(516) Vrede åbner hjertet for Satan — Men de, som ved den mindste formodede forurettelse føler, at de har ret til at blive vrede eller krænkede, åbner deres hjerte for Satan. Bitterhed og fjendskab må forjages fra sjælen, hvis vi ønsker at være i harmoni med Himmelen. — Den Store Mester, 205 (1898).
Syndens tjenere — “Så er I trælle under ham, som I lyder.” (Rom 6,16). Hvis vi giver plads for vrede, lyst, begærlighed, had, selviskhed, eller nogen anden synd, bliver vi syndens tjenere. “Ingen kan tjene to Herrer” (Matt. 6,24). Hvis vi tjener synden, kan vi ikke tjene Kristus. Den Kristne vil mærke syndens tilskyndelser, for kødets lyster imod Ånden; men Ånden strider imod kødet, holder en stadig krig. Det er her der er brug for Kristi hjælp. Menneskelig svighed forenes med guddommelig styrke, og troen udbryder: ”Tak Gud, som giver os sejr igennem vor Herre Jesus Kristus” (1 Kor 15,57)! — The Review and Herald, 3. maj, 1881. (Det virkelige liv, 102.)
Vrede affødt af en følsom moral — Det er sandt, at der er en harme, som er berettiget, selv for Kristi disciple. Når de ser, at Gud vanæres, og at tjenesten for ham bringes i vanry, når de ser, at de uskyldige (517) undertrykkes, så fyldes sjælen af retfærdig harme. En sådan harme, som hidrører fra en moralsk følsomhed, er ikke nogen synd. — Den Store Mester, 205 (1898).
Moses’ vrede — Knusningen af stentavlerne var kun illustration af det faktum at Israel havde brudt pagten som de for nylig havde indgået med Gud. Det var en retfærdig harme mod synd, som kommer af tjenstiver til Guds herlighed, denne vrede er ikke drevet af egenkærlighed eller såret ærgerrighed, som der er henvist til i skriften, »Bliver I vrede, da synd ikke.« Sådan var Moses´ vrede.— The Review and Herald, 18. februar, 1890. (Vidnesbyrd for prædikanter, 101.)
Kristi hellige vrede — Kristi harme var rettet mod hykleriet, denne grove synd, hvorved mennesker ødelagde deres egne sjæle, bedrog folket og vanærede Gud. I præsternes og rådsherrernes falske ræsonnementer skimtede han sataniske kræfters medvirken. Hans fordømmelse af synden havde været hård og skarp; men han talte ikke et hævnens ord. Han følte en hellig vrede mod mørkets fyrste, men han lagde ikke noget ophidset sind for dagen. Sådan vil en kristen, der lever i fred med Gud og er i besiddelse af kærlighedens og barmhjertighedens milde sind, føle en retfærdig harme mod synden; men han vil ikke lade sig forlede til af lidenskabelig vrede at spotte dem, der forhåner ham. Selv om han skulle møde dem, der drives af dybets kræfter til at støtte falskheden, vil han ved Kristi hjælp stadig kunne bevare roen og selvbeherskelsen. — Den Store Mester, 422 (1898).
Nogle folk nærer på vrede — Mange ser tingene på deres mørkeste side; de kæler for deres vrede og fyldes af hævngerrige og hadske følelser, når de i virkeligheden ikke har nogen grund til disse følelser . . . . Modarbejd disse forkerte følelser, og du vil komme til at erfare en stor forandring i forholdet til dine medmennesker.—The Youth’s Instructor, 10. november, 1886.
(518) Utålmodighed avler en fordærvelig høst — Ingen har oversigt over hvor meget skade utålmodige ord fører med sig indenfor familiekredsen. En utålmodig ytring fører uvilkårlig andre af samme slags med sig. Så følger det hævngerrige og selvretfærdige ord som lægger et tungt og bittert åg på os, for alle de sårende ordene vil resultere i en ond høst i sindet. — The Review and Herald, 27. februar, 1913. (Det Kristne hjem, 341.)
Hårde ord når hjertet igennem øret, de vækker de værste lidenskaber til live i menneskesindet og frister mænd og kvinder til at bryde Guds bud. ... Ord er som frø som bliver plantet. — Brev 105, 1893. (Det Kristne hjem, 341.)
