Indledning
Frelsesplanen, hvori inkarnationen er dens hjerte, er et uudtømmeligt tema som vi må have et nyt syn på, og som vil være det primære studieemne gennem evighedens uophørlige tider. Atter og atter har Ellen White, i sine prædikener, i sine breve, artikler i tidsskrifter og bøger berørt dette ophøjede emne med varme, at Gud og mennesker forenes. Det er særlig tilfældet i Den Store Mester.
Et antal oplysende udtalelser står i "Youth's Instructor. Uddrag fra meget af dette, og fra lignende materiale fra andre kilder er allerede komme med i Selected Messages, bog 1, side 242-289; Andagtsbogen fra 1965: "At jeg må kende ham"; og Ellen G. White frigivet materiale i sda bibelkommentaren, bind 5, side 1126-1131; og bind 7a, side 443-456 , det sidste genoptryk af Appendiks B fra syvende-dags adventisters svar på doktronære smørgsmål.
Fra tid til tid kommer der dog yderligere valgte artikler frem, fra kilder der sædvanligvis ikke er tilgængelige. Flere af disse er blevet sat sammen her for denne sektion: "Inkarnationen".
Idet vi ser tilbage på disse skønne, og til tider tilsyneladende uudgrundelige sandheder, påmindes vi Ellen G Whites udtalelse: Kristi inkarnation har altid været, og vil altid være, et mysterium." Brev 8, 1895 (udgivet i sda-bibelkommentaren, bind 5, s. 1129).
Men disse store sandheder er foran os, idet vi kan gribe dem i tro. - White bestyrelsen.
Fuldendelsen af Kristi menneskelighed
Vi kan ikke forstå hvordan Kristus blev et lille hjælpeløst barn. Han kunne have kommet til jorden i en sådan skønhed at Han ikke ville have været menneskesønnerne lige. Hans ansigt kunne have være strålende med lys, og Hans figur kunne have været høj og smuk. Han kunne være kommet sådan at dem som så Ham var blevet henrykket; men det var ikke den måde at Gud havde planlagt at Han skulle komme blandt menneskesønnerne.
Han var som dem, der tilhører menneskeslægten og det jødiske folk. Hans træk var som de andre menneskers, og Han skulle have sådan persons skønhed, så folk peger ham ud, som forskellige fra andre. Han skulle blive et med menneskeslægten, og stå som et menneske for himmelen og jorden. Han var kommet for at tage menneskets sted, og selv bede for menneskenes skyld, bede for den skyld som synderne havde skyld for. Han skulle have levet et rent liv på jorden, og vise at Satan havde talt falsk, da han påstod at menneskefamilien tilhørte ham for evigt, og at Gud ikke kunne tage menneskene ud af hans hænder.
Mennesket så først Kristus som en baby, som et barn. . . .
(128) Jo mere vi tænker på at Kristus blev et barn her på jorden, des mere forunderligt ser det ud. Hvordan kan det være at det hjælpeløse barn i Betlehems krybbe stadig er Guds guddommelige Søn? Selvom vi ikke kan forstå det, kan vi tro at Han som gør verdenerne, for vor skyld blev et hjælpeløst barn. Selvom han er højere end nogen af himmelens engle, selvom han er ligeså stor som Faderen på himmelens trone, blev han eet med os. I Ham blev Gud og mennesker eet, og det er i dette faktum at vi finder håb for den faldne slægt. Ser vi på Kristus i kødet, ser vi på Gud i menneskelighed, og ser den guddommelige herligheds glans i ham, Gud Faders udtrykte billede. - The Youth's Instructor, 21. Nov. 1895.
Kristus steg ned på faldne menneskers niveau
Kristus har gjort et uendeligt offer. Han gav Sit eget liv for os. På sin guddommelige sjæl tog Han resultatet af overtrædelsen af Guds lov. Da han lagde Sin kongelige krone til side, indvilgede Han i at stige ned, trin for trin, til den faldne menneskeheds niveau. - The Review and Herald. 30. april, 1901.
