Fare for afvist sandhed..
Cooranbong, Australien, 30.maj 1896
Kære bror: Jeg er tilbage fra vores bedetid. Forbønnens ånd kom over mig, og jeg var ude i den mest indtrængende bøn for sjæle i Battle Creek. Jeg kender deres fare. Den Hellige Ånd har på en særlig måde rørt mig til at sende mine forbønner op til deres bedste.
Gud er ikke ophavet til noget som helst syndigt. Ingen bør være bange for at stå alene hvis opfyldelsen af pligter kræver det. Hvis vi er enestående i at undgå synd, da er vores eneståendehed bare forskellen mellem renhed og urenhed, retfærdighed og uretfærdighed. Fordi flertallet foretrækker overtrædelsernes sti, skal vi vælge det samme? Vi er tydeligt blevet fortalt ved inspiration, »Du må ikke følge mængden i, hvad der er ondt,« Vores standpunkt skal tages klart, »Men jeg og mit hus, vil tjene Herren!«
»I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er. I det var liv, og livet var menneskernes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.« »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.« Ville da enhver hvis (64) navn var skrevet i menighedsbøgerne kunne udtale disse ord fra hjertet. Menighedsmedlemmerne mangler at vide, af erfaring hvad, Helligånden vil gøre for dem. Den vil velsigne modtageren, og gøre en velsignelse for ham. Det er trist at alle sjæle ikke beder for Åndens livsvigtige pusterum, for vi vil simpelt hen dø hvis den ikke puster på os.
Vi skal bede for åndens bibringelse som et hjælpemiddel til synds-syge sjæle. Menigheden mangler at blive forvandlet, og hvorfor skulle vi ikke kaste os selv ned ved nådens trone, som menighedens repræsentanter, og fra et brudt hjerte og en angerfuld ånd gør indtrængende forbøn om at Helligånden skal blive udgydt over os fra det høje. Lad os bede om at når den allernådigst bliver overdraget til vore kolde hjerter må blive modtaget, og at vi må have skarpsindighed til at forstå at det er fra Gud, og modtage den med glæde. Nogle behandler Ånden som en uvelkommen gæst, og afslår at tage imod de rige gaver, afviser at anerkende den, forlader den, og dømmer Helligånden som fanatisme.*
Når Helligånden arbejder med menneskelige repræsentanter, spørger den os ikke om på hvilken måde den skal virke. Ofte viser den sig på uventede måder. Kristus kom ikke som Jøderne ventede. Han kom ikke på en måde så han forherligede dem som en nation. Hans forløber kom for at berede vejen for ham ved at opfordre folk til at angre deres synder, og forvandle sig, og blive døbt. Kristi budskab var, »Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!« Jøderne afviste at tage imod Kristus, fordi han kom ikke i overensstemmelse med deres forventninger. Det begrænsede menneskes forestillinger holdes som ufejlbarlige, fordi de får erfaring med alderen.
Det er den fare menigheden nu er udsat for - at begrænsede menneskers påfund skal diktere (65) den nøjagtige måde for hvordan Helligånden skal komme. Alligevel ville de ikke være interesseret i at anerkende den, nogle har allerede afvist den. Og derfor kommer Ånden, ikke for at rose mennesker eller bygge deres fejlagtige teorier op, men for at irettesætte den syndige verden, og for retfærdighed, og for dom, derfor vender mange den ryggen. De er ikke villige til at lide afsavn fra deres egne selvretfærdigheds klæder. De er ikke villige til at skifte deres egen retfærdighed, som er uretfærdighed, til Kristi retfærdighed, som er ren, uforfalsket sandhed. Den Hellige Ånd smigrer intet menneske, den arbejder heller ikke efter noget menneskes opfindelser. Begrænsede, syndefulde mennesker kan ikke arbejde med Helligånden. Når den skal komme som en irettesætter, gennem en menneskelig medarbejder hvem Gud har udvalgt, er det menneskets plads at høre og lyde dens stemme.
Den Hellige Ånds åbenlyse arbejde
Lige før han forlod dem, gav Kristus hans disciple dette løfte, »Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.« »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Mens disse ord var over hans læber, hævede han sig, en sky af engle tog imod ham, og ledsagede ham til Guds by. Disciplene vendte tilbage til Jerusalem, vidste nu med en sikkerhed at Jesus var Guds Søn. Deres tro var klar, og de ventede, beredte dem selv ved bøn og ved ydmygelse af deres hjerter (66) overfor Gud, indtil Helligåndens dåb kom.
