Israels børns afgudsdyrkelse
»Jeg vil nemlig ikke, brødre, at I skal være uvidende om, at vore fædre alle var under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbte til Moses i skyen og i havet og alle spiste den samme åndelige mad og alle drak den samme åndelige drik, thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte med; og den klippe var Kristus. Dog, de fleste af dem fandt Gud ikke behag i; de blev jo slået ned i ørknen.« Israels erfaring, henviser til de ovenstående ord fra apostelen, og står i den et hundrede og femte og et hundrede og sjette salme, indeholder advarsels lærdomme som Guds folk specielt i disse sidste dage behøver at studere. Jeg beder indtrængende (99) at disse kapitler bliver læst af hver enkelt hver uge.
»I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, således som der står skrevet: Folket satte sig at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.«
Under hele Israels påhør, havde Gud talt i frygtindgydende majestæt på Sinajbjerget, og bekendtgjort hans lov. Folket, overvældes med skyldfølelse, og frygtede for at blive fortæret af tilstedeværelsen af Herrens herlighed, havde bønfaldt Moses, »Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!« Gud kaldte Moses op på bjerget da han skulle overbringe ham loven til Israel, men nej hvor hurtigt forsvandt dog ikke det højtidelige præg som folket havde ved tilkendegivelsen af Guds nærværelse. Selv lederne af hæren synes at have mistet deres fornuft. Erindringen om deres pagt med Gud, deres rædsel når de, faldende ned på deres ansigter, havde gået for vidt frygtet og skælvet, var alle forsvundet som røg. Helt igennem var Guds herlighed stadig som fortærende ild oppe på toppen af bjerget, alligevel da Moses´ tilstedeværelse var trukket bort, begyndte de gamle sædvanlige tanker og følelser at hævde deres kraft. Folket trættes ved at vente på at Moses kom tilbage og begyndte at råbe efter nogle synlige åbenbaringer af Gud.
Aron, som var blevet efterladt for at holde øje med lejren, gav efter for deres råb. I stedet for at bruge gudstroen, stole på at den guddommelige kraft ville støtte ham, var han fristet til at tro at hvis han modsatte sig folkets pålæg, ville de tage hans liv; og han gjorde hvad de ønskede. Han indsamlede guldstykkerne, smeltede dem, og fremstillede en kalv, og formede den med et graverings redskab. Da erklærede lederne af folket, »Her, Israel, er din gud, som førte dig ud af (100) Ægypten!« Da Aron så at det billede han havde fremstillet behagede folket, var han stolt af hans håndværk. Han byggede et alter foran afguden, og »lod kundgøre: I morgen er det højtid for Herren! Tidligt næste morgen ofrede de så brændofre og bragte takofre, og folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.« De drak og festede, og gav dem selv over til munterhed og dans, der endte i de skammelige orgier der markerede de falske guders hedenske dyrkelse.
Gud i himlen så det hele, advarede Moses om den tale der fandt sted i lejren, og sagde, »Lad mig nu råde, at min vrede kan blusse op imod dem, så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort folk! Men Moses bønfaldt Herren sin Gud og sagde: Hvorfor, Herre skal din vrede blusse op mod dit folk, som du førte ud af Ægypten med vældig kraft og stærk hånd? Hvorfor skal ægypterne kunne sige: I ond hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem bjergene og udrydde dem af jorden? Lad din vredes glød høre op, og anger den ulykke, du ville gøre dit folk! Kom Abraham, Isak og Israel i hu, dine tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders afkom talrigt som himlens stjerner, og jeg vil give eders afkom hele det land, hvorom jeg har talt, og de skal eje det evindelig! Da angrede Herren den ulykke, han havde truet med at gøre sit folk.«
Da Moses kom ned fra bjerget med de to vidnesbyrd tavler i hans hånd, hørte han folkets råb, og, da han kom nærmere, så han afguden og den svirene skare. Overvældet af (101) afskyelighed og harme over at Gud er blevet vanæret, og det at folket havde brudt deres højtidelige pagt med ham, kastede han de to stentavler ned på jorden og knuste dem ved foden af bjerget. Da hans kærlighed til Israel var så stor at han var villig til at give sit eget liv for dem, vendte hans nidkærhed for Guds herlighed ham dog til vrede, hvilket giver udtryk i en sådan betydelig og forfærdelig handling. Gud irettesatte ham ikke. Knusningen af stentavlerne var kun illustration af det faktum at Israel havde brudt pagten som de for nylig havde indgået med Gud. Det var en retfærdig harme mod synd, som kommer af tjenstiver til Guds herlighed, denne vrede er ikke drevet af egenkærlighed eller såret ærgerrighed, som der er henvist til i skriften, »Bliver I vrede, da synd ikke.« Sådan var Moses´ vrede.