Fra Jordan, blev Jesus ført ud fristelsens i ørken. "Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre netter, var han derefter sulten. Og da fristeren kom til ham, sagde han: "Hvis du er Guds søn, så byd disse sten at blive til brød" (Matt 4,2.3).
Kristus led den stærkeste sult, og denne fristelse var hård. Men Han måtte begynde genløsningsarbejdet præcis der hvor undergangen begyndte. Adam faldt på appetitten, og Kristus måtte sejre her. Den kraft der hvilede over ham, kom direkte fra Faderen, og Han måtte ikke udøve den for sin egen skyld. I denne lange faste var der indvævet en styrke og kraft i Hans erfaring, som Gud alene kunne give. Han mødte og modstod fjenden med styrken i et "Så siger Herren." "Mennesket skal ikke leve af brød alene," sagde Han, "men af ethvert ord der udgår fra Guds mund" (vers 4).
Det er enhver fristet sjæl privilegium på (129) jorden at få denne styrke. Kristi erfaring er til vor gavn. Hans eksempel med at overvinde appetitten udpeger vejen for dem som vil være Hans efterfølgere til overvindelse.
Kristus led ligesom medlemmer af menneskeslægten led under fristelse; men det var ikke Guds vilje at Han skulle udøve Sin guddommelige kraft for Sin egen skyld. Havde Han ikke stået som vor repræsentant, ville Kristi uskyldighed have fritaget Ham fra al denne pinsel, men det var på grund af Hans uskyldighed at Han mærkede Satans angreb så voldsomt. Al denne lidelse som er resultatet af synd blev udgydt på skødet af Guds syndfrie Søn. Satan knuste Kristi hæl, men enhver kval Kristus udholdt, enhver sorg, enhver uro, var opfyldelsen af den store plan for menneskets forløsning. Ethvert stød som fjenden påfører, bliver kastet tilbage på ham. Kristus knuste slangens hoved. - The youth Instructor, 21. dec. 1899.
Var Kristus i stand til at give efter for Fristelse?
I dit brev med hensyn til Kristi fristelser, siger du: "Hvis Han var et med Gud kunne Han ikke falde." . . . . Det som du spørger mig om er: På vor Herres store kampscene i ørkenen, tilsyneladende under Satans og hans engles magt, var Han da i stand til, i Sin menneskenatur, at give efter for disse fristelser?
Jeg vil prøve at besvare dette vigtige spørgsmål: Som Gud kunne Han ikke fristes: men som et menneske kunne Han fristes, og det meget, og kunne give efter for fristelserne. Hans menneskenatur måtte gennemgå den samme prøve og trængsel som Adam og Eva var igennem. Hans menneskenatur var skabt; den havde end ikke engles magt. Den var menneskelig, identisk med vor egen. Han gik over den grund, hvor Adam faldt. Han var nu der hvor, hvis han stod prøven og trængslen for den faldne slægts skyld, han kunne genløse Adams skammelige fejl og fald, i vor egen menneskelighed.
Kristus havde et menneskeligt legeme og et menneskeligt sind. - Et menneskeligt legeme og et menneskeligt sind var hans. (130) Han var ben af vore ben og kød af vort kød. Han var underlagt armod fra Sin første adgang til verden. Han var genstand for skuffelse og trængsel i Sit eget hjem, blandt Sine egne brødre. Han var ikke, ligesom i de himmelske sale, omgivet af ren og elskelig karakter. Han var omgivet af vanskeligheder. Han kom ind i vor verden for at fastholde en ren, syndfri karakter, og for at tilbagevise Satans løgn at det ikke var muligt for mennesker at holde Guds lov. Kristus kom for at leve loven i sin menneskelige karakter på netop den måde, så alle kan leve loven i menneskenaturen, hvis de vil gøre sådan som Kristus gør. Han inspirerede hellige gamle mænd til at skrive til menneskers gavn: "Lad ham gribe fat i min styrke, så han kan få fred med mig; og han skal få fred med mig" (Esajas 27,5).
