Bind tre's tidsperiode

(3) I 1872, da det første vidnesbyrd af bind 3 var blevet skrevet, var hele Syvende-dags Adventisternes samfundsarbejde i de Forende Stater og mest koncentreret i de centrale og nordøstlige stater. Der var seks og firs ordinerede og bevilgede prædikanter der forkynde budskabet og ledte arbejdet. Vi ejede og drev et forlagshus og en lille medicins institution, begge i Battle Creek, Michigan. I et kvart århundrede har Gud ledt sig folk lige så hurtigt som de kunne få forstand til det og i harmoni, - først til en klar forståelse af doktrinerne der læres i ordet, så til en ansvarsfølelse for offentliggørelse af budskabet, så til organisering af kirken og så til bedre måder at leve på. Men der var nye erfaringer og store anledninger for at menigheden kunne komme frem. Rådene i bind 3 baner vejen for dette.

Gennem de forudgående fem og tyve kritiske år, var Ældre James White lederen for denne nye sag. Han har startet forlagsarbejdet, arbejdet utrætteligt for menighedsorganisering, opbygget medicinværket og har stået ved samfundets hoved både administrativt og uddannelsesmæssigt. Han har banet vejen. Ved hans skarpe forudseenhed og hans fulde helligelse til den voksende menighed, blev han anerkendt som lederen. Sådan var sagen, det var kun almindeligt at andre ikke kunne se at de skulle træde ind og påtage sig ansvar i det opvoksende samfunds forskellige foretagender. Dette starter med en diskussion af dette problem og med en appel til byrdebærende at tage hovedkvarterets arbejde på skuldrene, lette James White, som brød sammen under byrden. Igen og igen, igennem dette bind, henvises der til det ekspandrende arbejde, de forøgede ansvar og behovet for yngre mænd til at tage fat og bære byrder. Faren for at se på et menneske som den store leder blev der gjort klart udtryk for.

Erfaringerne fra denne periode er nært beslægtet med ørnen (4) der lærer dets børn at flyve - først have flyvefærdighed som basis og så lade dem udvikle deres styrke, men altid med forældrene nær nok til at give hjælp når der er brug for det. James Whites eget svigtende helbred, hans overbevisning at andre skulle træde ind og tage byrderne og hans hyppige kald til at gøre noget andre steder, gjorde at han blev adskilt fra adminisrationsopgaverne i Battle Creek. Medens ældre og Mrs. White fortsatte deres mellemvej mellem sanatoriet og forlagshuset i hovedkvarterets by, fandt vi dem ofte på fjerntliggende egne. I somrene 1872 og 1873 tilbragte de hvileperioder i Colorado bjergene og var også nogle måneder i Californien. En længere periode tilbragte de på Vestkysten i 1874, på det tidspunkt begyndte ældre White udgivelsen af Signs of the Times. Sådan blev andre tvunget til at tage ledende ansvar ved hovedkvarteret og værket vandt styrke.

Det var en kritisk periode og tilmed var nogle, medens kirken fandt sin vej i spørgsmålet om ledelse og organisering, tilbøjelige til at lægge urimeligt eftertryk på den personlige uafhængighed og var i fare for at gentage Kora, Datan og Abiram i oprøret mod den egentligt indsatte myndighed. Ud over bind 3 er der spredt råd med en bestemt vedholdende indflydelse ved disse erfaringer. Her og der kommer pragtfulde udtalelser, nogle med grundlæggende principper for organisering og lederskab.

Den tre-år lange tidsperiode for dette bind markerer også afslutningen af det første årstid for helsereformens lære og udøvelse. Råd blev givet mod yderligheder på den ene side og mod ligegyldighed på den anden side. Igen og igen påpegede Ellen White, i store artikler og personlige vidnesbyrd, de store principper i mådehold og ret levevis og kaldte på folk til at gå frem i disse nye og nyttige reformerfaringer.

Alt dette lagde grundstene for videre udbredelse. (5) Det var i denne periode at troende begyndte at få et glimt af hele verden som arbejdsmark. Det var et forbløffende syn. Det gav en udfordring. Dengang så de ikke betydningen i at den lille menighedsskole begynde i Battle Creek af Goodloe H. Bell, en erfaren lærer som havde antaget adventismen gennem hans kontakt med sanatoriet som patient. Det var i forsommeren 1872 at han begyndte dette skolearbejde. Lidt senere det år begyndte man at lægge planer for en mere udbygget skole der oplærte arbejdere. I december, da Vidnesbyrd nr. 22 nåede i hænderne på vor folk, fandt de at det begyndte med en appel for en sådan skole og belæring med hensyn til hvordan den skulle føres. "En rigtig opdragelse" er titlen på den tredive sider store artikel der sætter det store grundlæggende syn for oplæring af vore unge. Hvordan kan vi omspænde verden med vort budskab hvis vi ikke har en oplært præstetjeneste? Hvordan kunne der være en uddannet præstetjeneste hvis vi ikke havde en skole? Ved agtpågivenhed for den belæring og imødekomme den udfordring så klart på side 131-160, etablerede vore forældre et uddannelsessystem fra Battle Creek College. Dets hovedbygning blev indviet den 4.januar, 1875.

