(380)Introduktion
Med adventismens fokus på Kristi tilbagekomst, har de klimaks-liggende begivenheder i forbindelse med genkomsten altid været et tema af største interesse for syvende dags adventister. Det kunne ikke være sådan på andre måder, for syvende-dags adventismen udsprang fra et religiøst miljø, Miller-bevægelsen, som fremhævede eskatologiske begivenheder: opstandelsen, den endelige dom, synden og syndernes straf.
Synerne som Ellen White fik i starten af hendes mission bragte syvende-dags sabbattens betydning tydeligt frem som den prøvende sandhed, som, i de sidste dage, ville dele jordens beboere i to klasser: Dem som vil adlyde Gud og vil være frelst for evigt og dem som forkaster hans lov og vil gå tabt for evigt. Den enkeltes standpunkt over for syvende-dags sabbaten vil være den afgørende faktor.
De afsluttende begivenheder i denne jords historie, skrives om i den 219 sider store ”Den store strid” udgivet i 1858, og dette var det afgørende klimaks i ”Den store strid”s skildringer i bøgerne med den titel, som udkom i 1884, 1888, og 1911.
Hvor omhyggeligt har adventister dog studeret de sidste kapitler i denne bog, og har gyset over det opmalede billede som lægger sig frem for menigheden og for verden! Uden nogen mindre interesse har de gransket alle Ellen G. Whites udgivede skrifter for lignende udtalelser som kan kaste mere lys over de kommende begivenheder. I denne sektion bringer vi for første gang et antal af hidtil uoffentliggjorte eskatologiske udtalelser, som hjælper til at afrunde billedet af denne jords sidste begivenheder.
(381) Idet spørgsmålet om en søndagslov intensiveres i slutningen af 1800-talet og bekymringen for en national søndagslov i de Forenede stater bliver større, skrev Ellen White derfor artiklen ”Den forestående konflikt” i Vidnesbyrdene, bind 5, siderne 711-718, og diskuterede betydningen af problemet over for syvende-dags adventister, og erklærede at menigheden ikke var parat til dette spørgsmål, og formodede at Gud stadig måtte, ”som svar på Hans folks bønner, holde deres gerninger i skak, som ugyldiggør Hans lov.
Idet lovene, som krævede søndagshelligholdelse i visse sydstater, blev gennemtvunget og adventister blev arresteret, sat i fængsel og tvunget til at arbejde i sammenlænkede grupper for at ikke holde disse love, fik sabbats-søndags spørgsmålet en større betydning og kom til et alvorligere studie ved generalkonferensesamlingen 1889. Der blev igangsat et grundigt tilbageblik, Ellen White gav formaninger for ethvert skridt de delegerede kunne tage..
Argumenterne for søndagslovgivning manglede efterhånden, men i de efterfølgende år holdt Ellen White emnet om den endelige kamp frem for menighedslederne. Tiderne havde forandret sig, så vidt det angik den virkelige forfølgelse af sabbatsholdere, men spørgsmålene og principperne i dette var der stadig. Siden Ellen Whites død er der fundet flere forandringer sted, men vi tror at de samme principper og de samme problemer vil komme til syne igen i den kommende konflikt, uanset hvordan det ser ud nu.
Hoveddelen i denne sektion indbefatter eskatologiske udtalelser som ofte er parallel til det som stor i Den store Strid, men som ligeså ofte giver nye detaljer og ny indsigt. Dette materiale er blevet inddelt i tre hovedafsnit, nemlig:
1. Lektioner fra søndag-lov kriserne i slutningen af 1880’erne og først i 1890’erne.
2. Generelle råd tilegnet et folk, der nærmer sig enden.
(382) 3. Inddragelse af ”den sidste store kamp,” med sabbats-søndags spørgsmålet som den afgørende faktor.
Læseren vil bemærke, når Ellen White henleder opmærksomheden til kommende prøvende erfaringer, som utvivlsomt vil indbefatte martyrdomme og forudsiger frafald i vore rækker, så foregriber hun også stor vækst i menigheden og giver opmuntrende forvisning om Himlens understøttende nåde til Guds loyale folk. – White bestyrelsen.
Forsikring idet skyerne bliver mørke i 1884
Store ting er foran os, og vi ønsker at kalde folk ud fra deres ligegyldighed og blive redde... Nu skal vi ikke bortlægge det vi er betroet, men have en fast forvisning, fastere end nogen sinde før. Hidtil har Herren hjulpet os, og Han vil hjælpe os til enden. Vi vil se på mindesmærkerne, huske på hvad Herren har gjort for os, til trøst og for at redde os ud af ødelæggerens hånd. . . .
Vi kan kun se fremad til nye problemer i den kommende konflikt, men vi kan vel se på hvad der er sket førhen såvel hvad der kommer, og sige: ”Hidtil har Herren hjulpet os” (1. Sam.7,12). ”Sådan som dine dage er, sådan skal din styrke være.” (5.Mos. 33,25) Prøvelsen vil ikke overgå i styrke, så vi ikke kan bære den. Lad os da tage vort arbejde op, præcis dér hvor vi finder det, uden et klageord, forestille os at intet kan komme, men styrken vil komme i samme mål som prøvelserne. . . .
Vor nuværende ro må ikke forstyrres af de kommende prøvelser, for Gud vil aldrig forlade eller svigte en sjæl, som stoler på Ham. Gud er bedre over for os, end vi tror. . . .