»Da pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hverandre. Da lød der med ét fra Himmelen en susen som et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger som ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde.« I denne forsamling var der spottere, som ikke genkendte Helligåndens arbejde, og de sagde, »De er fulde af sød vin.
Da trådte Peter frem sammen med de elleve, opløftede sin røst og talte til dem: »Jødiske mænd og alle I, som bor i Jerusalem! Det skal I vide, og mærk jer mine ord: Disse mænd er ikke berusede, sådan som I mener; det er jo kun den tredje time på dagen. Nej, her opfyldes det, der er talt ved profeten Joel.« Læs historien. Herren arbejdede på sin egen måde; men har der været en sådan åbenbarelse blandt os, ved hvem verdens afslutninger vil komme, ville ikke nogle have spottet, som ved denne lejlighed? Dem som ikke kom under Helligåndens indflydelse vidste det ikke. Overfor denne gruppe var disciplene ligesom fordrukne mennesker.
Korsets vidnesbyrd
Efter Helligåndens udgydelse, klædt med den guddommelige fulde udrustning, gik de foran som vidner, for at fortælle krybbens og korsets vidunderlige historie. De var beskedne mennesker, men de gik foran med sandheden. Efter deres Herres død var de et hjælpeløst, skuffet, modløst selskab - som får uden hyrde; men nu går de foran som vidner (67) for sandheden, ikke med våben men med ordet og Guds Ånd, til at sejre over al modstand.
Deres Frelser har været forkastet og fordømt, og naglet til det vanærene kors. De jødiske præster og myndigheder har erklæret, i foragt, »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham.« Men dette kors, dette skammens og torturens instrument, bragte håb og frelse til verden. De troende samles; deres håbløshed og bevidste hjælpeløshed har løftet dem. De er omformet i karakter, og forenede i Kristi kærligheds bånd. Helt igennem uden rigdom, ved at verden regner dem for slet og ret uvidende fiskere, er de, ved Helligånden, gjort til vidner for Kristus. Uden jordisk ære eller anerkendelse, er de troens helte. Fra deres læber kommer der ord af guddommelig veltalenhed og kraft der rystede verden.
Det tredje, fjerde, og femte kapitel i Apostlenes Gerninger giver et overblik over deres vidnesbyrd. Dem som har forkastet og korsfæstet Frelseren forventer at finde hans disciple gjort modløse, modfaldne, og klar til at fornægte deres Herre. Med forbløffelse hører de det klare, frimodige vidnesbyrd givet under den Hellige Ånds kraft. Disciplenes ord og arbejde står for deres lærers ord og arbejde; og alle som hørte dem sige: De har lært af Jesus, de taler som han talte. »Og med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse, og alle havde de stor yndest hos folket.«
De øverste præster og myndigheder anså sig selv for kvalificerede til at afgøre hvad disciplene skulle gøre og lære. Som de gik frem prædikede de Jesus, overalt gjorde menneskerne som arbejdede ved Helligånden (68) mange ting som jøderne ikke bifaldt. Det var farligt at rabbinernes begreber og læresætninger ville blive bragt i dårligt ry. Apostlene skabte en forunderlig spænding. Folket bragte deres syge, og dem som var plaget af urene ånder, ud på gaderne; trængsel samlede sig omkring dem, og dem som var blevet helbredte udråbte lovprisninger til Gud og forherligede Jesu navn, lige netop ham som jøderne havde fordømt, foragtet, spyttet på, kronet med torne, og ladet pisket og korsfæstet. Denne Jesus var hævet over præsterne og myndighederne. Apostlene fik endda fortalt at han var stået op fra døden. De jødiske myndigheder besluttede at dette arbejde måtte og skulle stoppes, for det beviste at de var skyldige i Kristi blod. De så at forvandlinger til troen blev mangedoblet. »Og der føjedes stadig flere til, som troede på Herren, hele skarer både af mænd og kvinder.«
Tilfangetagelse og fængsling af apostlene
»Da trådte ypperstepræsten frem tillige med alle dem, som holdt med ham, nemlig saddukæernes parti,« som holdt på at der ikke vil blive nogen opstandelse efter døden. Påstandene apostlene gjorde om at de havde set Jesus efter hans opstandelse, og at han er opfaret til himlen, overtrådte de mest fundamentale hovedsætninger i den saddukæiske lære. Det var ikke tilladt. Præsterne og myndighederne blev fyldt med harme, og lagde deres hånd på apostlene, og smed dem i det tarvelige fængsel. Disciplene blev ikke skræmt eller nedslået. Kristi ord fra hans sidste belæringer til dem kom i hu: »Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare (69) mig for ham.« »Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig; men også I skal være vidner; thi I har været med mig fra begyndelsen. Dette har jeg talt til jer, for at I ikke skal forarges. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, den tid skal komme, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken kender Faderen eller mig. Men dette har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal mindes, at jeg har sagt jer det.«
Prædiker modsat de anerkendte læresætninger
»Men en Herrens engel åbnede fængselets døre om natten og førte dem ud og sagde: Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord!« Vi ser her at mennesker med anseelse ikke altid er lydige, endda når de erklærer at være bibellærere. Der er mange i dag som føler sig opbragte og forurettede over at en hvilken som helst kan hæve sin stemme og give tanker til kende som afviger fra deres egne men henblik på at markere religiøs tro. Har de ikke længe forsvaret deres forestillinger som sandhed? Således sluttede præsterne og rabbinerne i de apostolske dage: Med hvilke midler har disse mænd som er ulærde, nogle af dem er bare fiskere, som giver deres synspunkter i modsætning til de doktriner som de lærte præster og myndigheder lærer folket? De har ingen ret til at blande sig i de fundamentale grundsætninger i vores tro.
