Retfærdigheden kræver at synden ikke kun bliver tilgivet, men også at dødsdommen må blive fuldbyrdet. Da Gud gav sin enbårne Søn, opfyldte han begge disse forudsætninger. Ved at dø for menneskene bar Kristus straffen fuldt ud, og han gjorde det samtidig muligt at tilgive.
Ved synden er menneskene blevet skilt fra livet med Gud. De er åndeligt lammede på grund af Satans list, han som er syndens ophavsmand. De har i sig selv ingen følelse af synd, eller evne til at fortsatte og tilegne sig guddommelig natur. Får de anledning til dette, er der intet i det naturlige hjerte som ønsker sig det. Satan har forhekset dem. Han benytter al sin klogskab og list for at forhindre enhver god impuls. Enhver evne Gud har givet dem, er blevet brugt som våben mod den guddommelige velgører. Selv om Gud elsker dem, kan han ikke give dem de gaver og velsignelser han længes efter at give dem.
Men Gud lod sig ikke slå ud af Satan. Han sendte sin Søn til verden, for at han, ved at blive menneske og forene det guddommelige med det menneskelige, kunne give menneskene moralsk værdi for Gud.
Der er ingen anden vej til frelse for menneskene. Jesus siger: "Skilt fra mig kan I slet intet gøre." (Joh 15,5). Kun ved Kristus kan livets kilde give menneskenaturen nyt liv, forandre indstillingen og vende folks tanker og følelser mod himmelen. Gennem foreningen af den guddommelige og menneskelige natur kunne Kristus hjælpe dem til at forstå, og han kunne indpode sine livgivende egenskaber i mennesker som er døde i overtrædelser og synd.
Når menneskene tænker på Golgata, har de et ufuldkomment billede af Kristus på korset. Hvorfor døde han? For syndens skyld. Hvad er synd? Overtrædelse af Guds lov. Da får de øjnene åbnet og ser hvad synd er. Loven som er overtrådt, kan ikke tilgive synderen. Den er vor vogter som dømmer os til straf. Hvor findes hjælpen? Loven driver os til Kristus, som blev hængt på korset for at han skulle kunne give faldne, syndige mennesker sin retfærdighed, og derefter fremstille dem for Faderen med hans egen retfærdige karakter.
Kristus på korset leder ikke blot menneskene til Gud og til anger over lovovertrædelse, for Gud giver angeren før han giver tilgivelsen. Men Kristus har også tilfredsstillet retfærdigheden, han har givet sig selv som et sonoffer. Blodet som blev udøst, legemet som blev brudt, tilfredsstiller den brudte lovs krav. Sådan har han bygget en bro over den afgrund synden skabte. Han led som menneske, for at han med sit mishandlede legeme skulle kunne dække den forsvarsløse synder. Sejren han vandt ved sin død på Golgata, tilintetgjorde for altid Satans magt til at anklage. For altid satte han en stopper for påstanden om at selvfornægtelse ikke var nødvendig for menneskene, fordi dette var umuligt, endog for Gud.
I himmelen havde Satan været næst efter Guds Søn. Han var den højeste blandt englene. Hans indflydelse havde været fordærvet, men Gud kunne ikke foretage en fuldstændig afsløring af dette og samtidig bevare harmonien i himmelen ved at fjerne ham og hans onde indflydelse. Hans magt øgedes, men det onde blev endnu ikke forstået. Dette repræsenterede en dødelig fare, men sikkerheden for universet og Guds ledelse, nødvendig gjorde at det fik lov til at udvikle sig og afsløre sig selv.
Selvfornægtelse hos Gud
Ved at Satan forsatte med sit had og fjendskab indtil Kristus hang på korset, med et mishandlet legeme og et knust hjerte, mistede han fuldstændigt al den sympati universet havde vist ham. Da fik man at se, at Gud i Kristus havde fornægtet sig selv, ved at give sig selv for verdens synd, fordi hans elskede menneskene. Skaberen blev åbenbaret i den evige Guds Søn. Her kom der for altid svar på spørgsmålet: "Er det muligt for Gud at vise selvfornægtelse?" Kristus var Gud. Men han fornedrede sig og blev menneske, og lige til døden blev han lydig til at give sit uendelige store offer.
Alt det et menneske kunne gå igennem, udholdt Kristus, til trods for at Satan fristede ham på alle måder. Men jo større fristelsen blev, desto mere fuldkommen blev offeret. Alt det et menneske kunne udholde i kampen mod Satan, udholdt Kristus i sin forenede menneskelige og guddommelige natur. Lydig og syndfri til det sidste, døde han for menneskene som deres stedfortræder og talsmand. Han blev udsat for alt det mennesker aldrig vil blive udsat for af fristelser og bedrag, for at menneskene skal kunne sejre ved at få del i guddommelig natur.