Hold ikke på vanskeligheder til fremtidige kriser. – Mange vil se bort fra nuværende opgaver, den nuværende trøst (384) og nuværende velsignelser, og holde på vanskeligheder til de fremtidige kriser. Dette vil danne trængselstider forud, og vi vil ikke modtage nådegaver ved at tage vanskeligheder på forskud. . . . . Når scenen for smertelige kampe kommer, har vi lært en lektie om hellig overgivelse, om velsignet tillid, og vi lægger vor hænder i Kristi hænder, vore fødder på Slægternes Klippe, og vi er sikret fra storm, fra fristelse. Vi skal vente på vor Herre. Jesus vil være en altid nærværende hjælp, ethvert tidspunkt der er brug for det. – Brev 11a, 1884.
I spørger hvad der skal gøres for at sikre vore folks rettigheder til at dyrke Gud efter vor egen samvittigheds forskrifter. Dette har været en byrde på min sjæl i nogen tid, om det er en fornægtelse af vor tro, og et bevis for, at vor tillid ikke var helt til Gud. Men jeg erindrer mange ting, som Gud har vist mig førhen - om ting af lignende karakter, som værnemagten [under den amerikanske borgerkrig] og andre ting. Jeg kan sige i gudsfrygt, det er rigtigt at vi bør bruge alle kræfter vi har for at afværge presset som var imod vort folk. . . .
Vi skal ikke provokere dem, som har accepteret den falske sabbat, en forordning fra pavedømmet, i stedet for Guds hellige sabbat. Idet de ikke har deres bibelargumenter på deres side, bliver de mere end vrede og opsat på at bruge magt, på grund af manglende argumenter i Guds Ord. Forfølgelsens kraft følger dragens skridt. Derfor må der udvises stor omhu for at ikke provokere. Og igen, lad os som et folk, så vidt muligt, rense lejren for moralsk besmittelse og skærpende synder. . . .
Al politik i verden kan ikke befri os fra en frygtelig afprøvning, og alle anstrengelser der gøres mod højeste autoriteter vil ikke fritage os fra Guds udrensning, blot fordi der værnes om synd. Hvis vi, som et folk, ikke holder os selv til troen, og ikke blot med pen og stemme forsvarer Guds bud, men (285) holder dem alle sammen, ikke overtræder et eneste bud, så vil svaghed og fordærv komme over os. . . .
Appeller er til ingen nytte uden Helligåndens virke. – Alle kampene for at bringe vore appeller til de højeste myndigheder i vort land vil, uanset hvor alvorlige, stærke og veltalende anmodningerne for vor skyld må være, ikke gavne det vi ønsker, medmindre Herren virker med Sin Hellighånd i deres hjerter som påberåber sig til at tro sandheden. Vi må kæmpe ligesom en stærk mand der svømmer mod Niagaras strømme, men vi vil tabe, medmindre Herren fører sagen for vor skyld. Gud vil blive æret blandt Sit folk. De må være rene, de må være afklædt selvet, standhaftige, urørlige, altid knyttet til Herrens værk. . . .
Love der hylder den falske sabbat. – Vi skal være rede og vente på Guds ordre. Folk vil blive oprørt ind til deres midte. Støtten vil trækkes tilbage fra dem som hævder Guds eneste standard for retfærdighed, den eneste sikre karakterprøve. Og alle som ikke vil bøje sig for de nationale parlamenters dekreter, og adlyde nationallovene ved at ophøje den sabbat der er indført af syndige mennesker i hån mod Guds hellige dag, vil falde, ikke alene den pavelige modstandermagt, men protestantverden, dyrets billede. . . .
Det store udsving, der kommer snart, vil fjerne dem, som Gud ikke har udpeget, og Han vil få et rent, sandt og helliget præsteskab, beredt for sildigregnen. . . .
Et nyt liv udgår fra sataniske agenter og arbejder med en kraft, som vi ikke før har set. Og skal en ny kraft ovenfra ikke tage Guds folk i besiddelse? – Brev 55, 1886.
Vi skal snart kæmpe mod landes magter, og vi har enhver grund til at frygte det falskneri der vil få overhånd. Vi skal kalde vore menigheder i Herrens navn til at se denne kamp i dens sande lys. [Se Vidnesbyrdene, bind 5, s. 711-718, ”Den forestående kamp” (1889). – Udgiverne.] Det er en kamp mellem det gamle og nye testamentes kristenhed og (386) kristenheden for menneskelig tradition og fordærvede fabler.
Denne kamp skal afgøre om det rene evangelium skal have fæste i vor nation, eller om tidlige tiders pavedømme skal modtage protestantismens højre hånd i fællesskab, og denne magt vil herske for begrænset religionsfrihed. . . . Budskabet må gå vidt og bredt, så dem, som er ubevidst blevet påvirket af pavedømmet, uden at vide hvad de gør, at de må høre. De har broderskab med pavedømmet ved kompromiser og ved indrømmelser som overrasker pavedømmets tilhængere. . . .
Guds børn i andre menigheder. – Gud har børn, mange af dem i protestantiske menigheder, og et stort antal i katolske menigheder, som er mere oprigtige mod at adlyde lyset og gøre det allerbedste de ved, end et stort antal sabbatsholdende adventister, som ikke vandrer i lyset. Herren vil have sandhedens budskab proklameret, så protestanterne kan advares og vågne op til tingenes sande tilstand, og indse værdien af religiøs frihed, som de længe har nydt.
