Forord til genoptrykte udgave

Profetiens ånd

I begyndelsen vandrede Adam med Gud i edens have. Han beskuede Herrens herlighed nærhed, og talede med Gud og Kristus og engle i paradiset ansigt til ansigt. Mennesket faldt fra sin retfærdighed og ulydighed og blev dreven bort fra haven, fra livets træ og fra Guds og de hellige engles synlige nærværelse. Moralsk mørke har siden den tid kastet sin skygge overalt ligesom et ligklæde, og syndens rust og meldug ses overalt. Mennesket har vandret fra Paradisets porte næsten seks tusinde år i mørke og moralsk elendighed, besværet med sorg og smerte, sygdom og død. Det har også været så meget udsat for fristelser og Djævelens list, at menneskets sørgelige historie gennem denne faldne tilstands hele tidsperiode er, at Satan har regeret med næsten alt omfattende herredømme.

Men en håbets stjerne kom snart til syne i krisen da alting har tabt Adam og nattens skygger formørkede den moralske himmel, og med den blev et forbindelsesmiddel oprettet mellem Gud og mennesket. Mennesket kunne ikke tale ansigt til ansigt med Gud og med Kristus og med englene, i sin faldne tilstand, således som da han var i paradiset. Men den store Gud kunne tale til ham i Drømme og syner, gennem de hellige engles tjeneste. ”Dersom nogen er eders profet vil jeg Herren give mig tilkende for ham i syn, i en drøm vil jeg tale med ham.” 4. Mos. 12,6.

Åbenbaringen af Profetiens Ånd var bestemt for alle tidsaldre. Den hellige skrift indskrænker den ingen steder, fra faldet til genoprettelsen, til en særskilt tidsperiode. Bibelen anerkender dens åbenbarelse lige så vel i den kristne som i den patriarkalske og jødiske tidsalder. Gud samtalede førhen med de hellige mænd ved dette middel. Enok, den syvende fra Adam, spåede; og omfanget af hans profetiske syn var så udstrakt og så nøjagtigt at han kunne se ned over lange tidsaldre og befriede Herrens komme og hvorledes de ugudelige straffes ved den sidste dom. Jud. 14,15.

Gud talte til sine Profeter i den jødiske Tidsalder ved Syner og drømme. Han fremstillede fremtidens store begivenheder for dem, især sådanne som står i forbindelse med Kristi første komme og lidelse for syndere, og hans andet komme i herlighed for at ødelægge hans fjender og fuldende sit folks forløsning. Profetiens ånd forsvandt fra den jødiske kirke nogle få århundreder før denne husholdning endte, på grund af menighedens fordærvelse; men den kommer atter til syne ved dens slutning for at indføre Messias. Zakarias, Johannes Døbers fader, ”blev fyldt med Helligånden, og han spåede.” Luk. 1,67. Simon, en retfærdig og gudfrygtig mand, som ventede på Israels trøst,” kom i templet af Åndens drift og profeterede om Jesus at han var” et lys til at oplyse hedningene, og til en herlighed for Guds folk Israel” Luk 2,25-32. Og Anna, en profetinde, ”talede om ham til alle, som forventede forløsning, i Jerusalem” Vers 36-38. Ejheller var der nogen større profet end Johannes, som blev udvalgt af Gud til at berede vejen for Guds Lam, som bærer verdens synd.” Joh 1,29.

Den kristne tidsalder begyndte med Helligåndens udgydelse og åbenbarelsen af forskellige åndelige gaver. Blandt disse var profetiens gave. Jesus siger til sine disciple, efter at han havde beskikket dem til at gå ud i al verden og prædike evangeliet: ”Men disse tegn skulle følge dem, som tro: I mit navn skulle de uddrive djævle; de skulle tale med nye tunger. De skulle borttage slanger; og dersom de drikke nogen forgift, skal det ikke skade dem; på de syge skulle de lægge hænder, og de skulle helbredes.” Mark 16, 17.18. Nogle af disse gaver kom til syne på en underfuld måde på pinselsens dag, og den kristne husholdning blev fuldelig åbnet. Apg. 2, 1-11.

Lukas siger, idet han skriver om Pauli og andres rejser efter at et fjerde århundrede af den kristne tidsalder allerede var henrunden, at de gik ind i evangelisten Filippis hus. ”Men denne havde fire døtre, som var jomfruer, og profeterede. Men mens vi var der flere dage, kom en profet ned fra Judæa, ved navn Agabus.” Apg. 21, 9.10. Senere hen se vi også den elskelige Johannes på øen Patmos, begavet ,ed profetiens ånd i al dens fylde. Gud gav ham den underfulde åbenbaring da over et halvt århundrede af den kristne tidsalder var henrundet. Her ender det nye testamentes skrifter, uden en eneste hentydning til at åndens gaver skulle opgøre i menigheden indtil herlighedens dag oprinder ved Jesu Kristi andet komme.