Men vi ser at himlens Gud nogle gange hverver mennesker til at forkynde det som er i modsætning til den anerkendte lære. Fordi dem som (70) nu engang er sandhedens forvaltere blev utro mod deres indviede hverv, vælger Herren andre som vil modtage de klare stråler fra retfærdighedens sol, og vil forsvare sandheder der ikke er i overensstemmelse med de religiøse lederes forestillinger. Og da vil disse ledere, i deres sinds blindhed, herske fuldstændigt over det som formodes at være retfærdig harme mod dem der har sat de højt ærede fabler til side. De handler som mennesker der har mistet deres fornuft. De overvejer ikke muligheden for om det er dem selv der ikke har forstået ordet rigtigt. De vil ikke åbne deres øjne for at erkende det faktum at de har mistydet og misbrugt skrifterne, og bygget falske teorier op, og kalde dem fundamentale troens læresætninger.
Men Helligånden vil, fra tid til anden, åbenbare sandheden gennem dens egne udvalgte repræsentanter; og intet menneske, end ikke en præst eller myndighedsperson, har retten til at sige, Du skal ikke offentliggøre dine synspunkter, fordi JEG tror dem ikke. Dette vidunderlige JEG må forsøges at nedlægges ved Helligåndens lære. Mennesker må for en tid prøve at kvæle det og dræbe det; men det vil ikke gøre fejltagelserne sande, eller sandheden fejlagtig. Det opfindsomme menneskesind har fremmet teoretiske synspunkter i forskellige linjer, og når Helligånden sender lys til at skinne ind i det menneskelige sind, respekterer den ikke enhver pointe fra menneskets anvendelse af ordet. Gud indskyder hans tjenere til at tale sandheden uanset hvad mennesker tager for givet som sandhed.
Nutidens farer
Selv syvende-dags Adventister er i fare for at lukke deres øjne for sandheden som den er i Jesus, fordi den dementerer noget som de har taget for givet som sandhed (71) men som Helligånden lærer ikke er sandhed. Lad alle være meget beskedne, og søg meget alvorligt at sætte selvet ud af dette spørgsmål, og ophøje Jesus. I de fleste religiøse stridigheder er problemernes rod at selvet stræber efter overlegenheden. Over hvad? Over ting som ikke frem for alt er livsnødvændige, og som betragtes sådan kun fordi mennesker har givet dem en sådan vigtighed. (se Matthæus 12,31-37; Markus 14,56; Lukas 5,21; Matthæus 9,3)
Men lad os følge menneskernes historie hvor de jødiske præsters og myndigheders tænkegang var så farlig, fordi de bragte en ny og fremmed lære på næsten ethvert teologisk punkt. Befalingen som blev givet ved Helligånden, »Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord!« blev adlydt af apostlene; de gik »tidligt om morgnen ind i helligdommen og lærte. Imidlertid kom ypperstepræsten og de, som holdt med ham, og de sammenkaldte rådet, alle Israels børns ældste, og sendte bud til fængselet, at apostlene skulle føres frem. Men da tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i fængslet; og de vendte tilbage og meldte det, idet de sagde: Fængslet fandt vi forsvarligt låset, og vagten stod ved dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde. Da anføreren for tempelvagten og ypperstepræsterne hørte disse ord, vidste de ikke, hvad de skulle tænke om dem, eller hvad dette skulle blive til. Da kom der en og meldte: Se, de mænd, som I satte i fængsel, står i helligdommen og lærer folket. Så gik anføreren sammen med tjenerne hen og hentede dem, dog ikke med magt; thi de var bange for, at de skulle blive stenet af folket.« Hvis præsterne og myndighederne havde turet handle mod apostlene ud efter deres egne følelser, ville der have stået noget andet; for Guds (72) engel var en vogter ved den lejlighed, for at lovprise hans navn hvis nogen voldshandling blev forøvet mod hans tjenere.