Ændring til søndagen i de Forenede Stater. – Dette land har været hjem for undertrykte, vidne for god samvittighed, og det store center for åndeligt lys. Gud har sendt budbringere [A. T. Jones og andre.] som har studeret deres bibler for at finde hvad er sandhed, og har studeret deres bevægelser som gør deres del for at opfylde profetien at bibringe religiøse ændringer som ugyldiggører Guds lov og derved giver menneskers synd herredømme. Og skal ingen stemme rejse sig, for at advare direkte, og vække menighederne for deres fare? Skal vi lade tingene drive, og lade Satan få sejr uden protest? Gud forbyde det. . . .
Ikke mange i vore rækker kommer frem til fronten. – Der er mange sjæle der skal komme ud af verdens rækker, ud af kirkerne – endog den katolske (387) kirke – hvis iver vil overgå langt dem, som har stået i rækker og geledder for at forkynde sandheden hidtil. Af denne grund vil medarbejderne i den elvte time få deres løn. Disse vil se slaget komme og vil give basunen en bestemt lyd. Når kriserne er over os, når katastrofens stund kommer, vil de komme ud til fronten, binde op om dem selv med Guds fulde rustning, og ophøje Hans lov, holde fast ved Jesu tro, og fastholde religionsfrihedens sag, som reformatorerne forsvarer med ihærdighed og for hvem de ofrede deres liv. . . .
En falsk sabbat er spørgsmålet – En falsk sabbat præsenteres for at blive sat ved magt, og tvinger til at overholde en sabbat, som Gud ikke har påbudt mennesker. Protestanternes forfølgere ved, ved romerkirken - hvorved Jesus Kristi religion er næsten tilintetgjort, mere end rivalisere, når protestantismen og pavedømmes sættes sammen. . . . .
Vort eget land bliver til en slagmark, hvor på der skal stå et slag om religiøs frihed – og dyrke Gud efter vort eget hoved. Kan vi se ikke se fjendens arbejde med at få folk til at sove, som egentlig burde være vågne, hvis indflydelse ikke skal være neutral, men helt og fuld på Herrens side? Skal mennesker råbe: Fred og sikkerhed, nu, når der pludselig kommer ødelæggelse over verden, når Guds vrede skal udgydes? – Manusskrift 30, 1889.
Amerika kan blive stedet med allerstørste fare.
Amerika, . . . . hvor det største lys fra himlen har skinnet over folket, kan blive stedet for den største fare og mørke, fordi folk ikke fortsætter med at praktisere sandheden og vandre i lyset. . . .
Jo nærmere vi kommer de afsluttende scener for denne jords historie des mere udtalt vil Satans værk være. Ethvert slags påfund vil tage ledelsen og splitte tankerne fra Gud, gennem Satans bedrag. – Brev 23c, 1984.
(388) Et tidligt syn om sabbattens betydning [Se også Early Writings, s. 32-34 (Budskaber til menigheden), for synet i 1847 om vigtigheden for sabbaten.]
Jeg så at vi sansede og indså kun en lille betydning af sabbatten, af det vi burde kunne se og kende til dets betydning og herlighed. Jeg så at vi ikke vidste om det var nu at vi skal hvile på jordens høje steder og få føde af Jakobs arv. Men når tidlig- og sildigregning skal komme fra Herrens nærvær og herligheden fra Hans kraft, skal vi vide at der kommer føde fra Jakobs arv og hvile på jorden høje steder. Da vil vi se Sabbaten bedre i dens betydning og herlighed.
Men vi skal ikke se den i al dens herlighed og vigtighed før fredens pagt er gjort med os ved Guds røst, og perleportene til det Nye Jerusalem er åbnet op og svinger ud på deres glitrende hængsler, og den glade og frydefulde stemme fra den elskede Jesus høres rigere end nogen anden musik der nogen sinde har faldet, for et menneskes øre og byder os at gå ind. – Brev 3, 1851.
Vi må tage et fast ståsted, at vi ikke vil ære den første uge dag, som sabbatten, for dette er ikke den dag der blev velsignet og helliget af Jehova, og ved overholdelse af søndagen vil vi sætte os selv på den store bedragers side. Striden om sabbatten vil åbne spørgsmålet op for folk, og der vil være en anledning til præsentere den ægte sabbats krav. . . .
Det gudfrygtige og lovlydige folk burde være flittig, ikke kun i bøn, men i handling, og dette vil bringe sandheden frem for dem, som aldrig har hørt den. . . .
Når Guds lov er blevet gjort ugyldig, og frafaldet bliver en national synd, vil Herren arbejde til gavn for Sit folk. Deres yderste vil være Hans anledning. Han vil manifestere Sin kraft til gavn for Hans menighed. . . .
En tid til at vidne. – Herren har oplyst os (389) om hvad kommer over jorden, så vi kan oplyse andre, og vi skal ikke holdes uskyldige hvis vi er tilfredse med at sidde tilbagelænet, med foldede hænder, og hænge os i ting af mindre betydning. . . . .
Folk må ikke have lov at snuble på deres vej i mørke, uden at vide hvad er foran dem, og har fået uberedt de store ting der kommer. Der er et arbejde at gøre for denne tid, med at sætte folk i stand til at stå på trængslens dag, og alle må gøre deres del i dette arbejde. De må iklædes Kristi retfærdighed, og være så befæstede i sandheden at de ikke må acceptere Satans bedrag som ægte manifestationer af Guds kraft. . . . .