»Derpå tog han tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i ilden og knuste den til støv, strøede det på vandet og lod israelitterne drikke det. Og Moses sagde til Aron: »Hvad har dette folk gjort dig, siden du har bragt så stor synd over det?« Aron svarede: »Vredes ikke, herre! Du ved selv, at folket ligger i det onde, og de sagde til mig: Lav os en gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!«... Da Moses nu så, at folket var tøjlesløst til skadefryd for deres fjender, fordi Aron havde givet det frie tøjler.«
Særlig indflydelse fra Satans arbejde
Til os er advarselen givet, »Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider (102) er kommet.« Læg mærke til deres yderlighed og fanatisme i tjenesten af deres store mester, Satan. Så snart at den onde havde folket under hans styrelse, var der åbenbare tegn af satanisk karakter. Folket spiste og drak uden en tanke om Gud og hans barmhjertighed, uden en tanke om nødvendigheden af modstand mod djævlen, som ledte dem til de mest skamfulde handlinger. Den samme ånd var tydelig som ved den ugudelige fest for Belsazzar. Der var lystighed og dans, løssluppen munterhed og sang, førte til en hengivelse der narrer sanserne; overdreven eftergivenhed, påtaget vellyst - al dette var blandet på dette vanærende sted. Gud var blevet vanæret; hans folk blev til en skam i hedningernes påsyn. Fordømmelser var ved at falde over den forblændene, og omtågede skare. Endnu gav Gud i hans barmhjertighed dem anledning til at opgive deres synder.
Moses »stillede sig ved indgangen til lejren og sagde: Hvem der er for Herren,« Basunblæserne opfangede ordene, og blæste dem gennem trompeterne, »Hvem er for Herren, han komme hid til mig! Da samlede alle levitterne sig om ham.« Alle som angrede havde ret til at tage plads ved siden af Moses. »Og han sagde til dem: Så siger Herren, Israels Gud: Bind alle sværd om lænd og gå frem og tilbage fra den ene indgang i lejren til den anden og slå ned både broder, ven og frænde! Og levitterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den dag faldt der af folket henved 3000 mand.« Der var ingen partiskhed, ingen hykleri, ingen sammensværgelser, til af forsvare skylden. For Herrens plage var over folket.
(103) Dem som havde vist meget lidt sans for Guds nærværelse og storhed, og der, efter hans majestæts fremstilling, var rede til at gå væk fra Herren, ville være en vedvarende snare for Israel. De blev dræbt, som en irettesættelse for synd, og for at sætte en frygt i folket vanære at vanære Gud.
Fare for selvbehag
Nu kan jeg ikke mere holde for i denne beretning, men jeg beder jer i enhver by, i ethvert hjem, jeg beder ethvert enkelt individ, at studere læren i dette skriftsted og tage disse inspirerede ord til sig, »Den, der mener at stå, skal tage sig i agt, at han ikke falder!« Her er præsenteret den eneste udvælgelse som der tales om i Guds ord. Det er dem som tager sig i agt, så de ikke falder, der vil blive taget imod til sidst. Der kan ikke være mere skæbnesvangre formodninger end dem der leder mennesker til spekulation på grund af selvbehag. I lyset af denne højtidelige advarsel fra Gud, skulle da ikke fædre og mødre tage sig i agt? Skulle de ikke pointere nøjagtigt for de unge om farerne der hele tiden opstår til at lede dem væk fra Gud. Mange tillader de unge at tilslutte sig fornøjelses selskaberne, i den tro at underholdning er nødvendig for sundhed og lykke; men der er farer på den sti! Jo mere lysten til fornøjelse er tilfredsstillet, des mere er den opdyrket jo stærkere bliver den. Livserfaringen er i stor udstrækning lagt op til fornøjelsens selvtilfredsstillelse. Gud byder os at vogte os. »Den, der mener at stå, skal tage sig i agt, at han ikke falder!« til videre studium: slå op under "Youth" i indexet i Testimonies, vol 2.
(104) Vi skulle komme til at sted hvor en hver forskel vil være smeltet væk. Hvis jeg tror at jeg har lys, skal jeg gøre min pligt i at bringe det videre. Antag at jeg rådførte mig med andre angåede det budskab som Gud Herren vil have mig til at give til folket; døren kunne blive lukket så at lyset ikke kunne nå dem som Gud havde sendt det til. Da Jesus red ind i Jerusalem, »begyndte hele discipelskaren i sin glæde at prise Gud med høj røst for alle de undergerninger, de havde set; og sagde: »Velsignet være Kongen, han, som kommer, i Herrens navn! Fred i Himmelen, og ære i det højeste!« Men nogle farisæere, som var med i folkeskaren, sagde til ham: »Mester! sæt dog dine disciple i rette!« Da svarede han og sagde til dem: »Jeg siger jer: hvis disse tier, skal stenene råbe.« - Review and Herald, 18. februar 1890.
Mine brødre, i hans store barmhjertighed og kærlighed har Gud givet jer stort lys, og Kristus siger til jer, »I har fået det for intet, giv det for intet.« Lad lyset der er overdraget til jer skinne for dem i mørke. Lad os fryde os og være glade at Kristus ikke kun har givet os hans ord, men også har givet os visdommens ånd og åbenbaring til at kende Gud, og at vi i hans styrke må være mere end sejrherrer. Kristus siger, »Kom til mig, mig tilhører rigtig rådslagning og pålidelig dom. Jeg har forståelse og styrke til dig.« Ved tro må vi hvile i Kristus, og huske ordene af den som var inspireret af Gud til at skrive, »din nedladelse gjorde mig stor.« Bed Gud efter at give dig meget af hans nådes olie. Overvej omhyggeligt ethvert ord, hvad enten det er skrevet eller talt. -Review and Herald, 22. December 1904