8.marts, 1895
Jeg må tale til mine brødre fra nær og fjern. Jeg kan ikke holde inde. De arbejder ikke på rigtige principper. Dem som er i ansvarlige embeder må ikke føle at deres vigtige stilling gør dem til mennesker af ufejlbarlig dømmekraft.
Alle menneskers gerninger er under Herrens domsmyndighed. Det vil i det hele taget være sikkert for mennesker at tage i betragtning af at der er lærdom med det højeste. Dem der stoler på Gud og hans visdom, og ikke på deres egen, vandrer på sikre stier. De vil aldrig føle at de er bemyndiget til at lukke munden på selv oksen der prøver på at træde kornet ud; og hvor uforskammet er det af mennesker at styre menneskelige repræsentanter der er i partnerskab med Gud, og hvem Herren Jesus har inviteret: »Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.« »Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.«
Herren har ikke sat nogen af hans menneskelige repræsentanter under styring og kontrol af dem der er dem selv og jordisk fejlende. Han har ikke givet mennesker magt til at sige, Du skal gøre dette, og du skal ikke gøre det. Men der udøves en magt på Battle Creek som Gud ikke har givet, og han vil dømme dem der påtager sig denne myndighed. De har i nogen grad den samme ånd der ledte Uzza til at lægge hans (348) hånd på arken for at holde den stabil, som om Gud ikke var i stand til at tage vare på hans hellige symboler. Langt mindre af menneskers magt og autoritet bør udøves mod Guds menneskelige repræsentanter. Brødre, lad Gud herske.
Arbejdet for denne tid
Det store arbejde for denne tid påbyder at mennesker skal gå ud over alt, nær og fjern, til hovedveje og gærder, for at sprede lys og holde livets ord frem. Har Gud pålagt et menneske eller et samråd af mennesker at tage dette arbejde i deres egne hænder; som om arbejderne, Guds egen ejendom, var under deres styring?
Forretninger forbundet med Guds arbejde i alle og enhver gren kræver mennesker som arbejder i harmoni med Gud, For styrke og gode resultater i arbejdet kan kun opnås gennem samarbejde med det menneskelige og det guddommelige. Uden det bedste i vidnesbyrd så man forstår de himmelske og evige ting, burde man ikke være bemyndiget til at tjene i sager forbundet med det arbejde der angår sjælenes frelse for hvem Kristus døde. Uhelliggjorte hænder og hoveder har i det hele taget meget magt overladt til sig, og meget ukloge handlinger har været gjort, som ikke er i overensstemmelse med Guds vilje og veje.
Intet menneske er en rigtig dommer over andre menneskers skyldighed. Mennesker er til ansvar over for Gud, og som begrænsede fejlende mennesker tager domsmyndigheden over deres medmennesker i deres hænder, som om Herren befuldmægtigede dem til opløfte og smide ned, er hele himlen fyldt med harme. Der er indsat fremmede principper med hensyn til styringen af menneskers sind og gerninger, ved menneskelige dommere, som om disse begrænsede mennesker var guder.
(349) Og hvordan er det så med dem der bærer disse betroede ansvar? Mennesker der ikke er åndeligt interesseret, som ikke er indviet til Gud, har ingen ret at fremføre, eller myndighed til at udøve, noget, over deres medmennesker. Men medmindre mennesker dagligt er i forbindelse med Gud; vil de, i stedet for at søge ham af hele deres hjerte efter en egnethed til arbejdet, påtage sig diktatorisk magt over andres samvittighed. En fornemmelse for den guddommelige nærværelse ville indgyde ærefrygt og undertrykke sjælen, men en sådan har de ikke. Uden Guds kærlighed brændende i sjælen, bliver kærligheden til mennesker kold. Deres hjerter er ikke blevet berørt, på det menneskeliges smertes syn. Selviskhed har sat sit tilsmudsene mærke på liv og karakter, og nogle vil aldrig miste dette billede og denne påskrift.
