Ved ulydighed faldt Adam. Han havde overtrådt Guds lov. Guds ledelse var blevet vanæret, og retfærdigheden krævede at straffen for overtrædelsen måtte blive fuldbyrdet.
For at frelse menneskene fra evig død, påtog Guds Søn sig at bære straffen for overtrædelsen. Blot ved at himmelens fyrste fornedrede sig, kunne retfærdigheden ske fyldest, og menneskene genvandt det som gik tabt ved overtrædelsen. Der var ingen anden udvej. Om en engel var kommet til jorden for at prøve at bestå der hvor Adam snublede og faldt, ville det ikke have været nok. Det kunne ikke have fjernet synden eller have givet mennesket en ny prøvetid.
Kristus, som var Gud lig og han var udstrålingen af Faderens herlighed og "hans væsens udtrykte billede" (Hebr 1,3). klædte han sin guddom i menneskelighed og kom til denne verden for at lide og dø for syndere. Guds enbårne Søn fornedrede sig og blev lydig til døden, ja, korsets død. Ved at han har syndens forbandelse på sit legeme, gjorde han det muligt for alle at opnå lykke og udødelighed.
Den som hele himmelen ærede, kom til denne verden, tog menneskelig natur på sig, og stod som menneskehedens hoved og vidnede for de faldne engle og indbyggerne i de verdener som ikke er faldet i synd, og ved den hjælp Gud har givet, kan enhver vandre på lydighedens vej og holde alle Guds bud. Guds Søn døde for dem som ikke havde noget krav på hans kærlighed. For vor skyld led han alt det Satan kunne plage ham med.
Underfuldt, næsten alt for underfuldt for mennesket til at fatte, er Frelserens offer på vore vegne, dette offer som alle den gamle tids ofre i hele den forbilledlige helligdomstjeneste pegede frem imod. Og dette offer var nødvendigt. Når vi forstår at hans lidelse var nødvendig for at sikre vort evige ve og vel, smelter det vort hjerte. Han påtog sig at gennemføre vor fulde frelse på en måde som opfyldte de krav som Guds retfærdighed stillede, i overensstemmelse med hans hellige lov.
Ingen som var mindre hellig end Faderens enbårne Søn, kunne have bragt et offer som var tilstrækkeligt til at rense alle, selv de syndigste og dybest faldne, de som godtager Frelseren som deres sonoffer og er lydige mod himmelens lov. Noget mindre end dette kunne ikke have forsonet mennesket med Gud.
Hvilken ret havde Kristus til at fratage fjenden hans fanger? Den ret det giver at have bragt et offer som tilfredsstiller de retfærdiges principper Guds rige bliver styret efter. Som menneskehedens genløser kom han til denne verden for at besejre den listige fjende og ved sin ubrydelige troskab mod det som er ret, at frelse alle som tager imod ham som deres frelser. På Golgata betalte han prisen for menneskenes genløsning. Sådan vandt han retten til at tage fangerne ud af den store bedragers greb, som ved hjælp af en løgn om Guds styrelse fik menneskene til at falde og dermed tabe al ret til at blive kaldt loyale undersåtter i Guds evige og herlige rige.
Frelseren har betalt løsepengene for os. Ingen behøver at være Satans slaver. Kristus står foran os som vor almægtige hjælper. "Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes." (Hebr 2,17-18).
"Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn. ..... Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." (Joh 1,11-14).
De som bliver adopteret ind i Guds familie, bliver forvandlet ved hans Ånd. Nydelsessyge og egenkærlighed bliver byttet ud med selvforsagelse og kærlighed til Gud over alle ting. Ingen kan arve hellighed, man kan heller ikke ved nogen tænkelig metode opnå at blive loyal mod Gud. Jesus siger: "Skilt fra mig kan I slet intet gøre" (Joh 15,5). Menneskers retfærdighed er som en snavset klædning. Men for Gud er alt muligt. Ved den styrke Frelseren giver, kan svage, syndige mennesker mere end sejre over det onde som plager dem.