(5) De ni bind af Vidnesbyrd for menigheden, udgør 4738 tekstsider i den engelske udgave, med artikler og breve skrevet af Ellen G.White. De indeholder belæring til og passer sig som omsorg for Syvende-dags Adventist menigheden. Et seksten sider stort skrift, udgivet i december 1855, udgjorde begyndelsen af serien, af disse råd. Af og til kom de frem i sammenhængende skrifter og bøger. Disse budskaber omhandlede naturligvis problemer, som var almindelig udbredt den gang, - men i de fleste tilfælde er vi i dag konfronteret med de samme problemer, farer og situationer som prægede menigheden i de tidligste år.

De første numre af vidnesbyrdene blev udgivet blot syv år efter de mindeværdige "Sabbats konferenser" i 1848, da adventroende tog imod sabbats og helligdomssandhederne og lagde grunden for de karakteristiske læresætninger der fremholdes af Syvende-dags Adventist trossamfundet. I løbet af disse få år, var sagen rykket frem på en markant måde. I begyndelsen var der kun tre eller fire forkyndere, eller "budbringere" som de den gang kaldte sig selv, hver af dem var afhængige af, hvad de tjente ved fysisk arbejde og de frivillige gaver fra de få troende, som også var fattige på denne verdens goder. Disse begyndelser afgrænsede området til udelukknede New England staterne.

Omkring 1855, året for udgivelse af det første Vidnesbyrd skrift, var der en snes forkyndere for sabbats- og adventbudskabet. Antallet af troende var vokset fra mindre end et hundrede til godt og vel over et tusinde.

Udgivelsesarbejdet, påbegyndt af ældre White i sommeren 1849 i Middletown, Connecticut, blev gennemført forskellige steder under ugunstige omstændigheder. Nu i 1855 blev det etableret i sin egen bygning i Battle Creek, Michigan.

(6) Tiden som spænder over de første femten Vidnesbyrd der nu findes i bind 1, var tretten år. Vi noterer os nogle få af de erfaringer og udbygninger, som omgav de budskaber, der blev givet i perioden fra 1855 til 1868.

Det første frafald og nogle af de første brødres modstand, som var i tjenesten, kendt som Budbringer partiet på grund af deres skriftsudgivelser, bragte sorg og forvirring. Tidlige råd talte om denne bevægelse og forudså det hurtigt ville ende i forvirring.

Fanatiske bevægelser, som ville angribe samvittighedsfulde sjæle, med ubegrundet håb om "helliggørelse", viste sig forskellige steder, især i nogle af de østlige stater og i Wisconsin. I nogle tilfælde var disse læresætninger ledsaget af de formodede "tungers gavers" tilkendegivelse. Men den menighed fik klar undervisning og reddede sagen fra sådanne fjendens bedrag.

Tidens gang og den åbenbare udskydelse af Kristi genkomst, med mange nye i menigheden, som ikke havde været med i 1844-bevægelsen, med dets dybe åndelige indvielse, havde ført til tabet af den første kærlighed. Det var en usikker tid i landene og hjemstederne, idet de vestlige stater åbnede op for nybyggere, hvor i blandt der var et antal troende fra de overfyldte øststater. De mest alvorlige advarsler og appeller blev givet med hensyn til de fremherskende farer for tilpasning til verden og krævede menigheden til dybere indvielse.

I den sidste del af 1856 blev der gjort opmærksom på "Laodikea" budskabet i Åbenbaringen 3. Førhen forstod man, at dette råd måtte gælde for de adventtroende, som ikke havde fulgt det fremskyndene lys i den tredje engels budskab og som havde organiseret sig selv i en anden menighed og modsatte sig bitterligt sabbatssandheden. Nu så de dem selv som "lunkne" og i behov for råd fra det Sande Vidne. I to år eller mere var de troende i vældig (7) bevægelse over dette budskab og ventede at det ville lede dem direkte ind i den tredje engels høje råb. De alvorlige budskaber i Vidnesbyrdene står i forbindelse med denne bevægelse og kan bedre forstås med et kendskab til dets baggrund.

Det var en tid med diskussioner og debatter. Mange af vore prædikanter blev udfordret til at diskutere sabbaten og andre sandheder og nogle var endda pågående i sådanne debatter. Dette krævede råd fra himlen. En af vore fremtrædende prædikanter, Moses Hull, var i diskussion med spiritister, først på deres opfordring, siden på hans. Som følge af dette dristige træk blev han svøbt ind i spiritisternes forvirring. Da var det at Mrs. White udgav hendes "Meddelelser til ældre Hull" - "Communications to Elder Hull" og lavede offentlige breve som var skrevet til ham i løbet af de sidste år der, hvis de blev agtet, ville have reddet ham fra sin tros forlis.

Dette var årerne hvor der blev taget skridt til organisering. Imod dette træk, frygtede nogle, som havde oplevet erfaringerne fra den anden engels budskab, at menighedsorganisation er "Babylons" mærke. Organisationsspørgsmålene, som de blev mødt og diskuteret blandt brødre, manifesteres i mange af de meddelser der er givet til menigheden gennem Mrs. White. Og da udgivelsesarbejdet var organiseret i 1860 og da blev, efter megen diskussion og nogen udspørgen, navnet Syvende-dags Adventist indført, bevægelsen og navnet i sig selv viste sig at være over ens med den guddommelige vilje.

Umiddelbart efter det sidste skridt blevet taget hen mod kirkeorden, under General Konferensen i maj 1863, kom det mindeværdige syn i Otsego i juni, da Mrs. White gav et synspunkt i principperne for det der hed "helsereform". Det var sammen med en åbenbarelse af forholdet mellem lydighed mod sundhedslovene og karakterdannelsen, hvilket var nødvendig for at gøre menighedens medlemmer egnede for forvandling. Tæt knyttet med dette var en fornyelse i klædestil.

(8) To år senere, kom der det råd at "vi burde have et sundhedshjem for vore egne", som ledte til etableringen af Helse Reform Instituttet, til hvilket og med hensyn til dette der blev given megen råd. Som lyset fulgte med, voksede denne institution indtil det var en af de bedste slags i verden. I løbet af dette binds periode, var de fremherskende principper som leder til fremgang, klart lagt frem. Problemerne med borgerkrigen mødte man også i denne periode, idet Syvende-dags Adventister nogle gange var nød til at forklare deres forhold til de borgerlige myndigheder i krigsperioden.

Hjemmets betydning i opbyggelsen af kristen karakter og forældrenes ansvar, var fremhævet og mange højtidelige budskaber, især givet til de unge, har også givet eftertryk på disse sider.

Ved siden af disse specielle problemer som var nøje prøvet i den tids bevægelser, er der mange råd og formaninger af general art i menighedens disciplin og beredelse til forvandling. Det var en betydningsfuld periode for udviklingen af rest-menigheden og Vidnesbyrd-rådene udøver en stor dannende indflydelse.