Er arbejdet for Guds sag blevet betroet i sådanne hænder? Skal de sjæle som Kristus døde for, blive manipuleret i de menneskers vilje, der har afvist det lys der er dem givet fra himlen? Vi burde være bange for menneske-gjorte love, og for planer og metoder der ikke er i overensstemmelse med Guds ords principper angående menneskets forhold til hans medmenneske. »I er alle brødre«
Den nuværende orden må ændres
Den nuværende orden på tingene må ændres,* eller Guds vrede vil falde over hans behjælpelige tjenere der ikke arbejder i Kristi rækker. Har Gud givet nogen af jer bemyndigelse til at dominere over hans arv? Den slags arbejde er sket i årevis. Gud ser det hele, og han mishages ved det. Når mennesker kommer ind imellem Gud og hans menneskelige repræsentanter, vanærer de Gud og foruretter de sjæle der behøver sand opmuntring og medfølelse og kærlighed. Jeg er tvunget (350) til at appellere til vore arbejdere: Hvad din stilling end er, gør jer ikke afhængige af mennesker,eller gør det kødelige til jeres forsvar.
Jeg er tilskyndet af Helligånden til at sige til jer der har en tilknytning til Herrens arbejde, Glem aldrig at I er helt afhængig af Gud, og hvis en time eller et øjeblik smutter for jer uden afhængighed af hans nåde, uden at holde hjertet åbent til at tage imod den visdom der ikke er jordfødt, forvis jer at uden Kristus kan I intet gøre, I vil være ude af stand til at skelne mellem den almindelige og hellige ild. Ord fra den meget forbudne karakter vil fare ud fra jeres læber for at nedbryde håb og opmuntring og tro. Således er der skrevet i himlens bøger: Jeres ord var ikke indgydt af Gud, men af fjenden der krænkede og slog Kristus i hans erhvervede ejendoms skikkelse. Sjæle af ubegrænset værdi der var betragtet ligegyldigt, var vendt bort, overladt til at kæmpe under fristelse, og presset på Satans slagmark.
Jobs bekendende venner var elendige trøstere, og gjorde hans problemer mere forbitret og utålelig, og Job var ikke skyldig som de antog. Dem der er under deres egen forsyndelses smerte og nød, hvor Satan søger at få dem til at fortvivle, er netop dem der trænger mest hjælp. Denne intense pine i sjælen der er overvundet af Satan og føler sig besejret og hjælpeløs - hvor lidt er dette forstået af dem der skulle møde de fejlende med en nænsom medynk!
Mest ynkværdig er hans tilstand der lider under samvittighedsnag; han er som en bedøvet og vaklende der synker i støvet. Og mange der antager dem selv for at være retfærdige, bliver irriterende trøstere; de omgås disse sjæle med hårdhed. Ved at vise denne hjertets hårdhed under krænkelse og undertrykkelse, gør de lige det samme arbejde som Satan fryder sig ved. (351) Den prøvede og fristede sjæl kan ikke se noget klart. Sindet er forvirret, han ved ikke hvilke skridt han skal tage. Oh, lad da intet ord være sagt der forårsager dybere smerte!
Hvordan man skal behandle de vildfarende
Vor Frelser siger, »Men den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb. Ve verden for forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at foragelser kommer, dog, ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer!... Se til, at I ikke ringeagter en af disse små; thi jeg siger jer: deres engle i Himmelen ser altid min himmelske Faders ansigt. Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis et menneske har hundrede får, og et af dem farer vild, vil han så ikke forlade de nioghalvfems oppe på bjergene og gå ud og lede efter det, der fo'r vild? Og lykkes det ham at finde det, sandelig siger jeg eder: han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, som ikke er faret vild. Således er det ikke jeres himmelske Faders vilje, at en eneste af disse små skal fortabes.«
»Jeg er ikke kommen«, sagde Kristus, »for at kalde retfærdige, [jer der ikke føler behov for omvendelse,] men syndere« Dem som er arbejdere sammen med Gud vil arbejde i Kristi rækker. Der er mange stakkels sjæle der er misforstået, ikke værdsat, fulde af sorg og smerte - et mistet og omstrejfende får. hans sind er omtåget, han kan ikke finde Gud, og næsten håbløs vantro tager besiddelse i ham. Og dog har han et inderligt og længselsfuldt ønske efter tilgivelse og fred.
