Bind to's tidsperiode

(5) Medens bind 1 af Vidnesbyrdene bringer råd som for det meste har med begyndelse og udvikling af læresætninger, erfaringer og virksomheder i den ny etablerede restmenighed at gøre, er bind 2 for det meste helliget dens medlemmers personlige tilstand. I løbet af de tretten år, der er i disse fjorten vidnesbyrds-skrifter, der nu danner bind 1, er udgivelsesarbejdet blevet fastlagt, menigheden organiseret, dens financierings-system etableret og den har indledt et stort sundhedsprogram. Da den sidste artikel blev skrevet, blev litteratur udgydt i en stadig strøm fra Review og Heralds forlags trykkerimaskiner i Battle Creek, Michigan, nær ved det nylig etablerede sanatorie i fuld gang. Borgerkrigens mørke stunder var forbi og for menigheden var det belejligt. Dens opgave var at vinde terræn og at udvide dens grænser. De enkelte medlemmers renhed var vitalt vigtigt for menighedens fortsatte vækst. Først i 1868, begyndte Ellen G. White, som forklaret i en artikel i slutningen af bind 1, at udgive, for at gavne menigheden i sin helhed, visse personlige vidnesbyrd som på det tidspunkt ikke har været almindeligt udbredt. Om disse personlige vidnesbyrd sagde hun: "De indeholder alle mere eller mindre irettesættelser og belæring som henvender sig til hundreder eller tusinder andre i lignende situation. Disse bør have det lys som Gud har fundet det passende at give, et lys som imødekommer deres tilfælde." -bd.1, s.631

En sådan belæring som er personlig henvendt til de enkelte menighedsmedlemmer i løbet af treårs perioden, fra februar 1869 til maj 1871 og omfatter næsten alle Vidnesbyrdene nr. 15-20, er nu udformet i dette bind 2. Undervisningen er tydelig og praktisk og omhandler næsten enhver fase af den personlige erfaring og den religiøse indflydelse, fra sladdersnak, (6) føjelse af appetitten og ægteskabs forholdet, til forfejlet iver, havesyge og fanatisme.

Ved begyndelsen af den periode som bind 2 dækker var ældre og Mrs. White til dels trukket tilbage i Greenville, Michigen, på grund af pastors Whites helbredstilstand. De begyndte hurtigt at genoptage deres rejseaktiviteter og holde møder hos troende i stater lige omkring Michigan. I november 1868, vendte de tilbage til Battle Creek for der at danne sig et hjem.

To måneder tidligere, i september 1868, blev der holdt et lejrmøde i Wright, Michigan. Denne samling, den første af sin slags, viste sig at være en sådan velsignelse for dem som deltog i det, at de efterfølgende år blev vidne til opstarten af lejermøder som en regulær del af statskonferensernes program. Der blev sendt bud efter ældre og Mrs. White så de kunne være tilstede og sommermånederne i de efterfølgende år blev brugt for en stor del på disse årlige samlinger. I den sidste del af bind to kan der findes råd med hensyn til sådanne »sammenkaldelser.«

I løbet af den treårs periode, som bind 2 dækker var der en oplivende fremadskriden i den nærværende sandheds sag. Helseinstitutionen i Battle Creek, har gennemgået en nedslående depression og nu dukkede der en fremgangsperiode op. I den sidste del af 1868 lyste pastorerne J.N.Loughborugh og D.T.Bourdeau syvende-dags adventismens fakkel op på stillehavskysten. Det samme år kom et selskab på halvtreds sabbatsholdende adventister i Europa i forbindelse med general konferensens brødre i Battle Creek og sendte det næste år en repræsentant over Atlanten for at tale missionærernes sag.

Men med alle disse vindinger og fremskridt, fortsatte fjenden alvorligt med at arbejde på at svække menighedsmedlemmernes åndelighed og fik dem til at elske verden og dens tiltrækning, til at gennemsyre menigheden med en kritikkens ånd, til at udtørre godgørenhedens kilder og fik dem især til at bringe (7) de unge ind i hans rækker. Mrs. White var, som Guds budbringer, nøje og redelig i at overbringe sine budskaber ved pen og stemme, mod denne farlige udvikling; og vækkede menighedesmedlemmerne til Guds normer for renhed og retskaffenhed.