I mange familier har man for vane at tale på en tankeløs og uforsigtig måde. Uvanen med at drille hinanden og sige hårde og uovervejede ord, vokser sig stærkere og stærkere jo mere vi giver efter for den. Der bliver sagt utallige ting og beklagelige ord som er efter Satans vilje, ikke Guds.. . . Sårende og bitre ord burde være usagt, for i Guds og de hellige engles øjne er det bare en anden måde at sværge på. — The Youth’s Instructor, 20. September, 1894. (Det Kristne hjem, 341.)
De første tre år i et barns liv — I mange familier har man for vane at tale på en tankeløs og uforsigtig måde. Uvanen med at drille hinanden og sige hårde og uovervejede ord, vokser sig stærkere og stærkere jo mere vi giver efter for den. Der bliver sagt utallige ting og beklagelige ord som er efter Satans vilje, ikke Guds.. . . Sårende og bitre ord burde være usagt, for i Guds og de hellige engles øjne er det bare en anden måde at sværge på. — The Health Reformer, April, 1877. (Helse og livsstil, 175.)
Opdrag aldrig i vrede — Gud har et ømt blik på børnene. Han ønsker at de skal vinde sejre hver dag. Lad os alle søge at gøre børnene til sejrherrer. Lad dem ikke blive krænket af (519) deres egne familiemedlemmer. Lad ikke dine ord og handlinger være sådan at dine børn provokeres til vrede. Alligevel må de opdrages trofast og rettes når de gør fejl, men aldrig i vrede. — MS 47, 1908.
Først lader forældre deres irritation og vrede komme synligt til udtryk undrer de sig bagefter over, hvorfor dette barn er så svær at styre. Men hvad skulle man ellers forvente? Børn er hurtige til at efterligne. Og barnet gør jo bare det, at det omsætter til praksis, hvad det har lært af de lektioner af vredesudtryk dets forældre har doceret. . . .
I kan komme i situationer, hvor I bliver nødt til at straffe jeres børn med riset. Det er somme tider nødvendigt. Men slå aldrig, slå aldrig barnet i vrede. At korrigere ved at slå i vrede er det samme som at begå to fejl i forsøget på at udbedre en fejl. Udsæt afstraffelsen indtil I har talt sammen og med Gud om det. Spørg jer selv: "Har jeg overgivet min vilje til Guds vilje? Står jeg, hvor Han kan lede mig?". Bed Gud om tilgivelse for den påvirkning I har overgivet barnet, som har stillet det i en så vanskelig position. Bed ham om visdom, så I kan behandle jeres egenrådige barn på en sådan måde, at det vil blive draget nærmere til både jer selv og dets Himmelske Fader. — The Review and Herald, 8. juli, 1902.
Voldsfølelser bringer livet i fare — Gives der plads til voldelige følelser bringes livet i fare. Mange dør under en brist i raseri og lidenskab. Mange oplærer sig selv til at få heftige udbrud. Disse kan forhindre det hvis de vil, men det kræver viljekraft at overvinde en forkert handlemåde. Alt dette må være en del af den uddannelse de får i skolen, for vi er Guds ejendom. Legemets hellige tempel må holdes rent og ubesmittet, så Guds Helligånd kan bo deri.—Brev 103, 1897. (HC 265.)
Resultatet af ethvert vredesudbrud — Nogle mennesker er vokset op uden at lære selvbeherskelse; de har ikke styret deres hidsighed eller deres tunge, og nogle af disse hævder at være Kristi disciple, men de er det ikke. ..... Andre er nervøse, og hvis de begynder at miste selvbeherskelsen, når de bliver krænkede, er de lige så berusede af vrede, som drankeren er det af alkohol. De bliver urimelige og er ikke lette at overbevise eller overtale. De er ikke normale; Satan har dem i øjeblikket helt i sin magt. Ethvert af disse vredesudbrud svækker nervesystemet og den moralske styrke og gør det vanskeligt at lægge bånd på vreden, når man atter bliver udæsket. — The Youth’s Instructor, 10. november, 1886. (Guds sønner og døtre, 142.)
