Behøver ikke altid at knæle
Vi må bede hele tiden, med et ydmygt sind og i en ydmyg og sagtmodig ånd. Vi behøver ikke at vente på en anledning til at knæle for Gud. Vi kan bede og tale med Herren, uanset hvor vi er. [Ældre D. E. Robinsson, en a Ellen Whites sekretærer fra 1902 til 1915, berettede: "Jeg har været til stede gentagende gange til lejrmøderne og generalforsamlingssamlingerne, hvor søster White selv har sendt bønner sammen med menighedsforsamlingen stående, og hun selv står op." - D. E. Robinson, Brev, 4. marts 1934.]
Intet sted er upassende for bøn, på noget tidspunkt eller sted. - Der er ikke noget tidspunkt eller noget sted, som ikke passer sig for at sende en stille bøn for Gud. . . . . I gadens mylder, midt i forretninger, kan vi sende en bøn op til Gud, og anmode om guddommelig vejledning, ligesom Nehemias gjorde, da han gav kong Atraxerxes sin anmodning. - Vejen til Kristus, eng. s. 99.
Kommunikere med Gud, i vore hjerter når vi vandrer og arbejder. - Vi kan tale med Jesus idet vi går på vejen, og Han siger: Jeg er ved din højre hånd. Vi kan kommunikere med Gud i vore hjerter; vi kan vandre med Kristus som kammerater. Når vi er i gang med vort (267) daglige arbejde, kan vi udånde vort hjertes ønske, uden at et menneskes øre kan høre det; men det ord kan ikke gå bort i tavshed, det kan heller ikke gå tabt. Intet kan overdøve sjælens ønske. Det rejser sig op over gadens larm, over maskinernes støj. Det er Gud, som vi taler til, og vore bønner høres. - Gospel Workers, s. 258.
Det er ikke altid nødvendigt at bøje sig ned. - Det er ikke altid nødvendigt at bøje dig ned på dine knæ for at bede. Opelsk en vane med at tale med Frelseren når du er alene, når du går tur, og når du har travlt med dit daglige arbejde. - Store Læges fodspor eng. s. 510, 511.
Forsamlingen knæler efter at have stået i forsamlingen. - Herrens Ånd hvilede over mig, og blev åbenbaret for mig i ord, som jeg talte. Jeg spurgte de tilstedeværende, som mærkede Guds Ånds presserende karakter, og som gerne ville leve sandheden og lære sandheden til andre, og arbejde for deres frelse, om at vise det ved at rejse sig op på deres fødder. Jeg var overrasket over at se hele forsamlingen rejste sig. Så bad jeg alle om at knæle sig ned, og jeg sendte min bøn til himlen for at dette folk. Dette gjorde dybt indtryk på mig. Jeg mærkede at Guds Ånd bevægede mig, og jeg ved at Herren gav mig et særligt budskab for Sit folk for denne tid. - The Review and Herald 11. marts, 1909.
En tætsiddende forsamling i Europa blev siddende. - Jeg indbød dem komme frem, som ønskede bøn fra Guds tjenere. Alle som var faldet fra, alle som ønskede at vende tilbage til Herren og søge Ham ihærdigt, kunne udnytte denne anledning. Flere sæder blev hurtigt fyldt og hele forsamlingen var i bevægelse. Vi fortalte dem at det bedste de kunne gøre, var at blive siddende, der hvor de var og vi alle ville søge Herren sammen i bekendelse af vore synder, og Herren har lovet i Sit ord: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig til at tilgive os fra vore synder, og (268) rense os fra al uretfærdighed." (1.Joh 1,9). - Dagbog, 20. feb., 1887. (Publiceret i Selected Messages, bd. 1, s. 147.)
Forsamlingen rejser sig op for at gå i bøn. - Jeg indbyder alle som ønsker at give sig selv til Gud i en hellig pagt, og tjene Ham af hele deres hjerte, at rejse sig op. Huset var fyldt, og næsten alle rejste sig op. Ganske mange som ikke var af vor tro var til stede, og nogle af disse rejste sig. Jeg præsenterede Herren for dem i en alvorlig bøn, og vi vidste at vi fik Guds Ånds manifestation. Vi følte at der virkeligheden var blevet vundet en sejr. - Manusskrift 30a, 1896. (Publiceret i Selected Messages, bd. 1, s. 150.)
Forsamlingen knæler for at gå i bøn. - Ved slutningen af min prædiken, følte jeg mig bevæget af Guds Ånd til at give en indbydelse til alle, som ønskede at give sig selv fuldt ud til Herren, om at komme frem. Dem som mærkede behov for bønner af Guds tjenere blev indbudt til at tilkendegive det. Omkring tredive kom frem. . . .
Først tøvede jeg, undredes over om det var bedre at gøre det sådan, når min søn og jeg var de eneste som jeg ser ville kunne hjælpe os i den forbindelse. Men som om nogen havde talt til mig, kom denne tanke ind i mit sind: "Kan du ikke stole på Herren?" sagde jeg, "Det vil jeg, Herre." Selv om min søn var meget overrasket over at jeg kunne gøre et sådant kald, ved denne lejlighed, var han lige så meget i yderste nød. Jeg har aldrig hørt ham tale med større kraft eller dybere følelse end på det tidspunkt. . . . .