Det er en højtidelig tid for Guds folk, men hvis de står tæt op ad Jesu blødende side, vil Han være deres forsvar. Han vil åbne vejene så lysets budskab kan komme til store mænd, til forfattere og lovgivere. De vil få anledninger som I ikke drømmer om, og nogle af dem vil klart forsvare kravene i Guds nedtrådte lov. . . .
Satans strategi i den sidste kamp. – Der er nu brug for de mænd og kvinders nidkære arbejde, som vil søge efter sjæles frelse, for Satan har som en mægtig general, indtaget marken, og i denne sidste tid, arbejder han med alle tænkelige metoder på at lukke døren for det lys, som Gud vil have skal komme til Sit folk. Han fejer hele verden ind i hans rækker, og de få som er trofaste mod Guds krav er de eneste som overhovedet kan modstå ham, og også disse prøver han at overvinde. . . .
Gå selv til Gud; bed efter guddommelig oplysning, så I er klar over at I ved hvad er sandhed, så når den forunderlige mirakel-virkende kraft skal komme til syne, og fjenden skal komme som en lysets engel, at I må skelne mellem Guds ægte værk og mørkets magters efterlignende værk. . . . .
En verden skal advares, og når den tredje engels budskab går ud med et højt råb, vil menneskerne være helt (390) parate til at beslutte sig for eller imod sandheden. Den store ændring gøres af Satans og hans onde engle, forenet med onde mennesker som vil sætte deres skæbne, ved at ugyldiggøre Guds lov, lige op i ansigtet på de overbevisende beviser fra Hans Ord, som er uforanderlige og evige.
Den tredje engels budskabs høje råb. – Det tidspunkt som profeten har skrevet vil komme, og den tredje engels mægtige råb vil blive hørt på jorden, hans herlighed vil oplyse verden, og budskabet vil sejre, men dem som ikke vandrer i dets lys vil ikke sejre ved det. . . .
Det højtidelige tidspunkt er kommet hvor prædikanter bør luge ud mellem forhallen og alteret, og råbe: ”Spar dit folk, o Herre, og tilfør ikke din arv mere skam.” (Joel 2,17) Det er en dag hvor prædikanter og folk bør bekende deres synder for Gud og for hinanden, i stedet for at opløfte deres sjæle i indbildning.
En hær af troende som står den sidste prøve. – Guds lov er gjort ugyldig, og selv blandt dem som forsvarer dets bindende krav, er nogle som bryder dens hellige forskrifter. Bibelen vil blive åbnet fra hjem til hjem, og mænd og kvinder vil finde adgang til disse hjem, og sind vil åbne sig op for Guds Ord; og når kriserne kommer, vil mange være beredte til at gøre de rette beslutninger, også når de står over for frygtelige vanskeligheder, som vil være forårsaget af Satans bedragende mirakler. Selvom disse vil bekende sig til sandheden og blive Kristi medarbejdere i den elvte time, vil de få den samme løn, som den som har arbejdet hele dagen igennem. Disse vil være en hær af standhaftige troende, som vil stå lige så faste som en klippe i den sidste prøve. . . .
Der vil skinne større lys over alle profetiens store sandheder, og de vil kunne ses på ny og på en klar måde, fordi Retfærdighedens klare solstråler vil oplyse det hele. . . .
Da englen var ved at åbne de yderst interessante (391) profetier for Daniel og nedtegne dem til os som er vidne til deres opfyldelse, så sagde englen: ”Vær stærk, ja, vær stærk.” (Dan. 10,19) Vi skal modtage den samme herlighed som blev åbenbaret for Daniel, fordi det er for Guds folk i disse sidste dage, så de må give basunen en bestemt lyd. - Manusskrift 18, 1888.
Når Kristus skal komme for anden gang, vil hele verden være repræsenteret i to klasser, de retfærdige og uretfærdige. Forud for de store tegn på Menneskesønnens komme, vil der være tegn og undere i himlene. . . .
Stænk fra Guds vredes bæger er allerede faldet over landet og havet, og påvirker luftens elementer. Der søges efter årsagen til disse usædvanlige hændelser, men uden nytte.
Gud har ikke tilbageholdt mørkets kræfter fra at udføre deres dødelige værk at fordærve luften, en af livets og næringens kilder, og med et dødeligt smitstof. Plantelivet påvirkes ikke, men mennesker lider af vederstyggelighederne. . . . .
Den fysiske og religiøse verden lider. – Disse ting er resultatet af at dråberne fra Guds vredes bæger stænkes ud over jorden, og er kun lidt i forhold til hvad der vil ske i nær fremtid.
Jordskælv på forskellige steder kan mærkes, men disse forstyrrelser er meget begrænsede. . . . Frygtelige chokbølger vil komme over jorden, og mægtige herrerers paladser, som er rejst for mange penge, vil visselig blive til ruindynger.
Jordens skorpe vil sønderrives af elementernes udbrud, skjult i jordens indre. Disse elementer, som tidligere er brudt op, vil bortfeje deres rigdomme, som i årevis har lagt til deres rigdomme, og sikret sig store ejendomme for en sulteløn til dem de har ansat.
Og også den religiøse verden, skal rystes frygteligt, for alle tings ende er nær. . . . Hele samfundet (392) ordner sig i to store klasser, de lydige og de ulydige. . . . .