Der er gjort overmådelige tilvejebringelser for at begrænsede, faldne mennesker kan knytte sig til Gud, så de ved samme Kilde, hvorfra Kristus fik, overvandt Sin menneskelige natur, så mennesket kan stå fast mod enhver fristelse, ligesom Kristus gjorde. Han var genstand for de besværligheder som menneskenaturen er sat genstand for. Han indåndede luften fra den samme verden, som vi indånder. Han stod og rejste i den samme verden som vi beboer, som beviseligt nok, ikke var mere venlig for nåde og retfærdighed end den er i dag.
Hans egenskaber kan være vore. - Det er vort privilegium at få de højere egenskaber i hans væsen, hvis vi, gennem de tilvejebringelser han har gjort, vil tilegne os disse velsignelser og ihærdigt opøve det gode i stedet for det onde. Vi har fornuften, samvittigheden, hukommelsen, viljen, og hengivenheden - alle egenskaber et menneske kan have. Gennem den tilvejebringelse der skete da Gud og Guds søn gjorde en pagt for at befri menneskene fra Satans trældom, kom alle funktioner til veje, så menneskelig natur ville komme i union med Hans guddommelige natur. I en sådan natur blev vor Herre fristet. Han kunne have givet efter for Satans løgnagtige antydning som Adam gjorde, men vi burde tilbede og forherlige Guds Lam over at Han ikke på et (131) eneste punkt gav efter på en eneste prik eller tøddel.
To naturer blandet i Kristus. - Ved at få del i guddommelig natur kan vi stå rene, hellige og ubesmittede. Guddommen blev ikke gjort menneskeagtig, og menneske blev ikke gjort til gud ved at sammenblande de to naturer. Kristus havde ikke de samme syndige, fordærvede, og faldne illoyalitet som vi besidder, for ellers kunne han ikke være et fuldkomment offer. - Manusskrift 94, 1893.
Virkeligheden om Kristi fristelser. - Når Kristi efterfølger møder trængsler og forviklinger, skal han ikke miste modet. Han skal ikke bortlægge sin tillid, hvis han ikke ser alle sine forventninger i øjnene. Når fjenden slår ham, må han huske på Frelserens liv med trængsler og skuffelser. Himmelske væsener tjente Kristus når han behøvede det, alligevel frigjorde dette ikke Frelserens liv fra kamp og fristelse. Han blev fristet på alle punkter ligesom vi, dog uden synd. Hvis hans folk vil følge dette eksempel, vil de blive omgivet af Hans Ånd, og himmelske engle vil tjene dem.
De fristelser Kristus blev underlagt var en forfærdelig kendsgerning. Med fritstillet mandat var han sat i prøvelsen, med friheden til at give efter for Satans fristelser og arbejde i modsat retning af Gud. Hvis det ikke var sådan, hvis det ikke havde været muligt for ham at falde, kunne Han ikke være blevet fristet på alle punkter ligesom menneskeslægten blev fristet.
Kristi fristelser, hans lidelser under disse, stod i forhold til Hans ophøjede syndfrie karakter. Men på ethvert tidspunkt Kristus var i nød, vendte han til Sin Fader. Han "modstod indtil blodet" på den time da frygten for moralsk svigt var ligesom dødsfrygten. Idet han, i Sin sjælspine, bøjede sig i Getsemane, faldt bloddråber ud af hans porer, og gav jordens muld næring. Han bad under stærke himmelhøje råb og tårer, og Han blev hørt for det Han frygtede. Gud styrkede Ham, og Han vil styrke alle som vil ydmyge sig selv, og kaste sig selv, sjæl, legeme og ånd, i en Pagts-holdende Guds hænder.
(132) På korset kendte Kristus til, som ingen andre kan kende til, til den frygtindgydende kraft i Satans fristelser, og Hans hjerte blev udgydt i medynk og tilgivelse for den døende røver, som var blevet fanget af fjenden. - The Yough's Instructor, 26. okt, 1899.
