“Sunnyside,” Cooranbong, N.S.W., 2. marts, 1897.
Sydstaternes mark er en vanskelig mark, et meget grimt område, fordi den ikke har været opdyrket i lang tid. Alle som griber fat i arbejdet i Guds sag, og lidende menneskehed, må selv være en af deres mål og planer. De vil støde på masser af prøvelser og modløshed, men de må ikke lade dette forhindre eller gøre modløs, eller forhindre dem i deres arbejde. I kærlighed for Kristus, hvem døde for at frelse disse stakkels, nedtrådte folk, i kærlighed for tusinde fortabte sjæle, skal de arbejde for dette mere end hedenske land.
Brødre, I har et arbejde som I har ladet være ugjort. En længe forsømt mark står klart frem for Gud til de folks skam som har lys og større sandhed, men som har gjort så lidt for at fjerne stene og skramlet som har hobet sig op i så lang tid. Dem som har nydt alle privilegierne og velsignelserne er gået forbi på den anden side. Gud har kaldt jer, som et kristent folk, til at berede Herrens vej på denne ikke lovende mark.
Gud sendte et budskab til Nineve ved sin tjener Jonas, og sagde: »Stå op og gå til Nineve, den store stad, udråb over den, at deres ondskab er kommet op for mit åsyn.« »Men Herrens ord kom for anden gang til Jonas således: »Stå op og gå til Nineve, den store stad, og udråb over den, hvad jeg tilsiger dig!« Så stod Jonas op og gik til Nineve efter Herrens ord. Men Nineve var selv for Gud en stor by, tre dagsrejser stor. Da nu Jonas var gået den første bagsrejse ind i byen, råbte han: »Om fyrretyve dage skal Nineve styrtes i grus!«
Da folkene i Nineve ydmygede sig for Gud og råbte til Ham efter barmhjertighed, hørte Han deres råb. »Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra derés onde vej, angrede han den ulykke, han havde truet med at føre over dem, og gjorde ikke alvor deraf.« Men Jonas åbenbarede at han ikke værdsætte sjælene i denne stakkels by. Han værdsatte sin omdømme, så de ikke kunne sige at han var en falsk profet. Han sagde: »Ak, herre! Var det ikke det, jeg tænkte, da jeg endnu var hjemme i mit land? Derfor ville jeg også før fly til Tarsis; jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, langmodig og rig på miskundhed, og at du angrer det onde.”
Nu hvor han ser Herren udvise sine medfølende egenskaber, og spare byen som har fordærvet sine veje for Ham, samarbejder Jonas ikke med Gud i Sin nådige plan. Han har ikke folkets interesser for øje. Det sårer ham ikke at så mange må gå tabt, som ikke er blevet uddannet til at gøre det rigtige. Lyt til hans beklagelse:
»Så tag nu, herre, mit liv; thi jeg vil hellere dø end leve.« Men Herren sagde: »Er det med rette; du er vred?« Så gik Jonas ud og slog sig ned østen for byen; der byggede han sig en løvhytte og satte sig i skygge under den for at se, hvorledes det gik byen. Da bød Gud Herren en olieplante skyde op over Jonas og skygge over hans hoved for at tage hans mismod, og Jonas glædede sig højligen over den.«
Så gav Herren Jonas en forbilledlig lektie. Han beredte en orm til morgensolen den næste dag, og den bed oljeplanten som den visnede. »Da solen stod op, rejste Gud en glødende østenstorm, og solen stak Jonas i hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig døden, idet han tænkte: »Jeg vil hellere dø end leve.« Men Gud sagde til Jonas: »Er det med rette, du er vred for olieplantens skyld?« Han svarede: »Ja, med rette er jeg så vred, at jeg kunne tage min død derover.« Da sagde Herren: »du ynkes over olieplanten, som du ingen møje har haft med eller opelsket, som blev til på een nat og gik ud på een nat. Og jeg skulle ikke ynkes over Nineve, den store stad med mer end tolv gange 10 000 mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget kvæg.«
Med Nineves historie er der en lektie som du bør studere nøje. Denne lektier skal du lære for dig selv, og med hensyn til dit forhold til Sydstaterne. I må kende jeres pligt over for jeres medmennesker, som er uvidende og tilsmudsede og som behøver din hjælp.