Ved visse anledninger gav Mrs. White åbenbaringer der passer sig for et antal enkeltpersoner i én menighed. Efter at have overbragt disse personlige vidnesbyrd, skrev hun belæringen ud og sendte den til den menighed det angik. Et antal af sådanne meddelelser findes i bind 2.

Den opmærksomme læser af dette 711 sider bind må være imponeret, ikke kun af den store variation af emner, men også af den umådelige mængde af skrifter ofret på sådanne personlige vidnesbyrd skrevet i løbet af denne korte tid. Dog bør det bemærkes at det som er udgivet kun repræsenterer en del af det som Mrs. White skriv i løbet af denne periode.

Nogle få uger før nr. 15's udgivelse, har ældre White skrevet et stykke i Review and Herald og bad dem som havde fået et mundtligt vidnesbyrd af Mrs. White, om at vente tålmodigt indtil de kan få skrevne kopier. Om Mrs. White's flid og ihærdighed i dette arbejde, sagde han:

"I denne del af hendes arbejde har hun to fået måneders arbejde for hånden. På hendes østlige tur udnyttede hun al sin fritid til at skrive disse vidnesbyrd. Hun skrev endda mange af dem under mødet medens andre forkyndte og talte. Siden hun kom tilbage har hun skadet hendes sundhed og styrke ved at begrænse sig så stærkt til dette arbejde. Hun skriver sædvanligvis fra tyve til fyrre sider hver dag." - Review and Herald, 3.marts, 1868.

Vi må tænke på Mrs. White's lettelse ved Vidnesbyrd nr. 15's udsendelse og hendes forventning om en meget tiltrængt hvile, men ti dage senere var hun igen fordybet i arbejdet med at udbringe de mange budskaber som var betroet hende. Fredag aften den 12. juni, talte hun "til de (8) unge i almindelighed," og "havde henvendt sig til en del personligt", indtil nær kl 10, hvor, som det blev refereret af ældre White:

"Medens hun talte fra platformen lige foran prædikestolen, kom Guds kraft, på den mest højtidelige og slående måde, over hende og øjeblikkelig faldt hun, i et syn, ned på tæppet. Mange var, for første gang, slået med forbavselse og med en fuldstændig enighed om at det var Guds værk, at de var vidne til denne manifestation. Synet varede i tyve minutter." - Review and Herald, 16. juni, 1868.

120 sider af Vidnesbyrdene bind 2 er direkte udtalelser nedskrevet for at være fremsætte råd for menigheden og enkeltpersoner fra synet den 12. juni 1868. Mange flere sider blev skrevet for at fremsætte synderne givet det samme år i Pilot Grove, Iowa, den 2. oktober og i Adams Centeret, New York, 25.oktober.

Disse mange syner ledte Mrs. White til at skrive næsten uophørligt. Da der blev givet et referat af deres rejse med båd op ad Mississippi floden i 1870, gav ældre White disse kommentarer:

"Mrs. White skriver. Stakkels kvinde! Denne næsten evige skrivning for den ene og den anden, hvor hun skulle hvile og nyde det skønne sceneri og det behagelige selskab, synes at være for kedeligt, men Gud velsigner og holder det oppe og vi må være forsonede." - Review and Herald, 5. juli, 1870.

Hvilken en velsignelse disse mange vidnesbyrd, der først er personligt rettet til enkeltpersoner, har været for menigheden. Hvilket menighedsmedlem, idet han har læst disse alvorlige råd og advarsler, har ikke opdaget at de problemer, fristelser og de privilegier de første års syvende-dags adventister har, er hans problemer, fristelser og privilegier i dag. Vi sætter pris på disse budskaber især fordi Ellen G White selv siger i hendes belæring som åbner op for bind 2: "Der er ikke en mere direkte og overbevisende måde at viderebringe hvad Herren har vist mig."

            Ellen G White udgivelsernes betroede folk.