Kan en, der er død, få liv, da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, til afløsningen kom.. -Job.14,14 -
I den første opstandelse vil Livgiveren kalde Sin indkøbte ejendom op. Op til denne sejrstime, når den sidste basun skal lyde og resten af hæren kommer frem til evig sejr, vil alle sovende hellige forvares i sikkerhed og vil bevogtes som en kostbar juvel, som Gud kender ved navn. Ved Frelserens kraft, som boede i dem medens de levede og havde del i guddommelig natur, blev disse bragt frem fra døde.
Her vil vore sidste håb ofte ødelægges. Vore kære som er revet fra os i døden. Vi lukker deres øjne og fører dem i graven, og lægger dem bort af vore øjne. Men håb holder vort humør oppe. Vi er ikke delt for evigt, men skal møde de elskede som sover i Jesus. De skal atter komme fra fjendens land. Livgiveren kommer. Myriader af hellige engle ledsager Ham på Hans vej. Han bryder dødens bånd, bryder gravens lænker, de dyrebare fanger kommer raske frem i udødelig skønhed.
Vor personlige identitet bevares i opstandelsen, dog ikke det samme legeme som da vi gik i graven. . . . I opstandelsen vil enhver have sin egen karakter. På sit eget tidspunkt vil Gud kalde de døde frem, og give livsånde igen, og påbyde de tørre ben at leve.
Familiebåndene vil gendannes. Når vi ser på vore døde, må vi tænke på morgnen hvor Guds basun skal lyde, hvor ”de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.” 1.Kor. 15,52.
De sidste tøvende spor af syndens forbandelse vil fjernes, og Kristi trofaste mennesker vil vise sig i ”Herren vor Guds skønhed”, og i sind og sjæl og legeme genspejles det fuldkomne billede af deres Herre.
Er vi således klar så vi - hvis vi falder i søvn - kan arbejde sådan i håbet på Jesus Kristus?