Sydstatsmarkerne er en vanskelig arbejdsmark, men er der nogen undskyldning for at du knapt gør noget for dette? Læs det ottende og niende kapitel af andet korinterbrev. Studer og giv agt på disse lektier, for du behøver at sådanne eksempler altid holdes frem for dig. Herren er ikke tilfreds med hvordan I behandler Sydstatsmarken. . . .
Hvilken dyb ydmyghed bør de ikke føle, som Gud har begunstiget med Sine velsignelser af lys, som Han har gjort til forvaltere af sandhed, den mest hellige sandhed der gives til vor verden, men som har forsømt deres gudgivne arbejde. Hvilken fremsynet dom vil de nu få, hvis mennesker i værkets hjerte var så forsigtige med at søge råd fra Gud, som skal forbinde sig med Hans store arbejde til at forberede et folk til at stå i disse sidste dage imod myndigheder, imod magterne, imod denne verdens mørke, imod åndelig ondskab på høje steder. . . . .
De bør mærke den dybeste ydmyghed som har oplysningens og uddannelsens privilegier i missionslinjer. Herren himlens Gud, ved hvem alle handlinger vejes på helligdommens guldvægte, ser på tusindvis farvede folk, vore naboer, som i deres armod udbreder deres sager for alle nådegavers og velsignelsers Giver. Disse folk går tabt i deres synder. Som et folk er de uvidende, mange kender intet til renhed, gudsfrygt og ophøjelse. Men blandt dem er hurtigt opfattende mænd og kvinder, med fremragende talenter, og disse vil åbenbares når Guds Ånd engang skal vende deres opmærksomhed til ordet. Men de behøver forkyndertjeneste ikke kun i Ordet. Dem som vil gøre Guds tjeneste på denne mark, må gå ud iblandt folk.
Der er dem som, når de bekender gudsfrygt, ikke er rene. De har fordærvet deres veje for Gud. Og når disse folk møder dem, som ikke skjuler deres fordærv, har de en meget lille fornemmelse af hvad en høj og hellig karakter udgør, da de er i fare for at åbenbare det, at de er en klasse som fornedrede som deres medmennesker i Sydstaterne. Sydstaternes folk behøver dem ikke til at gå ud blandt dem, der ikke elsker sandheden i deres hjerter, og som nemt vil give efter for fristelse, som, med al det lys de har, vil stige ned på lavt moralfordærvelsens niveau hos dem som de efter bekendelse prøver at frelse. Dette vil være deres fare, hvis sind ikke er rene, vær derfor sikker på at principfaste mænd sendes ud for at arbejde for Gud på denne mark.
I Sit forsyn siger Gud ligesom Han har sagt for år siden: Her er en mark som I kan bearbejde. Dem som har forstand på landbrugsarbejde, må dyrke jorden, dem som kan konstruere simple og enkle bygninger må hjælpe til. De kan gøre et godt arbejde og samtidig vise en høj moral med deres karakter, som det er folks privilegium at leve op til. Lær dem sandheden med enkle forbilledlige lektier. Gør alt hvad de lægger i deres hænder, til en lektie i karakteropbyggelse.
Sydstaterne kalder på Gud for at få timelig og åndelig føde, men det har været forsømt så længe, at hjerterne er blevet vanskelige som sten. Nu behøver Guds folk at vågne op og genløse deres syndige og ligegyldige forsømmelse i fortiden. Den pligt hviler nu tungt på menighederne, og Gud vil nådigt udgyde Sin Ånd over dem, som vil tage deres Gudsgivne arbejde op. — Manuskript 164, 1897.
Ellen G. White