Der vil være love som kontrollerer samvittigheden. – Den såkaldte kristne verden vil blive et teater for store og afgørende handlinger. Myndighedspersoner vil iværksætte love der styrer samvittigheden, efter pavedømmets eksempel. Babylon vil få alle folkene til at drikke vin af hendes utugts vrede. Enhver nation vil være involveret. På det tidspunkt erklærer Johannes i Åbenbaringen:
”Jordens købmænd er blevet rige af hendes overdådige vellevned. Og jeg hørte en anden røst fra himlen sige: Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager. For hendes synder har hobet sig op til himlen, og Gud har ikke glemt hendes uretfærdigheder. Lad hende få, hvad hun har ladet andre få, giv dobbelt igen for, hvad hun har gjort, og skænk dobbelt op for hende i det bæger, hun skænkede. Lige så megen glans og vellevned, hun gav sig selv, lige så megen pine og sorg skal I give hende. For hun siger i sit hjerte: 'Jeg sidder som dronning og er ikke enke og skal aldrig mærke til sorg.” (Åb.18,3-7)
En universel konføderation. - De har alle samme tanke, og deres magt og myndighed giver de dyret. De vil føre krig mod Lammet, men Lammet vil sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, og sammen med det sejrer de kaldede og udvalgte og trofaste, der er i dets følge.« (Åb.17,13.14)
”Disse har et sind.” Der vil være en universel union, en stor harmoni, en konføderation om Satans kræfter. ”Og skal give deres kræfter og styrke til udyret.” Således vises den samme egenmægtige modstandskraft mod religiøs frihed, frihed til at dyrke Gud efter samvittigheden, som det viste sig ved pavemagten, da den en gang forfulgte dem som dristede sig til at ikke tilpasse sig de romersk katolske religiøse ritualer og ceremonier.
I den krig der føres i disse sidste dage vil der være en forenet modstand mod Guds folk, alle de korrupte (393) magter som er faldet fra lydighed mod Jehovas lov. I denne krig vil det fjerde buds sabbat være det store stridsspørgsmål, for i sabbatsbuddet identificerer den store Lovgiver Sig som Skaberen for himlene og jorden. . . . .
I åbenbaringen læser vi om Satan [som det første dyr]: ”Det gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himlen ned på jorden for øjnene af menneskene. Det forfører dem, der bor på jorden, med de tegn, som det har fået givet at gøre for dyrets øjne, og siger til dem, der bor på jorden, at de skal lave et billede af dyret, der fik sværdhugget og kom til live. Og det fik givet at blæse livsånde i dyrets billede, så dyrets billede også kunne tale og få alle dem dræbt, der ikke vil tilbede dyrets billede. Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal.” (Åb.13,13-17). . . . .
Og jeg så, at der ud af munden på dragen og ud af munden på dyret og ud af munden på den falske profet kom tre urene ånder, der så ud som frøer. For de er dæmonånder, og de gør tegn. De går ud til kongerne i hele verden for at samle dem til krigen på Gud en Almægtiges store dag.– ”Se, jeg kommer om en tyv. Salig er den, der våger og vogter over sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam.” (Kp.16,13-15) . . . . .
Satan vil vise sit held. – Alle ting i naturen, og i verden i det hele taget, er forandret alvorligt meget. Satan vil, i samarbejde med sine engle og med onde mennesker, gøre alle anstrengelser for at vinde sejr og vil vise sig heldig med dem. Men sandhed og retfærdighed vil komme sejrrigt ud af denne konflikt. Dem som har troet på en løgn vil blive overvundet, for frafaldets dage vil komme til ende. – Manusskrift 24, 1891.
(394) Råd om søndagslov-spørgsmål
I vor konferense har der rejst dig spørgsmål der behøver særlig opmærksomhed: om sabbatsholderne i sydstaterne, hvor de er udsat for deres statsloves trykkende kraft, hvis de arbejder om søndagen, og skal hvile om søndagen for at undgå forfølgelse, hvilket må komme hvis de arbejder. [1889 generalkonferensesamlingen blev holdt i Battle Creek, d. 18. oktober til 5. november. Om sabbaten, den 2. november, talte Ellen White om formiddagen over åbenbaringen 13, ”Læg klare linier for Guds folks standpunkt for denne tid, med hensyn til søndagslovene.” Sabbats eftermiddag læste hun fra vidnesbyrdene og en 1883 generalkonferenseprædiken om samme emne. Ingen af disse præsentationer blev refereret. – udgiverne.] Nogle af vore brødre synes bekymret for at en bestemmelse skal gå over generalkonfensen, og rådgive vore sabbatsholdende brødre, der idømmes fængsel og bøder for at afholde sig fra arbejde på den dag. Sådanne bestemmelser bør ikke lægges for denne konferense, uden det kræver handling.
Der er spørgsmål som det er langt bedre at få så lidt publicity om så muligt, i hvert fald – for eller imod. . . . .
Gud vil give lys og kundskab når der er brug for det. – Når søndagsspørgsmålet er nedsat til en lov, vil der ikke være så stor en fare for at tage skridt, der ikke har af karakter af Himlens billigelse. . . . af den grund at Herren giver lys og kundskab når der er mest brug for det. . . . .
Så længe alle sabbatsholdere er bekymrede og trængte, og søger at trænge ind i fremtidens mysterier, og lærer alt hvad de kan om den rette indstilling de skal have, så vær forsigtig med, om de rådgives rigtigt vedrørende søndagsoverholdelse. . . . Der vil altid være fare for at gå til yderligheder. . . .
