(415) Mennesket er skabt med et fuldstændig afbalanceret sind. — Herren gjorde mennesket fuldkomment fra begyndelsen. Det blev skabt med et fuldkommet afbalanceret sind, alle dets organer, størrelse og styrke var fuldstændig udviklet. Adam var en fuldkommen mennesketype. Enhver sindsegenskab stod i et rimeligt forhold, hver havde en særlig opgave og alligevel var alt afhængig af andre for det fulde og rette brug af dem alle.—Vidnesbyrd for menigheden 3:72 (1872).
Skaberen har forordnet sindets love — Han, som skabte sindet og fastsatte dens love, sørgede også for, at den kunne udvikle sig i samklang med dem.—Uddannelse, 40 (1903).
Guds store love — Mægtige love styrer naturens verden; men den åndelige verden styrres efter grundsætninger ligså urokkelige. De midler, der tjener til opnåelsen af et bestemt mål, må tages i brug, hvis de ønskede resultater skal opnås. Gud har givet ethvert menneske en gerning afpasset efter vedkommendes evner. Ved opdragelse og øvelse skal menneskene dygtiggøres til at holde stand i kritiske øjeblikke; og der skal visdom til for at anbringe enhver på det rette sted, så at vedkommende må få den erfaring, der vil gøre ham skikket til at bære ansvar. — Vidnesbyrd for menigheden 9:221, 222 (1909).
(416) Overtrædelse af naturens love er synd —En fortsat overtrædelse af naturens love er en stadig overtrædelsen af Guds lov. Den vægt af lidelse og smerte som nu hviler på menneskeheden overalt og den misdannelse, affældighed og åndssvaghed som viser sig alle vegne, gør at verden i dag ligner mere et sygehus end det herlige hjem som den kunne have været efter Guds plan. Den nuværende slægt er svag både mentalt, åndelig og fysisk. Al denne elendighed har samlet sig fra generation til generation, fordi det faldne menneske bryder Guds lov med vilje. Menneskene gør ofte de største synder ved at give efter for fordærvet appetit. — Vidnesbyrd for menigheden 4:30 (1876).
Overtrædelse bryder harmonien — Den samme magt, som opretholder naturen, virker også i mennesket. De samme store love, som viser både stjernen og atomet vej, behersker menneskelivet. De love, der styrer hjertets funktioner og regulerer den levende strøm af blod ud til legemet, stammer fra den Almægtige, som har domsmyndigheden over sjælen. Fra ham udgår alt liv. Kun i harmoni med ham kan den rette livsudfoldelse finde sted. For alt, hvad han har skabt, er betingelserne de samme: et liv, der bliver opretholdt ved at modtage Guds liv, et liv, der leves i overensstemmelse med Skaberens vilje. At overtræde hans lov fysisk, sjæleligt eller moralsk, er at bringe sig selv ud af harmoni med universet, at skabe disharmoni, lovløshed og ødelæggelse. — Uddannelse, 99, 100 (1903).
Virkningen følger visselig årsagen — Efter Guds naturlove følger virkning efter årsag med usvigelig sikkerhed. Høsten er et vidnesbyrd om såningen. Her tåles der intet hykleri. Mennesker kan narre deres medmennesker og blive rost og belønnet for tjenester, som de ikke har ydet. Men i naturen kan der ikke ske noget bedrag. Høsten fælder en hård dom over den utro bonde. Og i videste forstand gælder dette også i åndens rige.
(417) Det er kun tilsyneladende og ikke i virkeligheden, at det onde sejrer. Barnet, som skulker fra skolen, den unge, som er doven med sine studier, kontoristen eller lærlingen, der svigter i tjenesten for sin arbejdsgiver, manden i en hvilken som helst stilling eller virksomhed, der ikke er tro over for sine største forpligtelser, kan smigre sig med, at så længe uretten ikke opdages, er fordelen på hans side. Men sådan er det ikke. Han narrer sig selv. Livets høst er karakter, og det er denne, som er afgørende for skæbnen, både i dette liv og i det liv, der kommer. — Uddannelse, 108, 109 (1903).