Det viste sig at den rene sandhed kunne sejre over løgnen, at ærlighed og hæderlighed kunne sejre over list og lunkenhed i alle som i lighed med Kristus er villige til at ofre alt, endog selve livet, for sandhedens sag. At stå imod Satans fristelser er ingen let opgave. Det forudsætter et stærk vilje i den guddommelige natur fra begyndelse til slut. Ellers kan det ikke gennemføres. I den sejer Kristus vandt ved sin død på Golgata, ligger vejen åben for menneskene, og gør det muligt for dem at holde Guds lov ved ham som er vejen, sandheden og livet. Der er ingen anden vej.
Kristi retfærdighed bliver tilbudt synderne som en fri gave, hvis de vil tage imod den. De har selv ingenting som ikke er fordærvet og forurenet af synd, og derfor er afskyelig for en ren og hellig Gud. Menneskene kan kun komme frem for Gud på grundlag af Kristi retfærdige karakter.
Som ypperstepræst indenfor forhænget, har Kristus udødeliggjort Golgata på en sådan måde at selv om han lever for Gud, dør han stadig for synden. Derfor har alle som synder, en talsmand hos Faderen.
Han stod op fra graven omgivet af en sky af engle og i vidunderlig kraft og herlighed. Han var Gud -mennesket. Han overtog den verden Satan krævede herredømmet over, som sit lovlige område, og ved den storslagne gerning han gjorde, da han gav sit liv, førte han menneskene tilbage til Gud. .....
Ingen må være så snæversynet og tro at mennesker kan gøre noget som helst for at sone sine overtrædelser. Det er et skæbnesvanger bedrag. Hvis I skal forstå dette, må I holde op med jeres kæpheste, og med ydmyge hjerter studere forsoningen. Dette spørgsmål er så lidt forståeligt at tusinder som hævder at være Guds sønner og døtre, er den ondes børn, fordi de vil stole på deres egne gerninger. Gud har altid krævet gode gerninger. Loven kræver det, men fordi mennesket blev en synder, blev også dets gode gerninger værdiløse. Kristi retfærdighed alene kan frelse. Kristus kan frelse helt og fuldt, fordi han altid lever og går i forbøn for os. Alt hvad menneskene kan gøre for deres egen frelse, er at tage imod indbydelsen: "Den, der vil, skal få livets vand for intet." (Åb 22,17). Menneskene kan ikke begå nogen synd som der ikke er soning for på Golgata. Korset med sin alvorlige appel er et stadigt tilbud til synderen om fuld og hel forsoning.
Anger og omvendelse
Når du nærmer dig Golgata, ser du en kærlighed der ikke findes magen til. Når du ved tro begriber sonofferet, ser du dig selv som synder, dømt til døden af loven som er overtrådt. Dette er anger. Når du kommer med et ydmygt hjerte, får du tilgivelse, for Kristus Jesus bliver fremstillet som den som altid står for alteret og bærer offeret frem for verdens synd. Han tjener i det sande tabernakel som Herren har rejst og ikke mennesker. Ceremonierne i det gamle jødiske tabernakel har ikke længere nogen værdi. Den daglige og den årlige symbolske soningstjeneste er ophørt, men det er fortsat nødvendigt med en soningstjeneste og en mellemmand, fordi der stadig bliver gjort synd. Jesus gør tjeneste for Guds ansigt og bærer frem det blod han har udøst, som blodet af et lydefrit lam. Jesus frembærer det offer som blev givet for al synd.
Kristus, var mellemmand, og Den Hellige Ånd er altid i virksomhed med at hjælpe menneskene. Men Ånden går ikke i forbøn for os, sådan som Jesus gør når han bærer sit blod frem, som blev udøst fra verdens grundvold blev lagt. Ånden virker på os og leder os til bøn og anger, lovprisning og taksigelse. De taknemmeligheder vi giver udtryk for, er resultatet af at Ånden spiller på hjertets strenge og minder os om alt det vi har at takke for.
De troendes andagt, bøn, lovprisninger og syndsbekendelse stiger som en røgelse op mod den himmelske helligdom. Men fordi dette kommer fra syndige mennesker, er det så urent at hvis det ikke bliver renset ved Jesu blod, kan Gud ikke tage imod det. Det stiger ikke rent og lydefrit op, og hvis ikke mellemmanden som står ved Guds højre side lægger det frem og renser det ved sin retfærdighed, har det ingen værdi for Gud. Al røgelse fra syndige mennesker må stige op, blandet med Kristi rensende blod. Han holder røgelskaret frem for Faderen med sit eget rene liv, og der er der ikke spor af urenhed eller fordærvelse. I dette røgelseskar lægger han så sit folks bønner, lovprisninger og syndsbekendelser, sammen med sin egen lydefrie retfærdighed. Gennemtrængt, på denne måde, af vellugten fra Kristi sonoffer, stiger røgelsen op til Gud, som noget han fuldt ud kan godtage. Og da kan han besvare sit folks bønner.
Å, om alle kunne forstå at al lydighed, anger, lovprisning og taksigelse må stige op til Gud sammen med Kristi retfærdighed. Vellugten fra denne retfærdighed stiger som en sky af røgelse op mod nådestolen.