Verdens Genløser definer klart hvad vor pligt er. Til den lovlærte der spurgte Ham hvordan han skulle arve evigt liv, sagde Han: »Hvad står der skrevet i loven, hvordan læser du?« Han svarede og sagde: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.« Han sagde til ham: »Du har svaret rigtigt; gør dette, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Så fortalte Jesus lignelsen om den gode Samaritaner, og viste klart at han er vor næste, som mest behøver vor næstekærlighed og hjælp. Vi skal praktisere Guds bud, og stå oprigtigt i forhold til det som Gud har planlagt skal være mellem mennesket og dets medmenneske. Det har aldrig været Guds plan at samfundet skal opdeles i klasser, så der skal være en fremmedgørelse mellem rige og fattige, høje og lave, lært og ulærte. Men det at dele samfundet op i adskilte kredse bliver mere og mere tydeligt. Gud har planlagt at dem som Han har begavet med midler, evner og nådegaver, skal være forvaltere af Hans godgørenhed, og ikke prøve at høste fordelene til sig selv. Gud vurderer ikke mennesker efter en vis velstand, talenter eller uddannelse som de kunne have. Han værtsætter mennesker efter om han er en god forvalter af hans barmhjertighed og kærlighed.
Dem som samler alt omkring sig selv, fejlfortolker Guds karakter. Herren har planlagt at de gaver Han beriger mennesker med, skal bruges på at tjene de uheldigt stillede og lidende blandt menneskene.
Vi er i Guds verden, og håndterer Hans goder, og vi afkræves et nøje regnskab over den brug vi gør af Hans betroede rigdomme. Hvis vi samlede Guds gaver sammen til vor egen vinding, hvis vi hengav os i luksus, hvis vi samlede skatte til hobe til os selv, og var ligeglad med deres behov, som lider omkring os, vil vi anklages som skyldige for underslæb af Guds goder. Den lidende menneskeheds råb går op til Gud, og Han hører deres klager om sult, om uvidenhed og om mørke. Han dømmer visselig dem som forsømmer Hans indkøbe ejendom, som lader de lidende gå fortabt, skønt det er i deres magt at hjælpe dem. Han vil drage os til ansvar for deres skyld som efterlades til mål for Satans fristelser, og som i deres uvidenhed og blindhed anklager Gud for at handle partisk med menneskeslægten. Det er fordi de rige ikke arbejder for de fattige, sådan som Gud har planlagt de skal, at de bliver mere og mere stolte, mere selvtilstrækkelige, føjer sig selv mere og bliver mere hårdhjertede. De skiller de fattige fra sig, kun fordi de er fattige, og derved får de lejlighed til at blive skinsyge og jaloux. Mange bliver bitre, og besjæles med had mod dem som har alt, skønt de ikke har noget.
Gud afvejer handlingerne, og enhver som har været upålidelig i sin forvaltning, som ikke har rådet bod på de onder som det var i hans magt at afhjælpe, vil ikke værdsættes i himlens sale. De som er ligeglade med det det værdigt trængende mangler, vil regnes som upålidelige forvaltere, og vil registreres som Gud og menneskers fjender. Dem som misbruger de midler der er betroet dem, til at hjælpe dem der behøver deres hjælp, beviser at de ikke har nogen forbindelse med Kristus, fordi de ikke udviser Kristi ømhed mod dem, som er dårligere stillet end de selv. Som kristne skal vi over for verden vise Kristi karakter i livets anliggender. At være en kristen betyder at handle i Kristi sted, og vise Kristus frem. Vi skal ikke prøve at frigøre os for ansvar, som forbinder os med vore medmennesker. Gud har ikke sat os i en verden kun for at behage, ære og forherlige os selv. Karakteren af vor kristendom prøves af de mennesker omkring os som er afhængige, som er uvidende og hjælpeløse. Det er ikke rigtigt at sætte bygning efter bygning på steder, hvor der er masser af faciliteter, og forsømme marker som er nær ved og langt borte, hvor der er behov for at starte missionsvirksomheder op. I stedet for at lukke vore øjne og sanser for deres behov som ikke har noget, i stedet for at føje mere og mere til dem som allerede har rigeligt, så lad os se hvad der kan gøres for at hjælpe de farvede folks fattiges og forslåede pinsler. De som dynger muligheder