Disse gaver havde kun tiden vist sig siden det store frafald; hvorfor kristne bekendere i almindelig havde antaget at de er bestemte for en kort tidsperiode i de første menigheder. Men der havde været udrettet ting iblandt Jesu mest hengivne efterfølgere, fra de første kristne tider indtil den nærværende tid, hvilke næsten alle ledende religionsbekendere, havde anerkendt for Helligåndens gaver. Burde man da ikke anføre menighedens vantro og vildfarelse som grunde hvorfor disse gaver så sjælden er kommet til syne, hellere end at Gud har borttaget disse velsignelser fra menigheden?

Når Guds folk atter får den første kristnes tro og praksis, hvilke de visselig ville få under det nådes budskab, da vil den sildige regn blive udgydt og åndens gaver genoplivede. Den tidlige regnn blev givet i begyndelsen af den kristne tidsalder, da evangeliets sæd blev udsået, så at de kunne spire og sætte gode rødder. Da glædede menigheden sig ved åndens gaver. Og når den sildige regn bliver udgydt før Jesus kommer, Jak. 5,7, for at modne den gyldne høst for Guds lade, da ville Helligåndens gaver komme til syne i al deres fulde. Rom 11,25.

Hermed stemmer profetiens ord overens som Peter anfører: ”Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Ånd over alt kød; og eders sønner og eders døtre skal profetere, og eders karle skulle se syner, og eders ældste skulle have drømme. Ja, jeg vil endog i de samme dage udgyde af min ånd over mine trælle, og over mine trælkvinder, og de skal profetere. Og jeg vil lade undere ske i himlen oventil, og tegn på jorden neden til, blod og ild og røg-damp. Solen skal forvandles til mørke, og månen til blod, førend Herrens den store og herlige Dag kommer.” Apg. 2,17-20. Her se vi profetiens ånd blandt de sidste dages tegn. Dens virksomhed i de sidste dage skulle udgøre et af de mærkeligste tegn på enden er nær. Dette fremgår tydeligt deraf at profetiens gave er sat i klasse med de mest fremtrædende tegn i solen, månen og stjernerne og undere i himmelen oventil og på jorden nedentil, såsom blod, ild og røg-damp.

Ingen velsignelser som Gud har skænket sit folk, undtaget hans egen kære Søn, havde været så hellige også vigtige for deres velfærd som Guds hellige lov og hans Helligånd. Og ingen af Guds nådegaver havde været så virksomme som disse til at forstyrre djævelens planer og følgelig opvække hans vrede. Derfor må Guds folk i den sidste slægt, som adlyde alle de ti bud af Guds hellige lov, og anerkende genoplivelsen af åndelige gaver, vente at møde en sådan vitterhed fra deres modstandere som alene kan frembringes ved Djævelens umiddelbare påvirkning. ”Og dragen forbitredes på kvinden, og gik bort, for at føre krig mod det øvrige af hendes æt, dem, som bevare Guds befalinger, og have Jesu Kristi vidnesbyrd. Åb. 12,17.

Jesu Kristi vidnesbyrd, Åb 12,17, eller ”Vidnesbyrdet om Jesus,” er ”Profetiens ånd.”. Åb. 19,10. Det er bevarelsen af Guds befalinger og anerkendelsen af de åndelige gaver blandt levningen af kvindens æt, eller de kristne i den sidste slægt, som forbitre dragen.

Den jødiske tidsalder begyndte og endte med Guds ånds særdeles udgydelse, uagtet sine frafald. Derfor er det ikke rimeligt at formode at den kristne tidsalder, hvis lys er ligesom solens lys med månens svage stråler, sammenlignet med den gamle husholdning, skulle begynde i herlighed og ende i dunkelhed. Og eftersom et særdeles Åndens værk var nødvendigt til at forberede et Folk for Kristi første komme, hvor meget mere er et sådant værk nødvendigt til at berede et folk for hans andet komme.

Gud har aldrig åbenbaret sin magt for sit folk blot for deres fornøjelse; men han har virket for dem i forhold til deres behov. Vi kunne derfor trygt slutte at den gode Gud vil velsigne og styrke sine svage børn med Åndens gaver, såvel som med dens nåde, når de omringes af de sidste dages farer i den endelige kamp med Mørkets forbitrende magter, medens falske profeter havde magt til at ”gøre store ten og underlige gerninger, at de udvalgte skulle forføres, om det var muligt.” Matt 24,24.