Selvbedragets kraft — Frygtelig er selvbedragets magt over menneskesindet! — Vidnesbyrd for menigheden 4:88 (1876).
Sindet har kraft til at gøre forskel — Den menneskelige tanke har fået evne til at skelne mellem ret og uret. Gud har bestemt, at mennesker ikke skal træffe afgørelsen efter en pludselig indskydelse, men ud fra vægtige beviser, ved omhyggeligt at sammenligne skrift med skrift. Hvis jøderne havde set bort fra deres fordomme og sammenlignet de skrevne profetier med de kendsgerninger, der kendetegnede Jesu liv, ville de have opdaget, at der bestod den skønneste harmoni mellem profetierne og deres opfyldelse i den ringe galilæers liv og gerning.— Den Store Mester, s. 311 (1898).
Disciplinede menneskesind er bedre til at holde igen — Skødesløshed og lignende dårlige vaner bør overvindes med det samme. Mange mener at det er nok at undskylde de alvorligste fejltagelser med at sige, at det var en forglemmelse. Men har disse ikke, lige så vel som andre, forstandens brug? Hvis så er da bør de opøve sig i at huske. Det er en synd at glemme, en synd at være skødesløs. Hvis det bliver en vane for dig at være skødesløs og ligegyldig, vil du måske forsømme din egen frelse og til sidst opdage, at du ikke er rede til at gå ind i Guds rige. — Kristi lignelser, 378 (1900).
Menneskesind vender sig til passende forhold. — Det er en lov at sindet vil blive indsnævret eller udvidet i forhold til (418) dimensionerne af de ting, sindet beskæftiger sig med. De mentale kræfter vil visselig blive indskrænkede og tabe evnen til at gribe Guds ords dybe mening, om de ikke stadigt og ivrigt sættes til at ransage efter sandhed. Sindet vil blive udvidet, dersom det beskæftiger sig med undersøgelsen af forholdet mellem Bibelens forskellige emner, idet skriftsted sammenlignes med skriftsted, de åndelige ting med åndelige ord. — The Review and Herald, 17. juli, 1888. (Grundsætninger i Kristen Uddannelse, 127).
Sindet tilpasser sig til hvad det dvæler ved — Sindet følger den lov, at det gradvis tilpasser sig de emner, som det vænnes til at dvæle ved. Hvis det kun er optaget af dagligdags og trivielle ting, forkrøbles og svækkes det, og hvis man aldrig bryder sin hjerne med vanskelige problemer, vil den efter nogen tids forløb næsten fuldstændig miste evnen til at udvikles.
Ingen andre bøger er af så stor værdi som Bibelen, når det gælder uddannelse. I Guds ord finder sindet stof for de dybeste tanker og den højeste stræben. Bibelen er den mest lærerige historie i menneskenes eje. Den er kommet direkte fra den evige sandheds kilde, og dens renhed er blevet bevaret gennem tiderne af en guddommelig hånd. . . .
Her åbenbares vor pligt og målet for vort liv. I Bibelen løftes det tæppe, som skiller den synlige verden fra den usynlige, og vi får lov at se kampen mellem de gode og onde kræfter lige fra syndens opkomst til sandhedens og retfærdighedens endelige sejr. Og alt dette er blot en åbenbarelse af Guds karakter. Når eleven i ærbødighed dvæler ved Guds ords sandheder, bringes hans sind i kontakt med den Eviges sind. Et sådant studium tjener ikke blot til at forædle karakteren, det vil også i høj grad styrke åndsevnerne. — Patriarker og profeter, 310-311 (1890).
Vi forandres ved beskuelse — Det er en lov, som gælder både for forstandens og åndens væsen, at vi forandres ved beskuelse. Sindet omdannes lidt efter lidt ved de emner, tanken får lov at dvæle ved. Det får en lighed med, hvad det er vant til at elske og ære. Mennesket vil aldrig kunne hæve sig højere end til sit eget mål for renhed, godhed eller sandhed. Hvis det sætter selvet som sit højeste ideal, vil det aldrig kunne nå til noget højere. Det vil snarere komme til at synke dybere og dybere. Kun Guds nåde har magt til at ophøje mennesker. Hvis de bliver overladt til sig selv, vil vejen uundgåeligt komme til at gå nedad. — Den store Strid, 489 (1888).