(520) Beruset med vred — Hvor Satan jubler når han kan få en sjæl til at blive hvid af vrede! En lille hentydning, en gestikulation, et tonefald, kan opfanges og bruges som Satans pile til at skade og forgifte det hjerte som er åbent for modtagelse.—The Signs of the Times, 21. september, 1888
Når man engang har givet plads til en vredesånd, er han ligeså beruset som det menneske der har sat glasset til sine læber.—MS 6, 1893
Kristus behandler vrede som mord. . . Lidenskabelige ord er en smag af død til død. Han som siger disse ord samarbejder ikke med Gud for sine medmenneskers frelse. I himlen er denne onde udskælden sat på samme liste som almindelig sværgen. Når hadet næres i sjælen, er der ikke en tøddel af Guds kærlighed der. — Brev 102, 1901. (HC 235.)
Et pirreligt menneske er sjældent tilfreds — Ingen andre kan mindske vor indflydelse end vi selv, ved at føje et ustyrligt temperament. Et menneske der af naturen er pirrelig kender ikke sand lykke og er sjældent tilfreds. Han håber altid at kunne komme i en bedre stilling, eller ændre sine omgivelser således at han vil få fred og hvile i sindet. Hans liv synes at være bebyrdet med tunge kors og prøvelser, skønt, havde han styret sit temperament og tøjlet sin tunge, kunne meget af dette besvær være undgået. Det er »mildt svar« som »stilner vrede.« Hævnen har aldrig besejret en fjende. Et velafbalanceret gemyt udøver en god indflydelse på alle rundt omkring; men "han der ikke kan styre sig selv, er ligesom en nedbrudt by og uden mure.” —Vidnesbyrd for menigheden 4:367, 368 (1879).
Nemmere at være uhæmmet over for en forsamling — Det er værre, langt værre, at lade følelserne komme til udtryk i en stor (521) forsamling og skyde på alle og enhver, end at gå til de enkelte, der måtte have fejlet og irettesætte dem. Det anstødelige ved denne strenge, anmassende, fordømmende tale i en stor forsamling er af en så meget alvorligere art i Guds øjne, end det er at give en personlig, individuel irettesættelse, som antallet er større og kritikken mere vidtomfattende. Det er altid lettere at give følelserne udtryk i en forsamling, fordi der er mange til stede, end det er at gå til de fejlende og ansigt til ansigt åbent, oprigtigt og tydeligt tale om deres urigtige handlemåde. Men at bringe stærke følelser imod andre ind i Guds hus og lade alle de uskyldige såvel som de skyldige lide, er en arbejdsmåde, som Gud ikke bifalder og som gør skade i stedet for gavn. Det har for ofte været tilfældet at kritiserende og anklagende prædikener er blevet givet menigheden. Disse opelsker ikke en kærlighedsånd hos brødrene. De har ikke tendens til at gøre dem åndelig sindede og lede dem til hellighed og himlen, men til en bitterhed i hjertet. Disse meget stærke prædikener som skærer et menneske helt i småstykker er nogen gange direkte nødvendige for at opvække og overbevise. Medmindre de bærer særlig præg af at være ledet af Guds Ånd, gør de langt mere skade end de kan gøre godt. —Vidnesbyrd for menigheden 3:507, 508 (1880).
Fornuften detroniseres af vrede — Bror B, jeg håber du vil gennemgå dette omhyggeligt og overveje din første fristelse at vige fra collegets regler. Studér kritisk karakteren af vor skoles styrelse. Ingen af reglerne der blev gennemført, var for strenge. Men der blev gemt på vrede; for på den tid blev fornuften stødt bort og hjertet blev gjort til bytte for uregerlig heftighed. Før I var klar over det, havde I taget et skridt, som I for nogle timer tidligere ikke ville have taget, under noget pres. Impulserne overvandt fornuften og I kunne ikke kalde den skade tilbage, som I havde forøvet imod jer selv eller mod en (522) Guds institution. Under alle omstændigheder er vor eneste sikkerhed at beherske os selv, i Jesus vor Forløsers styrke. — Vidnesbyrd for menigheden 4:431 (1880).
Repressalier fører kun ondt med sig — Det ville være langt bedre for os, at lide under en falsk anklage end at påføre os selv den tortur at øve gengæld mod vore fjender. Hadets og hævnens ånd havde sin oprindelse hos Satan, og kan kun bringe ondt over enhver, som nærer den. Hjertets ydmyghed, den sagtmodighed, som er følgen af, at man bliver i Kristus, er velsignelsens hemmelige grundlag. »Han smykker de ydmyge med frelse.« (Sl. 149,4). — Med Mesteren på bjerget, 25 (1896).