Hvis der træffes beslutning om at vort folk ikke skal arbejde om søndagen, og vore brødre i sydstaterne* skal vise sig i harmoni med søndagsloven, på grund (395) af modstand, hvor lang tid går der ikke før hele [vort folks] verden, kommer under samme forhold, som de er i Sydstaterne. [* På tidspunktet at dette manusskrift blev skrevet blev syvende-dags adventister i nogle af sydstaterne forfulgt fordi de overtrådte statens søndagslove. Nogle af disse adventister nægtede at betale bøder, blev lagt i sammenlænkede i grupper.] Afgørelsen bliver universel. Hvis det kommer frem for dagens lys, som det gradvist bliver, og de som hævder at være sabbatsholdere gør slaveagtige nedbøjninger til en afgud, vil der ske et tab af principper, indtil det hele går tabt for dem.
Hvis vi råder dem til at ikke respektere den falske sabbat, ophøjet til tage Herren vor Guds sabbat, så fortæl dem dette på en rolig måde, og opmuntre dem til at ikke trodse lovmagten i ord eller handlinger, medmindre det er nødvendigt at gøre dette til Guds ære, i forsvar for Hans nedtrådte lov. Lad der ikke ske nogen unødige handlinger der vækker kamplysten eller modstandernes lidenskaber. . . . .
Vore fjender bør ikke have en god anledning til at anklage os for at være lovløse eller trodse lovene ved vor egen uklogskab. [Se Vidnesbyrdene, bind 9, s. 232-238, ”søndagsarbejde.”] Vi må ikke tro, at det er vores opgave at irritere vore naboer som dyrker søndagen, ved at anstrenge os målrettet på at arbejde på den dag, og vise en uafhængighed af dem. . . .
Der bør ikke være højtlydende bevisførelser. Lad os tænke hvor frygteligt og forfærdeligt kedeligt det er, at dette bedrag har taget greb i verden og søge for enhver pris i vor egen magt at oplyse dem, som er vore bitreste fjender. Hvis der er en accept for principperne i Helligåndens virke, som han [den kristne] må have for at ruste sig til himlen, vil han ikke gøre noget overilet eller formasteligt for at skabe vrede og hån mod Gud. . . .
Hvordan I behandler sabbatsspørgsmålet er afgørende. – Der er nogle prøvende vidnesbyrd der skal frembæres mandigt af sabbatsholderne og en vis bitter forfølgelse må udholdes på det sidste. . . . Der må ikke udgå udtalelser som opmuntrer til halvhjertet tjeneste, eller skjule vort lys på en fej måde, under en skæppe eller under en seng, for vi (396) vil med sikkerhed blive prøvet og testet. . . . . Vær sikker på at sabbaten er et test-spørgsmål, og hvordan I behandler dette spørgsmål, sætter jer enten på Gud side eller Satans side. Dyrets mærke skal vises i en vis form på enhver institution og hver enkel person. . . .
Alt hvad Satan har gjort begyndelsen af hans værk og til afslutningen var at ophøje det falske, og indtage den ægte Jehovas sabbats plads. Han er lige så opsat på det nu og mere end nogen sinde før. Han er kommet ned med stor magt for at bedrage dem, som bor på jorden med hans sataniske bedrag. . . . .
Når vi kommer ud i yderste nød, bliver Guds lov mere dyrebar, mere hellig, og idet det er tydeligere at den er gjort ugyldig og sat til side, vil vor respekt og ærbødighed for loven rejse sig. . . . .
I den langmodige Guds handlemåde, giver han nationerne en vis prøveperiode, men der er et punkt hvor der vil, hvis det sker, vil være Guds hjemsøgelse i Hans harme. Han vil straffe. Verden har gradvist udvist mere og mere foragt for Guds lov, og bønnen for denne tid må være denne: ”Det er tid for dig, Herre, at gøre noget: for de har sat din lov ud af kraft. (Sl. 119,126)
Enkeltpersoner tager ansvaret. – Lad ikke nogen prale sig af noget, hverken i forskrift eller eksempel, for at vise at han trodser landets love. Bestem jer ikke for hvad personer i forskellige stater kan gøre, eller ikke gøre. Lad intet blive gjort for mindske den enkeltes ansvar. Over for deres Gud må de stå eller falde. Lad ingen føle det som deres opgave at udtale sig i vort eget folks påhør, eller i vore fjender, det vil vække deres kamplyst, og de tager jer på jeres ord og fortolker dem på en sådan måde at I er anklaget for at være oprørske for regeringen, for dette vil lukke adgangsdøren til folk. . . . .
Så længe vi ikke kan bøje en egenmægtig magt til at ophæve søndagen ved at bøje til den, så længe vi ikke vil overtræde sabbatten, som en despotisk magt vil forsøge at tvinge os (397) til at bøje os for, vil vi være viise i Kristus. . . . Vi behøver ikke at sige nogle ord, som vil skade os selv, for dette vil være slemt nok, men når I siger noget, og når I gør formastelige ting som bringer Guds sag i fare, så gør I et grusomt arbejde, for I giver Satan råderum. Vi skal ikke være overilede og voldsomme, men altid lære af Jesus, hvordan der handles i Hans ånd, frembringe sandheden som den er i Jesus. . .
Fare for hastige bevægelser og fejltrin. – Et taktløst, temperamentfuld og hårdnakket menneske vil med det store spørgsmål vi har foran os gøre megen skade. Ja, han efterlader et sådant indtryk at alle syvende-dags adventisternes kræfter ikke modstår hans formastelighed, fordi Satan, ærkebedrageren, den store rebel, vildleder mennesker om det sande svar på dette store spørgsmål, og dets evighedsbetydning. . . . .