Apostlenes svar
»Og da de havde hentet dem, førte de dem frem for rådet. Og ypperstepræsten førte dem frem og sagde: Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os!« (se Matthæus 23, 34- 35) »Da svarede Peter og de andre apostle og sagde: Man bør adlyde Gud mere end mennesker. Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af dage ved at hænge ham på et træ. Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse. Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham. Men da de hørte dette, blev de rasende og ville slå dem ihjel.«
Da rørte den Hellige Ånd ved Gamaliel, en farisæer, »en lovlærer, som var højt agtet af hele folket.« Hans anvisning var, »hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud! De fulgte hans råd.«
Fordom til dem i myndighederne
Deres sind beherskes stadig så meget af Satans egenskaber at, trods de vidunderlige mirakler som er blevet udført ved helbredelse af syge og ved løsladelse af Guds tjenere fra fængsel, var præsterne og myndighederne så fyldt med fordomme og had at de knap kunne beherske sig. (73) »De kaldte apostlene ind, lod dem piske og forbød dem at tale i Jesu navn og løslod dem. Så gik de bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld. Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus.«
Gudsillustreret barmhjertighed
Vi kan se hvilket bevis der var givet til præsterne og myndighederne, og hvor sikkert de modsatte sig Guds Ånd. Dem som påberåbte sig en bedre visdom og fromhed må gøre de meste forfærdelige og (og for dem selv) skæbnesvangre misforståelser hvis de lader deres sind forme til en anden kraft, og tilstræber en kurs der går imod Helligånden. Herren Jesus, fremvist ved Helligånden, var i nærværelse af den forsamling, men de opdagede ham ikke. For et øjeblik havde de følt Åndens overbevisning, at Jesus var Guds Søn; men de kvalte overbevisningen, og blev mere blinde og hærdede end før. Endda efter de havde korsfæstet Frelseren, sendte Gud i hans barmhjertighed dem et ekstra bevis ved arbejdet udført gennem apostlene. Han gav dem et nyt kald til omvendelse, endda ved de frygtelige beskyldninger, fremført imod dem af apostlene, at de havde dræbt livets fyrste.
Det var ikke alene synden der lagde Guds Søn i døden der afskar dem fra frelse, men deres ihærdighed for at forkaste lyset og Helligåndens overbevisning. Ånden der arbejder i ulydighedens børn arbejdede i dem, leder dem til at mishandle de mennesker i hvem Gud har givet et vidnesbyrd til dem. Oprørets ondskab vendte tilbage, og blev (74) forstærket i enhver modgående handling mod Guds tjenere og budskabet han har givet dem at forkynde.
Sandhedens modstandskraft
Enhver handling med modstand gør det svæere at give. Foreløbig følte folkets ledere, præsterne og myndighederne det dem pålagt at forsvare den kurs de havde lagt. De måtte vise at de havde ret. Har man engageret sig i modsætning til Kristus, vil enhver ny handling der strider imod ham, blive en ekstra opmuntring til at fortsætte ad den samme sti. Følgerne af deres tidligere modsatte karriere er som værdifulde rigdomme der bliver skinsygt bevogtet. Og hadet og ondskaben der inspirer disse handlinger har samlet sig mod apostlene.
Guds Ånd åbenbarer sin nærværelse overfor dem som, uden hensyn til menneskers frygt eller gunst, tager parti for sandheden som er blevet betroet til dem. Under tilkendegivelse af den Hellige Ånds kraft, så jøderne deres skyld ved afvisning af beviset Gud havde sendt; men de ville ikke opgive deres onde modstand. Deres stædighed blev mere og mere bestemt, og arbejdede på deres sjæls undergang. Det var ikke det at de ikke kunne opgive, for de kunne, men ville endnu ikke. Det var ikke alene det at de har været skyldige, og fortjener vrede, men det at de bevæbner dem selv med Satans egenskaber, og fortsætter sikkert på at være i modsætning til Gud. Hver dag, i deres afslag til anger, tager de deres oprør op på ny. De forbereder sig på at høste det de havde sået. Guds vrede er ikke erklæret mod mennesker kun på grund af synderne de har begået, men for at vælge at fortsætte en tilstand i modstand, og, selv om de har lys og kundskab, (75) gentager de deres synder fra fortiden. Hvis de ville underkaste sig, vil de blive undskyldt; men de er fast besluttet på ikke at opgive. De trodser Gud ved deres stædighed. Disse sjæle har givet dem selv til Satan, og han kontroller dem alt efter hans vilje.