Kristi hjerte blev gennemboret under langt større smerte end den smerte sømmene gav ham, som kom gennem hans hænder og fødder. Han bar hele verdens synder, udholdt vor straf - Guds vrede mod overtrædelsen. Hans trængsel indbefattede den hårde fristelse at han kunne tro at Han var svigtet af Gud. Hans sjæl blev tortureret af presset fra det store mørke, som Han ikke skulle vige fra Sin oprethed under den frygtelige prøvelse.
Hvis der ikke er en mulighed for at give efter, så er fristelse ikke fristelse. Fristelsen modstås, når mennesket påvirkes kraftigt til at gøre en forkert handling, og, er klar over at den kan gøres, modstår, i tro, med et fast greb om den guddommelige kraft. Dette var den prøvelse som Kristus gennemgik. - The Youghs Instructor, 20. juli, 1899.
Vi må overvinde ligesom Kristus overvandt. - Guds kærlighed og retfærdighed, og også uforanderligheden af Hans lov, manifesteres i Frelserens liv, ikke mindre end ved Hans død. Han påtog sig menneskenatur, med dens svaghed, dens tilbøjeligheder, dens fristelser. . . "Han blev fristet på alle punkter som vi" (Hebr. 4,15). For sin egen skyld udøvede han ingen kraft, som mennesker ikke kan udøve. Som menneske mødte han fristelser, og overvandt i den styrke Han fik fra Gud. Han giver os et eksempel på fyldkommen lydighed. Han har tilvejebragt det, at vi kan få del i guddommelig natur, og forvisser os om at vi kan overvinde det som Han overvandt. Hans liv bevidner at det, ved hjælp af den samme guddommelige kraft som Kristus fik, er muligt for mennesker at adlyde Guds lov. - Manusskrift 141, 1901.
Gud sendte et syndfrit væsen til denne verden
Gud gjorde de allerbedste ting for os, som Han kunne gøre, da Han sendte et Syndfrit Væsen fra himmelen, for at vise denne syndige verden, hvad dem, som er frelst skal være i (133) karakter: ren, hellig og ubesmittet med Kristus dannet inden i sig. Han sendte Sit ideal i Sin Søn, og bad mennesker bygge karakteren i overensstemmelse med dette ideal. - Brev 58, 1906.
Mennesket er skabt med en syndfri moralsk natur
I himmelens rådsforsamlinger sagde Gud: "Lad os gøre mennesker i vort billede, efter vor lighed. . . Så skabte Gud, mennesket i sit eget billede, i Guds billede skabte han det." (1.Mos. 1,26.27). Herren skabte menneskets moralske evner og sine fysiske kræfter. Alt var en syndfri afskrift af Han selv. Gud berigede mennesket med hellige egenskaber, og satte det i en have, som var gjort udtrykfuldt for mennesket. Synd alene kunne ruinere væsener, som var skabt af den Almægtiges hånd. - The Youth's Instructor, 20. juli, 1899.
Andres sygdomme blev båret i stedet for
Kristus alene var i stand til at bære hele menneskeslægtens pinsler. "I alle deres lidelser led han." Han bar aldrig sygdomme i Sit eget kød, men han bar andres sygdomme. Da den lidende menneskehed blev presset over Ham, var Han, som var fuldstændig rask i sin manddom, som een der led med dem. . . .
I Sit liv på jorden, udviklede Kristus en fuldkommen karakter. Han gav fuldstændig lydighed til Sin Faders bud. Idet han kom til verden i menneskelig skikkelse, blev underlagt loven, da han viste mennesker at Han bar deres sygdomme, deres sorg, deres skyld, blev han ikke til en synder. Til farrisæerene kunne Han sige: "Hvem af jer overbeviser mig om synd?" Ikke en eneste plet af synd blev fundet på ham. Han stod foran verden, Guds pletfrie Lam. - The youth's Instructor, 29. Dec. 1898.
Kristi syndfrihed forstyrrede Satan
Kristus, verdens Forløser, blev ikke sat der hvor omgivelserne omkring Ham var de bedste for at bevare renhed i livet og en ubesmittet (134) moral, dog blev han ikke besmittet. Han var ikke fri for fristelse. Satan gjorde sig alvorlige vedholdende anstrengelser for at bedrage og overvinde Guds Søn med sine bedrag.