Der er dem som vil, gennem hastige og overilede handlinger, bedrage Guds sag over til fjendens magt. Der vil være mennesker som vil søge at hævne sig, som vil være frafaldne og bedrage Kristus i form af Hans hellige. Alle behøver at lære forsigtighed; og på den anden side er der fare for at være for konservative, og derigennem give fjenden indrømmelser. . . . .
Hvad som helst vi gør som opløfter det falske, og får pladsen for den sande og ægte sabbat, er illoyalt mod Gud, og vi må handle meget forsigtigt, så vi ikke ophøjer de syndige menneskers beslutninger. Vi skal ikke findes på neutral grund om en sag af stor konsekvens. . . .
Forfølgelser under slaget, før den sidste afsluttende kamp. – De to hære vil stå tydeligt og adskilt fra andre, og denne adskillelse vil være så markant at mange som vil overbevises af sandheden, vil komme over på Guds lovlydige folks side. Når dette store værk vil tage sin plads i slaget, forud for den sidste afsluttende kamp, vil mange være sat i fængsel, mange vil flygte for deres liv fra stæder og byer, og mange vil være martyrer for Kristi sag, i forsvaret for sandheden. . . . I vil ikke fristes over mere end hvad I er i (398) stand til at klare. Jesus bar alt dette og langt mere. . . . .
Ulvenes arbejde i fåreklæder. – Også blandt os vil der være lejesvende og ulve i fåreklæder, som vil forfølge [nogle af] Guds hjort til offer for andres guder for Herren. . . . Unge som ikke er etableret, rodfæstet og grundfæstet i sandheden, vil fordærves og drages væk af de blinde ledere for de blinde; og den ugudelige, foragteren gør mirakler og går fortabt, som foragter den Gamle af Dages suverænitet, og sætter en falsk gud på troen, et væsen af deres egen forklaringer, et væsen der alt i alt er som dem selv – disse agenter vil være i Satans hånd, til at fordærve den uforsigtiges tro.
Den selviske vilje forhåner de trofaste
Dem som har givet efter for selvet og parat til at hengive sig i stolthed, mode og opvisning, vil spotte de samvittighedsfulde, sandhedselskende og gudfrygtige folk, og vil heri spotte ved himlens Gud selv. . . . .
I Herrens navn vil jeg råde hele Hans folk til stole på Gud og ikke nu begynde at berede lette udveje i fremtiden, men lade Gud berede en udvej. . . .
Som vor dag er vil vor styrke være. – Når den kristne ser fremad mod opgaver og hårde prøvelser, så det han ser frem til, kommer over ham, på grund af hans kristne trosbekendelse, er det menneskeligt at tænke over følgerne, og kvie sig ved profetierne, og det vil absolut være sådan når vi nærmer enden på denne jords historie. Vi må lade os opmuntre ved sandheden i Guds ord, at Kristus aldrig vil svigte Sine børn, som deres sikre Leder i deres prøvelsestime; for vi har en sandfærdig nedskrivning om dem, som har været under Satans hårde magt, at Hans nåde står i mål til deres dage. Gud er trofast som ikke vil lade os friste over hvad vi er i stand til . . . .
Der kan være store bjerge af vanskeligheder for hvordan vi imødekommer Guds krav og ikke (399) bryder landets love. Han [den troende] må ikke gøre tilstrækkelige tilvejebringelser for sig selv, for at beskytte sig fra prøvelser, for han er blot Guds instrument og han skal frem med et eneste mål i sind og sjæl opsat dag for dag på, at han ikke vil ofre et eneste af hans hæderlige principper, så han ikke vil prale, ikke vil udsende trusler, eller sige hvad han vil eller ikke vil. For han ved ikke hvad han vil gøre før prøvelsen. . . .
Vi skal ikke irritere søndagsholdende naboer. - Vi bør hele tiden vandre i al ydmyghed. Fjenden bør ikke have anledning til at anklage os for at være lovløse og trodse lovene ved vor egen uklogskab. Vi bør ikke føle at det påligger os at irritere vore naboer som forguder søndagen ved at arbejde ekstra meget på den dag, foran dem, for at vi viser vor uafhængighed af ham. Vor søstre behøver ikke at vælge søndagen, som den dag hvor de viser deres vask frem. Der bør være nogen højrøstede demonstrationer. Lad os tænke over hvor frygteligt og forfærdelig sørgelig dette bedrag har taget verden til fange, og at vi for enhver pris må bruge vor kraft til at oplyse dem, som er vore bitreste fjender. Hvis principperne for Helligåndens påvirken som han [den kristne] må have for at ruste sig til himlen, hvis denne påvirkning accepteres, vil han ikke gøre noget overilet eller anmassende for at skabe vrede eller hån mod Gud. . . .
Ingen døde blandt Guds folk efter at nådedøren er lukket. – Efter at Jesus rejser sig fra mellemkomstens trone, vil alle sager være afgjorte, og den modstand og død der kommer til Guds folk vil så ikke være et vidnesbyrd til sandhedens favør. . . . .