Vi knælede i bøn. Min søn tog ledelsen, og Herren forfattede hans tale; for han lod til at bede som, var han i nærheden af Gud. - The Review and Herald, 30. juli, 1895. (genudgivet i Selected Messages, bd. 1, s. 148, 149.)
På en medarbejderinstitution i Oakland, Californien. - Nu beder vi dig at søge Herren af hele hjertet. Vil dem (269) som har besluttet sig for at bryde forbindelsen med alle fjendens fristelser, og søge himmelen deroppe, vise denne beslutning ved at stå op. [Næsten hele forsamlingen til stede besvarede.]
Vi ønsker at enhver af jer skal blive frelst. Vi ønsker at portene til Guds by skal svinge bagud for jer, på deres glitrende hængsler, og at I må gå ind, sammen med folkeslagene der har holdt sandheden. Der skal vi prise og sige tak, og give Kristus ære og Faderen endnu mere, endog for evigt og for evigt. Måtte Gud hjælpe os til at være trofaste i Hans tjeneste under kampen, og overvinde til sidst, og vinde livets evige krone.
[Bøn] Min himmelske Fader. Jeg kommer til Dig på dette tidspunkt, just om jeg er, fattig og trængende, og afhængig af Dig. Jeg spørger Dig om at give mig og give dette folk den nåde der udvikler kristen karakter, og så videre. - The Review and Herald, 16. juli, 1908.
Ellen White og tilhørerne står under indvielse for bøn. - Jeg spørger, hvem vil gøre beslutsomme anstrengelser for at opnå en højere uddannelse. Dem som vil dette, vis det ved at rejse jer op. [Forsamlingen rejste sig.] Her er hele forsamlingen. Måtte Gud hjælpe jer, med at holde jeres løfte. Lad os bede.
[Bøn] Himmelske Fader. Jeg kommer til Dig på dette tidspunkt, just som jeg er, fattig, svag, uværdig, og jeg spørger Dig om at indprente dette folks hjerter, som er samlet her i dag. Jeg har talt Dit ord til dem, men, O Herre, Du alene kan gøre ordet virkningsfuldt, og så videre. - The Review and Herald, 8. april, 1909. (Prædiken i Oakland, Californien, 8. feb. 1909.)
Ved slutningen af generelkonferenseprædiken i Washington, D.C. [Den oprigtig kristen er ofte i bøn, offentligt og privat. Han beder medens han vandrer på gaden, medens han er i gang med sit arbejde, og om nattens søvnløse timer. Ellen White rådgav i en udtalelse i "Evangeliets Tjenere", eng. s. 178, at "det både i offentlig og privat tilbedelse, er vort privilegium at bøje vore knæ for Herren, når vi sender vore anmodninger til Ham." Den følgende udtalelse på dette punkt, er skrevet i Australien og findes i "Selected Messages", bd. 2, s. 312, er mere tydeligt: "Både i offentlig og privat tilbedelse er det vor pligt at bøje os ned på vore knæ for Gud, når vi sender vore bønner til Ham. Denne handling viser vor afhængighed af Gud." Det er også et tegn på ærbødighed: "Der bør være en forstandsmæssig kundskab til hvordan vi kommer til Gud i ærbødighed og guddommelig frygt med en opbyggelig kærlighed. Der er en voksende mangel på ærbødighed for vor skaber, en voksende ligegyldighed over Hans storhed og hans majestæt." - Manusskrift 84b, 1897. (Citeret fra "Selected Messages", bog 2, s. 312)
Da Ellen White ikke have i sinde at lære at vi ved alle bønnestunder må knæle ned, gøres dette klart både i hendes ord og hendes eksempel. For hende var der ikke noget tidspunkt eller noget sted, hvor bøn ikke var passende. Hendes familie bevidnede at dem ved madbordet bøjede deres hoveder ned og ikke på deres knæ. Hun var ikke kendt for at knæle ved velsignelsen ved de gudstjenesteafslutninger som hun var med til. Det alvorligste råd for at knæle var ved de generelle henvendelser i gudstjenester i Guds hus, og i familien, og ved privat andagt i hjemmet. I den offentlige tjeneste var der gange hvor hun stod op under bøn. - Udgiverne.] Måtte Herren hjælpe jer til at gribe (270) fat i dette arbejde, idet I endnu aldrig har taget fat i det. Vil I gøre dette? Vil I rejse op her, og bevidne at I vil gøre Gud til jeres tillid og jeres hjælper? [Forsamlingen rejser sig.]
[Bøn] Jeg takker dig, Herre Gud af Israel. Accepter denne bøn fra Dit folk. Læg Din Ånd over dem. Lad Din herlighed kunne ses i dem. Idet de skal sige sandhedens ord, så lad os se Guds frelse. Amen. - Generelkonferense Bulletin, 18. Maj, 1909.