Kristus var den eneste som vandrede på jorden, på hvem der ikke var en plet af synd. Han var ren, pletfri og ubesmittet. At der skulle være Een uden syndens besmittelse på sig, på denne jord, der forstyrrede syndens ophav meget, og han sparede intet for at overvinde Kristus med sin listige og bedrageriske Kraft. Men vor Frelser stolede på Sin himmelske faders efter visdom og styrke, for at modstå og overvinde fristeren. Hans himmelske Faders Ånd besjælede og styrede Hans liv. Han var syndfri. Dydighed og renhed karakteriserede Hans liv. - The Youth Instructor, Februar, 1873.
Vor faldne menneskenatur knyttet til Kristi guddommelighed.
Selvom Han ikke havde en plet på Sin karakter, nedgjorde han sig alligevel til at forbinde vor faldne menneskenatur med Sin guddommelighed. Ved at påtage sig menneskelighed, ærede Han menneskeheden. Ved at påtage sig vor faldne natur, viste Han hvad der kunne ske; idet han accepterede den nødvendige tilvejebringelse, som han selv har givet; og ved at han fik del i den guddommelige natur. - Brev 81, 1896.
Fristet som børn bliver i dag
Nogen kan tro at Kristus, fordi Han var Guds Søn, ikke fik fristelser som børn får nu. Skriften siger at Han blev fristet på alle måder, ligesom vi er fristet. - The Youths Instructor, April, 1873
Hvad inkarnationen udretter
Herren skabte ikke mennesket for at det skulle genløses, men for at bære Hans billede. Men gennem synden mistede mennesket Guds billede. Det er kun ved menneskers genløsning at Gud kan udføre Sit mål med det, ved at gøre det til en Guds søn.
Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at (135) blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. . . . . . Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde. (Joh 1,12-16).
På grund af den løsesum der blev betalt for det, måtte mennesket, ved sit eget valg, ved lydighed, udrette Guds plan, og ved den Gudsgivne nåde bære det billede som først blev indprentet på det, og senere mistede det ved faldet. . . .
Kristi lydighed er ikke spor forskellig fra vor. - Den store lærer kom til vor verden, ikke kun for at forsone synd, men for at være en lærer både i forskrift og ved eksempel. Han kom for at vise mennesket hvordan loven overholdes i lydighed, så at mennesket ikke har nogen undskyldning for at følge sin egen mangelfulde bedømmelse. Vi ser Kristi lydighed. Hans liv var uden synd. Hans livslange lydighed er en irettesættelse for den ulydige menneskehed. Kristi lydighed skal ikke lægges til side som noget helt anderledes end den lydighed Han forlanger af os hver især. Kristus har vist os at det er muligt for alle mennesker at adlyde Guds love. . . .
Kristi gerninger var ikke en halvhjertet tjeneste. Kristus kom ikke for at gøre Sin egen vilje, men Hans vilje som har sendt Ham. Jesus siger: "Gå lydigt i min Sønne-relaterede fodspor. Jeg adlyder ligesom et partnerskab i en stor virksomhed. Du skal adlyde som i et partnerskab med Guds Søn. Ofte vil du ikke kunne se stien klart; spørg da efter Gud, og Han vil give dig visdom, mod og tro til at rykke fremad, og overlade alle spørgsmål til ham." Vi ønsker at forstå så meget som muligt af vor Herres sande menneskenatur. Det guddommelige og menneskelige var kædet til Kristus, og begge var fuldstændige.
Som Guds Søn tog vor Frelser tog et menneskevæsens sande slægtskabsforhold op. Vi er Guds sønner og døtre. For at vide hvordan vi skal opføre os (136) med omtanke, må vi følge hvor Kristus baner vejen. I tredive år levede Han et fuldkomment menneskes liv, imødekomme den højeste standard for fuldkommenhed. Lad da mennesket, uanset hvor ufuldkomment det er, håbe på Gud, og ikke sige: "Hvis jeg ikke havde et andet temperament vil jeg tjene Gud", men derimod bringe sig selv til Ham i sand tjeneste. . . . Den tilbøjelighed har Jeg genløst. "Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn. (Joh.1,12) - har Jeg ikke fornedret, men oprejst, forædlet og lutret dig. Du kan finde tilflugt hos mig. Du kan opnå sejr og mere end sejre i Mit navn. - Brev 69, 1897.
