Det er udtrykkeligt blevet sagt at Satan er virksom hos de ulydige. Han har adgang til deres sind og virker gennem deres indflydelse for at lede andre ud i den samme ulydighed. Onde engle har stor magt over ulydige mennesker, men gode engle har en endnu større magt til at hjælpe dem som ønsker at adlyde Gud. Guds engle vil gerne gøre os lydige, når vi sætter vor lid til Jesus Kristus og forsøger at lyde ham. ..…
Engle tjente vor Herre i fristelsens ørken. I al den tid han var udsat for onde engles angreb, var engle fra himmelen hos ham. Angrebene var hårdere end det mennesker bliver udsat for. Han vovede alt for at frelse en fortabt menneskehed. Men selv i denne kamp, benytter Kristus ikke sine egne argumenter. Han gjorde sig afhængig af et "der står skrevet" (Matt 4,4). Kristus blev som menneske, i denne konflikt, udsat for et hårdere angreb end vi nogen sinde vil opleve. Livets fyrste og mørkets fyrste mødtes til en forfærdelig strid, men Satan klarede aldrig på nogen måde at få overtaget. Fristelserne var ikke noget skuespil, de var virkelige nok. Kristus "led og blev fristet" (Hebr 2,18). Engle fra himmelen var til stede ved denne anledning. De sørgede for at Satan ikke overskred de grænser som er sat for ham. Han fik ikke ødelagt mennesket Kristus.
En himmel at opnå
Ethvert menneske har en himmel at vinde og et helvede at undgå. Alle himmelens engle er rede til at hjælpe dem som bliver prøvet og fristet. Den evige Guds Søn bestod prøven for vor skyld. Korset på Golgata er tydeligt nok for ethvert menneske. Når alle menneskers sag er afgjort, og de fortabte må lide straffen for den foragt for Gud de har vist ved deres ulydighed, vil ingen have nogen undskyldning. Ingen behøver at gå fortabt. De kunne frit vælge deres leder, Kristus eller Satan. Al den hjælp Jesus fik, kan ethvert menneske få i livskampen. Korset står som pant på at ingen behøver at gå fortabt. Der er hjælp nok at få for alle. Vi må enten sejre over de onde magter, eller vi kan slutte os til de kræfter som modarbejder Guds værk i denne verden. ..…
I den sidste fristelse tilbød Satan alle verdens riger og deres herlighed, hvis Kristus ville falde ned og tilbede ham som sagde han var sendt af Gud. Da viste Kristus ham væk. Han udøvede en større autoritet end den Satan har. Selv om Kristus var menneske, åbenbarede han at han også var Gud, og Satan blev vist bort. Kristus sagde: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene."(Matt 4,10).
Det var nok. Længere kunne Satan ikke gå. Engle kom og tjente Kristus. De kom til ham med mad. Ingen kan fatte hvor hård denne kamp var. Både menneskeheden og Kristi egen skæbne stod på spil. Havde Kristus givet efter, bare med et eneste ord, så ville Satan have gjort krav på at verden skulle tilhøre ham. Mørkets fyrste mente at han i det tilfælde kunne have overtaget magten. Da kampen var forbi, kom en engel fra himmelen og styrkede Kristus. Frelseren var fuldstændig udmattet. Men i himmelen blev lovsangen og sejerssangen sunget.
Al den hjælp Jesus fik i sin kamp mod Satan, har mennesker også adgang til. Ingen behøver at lide nederlag. De kan mere end sejre ved ham som elsker dem og som gav sit liv for dem. "I blev købt dyrt." (1Kor 6,20). Og hvilken pris! Som menneske kæmpede Kristus mod de samme forfærdelige, tilsyneladende overvældende fristelser som mennesker må møde. Det var fristelsen til at give efter for begær, til i overmod at begive sig der ud hvor Gud ikke leder, og til at tilbede denne verdens gud. Alle bliver fristet til at ofre det evige liv for en kortvarig nydelse. Men Bibelen siger at vi ikke skal blive fristet over evne. Vi kan modstå og besejre den listige fjende.
Vi har en talsmand som fører vor sag. Vort liv ligger altid åbent for Den Hellige Ånd. Vi må lære at se klart, så sandheden som den er i Jesus, også bliver sandhed i vort kristenliv. Englene er himmelens budbærere. De vedligeholder en stadig forbindelse mellem himmel og jord. De følger med i alt hvad der sker i vort liv, og de er rede til at hjælpe alle som behøver den. De bevarer os fra fysisk og moralsk fare sådan som Gud ser det er bedst. Der bliver glæde i himmelen når mennesker ved engles hjælp giver efter for Guds Ånds milde indflydelse. Herren selv glæder sig.
Menneskene har for store tanker om sig selv. Det er Guds engle som samarbejder med mennesker og gennemfører Guds plan. Det er dette samarbejde som resulterer i at de bliver omvendt og helliggjort. Disse himmelske væseners herlighed ville vi ikke engang kunne tåle at se. Genskinnet af himmelens herlighed som stråler ud fra disse lysets sendebud, ville tilintetgøre os. Englene påvirker vort sind, hvis vi giver dem anledning til det. De minder os om det Jesus har sagt og lært os, sådan som de gjorde det for kvinderne ved Jesu grav.
Satan bruger mennesker til at friste andre mennesker, men Guds engle søger efter nogle de kan samarbejde med for at frelse dem som bliver fristet. Englene ønsker at finde nogle som er villige til at samarbejde med dem efter Jesu retningslinjer, de søger mennesker som er inspireret af tanken om at de hører Kristus til. De leder efter dem som føler, at det er den, som har fat i fristelsen der trænger til deres særlige hjælp. Englene vil gerne i kontakt med dem som forstår at Jesus er interesseret i dem, som menneskene går forbi, de forsømte, de sårede og de som er mishandlet af fjenden og som er ved at omkomme. Det bedrøver Kristus at se hårde mennesker som ikke udøver tro, der er virksom ved kærlighed, den som renser sjælen.
Væsener Gud har skabt, bliver brugt i Herrens plan for fornyelse af menneskesindet, for at give de ulydige det sind som retfærdige har. Alle som vil gå på Guds veje og følge hans plan, vil blive ledt og beskyttet af himmelens engle. De bliver sendt til os når vi inderligt og ydmygt beder Herren om hjælp. Lysets og kraftens usynlige hærskare samarbejder med dem som er ydmyge og små i sig selv.
Guds engle vil samarbejde med dem, og gennem dem, som vil være med i arbejdet for at frelse mennesker fra døden og på den måde skjule en mangfoldighed af synder. Men de må have medarbejdere som tager sig i agt, så de ikke selv skal blive fristet.
Det er de syge som trænger til lægedom, ikke dem der er raske. Når I gør en handling for dem som ikke behøver hjælp, men går forbi mennesker som trænger til gode ord og hjælpsomhed, udvikler I et sindelag som ikke er lige som det Jesus har.