtigt og frygteligt havde tilstødt den opblæste konge? Noget af al dette gik igennem Agrippas erindring, men hans forfængelighed blev smigret af det strålende sceneri der var foran ham, og stolthed og selviskhed fordrev alle ædlere tanker (LP 255, 256).
1, 2. En takkegudstjeneste på en stormende morgen. - Da mandskabet blev kaldt sammen, manglede der ikke een. Hen ved tre hundrede sjæle, - søfolk, soldater, passagerer, og fanger - stod denne stormfulde November morgen på kysten på øen Malta. Og der var nogle som sluttede sig til Paulus og hans brødre med at takke Gud, som havde bevaret deres liv og bragt dem sikkert til lad igennem det store dybs farer (LP 270).