Satan erklærede at mennesket ikke kunne holde Guds lov
Verdens Forløser gik over der hvor Adam faldt på grund af sin ulydighed mod Jehovas udtrykkelige lov; og Guds enbårne Søn kom til vor verden som et menneske, for at åbenbare verden at mennesker kunne holde Guds lov. Satan, den faldne engel, havde erklæret at intet menneske kunne holde Guds lov efter Adams ulydighed. Han påberåbte hele slægten at være under hans kontrol.
Guds Søn satte Sig selv i synderens sted, og gik over den grund hvor Adam faldt, og stod fristelsen i ørkenen, som var hundrede gange stærkere end det som menneskeslægten var blevet - eller nogen sinde vil blive - udsat for. Jesus modstod Satans fristelser på samme måde som en hver fristet sjæl modstår, ved at henvise ham til den inspirerede skrift og sige: "Der står skrevet."
Menneskeslægten kan med guddommelig kraft holde Guds lov. - Kristus overvandt Satans fristelser som et menneske. Han blev fristet på alle punkter ligesom vi. Han genløste Adams vanærende fejl og fald, og blev sejrherre, og bevidnede over for ufaldne verdener og falden menneskehed, at mennesket kunne holde Guds bud på grund af den guddommelige kraft, som var givet ham fra himmelen. Jesus Guds Søn (137) ydmygede Sig Selv for os, udholdt fristelser for os, overvandt for vor skyld for at vise os hvordan vi overvinder. Derved har han bundet Sin interesse for menneskeheden med de tætteste bånd, og har givet den største forvisning om at vi ikke skal fristes over evne, for ved fristelse vil Han gøre en udvej.
Helligånden sætter os i stand til at sejre. - Helligånden lovet at være hos dem, som brydes med sejr, under tilkendegivelse af al mægtighed, beriges mennesket med overnaturlige kræfter, og belærer den uvidende med Guds riges mysterier. At Helligånden skal være en stor hjælper, er et forunderligt løfte. Hvilken gavn ville det have været for os, at Guds enbårne søn havde ydmyget Sig selv, udholdt den listige fjendes fristelser, og brydes med ham i hele Hans liv på jorden, og den Retfærdige dø for den uretfærdige for at menneskene ikke fortabes, hvis Ånden ikke var givet som en stadig, virkende og genopbyggende hjælper, der giver vore sagsmål virkning, som er blevet bearbejdet af verdens Forløser?
Helligåndens tildeling satte Hans disciple, apostlene, i stand til at stå fast mod alle former for afgudsdyrkelse og ophøje Herren og Ham alene. Hvem, andre end Jesus med Sin Ånd og guddommelige kraft, førte de hellige historikeres penne, som ville bringe verden de dyrebare skrifter der fortæller om Jesu Kristi taler og gerninger?
Den lovede Helligånd, hvem Han sendte efter at Han steg op til Sin Fader, arbejder hele tiden på at henlede opmærksomheden på det store offentlige offer på Golgatas kors, og på at opåbne Guds kærlighed for verden for mennesker, og på at åbne de dyrebare ting i Skriften for den overbeviste sjæl, og på at åbne Retfærdighedens Sols klare stråler for det formørkede sind, sandheder som får deres hjerter til at brænde indvendig med evige sandheders opvågnede forstand.
Hvem andre end Helligånden fremviser retfærdighedens moralværdi (138) for sindet og overbeviser om synd, og frembringer guddommelig sorg, som fører til en anger der ikke er brug for at fortryde, og indgyder den udøvende tro på Ham, som alene kan frelse alle fra synd.