Loven om det erstattende ønske — Mangelen på fasthed og bestemthed gør stor skade. Jeg kender til forældre, som har sagt: "Det kan I ikke få," og som derpå ved tanken om, at de måske har været for strenge, lod sig formilde og gav barnet netop det, de først havde afslået. Således volder man livsvarig fortræd. Der gælder en betydningsfuld lov for sindet hvad man ikke bør overse at når en ønsket genstand bliver det nægtet med en sådan bestemthed, at alt håb er ude, vil sindet snart holde op med at længes efter den og blive optaget af andre ting. Men så længe der er noget håb om at få den ønskede genstand, vil det gøre forsøg på at få den. —The Signs of the Times, 9. februar, 1882. (Barnet i hjemmet, 275.)
Overbevisningen søger et udtryk — Det er en Guds lov at hvem som helst, der tror sandheden som den er i Jesus, vil gøre den kendt. Den enkeltes tanker og overbevisninger vil søge efter udtryk. Hvem som helst der værner om utroskab og kritik, hvem som helst der føler sig egnet til at bedømme Helligåndens arbejde, vil sprede den ånd han er optaget af. Det er den utroendes og vantros og modstanderens natur mod Guds nåde der gør dem selv til medfølt og hørt! Når sindet er påvirket af disse principper vil det altid tragte efter at lave en plads for sig selv og få tilhængere. Alle der vandrer ved siden af en frafalden person, vil blive gennemsyret af hans ånd i at dele med andre, deres tanker og resultatet af deres egne spørgsmål, og de følelser der foranledigede deres handling; for det er ikke en let sag at undertrykke den grundsætning hvorpå vi handler. — SpV Serie A, nr. 6,s 39, 6. juli, 1896. (Vidnesbyrd for prædikanter, 290, 291.)
Udtryk styrker tanker og følelser — Det er en naturlov, at vore tanker og følelser (420) opflammes og styrkes, når vi klæder dem i ord. Medens ord udtrykker tanker, så er det også sandt, at tanker følger ord. Hvis vi lagde mere vind på at give vor tro udtryk og frydede os mere over de velsignelser, som vi ved, vi har: Guds store miskundhed og kærlighed, så ville vi have mere tro og større glæde. Ingen tunge kan udtale og intet menneskes tanke kan fatte den velsignelse, der følger med at påskønne Guds godhed og kærlighed. Selv her på jorden kan vor glæde være lig et kildevæld, der aldrig svigter, fordi det får sin næring fra den strøm som flyder fra Guds trone. — I den store Læges fodspor, 256 (1905).
Sindet har kraft til at vælge — Gud har givet os evnen til at vælge; at anvende denne evne bliver vor sag. Vi kan ikke forandre vore hjerter; vi kan ikke selv kontrollere vore tanker, vore indskydelser eller vore følelser; vi kan ikke selv gøre os rene, skikkede til Guds tjeneste; men vi kan vælge at tjene Gud, og vi kan give ham vor vilje, så vil han virke i os både at ville og at udrette efter hans velbehag. Således stilles hele vor natur under Kristi kontrol. — I den store Læges fodspor, 179 (1905).
Fristeren kan aldrig tvinge os til at gøre det onde. Han kan ikke herske over sjælene, hvis ikke vi giver os ind under hans herredømme. Viljen må give sit samtykke, troen må slippe sit greb om Kristus, før Satan kan udøve sin magt over os. Men ethvert syndigt begær hos os skaffer ham fodfæste. Hvert punkt, hvor vi ikke lever op til det himmelske forbillede, er en åben dør, hvor han kan gå ind for at friste og ødelægge os. Og enhver svigten og hvert nederlag fra vor side giver ham anledning til at tale ondt om Kristus. — Den Store Mester, 125 (1898).