Idet dette billede åbner sig for jer, kan spørgsmålet (352) stilles, Er der ingen kristne til hvem han kan til for at få hjælp? Dette spørgsmål besvarer Gud: »Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig.« En kold, hårdhjertet farisæisme har taget plads i mange af de bekendene efterfølgere af Kristus, og Jesu kærlighed er død.
»Og skriv til menighedens engel i Sardes: »Dette siger han, som har Guds syv ånder og syv stjerner: Jeg kender dine gerninger, at du har ord for at leve og er dog død. Bliv vågen og styrk det, der er tilbage, men som var ved at dø; thi jeg har ikke fundet dine gerninger fyldestgørende i min Guds øjne.« Her er problemet klaret. De personer der her er beskrevet har haft lys der ville have tilskyndet dem til helt andre gerninger, hvis de havde fulgt lyset og havde styrket de ting der påmindede at de skulle være klar til at dø. Lyset der glødede på deres egne hjerter da Jesus sagde til deres sjæle, »dine synder forlades dig«, må de have holdt i live ved at hjælpe dem der behøvede hjælp.
Arbejdet der skal gøres er tydeligt bestemt: »Bliv vågen og styrk det, der er tilbage, men som var ved at dø; thi jeg har ikke fundet dine gerninger fyldestgørende i min Guds øjne. Kom derfor i hu, hvordan du tog imod ordet og hørte det; hold fast ved det, og omvend dig. Hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du skal ingenlunde vide, i hvilken time jeg kommer over dig.« Mange har hørt og taget imod livets ord, og blevet stærkt berørt af sandheden, man har ladet deres sjæle blive kolde, og deres tro neddæmpe, (353) gennem selvretfærdighed, indbildskhed, og praler af at være i besiddelse af kendskab til sandheden som de svigter i at udøve. Sandheden der ikke praktiseres mister sin kraft. Hjertet er lukket for sin guddommelige indflydelse, og dem der skulle være arbejdere for Kristus, er ledige, og sjæle som de kunne hjælpe er sunket i modløshed og mørke og fortvivlelse.
Hjælp de synkende sjæle
Der er sjæle der sulter efter forståelse, sulter efter livets brød; men de har ingen tillid til at gøre deres store behov kendt. Dem der bærer ansvarene i forbindelse med Guds værk bør forstå at de er under den mest alvorlige forpligtelse til at hjælpe sjæle; og de vil være villige til at hjælpe dem, hvis de har bibeholdt Kristi kærligheds milde betvingende indflydelse i dem selv. Ser disse stakkels sjæle, rede til at dø, på dem efter hjælp? Nej; de gjorde det indtil de ikke længere havde håb om fra hjælp fra den kant. De ser ikke en hånd strakt ud for at redde.
Sagen har været fremstillet for mig således: En mand der drukner, kæmper forgæves med bølgerne, opdager en båd, og med den styrke han har tilbage lykkes det at nå den, og tager fat i dets side. I hans svaghed kan han ikke tale, smerten over hans ansigt ville fremkalde medlidenhed i ethvert hjerte der var berørt med menneskelig følsomhed. Men dem der er indehavere af båden, strækker de deres hænder ud for at løfte ham ind? Nej! Hele himlen ser på som disse mennesker slår de svage og klamrende hænder tilbage, og en lidende fælle synder ned under bølgerne, for ikke at komme op igen. Denne scene er gentaget om og om igen. Det er blevet bevidnet af Ham som gav sit liv som løsesum netop for disse sjæle. Herren (354) har rakt sin hånd ned for at frelse. Herren selv har gjort det arbejde som han overlod mennesker at gøre, i åbenbarelsen af Kristi medynk og medlidenhed med syndere. Jesus siger, »En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.« Golgatha åbenbarer for enhver af os afhængigheden af denne kærlighed.