Vi har set at Åbenbarelsen af profetiens ånd i drømme og syner blev nødvendig, fordi mennesket mistede Guds synlige nærværelse. Men når Guds bolig er hos menneskene, og han skal bo hos dem og de skulle være hans folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud, Åb. 21,3; og når mennesket, forløst af synden og døden, vandrer og taler med Gud og med Kristus og med englene i det genløste paradis; da behøvede vi ikke flere åbenbarelser af profetiens ånd.

Da Adam stod i edens have i al sin manddoms fylde, førend syndens meldug havde berørt noget af det som Gud havde sat for ham, og han beskuede Herrens herlighed med åbent ansigt, behøvede han ikke Åbenbarelser af profetisk ånd. Men da edens have gik tabt på grund af synden, og mennesket blev dømt til at famle sig frem på vejen til paradisets port, indhyllet i det moralske mørke som fulgte med forbandelsen og djævelens regimenter, behøvede det profetiens ånds lys. Og menneskets behov i denne henseende vedbliver, mere eller mindre påtrængende, indtil genoprettelsen, da de forløste skulle vandre og tale med Gud og med Kristus og med Helligånden i det genoprettede eden.

I brevet til korinterne stadfæster apostlen klart denne sætning. Han siger: ”Men om de åndelig gaver, brødre, vil jeg ikke at I skulle være uvidende.” 1. Kor. 12,1. Han anså denne genstand for at være af for stor vigtighed til at lade menigheden i Korinth være i uvidenheden angående dette. Han forslår at undervise dem derom. Vi gør vel i at benytte hans undervisning.

Apostlen fremstiller i dette kapitel det menneskelige legeme med dets forskellige lemmer, som virke i harmoni, det ene afhængigt af det andet, som et eksempel på Kristi menighed med dens lemmer, og de forskellige nådegaver som Gud har sat i menigheden. Han anvender dette billede således: ”Men I er Kristi legeme og lemmer, hver en del. Og Gud har sat i menigheden, først nogle til apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, dernæst nogle som gør kraftige gerninger, derefter nogle som havde nådegaver, til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, til at tale adskillige tungemål.” 1. Kor. 12,28.28.

Læg mærke til at Gud har sat profeter, dem som gør kraftige gerninger og dem som havde nådegaver til at helbrede, i den kristne menighed lige så vidst som lærere, hjælpere og styrere. Og det udtryk, ”Gud har sat” dem i menigheden, mener mere end at han ville meddele sig til dette folk ved sin Helligånd, i den kristne tidsalder, ligesom han havde under de forrige husholdninger. Det fremsætter den idé at Gud har særdeles begavet den kristne menighed med dem. Han har indsat dem i menigheden for at vedblive der indtil dens fraværende Herre kommer igen. Dette skede fordi menigheden behøvede dem. Behøvede den første menighed dem? Så behøvede Guds menighed dem også til at oplyse deres sti gennem forfølgelsens og martyrdommens mørke tider. Og den menighed, som må styre sin kur gennem de sidste dages farer, og berede sig til at modtage sin Herre som er nærved at komme, behøver meget mere en fylde af Åndens gaver.

Hensigten med de åndelige gaver og tiden hvor længe de skulle vedblive i menigheden er tydelig beskrevet af apostlen i brevet til efeserne: ”Og han beskikkede nogle til apostle, nogle til profeter, nogle til evangelister, nogle til hyrder og lærere, til de helliges fuldkomne beredelse, til embedets forvaltning, til Kristi legemes opbyggelse; indtil vi alle nå til enhed i troen, og Guds søns erkendelse, til mands modenhed, til Kristi fyldes voksne alder.” Ef. 4, 11-13.

Ingen kan vise at menigheden i Pauli levetid nåede til den enigheds, kundskabs og fuldkommenheds tilstand som her omtales. Under menighedens frafald, 2. tess. 2,3, og den tid da den flyede i ørkenen, Åb. 12,6, nåede den visselig ikke til en sådan tilstand. Ejheller har den nået denne enigheds, kundskabs og fuldkommenheds tilstand siden Martin Luther virkede. Menigheden er i vor tid langt fra en sådan enigheds, kundskabs og fuldkommenhedens tilstand. Derfor vil den fulde hensigt med de åndelige gaver ikke opnås førend de udvikles blandt de kristne i den sidste slægt, ved forkyndelsen af det sidste nådes budskab, og ved alle de midler som Gud benytte for at borttage dem til himlen uden at smage døden.