Vi tilskynder jer til at tænke over denne fare: Det som vi har at frygte mest er den nominelle kristenhed. Vi har mange som bekender sandheden, som vil være vundet fordi de ikke kender til Herren Jesus Kristus. De kan ikke skelne mellem Hans stemme fra en fremmeds stemme. Der skal ikke vises ærefrygt for nogen der drages bort, endog i et vidtrækkende frafald, som har en levende erfaring med (400) kundskaben til vor Herre og Frelser Jesus Kristus. Hvis Jesus er formet indeni, herlighedens håb, vil den ulærte såvel som den uddannede kunne frembære vort tros vidnesbyrd, og sige: ”Jeg ved hvem jeg har troet på.” Nogle vil ikke, ved argumenter, være i stand til at vise hvori deres modstander har uret, og har aldrig haft de muligheder som andre har haft, alligevel er disse ikke overvældet af mange frafald, fordi de har deres eget hjertes vidnesbyrd, at de har sandheden, og de mest skarpsindige ræsonnementer og Satans anklager kan ikke flytte dem fra deres kundskab til sandheden, og de har ikke en tvivl eller frygt over at de selv er på vildspor. . . .
Når udsvævelser, kætteri og vantro fylder landet, vil der være mange ydmyge hjem hvor bøn, oprigtig og brødebetynget bøn, vil sendes fra dem, som aldrig har hørt sandheden, og der vil være mange hjerter der vil nedtrykte på grund af den vanære der ydes mod Gud. Vi er for snæversynede i vore tanker, vi er fattige dommere, for mange af disse vil blive accepteret af Gud fordi de værner om enhver lysstråle der har skinnet på dem. – Manusskrift 6, 1889.
Betal løsesum hvis det vil befri dig fra din undertrykker
Mennesker inspireres af Satan til at udrette hans hensigter mod Gud. Herren har sagt: ” I skal holde mine sabbatter, for sabbatten er et tegn mellem mig og jer, slægt efter slægt.” (2. Mos. 31,13) Ingen bør bryde dette bud, for at undgå forfølgelse. Men lad alle give agt på Kristi ord: ”Når de forfølger jer i én by, så flygt til den næste.” (Matt 10,23) Hvis det kan undgås, så læg ikke jer selv i menneskers vold, som er bearbejdet af Antikrists ånd. Hvis en betaling af en løsesum kan udfri vore brødre fra disse undertrykkeres vold, så lad det blive betalt, snarere end at blive presset og arbejde på sabbaten. Alt hvad vi kan gøre bør gøres så dem, som er villig til at lide for sandhedens sag, kan blive befriet fra undertrykkelse og ubarmhjertighed. . . . .
Når overbeviste mennesker modstår lyset, følger (401) deres egne tilbøjeligheder, og betragter menneskers gunst frem for Guds gunst, gør de sådan som mange gjorde i Kristi dage. . . .
Budene ignoreres ikke for at få en nemmere tid. – Kristus er vort eksempel. Antikrists beslutning om at gennemføre oprøret som begyndte i himlen vil fortsætte med at virke på ulydighedens børn. Deres misundelse og had mod dem som adlyder det fjerde bud vil vokse sig mere og mere bittert. Men Guds folk skal ikke skjule deres banner. De skal ikke overse Guds bud, og gå med folkemængderne i onde gerninger for at få en nem tid. De bør være forsigtige med at ikke fordømme deres brødre i troen, som er standhaftige, urørlige og altid knyttet til Herrens værk. . . .
Dem som svigter Gud for at redde deres liv, vil blive svigtet af Ham. Søger de at redde deres liv ved at opgive sandheden, vil de miste det evige liv.
Naturlig kærlighed for venner og slægtninge bør ikke få nogen sjæl, som er lyset, til at forkaste lyset, og vanære Gud, Faderen, og Jesus Kristus, Hans enbårne søn. Enhver mulig undskyldning for at ulydighed vil dannes hos mænd som vælger, ligesom mange gjorde i Kristi dage, menneskers gunst snarer end Guds gunst. Hvis én vælger hustru eller børn, fader eller moder, frem for Kristus, vil dette valg stå for evig tid, med det ansvar det fører med sig. . . . .
Den sjæl som har fået lys om Herrens Sabbat, mindesmærket for Hans skabelse, og for at befri sig selv fra gener og skam og har valgt at forblive illoyal, han har solgt sin Herre. Han har vanæret Kristi navn, Han har taget sit standpunkt hos antikrists hære; hvor han sammen med dem, på den store dag, vil findes uden for Guds by, ikke sammen med de loyale, sande og retfærdige i himlens rige.
Alle som har en oprigtig tro vil blive forsøgt og prøvet. De må afstå huse og lande, og endog deres egne slægtninge, på grund af bitter modstand. (402) ”Når de forfølger jer i én by, så flygt til den næste.” (402) ”Sandelig siger jeg jer: I når ikke til ende med Israels byer, før Menneskesønnen kommer.” (Matt. 10,23)
Antikrist – dem som ophøjer sig selv mod Gud – vil mærke hans vrede. – Jo større menneskers indflydelse er for godt, under Guds Ånds styring, des mere besluttet vil fjenden være der giver efter for hans misundelse og jalosi mod ham, ved religiøs forfølgelse. Men hele himlen er på Kristi side, ikke på antikrists. Dem som elsker Gud, og er villig til at få del i Kristus i hans lidelse, vil Gud ære. Antikrist, som er alle der ophøjer sig selv, mod Guds vilje og arbejde, vil til rette tid mærke Hans vrede, som gav Sig selv, så de fortabes men får evigt liv. Alle som bevarer lydigheden, alle som ikke vil sælge deres sjæle for penge eller for menneskers gunst, vil Gud notere i livets bog. – Manusskrift 9, 1900.