Der er sjæle i deres mørke, fulde af samvittighedsnag og smerte og kval, der stadig føler at Gud er retfærdig og god. Herren holder håbets gnist i live i deres hjerter. De stakkels formørkede sjæle vil føle det således: Hvis jeg kun kunne vise mig for Gud, og behage min sag, ville han føle for Kristi sag, og denne forfærdelige frygt og pine ville være lindret. Han har prøvet at tale til mennesker, og har været groft afvist, irettesat og forhånet af hans formodede venner. Nogle gange ophober skammen sig hans hoved har næsten ødelagt den sidste gnist om håb. Den sjæl der er bevidst om oprigtige og ærlige hensigter finder at han har mindre at frygte for Gud end fra mennesker der har hjerter af stål. Sjælen der er forvredet med menneskelig kval vender væk fra fejlbedømmelser og fordømmelser af mennesker der ikke kan tyde hjertet, har alligevel taget det på dem for at dømme deres medmennesker. Han vender sig til En der er uden en skygge af misforståelse, En der kender alle hjertets tilskyndelser, som er inde i alle omstændigheder ved fristelse. Gud kender enhver handling fra det tidligere liv, og dog i betragtning af alt dette, er den plagede sjæl rede til at betro sin sag hos Gud, med kendskabet til at han er medfølelsens og barmhjertighedens Gud.
Lad os falde i Guds hænder
Da David var blevet tilbudt at vælge straffen for sin synd, sagde han, »Lad os falde i Herrens (355) hånd, thi hans barmhjertighed er stor; i menneskehånd vil jeg ikke falde.« Han mærkede at Gud kendte sjælens kamp og pine. Når én er i stand til at gribe et glimt af Guds karakter, ser han ikke i ham den hjerteløse hævngerrige ånd vist igennem menneskelige repræsentanter; han ser at sorg og prøvelse er Guds bestemte midler til opdragelse af hans børn, og lære dem hans vej, så de må tage vare på hans nåde. »Frygter nogen af jer Herren, han lytte til hans tjener, enhver, som vandrer i mørke og uden lys; han stole på Herrens navn, søge støtte hos sin Gud!« Som de stakkels frafaldne er ledt til floden af Guds kærlighed, udbryder han, Når han har prøvet mig, skal jeg komme frem som renset guld. Den lidende sjæl er gjort udholdende, tillidsfuld og sejrene i Gud under uheldige omstændigheder.
»Derfor måtte han i ét og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder. Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.« »Da vi nu har en ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jeus, Guds Søn så lad os holde fast ved bekendelsen! Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.« »Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud.«
Når begrænsede fejlende mennesker giver udtryk for at han ser sig selv som af større betydning end Gud, når han (356) anser sig selv for retfærdig, og dog ikke viser den ånds blidhed der karakteriserede vor Herre Jesu liv, må vi vide, med mindre han omvender sig, at lysestagen hurtig vil blive fjernet fra dens sted. Hele himlen er forbavset over den forfærdelige ligegyldighed hos menneskelige repræsentanter. Mennesker som selv er fristet i at falde i synd, og behøver tilgivelse, er alligevel fulde af selvtilstrækkelighed, og er hårdhjertede over for en broder der er fanget af fjenden, og hvis mangel og fare burde fremkalde en Kristelig forståelse og burde anstrenge sig for at plante sine fødder på den solide Klippe.
Et skæbnesvanger bedrag
Der er et meget farefuldt og skæbnesvangert bedrag på menneskenes sind. Fordi mennesker er i betroede embeder og forbundet med Guds værk, er de begejstret i deres egen bedømmelse, og erkender ikke at andre sjæle, fulde af værdifuld syn på Gud som de selv, er forsømt, og behandlet hårdt og er kvæstet og såret og overladt til at dø.