efter muligheder op, hvor der allerede er gode faciliteter for dette, arbejder ikke på at styrke mennesker åndeligt, og fordi de forsømmer nødlidende arbejdsmarker vejes de på helligdommens vægtskåle og findes for lette. Herren har givet et overmådeligt lys når det gælder at sprede sandhedskendskab, og ingen retfærdiggøres ved at følge en selvisk vej. Dem som Gud har betroet meget, som har ansvar over de største rescursser for at gøre et godt arbejde for dem der behøver det, og som stadig undlader dette, har trukket sig selv fra deres eget kød, og har forsømt deres tjeneste for Guds indkøbte ejendom, for at kunne tilfredsstille deres egne tilbøjeligheder. Hvordan ser Gud på dem som har efterladt de fattige i deres armod, den uvidende i deres mørke og uvidenhed? Hvordan betragter Han dem som vil lade de fortabte forblive slaver under de omstændigheder som kunne ændres sådan at det giver lindring til den fortrykte? Gud kalder mænd til at blive bibelkristne, og repræsentere det eksempel de har fået af Kristus. Hvem kan fortælle hvad resultatet af et selvfornægende og korsbærende liv vil være? Evigheden vil åbenbare resultatet af at følge Jesus, og alle vil forbavses over den frugt som bliver udvist.
Vi behøver mænd som vil være ledere i hjemme- og udenlandsmissioner. Vi behøver mænd hvis sympati ikke er stivnet, men hvis hjerter går til de fortabte, som er i nær og fjern. Den is som binder omkring sjælene, som er frosset af selviskhed, må smeltes bort, så at enhver broder indser at han skal være sin broders vogter. Så vil enhver gå for at hjælpe sin næste til at se sandheden og tjene Gud på en acceptabel måde. Dem som bekender Kristi navn vil hjælpe andre til at forme en Kristuslignende karakter. Hvis enhver kunne arbejde i Kristi linjer, hvor meget vil der så ikke gøres for at ændre den tilstand der nu er blandt fattige og fortrykte. Ren religion og uden smuds vil stråle ud som et klart og skinnende lys. Guds kærlighed i hjertet vil smelte racens og kasternes barrierer bort og fjerne de forhindringer som mennesker har spærret andre for sandheden, som den er i Jesus. Sand religion vil anspore sine forsvarere til at gå ud på livets hovedveje og biveje. Det vil lede dem til at hjælpe lidende, og udruste dem som trofaste hyrder der går frem i ørknen og søger og frelse de tabte, og lede dem tilbage til de fortabte får og lam.
De mest uheldigt stillede, kan bære Guds billede, og hos Gud har de værdi. Dem som har den sande religion vil erkende at det er deres højeste pligt at åbenbare Kristus for mennesker, og gøre det tydeligt at de har lært noget i Kristi skole. Oh, om vi hver især kunne indse at vi blot er simple forvaltere af Guds betroede midler, og at vi skal bruge de gaver Gud har givet os som Kristus brugte Hans evige rigdomme på at opsøge og frelse det som er fortabt. Vi er blot betroede forvaltere, og her og der må vi aflægge til Mesteren. Han vil spørge hvordan vi har brugt Hans goder, om vi har tjent Hans familie i verden eller ej. Hvis vi har haft glæde af livets bekvemmeligheder og velsignelser, og ikke har sørget for dem som var trængende og lidende, som Kristus har givet sit liv for, så vil vi ikke høre de anerkendende ord: ”Vel gjort du gode og tro tjener.”
Hvis Gud har betroet os sandhedens dyrebare lys, og har givet os kendskab til Jesus Kristus, som Han har sendt, og vi ikke spreder dette lys, vil vi konfronteres med de sjæle som vi har holdt i mørke på Guds store dag. Vi vil blive behandlet på den måde, som vi har behandlet andre på. Kongen vil sige til dem ved sin højre hånd: »Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt. Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig.« Da skal de retfærdige svare ham og sige: »Herre! når så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig at drikke? Når så vi dig fremmed og tog os af dig, eller nøgen og gav dig klæder? Når så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?« Og Kongen skal svare og sige til dem: »Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.«”—The Review and Herald, 10. december, 1895.