Når han er irriteret, afvis at tale — Dem som nemt lader sig irritere, må ikke hævne sig, når der siges ord til dem der piner dem. Lad dem søge Herren i bøn, bede Ham om at vise dem hvordan han arbejder for sjæle, der går fortabt i synd. Han som har travlt i dette arbejde vil gennemsyres grundigt med Guds Ånd, så hans røst, hele hans liv, vil være en åbenbaring af Kristus. Prøv det, brødre, prøv det. Korsfæst selvet, i stedet for at prøve at korsfæste dine brødre. ”Hvis nogen vil følge efter mig,” sagde Kristus, ”Lad ham fornægte sig selv, tage sit kors op, og følge mig” (Matt. 16,24).—Brev 11, 1905.
Vrede mødes med tavshed — Der er en vidunderlig magt i tavshed. Når du bliver tiltalt med heftige ord, skal du ikke svare igen. Ord, hvormed man svarer en, som er vred, virker i almindelighed som piskeslag, og kan bringe heftigheden op til raseri, men når vrede mødes med tavshed dør den hurtigt bort. Den kristne bør styre sin tunge, fast besluttet på ikke at tale bitre, utålmodige ord. Hvis tungen tøjles, vil han gå sejrrig ud af hvilken som helst tålmodighedsprøve som han måtte møde. — The Review and Herald, 31. oktober, 1907. (Budskaber til de unge, 75.)
Opelsk en mæglerånd — Med hensyn til jeres nuværende forhold til menigheden vil jeg råde til at I gør alt hvad I kan fra jeres side, for at komme i harmoni med jeres brødre. Opelsk en venlig og forsonende ånd og lad ingen hævnfølelser komme ind i jeres sind og (523) hjerter. Vi har kun lidt tid i denne verden og lad os arbejde for tid og for evigheden. Vær omhyggelig med at gøre jeres kald og valg sikkert. Se efter om I ikke gør nogen fejltagelser med hensyn til jeres ret til et hjem i Kristi rige. Hvis jeres navn står registreret i Lammets livsbog, så vil alt være i orden med jer. Vær parate og ivrige efter at bekende jeres fejl og forlad dem, så jeres fejltagelser og synder kan gå forud for dom og blive udslettede. — Vidnesbyrd for menigheden 5:331 (1885).
Ukontrolleret temperament må besejres — Når Kristi lære bringes ind i livet, vil mennesker ophøjes, uanset ydmygheden på Guds moralskala. Dem som bestræber sig på at undertrykke deres naturlige karaktermangler, kan ikke få en krone, medmindre de bestræber sig på legitim måde; men de som ofte findes i bøn og søger visdommen ovenfra, vil blive optaget af det guddommelige. En klodset optræden, ukontrolleret temperament, vil komme i lydighed med den guddommelige lov. — Brev 316, 1908.
Modstå vredesfølelser — For denne slags mennesker findes der kun et lægemiddel: virkelig selvbeherskelse under alle omstændigheder. Bestræbelser for at komme ind i gunstige forhold, hvor ens eget jeg ikke krænkes, kan hjælpe for en tid; men Satan ved, hvor han skal finde disse stakkels sjæle og vil angribe dem atter og atter på deres svageste punkter. De vil bestandig komme ud i vanskeligheder, så længe de tænker så meget på sig selv. ..... Men der er håb for dem! Dette liv der er så stormfuldt på grund af strid og bekymringer, bør komme i forbindelse med Kristus, og så vil det selviske ikke længere kræve herredømmet. ..... De burde ydmyge sig og frimodigt sige: "Jeg har haft uret. Kan I tilgive mig? Thi Gud har sagt, at vi ikke må lade solen gå ned over vor vrede." Dette er den eneste sikre vej til at vinde sejr. Mange ..... kæler for deres vrede og fyldes af hævngerrige og hadske følelser. ..... Modarbejd disse forkerte følelser, og du vil komme til at erfare en stor forandring i forholdet til dine medmennesker." — The Youth’s Instructor, 10. november, 1886. (Guds sønner og døtre, 15. maj.)