Kun nogle få måneder før denne vældige anledning, blev ældre John N. Andrews, en at vore ledende prædikanter, sendt til Schweiz for at begynde forkyndelsen af budskabet i Europa. I nogle råd tidligere, havde Ellen White skrevet om behovet for missionærer "som kan rejse til andre lande og forkynde sandheden på en varsom, forsigtig måde." - side 204. Med ældre Andrews afsejling i efteråret 1874, begyndte Syvende-dags adventister at vende deres øjne til andre lande.

Tidsfastsættelsen af de belærende og rådgivende budskaber som er kommet til os i løbet af årene er interessante. Fra år 1859, havde Syvende-dags adventister gjort fremgang ved at påtage sig deres forpligtelser over for Gud idet de erkendte deres forvaltning i form afsystematisk godgørenhed; men ved begyndelsen indså de ikke den fulde forpligtelse til tiendebetaling, en tiendedel af indkomsten. I to artikler, i midten (6) af bind 3, var beregningsgrundlaget for tienden tydeliggjort, som Herrens budbringer skrev det af en "tiendedel af" "indtægten" og af de "ni tiendedele" som blev tilbage. Ikke før 1879 blev dette større begreb om systematisk godgørenhed til en del af vort samfunds politik. Men de skridt som er blevet gjort så meget for at få sig en fast og vel tiltrængt indtægt for et voksende værk, har sin rødder i disse to kapitler, "Tiende og gaver" og "Systematisk godgørenhed," som blev udgivet i 1875 første gang. Det fulde begreb om sand forvaltning blev erkendt, idet vi blev ledt til at se at kravet om godgørenhed var udtænkt af Gud, ikke kun for at rejse penge op, men som et middel til at udvikle og fuldkomme giverens karakter.

Som det kan forventes, fører et pågående evangelisk arbejdsprogram til konflikter med andre religiøse grupper, som ofte udfordrer os til diskussion og debat. Ti år tidligere forlod Moses Hull, en af vore prædikanter, vejen ved at sætte sig selv på fjendens grund ved sådanne diskussioner. Nu gav de gentagne råd en vejledning, idet de pegede på farerne og den lille frugtbarhed af så trættende bestræbelser. Bind 3 er rig på sådanne råd.

Emnerne i dette bind er varierede, går fra råd til den velhavende gårdejer og hans uuddannede hustru til belæring for prædikanten og den overordnede. De generelle henvendelser fylder en større del af dette bind. Her og der findes personlige budskaber, offentliggjort til alles gavn, fordi, så Ellen White skrev, som mange af dem har så meget at gøre med erfaringer "som i mange henseender fremstiller andres tilfælde."

Nogle få iøjnefaldende åbenbarelser danner grunden for størstedelen af dette bind. I løbet af den periode var der ikke så mange iøjnefaldende syn , men mere omfattende. Igen og igen henvises der til de omfattende syner den 10. december, 1871 og 3. januar, 1875. Det sidstnævnte er beskrevet af James White i en fodnote på side 570. Omstændighederne for det første vil beskrives mere til fulde her: Det (7) var i Bordoville, Vermont, at dette syn blev givet. Et referat fra møderne holdt på det sted, den 9. og 10. december, blev sendt til Review af ældre A. C. Bourdelau, i hvis hus dette blev holdt. Ud fra dette kan vi erfare at Mrs. White har arbejdet "særligt for menigheden." Ved et aftenmøde, "blev særlige vidnesbyrd givet til tilstedeværende personer; og idet disse blev godkendt | af dem der blev talt til |, brød lys og frihed ind." Søndag eftermiddag kom to af de troendes sønner og en af deres hustruer for at byde Mrs. White velkommen. De havde været "i en frafalden tilstand." Så gav ældre Bordeau et levende billede af hvad der fandt sted:

"På dette punkt følte søster White virkelig byrde for dem og en særlig længsel efter dem for deres frelse og gav dem rigelige belæring. Hun knælede da ned med dem og bad for dem med stor alvor, tro og standhaftighed, så de kunne vende tilbage til Herren. De overgav sig og bad, lovede at tjene Herren. Herrens Ånd drog nærmere og nærmere. Søster White var frigjort og hurtigt, uden nogen ventede det, var hun i et syn. Hun blev i den tilstand i femten minutter.

"Nyhederne spredte sig og hurtigt var huset overfyldt. Syndere skælvede, troende græd og frafaldne vendte tilbage til Gud. Arbejdet var ikke begrænset til de tilstedeværende, som vi siden lærte. Nogle som var blevet der hjemme før var blevet grundigt overbeviste. De så sig selv som de aldrig havde gjort før. Guds engel rystede stedet. Tidens korthed, rædslen og de snart kommende domme og trængselstiden, verdsligsindethed i menigheden, deres mangel på broderlig kærlighed og deres uforberedte tilstand for at møde Herren, gjorde et stærkt indtryk på alles sind." - Review and Herald, 26.dec., 1871.

Sådanne var bind 3's tid.

            Ellen G White udgivelsernes betroede folk.