Hvordan var det med de oprørske indbyggere i den antediluvianske verden (før syndfloden)? Efter forkastelse af Noas budskab, styrtede de ned i synd med større løssluppenthed end nogen sinde før, og fordoblede afskyeligheden af deres fordærvede metoder. Dem som afviser at forny sig ved at tage imod Kristus finder intet reformerenede i synd; deres sind er indrettet til at bære deres oprørske ånd, og de er ikke, og de vil aldrig blive, tvunget til underkastelse. Dommen som Gud har bragt over den antediluvianske verden erklærer den uhelbredelig. Ved Sodomas ødelæggelse påberåbte indbyggerne i det skønneste land i verden sig uforbederlighed i synd. Ilden og svovlet fra himlen fortærede alt undtagen Lot, hans hustru, og to døtre. Hustruen, så tilbage i ligegyldighed på Guds befaling, og blev en saltstøtte.
Hvor Gud dog bar over med den jødiske nation når de knurrede og oprørske, brød sabbatten, og alle andre lovforskrifter! Han har gentagne gange erklæret dem værre end hedningerne. Hvert slægtled overgår den foregående i skyld. Herren tillod dem at komme i fangenskab, men efter deres befrielse blev hans betingelser glemt. Alt hvad han befalede det folk at holde helligt var forvrænget eller fordærvet ved oprørske menneskers påfund. Kristus sagde til dem i sin tid, »Har ikke Moses givet jer loven? og ingen af jer holder loven.« Og disse var mennesker som satte dem selv op som dommere og censorer (76) over dem som den Hellige Ånd rørte for at bekendtgøre Guds ord til folket. (se Johannes 7, 19-23, 27-28; Lukas 11, 37-52)
Helligånden er forladt uden skam
Læs disse skriftsteder for folk. Læs omhyggeligt, højtideligt, og Helligånden vil være ved din side for at indprente de sind som du læser for. Men gør ikke fejl ved at læse af dit hjertes oprigtighed. Hvis Gud nogen sinde har talt ved mig, vil disse skriftsteder sige rigtigt meget til dem som skal høre dem.
Begrænsede mennesker burde vogte sig for at forsøge at styre deres medmennesker, og tage det sted som er tilegnet Helligånden. Lad intet menneske føle at det er deres forret at give verden hvad de formoder er sandhed, og afvis at noget skulle være givet der er modsat deres tanker. Det er ikke deres arbejde. Mange ting som vil vise sig klart som sandhed vil ikke blive modtaget af dem som tror at deres egene fortolkninger af skriften altid er rigtig. De største forandringer er gjort af tanker som er accepteret uden videre. Disse mennesker vidner om fejlagtighed på mange måder; de arbejder på principper som Guds ord fordømmer. Det som får mig til at føle noget meget dybt for min tilværelse, og får mig til at vide at deres arbejde ikke er Guds arbejde, er det at de tror at de har myndighed til at herske over deres medmennesker. Herren har ikke givet dem mere ret til at herske over andre end han har givet andre til at herske over dem. Dem som påtager sig kontrollen over deres medmennesker tager et arbejde i deres begrænsede hænder som påhviler Gud alene.
De mennesker der burde holde ånden i live men gjorde virvar i Minneapolis* er en krænkelse mod Gud. Hele himlen er opbragt i ånden over at der i årevis har været afsløringer på vores forlags virksomhed i Battle Creek.* Uretfærdighed (77) praktiseres som Gud ikke vil finde sig i. Han vil aflægge disse ting et besøg. En stemme som er blevet hørt gør opmærksom på fejlene og, i Herrens navn, bedene for en afgjort forandring. Men hvem har fulgt den fortolkning der er givet? Hvem har ydmyget deres hjerter til at sætte fra dem ethvert levn fra deres onde, tyngende ånd? Jeg er blevet stærkt bebyrdet til at fremlægge disse sager for folket, som de er. Jeg ved at de vil kikke på dem. Jeg ved at dem som fortolker denne sag vil blive domfældt. Til videre studium: Evangeliets Tjenere -norsk- side 222-235, (Gospel Workers, side 297- 315); Vejledning for menigheden bd 2 side 258- 261, (Testimonies vol 5 side 706- 709); Selected Messages, bd 1 side 155- 208.