Hvem andre end Helligånden kan arbejde med menneskesind, og få dem til at forvandle karakteren idet hengivenhed til timelige, forgængelige ting fjernes, og indgyder sjælen med et alvorligt ønske om evig arv, det evige indhold som er uforgængeligt og genskaber, forædler og helliger menneskelige medhjælpere, så de bliver medlemmer af den kongelige familie, børn af den himmelske konge. . . .
Kristus overvandt synd som et menneske. - Vore første forældres fald brød den gyldne kæde mellem menneskeviljens absolutte lydighed til det guddommelige. Lydighed anses ikke længere for at være en absolut nødvendighed. Menneske-medhjælperen følger deres egne forestillinger, som Herren fortalte den gamle verdens arvinger var onde og det gør han stadig. Herren Jesus erklærer: Jeg har holdt Min Faders bud. Hvordan? Som et menneske: Se, jeg vil gøre Din vilje, O Gud. Overfor jødernes anklagerne stod han frem i Sin rene, dydige og hellige karakter og udfordrede dem: "Hvem af jer overbeviser mig om synd?"
Vort eksempel og offer for synd. - Verdens forløser kom ikke kun for at være et offer for synd, men for at være et eksempel for mennesker i alle ting, en hellig, menneskelig karakter. Han var en Lærer, en sådan underviser som Verden aldrig havde set før. Han talte som en med autoritet, og alligevel indbyder han alle til tillid. " Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let." (Matt. 11:28-30).
Den enbårne søn af den uendelige Gud, har ved Sine ord [og], sit håndgribelige eksempel efterladt os et tydeligt mønster som vi skal efterligne. Ved Hans ord har Han oplært os til at adlyde Gud, og ved Sin egen fremgangsmåde har Han vist os hvordan vi kan adlyde Gud.
(139) Kristus gav os ikke blot åbenlyse regler, ved at vise os hvordan vi kan blive lydige børn, men i Sit eget liv og karakter viste han os præcis hvordan de ting skal gøres som er rigtige og antagelige for Gud, så der ikke er nogen undskyldning for, hvorfor vi ikke skal gøre de ting som er behagelige i Hans øjne.
Han modbeviste Satans krav. - Vi skal altid være taknemmelige over at Jesus har bevist faktumet at mennesket kan holde Guds bud, dementere Satans falskneri om at mennesket ikke kan holde dem. Den Store Lærer kom til vor verden for at stå på menneskenes sted, og derved ophøje og helliggøre menneskene med Sin hellige lydighed til alle Guds krav, og vise at det er muligt at adlyde Guds bud. Han har demonstreret at en livslang lydighed er mulig. Derved giver Han udvalgte, repræsentative mennesker i verden, ligesom Faderen gav Sønnen, eksempel for deres liv, nemlig Jesu Kristi liv.
Han stod prøven som et sandt menneske. - Vi behøver ikke at sætte Kristi lydighed som noget Han egnede sig særligt til, ved Sin særlige guddommelige natur, for Han stod overfor Gud, som menneskets repræsentant og blev fristet som menneskets stedfortræder og sikkerhed. Hvis Kristus havde en særlig kraft, som det ikke var et menneskes privilegium at have, ville Satan have benyttet sig af dette. Kristi gerning var at borttage Satans krav på at styre mennesker, og Han kunne kun gøre dette ved at Han kom - et mennesket, fristet som et menneske, og give et menneskes lydighed. . . .
Hav i tanke at Kristi overvindelse og lydighed er fra et oprigtigt menneske. Vi gør mange fejl i vore konklusioner, på grund af vore fejlagtige syn på vor Herres menneskenatur. Når vi tillægger Hans menneskenatur en kraft som det ikke er muligt for menneskene at have, når det er i konflikt med Satan, ødelægger vi Hans menneskeligheds fuldstændighed. Hans tildelte nåde og kraft giver Han alle, som tager imod Ham i tro. Kristi lydighed mod Sin Fader er den samme lydighed (140) som mennesker afkræves.
Mennesket kan ikke overvidne Satans fristelser uden guddommelig kraft der kombineres ved Hans medvirken. Sådan er det også med Jesus Kristus. Han kunne ikke gribe fat i den guddommelige kraft. Han kom ikke til vor verden for at en ringere Gud skal adlyde en større, men for at mennesket adlyder Guds hellige Lov, og på den måde er Han vort eksempel.