Guds forvandlende kraft kan komme over mennesker arbejder med indviede ting, og de er alligevel kraftesløse, idet at nogle sager bedst kendes af Gud, og skelne mellem den indviede ild fra Guds egen optænding og den fremmede ild som de ofrer. Denne fremmede ild er som en vanære mod Gud som den blev fremstillet af Nadab og Abihu. Den helligede ild fra Guds kærlighed vil gøre mennesker blide og gode og forstående mod dem i fare. Dem der giver sig hen med skarpe og overlegne ord, siger i virkeligheden: Jeg er helligere end du, ser du ikke min ophøjede stilling?
Men stillingen danner ikke mennesket. Det er karakterens helhed, Kristi Ånd, der gør ham taknemmelig, uselvisk, uden partiskhed og uden hykleri (357) - det er det der er af værdi for Gud. Til dem hvis liv er skjult med Kristus i Gud, siger Herren, »Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, dine mure har jeg altid for øje.«
For alle i ansvarlige embeder har jeg et budskab talt ved Herrens mund - det fem-og-halvtredsens-tyvende kapitel i Esajas. Studer dette kapitel, og lad ikke noget menneskeligt væsen anse sig for at han er over hans med-medarbejdere fordi større ansvar er forbudet med hans gren i værket. Hvis han, ligesom Daniel, søger den kraft der alene kommer fra Gud, så han kan vise ikke sig selv, ikke hans ufuldkommenhed i selviske og svigagtige gerninger, men sandheden i retfærdigheden, vil han ikke have et spor af stolthed eller selviskhed; men vil blive vejet med visdommens ånd fra Gud.
Den hellige og den fremmede ild
Han vil fremstille arbejdets hellighed, han vil lovprise sandheden, han vil altid viderebringe mennesker og engle Kristi karakters hellige vellugt. Dette er den Hellige ild fra Guds egen glød. Hvad der er ved siden af dette er fremmed ild, uforenelig med Gud, og det større angreb som éns stilling i værket medfører større ansvar.
Jeg har et budskab fra Gud til synderene på Zion, dem som Kristus talte til: »Bliv vågen og styrk det, der er tilbage, men som var ved at dø; thi jeg har ikke fundet dine gerninger fyldestgørende i min Gud øjne.« I behøver altid at nære den hellige ild; så vil Kristi gerninger, hans kærlighed, hans barmhjertighed, hans retfærdighed, stige op til Gud, som en sky af hellig og vellugtende røgelse, helt kærkomment.
Men den fremmede ild har været ofret ved brug af hårde ord, ved selvvigtighed, ved selvophøjelse, ved selvretfærdighed, (358) ved egenmægtig anseelse, ved tyrannisering, ved undertrykkelse, ved at indskrænke Guds folks frihed, binde dem om jeres egne planer og regler, som Gud ikke har udformet, de har heller ikke været i hans sind. Alle disse ting er fremmed ild, ikke anerkendte af Gud, og er i stadig fordrejning af hans karakter.
Jeg har et budskab til jer: »Søg Herren, medens han findes, kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til Herren, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade. Thi mine tanker er ej eders, og eders veje er ej mine, lyder det fra Herren; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker er højere end eders. Thi som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med spirer, givet sæd til at så og brød til at spise, så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.«
»Retten trængtes tilbage, retfærd står i det fjerne, thi Sandhed snubler på gaden, ærlighed har ingen gænge; sandhedens plads står tom, og skyr man det onde, flås man. Og Herrens så til med harme, fordi der ikke var ret; han så, at der ingen var, og det undrede ham, at ingen greb ind. Da kom hans arm ham til hjælp, hans retfærd, dem stod ham bi; han tog retfærds brynje på, satte frelsens hjelm på sit hoved, tog hævnens kjortel på (359) og hylled sig i nidkærheds kappe... så Herrens navn frygtes i vest, hans herlighed, hvor sol står op. Thi han kommer som en indestænkt flok, der drives af Herrens ånde. En genløser kommer fra Zion og fjerner frafald i Jakob, lyder det fra Herren.«