I 1. kor. 13, har Paulus tydeligt vidst hvornår de åndelige gaver skulle ophøre. I den første del af kapitlet viser han at kærligheden er ypperligere end alle tungemål, al profetisk gave, al tro, godgørenhed mod de fattige og mod til at opofre livet. Alle disse er værdiløse uden kærligheden. Derpå beskriver han kærlighedens dyder og rigdomme, og slutter med disse ord: ”kærligheden falder aldrig bort; men enten det er profetiske gaver, da skulle de afskaffes, eller tungemål, da skulle de ophøre, eller kundskab, da skal den afskaffes.” Vers 8. Kærligheden er ikke alene den ypperligste kristelige nådegave, men den vil vedblive som de forløstes æres krone i al evighed; hvorimod de åndelige gaver ville ophøre med håbet og troen. Når Herren herlig åbenbares vil troen tabe sig i beskuelsen og håbet i rydelsen; profetierne ville ophøre at skinne som et lys for menigheden; tungemål ville ophøre at være et tegn, og den svage kundskab som oplyser den nuværende dunkle nat vil svinde for den evige dags fuldkomne kundskab ligesom nådens dunkle stråler svinde for morgensolens lys.

Derefter følge disse vægtige ord i det 9. og 10. vers: ”Thi vi forstå stykkevis, og profetere stykkevis, men når det fuldkomne kommer, da skal det, som er stykkevis, afskaffes.” Vi vente endnu på at det fuldkomne skal komme. Måtte vor kære fraværende herre åbenbare sig slev for sit længselsfulde folk, på grund af åndelige gaver, mens vi vente. ”Thi vi forstå stykkevis, og profetere stykkevis,” siger Paulus, idet han taler om den nærværende ufuldkomne tilstand. Hvor længe skal profetiens ånd tjene menigheden? Hvorledes skulle de åndelige gaver afskaffes? Svar: ”Men når det fuldkomne kommer, da skal det som er stykkevis afskaffes.” Dette burde afgøre spørgsmålet om de åndelige gavers vedbliven i den kristne menighed.

Den populære anskuelse er, at de åndelige gaver blev givet til den første menighed, for at vedblive medens Kristi første apostle levede. Efter deres død skulle de ophøre i mneigheden. Men lad os erindre at der foregår en stor forandring når de åndelige gaver ophører, og at denne forandring er fra denne ufuldkomne tilstand til den fuldkomne; fra Nattens dunkelhed til den fuldkomne dags herlighed. Vi behøvede ikke at spørge om en sådan forandring skete ved de første apostles død; thi enhver, som har nogen kundskab om de første kristne menigheders historie, ved at den forandring som skete i menigheden efter apostlenes død, var ikke til det bedre, men klarlig til det værre.

Uretfærdighedens hemmelighed ytrede sig allerede kraftig på Paulus’ tid. 2. Tess. 2,7. Og når apostlen taler til de ældste af menigheden i Miletus siger han: ”Thi jeg ved ikke, at der skal komme svære ulve ind iblandt eder efter min bortgang, som ikke skulle spare hjorden; og af sig selv skulle opstå mænd, som skulle forvente ting for at drage disciplene efter sig.” Apg. 20,29.30.

Men når vi anvende denne store forandring, fra det ufuldkomne til det fuldkomne, på slutningen af den nærværende husholdning og åbenbarelsen af den evige herligheds dag, så er det hele i harmoni. Her har vi altså det klareste bevis for at de åndelige gaver ikke skulle afskaffes førend Kristi andet komme.

Paulus fremstiller endvidere den nærværende ufuldkomne tilstand og den tilkommende fuldkommenheds og herligheds tilstand ved en lignelse: ”Da jeg var et barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; men da jeg blev mand, aflagte jeg det barnagtige.” 1. Kor. 13,11. Hans barndom fremstiller den nærværende ufuldkomne tilstand, hans manddom den udødelige tilstand. Dette er indlysende. Men lad os formode at vi er forkerte, og at Paulus’ barndom fremstiller menigheden på hans tid, udstyret med Åndens gaver; og at hans manddom fremstiller menigheden efter hans død, berøvet Helligåndens gaver, medens den hurtig skrider nedad til det store frafald! Hvilken urimelighed!

Apostlen fremstiller endnu et skønt billede på overgangen fra den nærværende husholdning, under hvilken menigheden glæder sig ved det forholdsvis dunkle lys af de åndelige gaver, mens den vandrer i tro og håb, til den tilkommende verdens åbne herlighed, hvor de forløste skulle vandre med Gud i det genoprettede paradis, og tale ansigt til ansigt med Kristus og de hellige engle. Han siger: ”Thi nu se vi ved et spejl, i en mørk tale; men da skulle vi se ansigt til ansigt.” Vers 12. Som svar på den anskuelse at de åndelige gaver skulle ophøre ved de første apostles død, og at den herlige overgang som apostlen her fremstiller foregik ved deres død, behøve vi blot at gentage: hvilken urimelighed!