Jesus viste hvad menneskene skulle gøre. - Herren Jesus kom til vor verden, ikke for at åbenbare hvad en Gud kunne gøre, men hvad et menneske kunne gøre, gennem tro på Guds kraft, for at hjælpe i enhver nødsituation. Gennem tro skal mennesket få del i guddommelig natur, og overvinde hver fristelse det udsættes for. Nu kræver Herren at enhver søn og datter af Adam tjener Ham, gennem troen på Jesus Kristus, i den menneskenatur, som vi har nu.
Herren Jesus har sat bro over den afgrund som synden har gjort. Han har forbundet jorden med himmelen, og begrænsede mennesker med den ubegrænsede Gud. Jesus, verdens Forløser, skulle blot holde Guds bud, på samme måde som menneskene kan holde dem. "Dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur. (2 Peter 1:4). . . .
Vi må praktisere Kristi eksempel, have Hans sønne-rolle og menneskevorden i sinde. Det var ikke Gud der blev fristet i øknenen, heller ikke en Gud der skulle udholde syndernes selvmodsigelse mod Ham selv. Det var himlens Majestæt som blev et menneske - ydmygede Sig selv til vor menneskenatur.
Hvordan vi skal tjene Gud. - Vi skal ikke tjene Gud som om vi ikke var mennesker, men vi skal tjene Ham i natur den natur vi har, som er blevet genløst af Guds Søn; gennem Kristi retfærdighed skal vi stå tilgivet foran Gud, som om vi aldrig har syndet. Vi vil aldrig opnå styrke ved at se hen på det vi kunne, hvis vi var engle. Vi skal vende os i tro på Jesus Kristus, og vise vor kærlighed til Gud gennem lydighed (141) mod Hans bud. Jesus "blev i alle henseender fristet lige som vi, dog uden synd." Jesus siger: "Følg mig" "Hvis nogen vil komme efter mig, så lad ham fornægte sig selv, og tage sit kors op, og følge mig." - Manusskrift 1, 1892.
Inkarnationens virkelige betydning
Kristus tog menneskelighed på sig, og lagde sit liv ned som et offer, så mennesker kan, ved at få del i guddommelig natur, kunne få evigt liv. Det var ikke kun Kristus som var offeret, men Han var også den Præst, som ofrede ofret. "Det brød som jeg vil give," sagde Han, "er mit kød, som Jeg vil give for verdens liv." (Joh 6,51). Han var uden nogen skyld. Han gav Sig selv i bytte for folk som havde solgt dem selv til Satan, ved at overtræde Guds lov - Hans liv for menneskeslægtens liv, som derved blev Hans indkøbte ejendom.
Derfor siger han elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre. (Joh. 10,17, 18).
Syndens løn er døden (Rom. 6:23). Før Adams fald sagde Herren til ham: for den dag du spiser af det, skal du dø! (1. Mos. 2,17). Hvis du overtræder min lov, vil døden visselig være din straf. Ved ulydighed mod Guds befaling, mister han sit liv.
Før hans fald var Adam fri fra forbandelsens følger. Da han blev angrebet af fristeren, var der ikke nogen af syndens påvirkninger over ham. Han var skabt fuldstændig i tanke og i handling. Men han gav efter for synd, og faldt fra sit høje og hellige stade.
I syndigt køds lighed - Kristus, den anden Adam, kom i syndig kød lighed. For menneskenes skyld blev Han genstand for sorg, for træthed, for sult og for tørst. Han blev genstand for (142) fristelse, men Han gav ikke efter for synd. Ikke en syndig plet var over ham. Han erklærede: "Jeg har holdt min Faders bud [i Mit jordiske liv]" (Joh 15,10). Han havde ubegrænset kraft, kun fordi Han var fuldstændig lydig mod Sin Faders vilje. Den anden Adam stod trængsels og fristelsens prøve, så Han kunne blive Ejer til alle mennesker. - Manusskrift 99, 1903.