Mennesket er en fri moral-agent — For at få den faldne menneskehed til at gøre oprør sagde han [Satan] nu, at det var uretfærdigt af Gud, at han havde tilladt menneskene at overtræde hans lov. Den listige frister sagde: "Når Gud kendte resultatet på forhånd, hvorfor lod han så menneskene blive sat på prøve, synde og bringe elendighed og død ind i verden?" . . . .
(421) Der er tusinder i dag, der retter den samme oprørske anklage imod Gud. De indser ikke, at hvis mennesket blev berøvet sin fri vilje, ville det ophøre med at være et fornuftvæsen og blot være en maskine. Det er ikke Guds hensigt at tvinge vor vilje. Mennesket blev skabt med en fri vilje. Ligesom beboerne på andre kloder måtte det underkastes en lydighedsprøve; men det bliver aldrig bragt i en sådan situation, at det er nødt til at give efter for synden. Det bliver aldrig udsat for en fristelse eller stillet på en prøve, som det ikke kan modstå. Gud havde lagt alt så godt til rette, at mennesket aldrig havde behøvet at bukke under i kampen med Satan. — Patriarker og profeter, 331, 332 (1890).
Nutiden påvirker fremtidige beslutninger — Hele din fremtid vil påvirkes til det gode eller onde ved den sti du vælger nu. — Brev 41, 1891.
Fortrin der leder til selvets afhængighed — Det har aldrig været Guds hensigt, at det ene menneskes sind skulle være fuldstændig behersket af et andets. . . . . De, der gør det til deres mål at oplære deres elever således, at disse kan indse og føle, at evnen til at gøre dem til principfaste mænd og kvinder, skikkede til enhver stilling i livet, ligger hos dem selv, er de nyttigste lærere med den mest varige fremgang. For ligegyldige iagttagere vil deres arbejde måske ikke fremtræde i det fordelagtigste lys og deres gerning bliver måske ikke så højt værdsat som den lærers, der holder sine elevers sind og vilje under absolut kontrol; men elevernes fremtidige liv vil åbenbare, hvilken opdragelsesmetode der er den bedste. — Vidnesbyrd for menigheden 3:134 (1872).
Ukontrollerede sind bliver svage — De mentale kræfter bør udvikles til det yderste; de bør styrkes og forædles ved at have åndelige sandheder omkring sig. Hvis sindet får lov til at bare dvæle over ubetydelige ting og hverdagslivets almindelige forretninger, vil det, efter en af de uforanderlige love, (422) blive svagt og overfladisk og mangelfuld i åndelig kraft. — Vidnesbyrd for menigheden 5:272 (1885).
Fordomme spærrer for oplysning — Dem som lader fordomme lukke sindet for modtagelse af sandhed kan ikke modtage den guddommelige oplysning. Alligevel, når en opfattelse af skriften bliver præsenteret, (106) spørger mange ikke: Er det sandt - i harmoni med Guds ord? hvem forsvarer det? og hvis det ikke kommer gennem den kanal som behager dem, vil de ikke tage imod det. Så fuldkommen tilfredsstillet er de med deres egne forestillinger så de ikke vil undersøge skrifternes vidnesbyrd med et ønske om at lære, men afslår at blive interesseret, kun på grund af deres fordomme. — Evangeliets tjenere, 125, 126 (1893). (Vidnesbyrd for prædikanter, 105, 106.)
Lykke beror på fuldstændig overensstemmelse med Guds love — Da kærlighedens lov er grundlaget for Guds styrelse, afhang alle skabningers lykke af, om de var i fuld harmoni med retfærdighedens store principper. Gud ønsker, at alle hans skabninger skal tjene ham i kærlighed – at de skal vise ham en ærefrygt, der udspringer af en forstandig erkendelse af hans karakter. Han bryder sig ikke om tvungen lydighed, og han har givet alle en fri vilje, så vi frivilligt kan tjene ham. — Den store Strid, 493 (1888).