Bind seks' tidsperiode

(3) Dette bind bringer Ellen G. Whites skrevne vidnesbyrd da hun var i Australien. Med undtagelse af enkelte henvisninger til den lokale mark, vil læseren ikke opdage at skriveren var på et andet kontinent, - undervisningen er værdensomspændende i sine rammer. Det er et faktum at de åbenbaringer Mrs. White fik, ikke desto mindre havde en direkte forbindelse med de aktuelle spørgsmål om værkets udvikling for det skrevne tidspunkt. Det er derfor forståeligt, at der i dette bind er repræsenteret emner, som angår de udviklende arbejdsområder i den australske mark i denne periode. Udgivelsen af bogen fandt sted sent i år 1900, kort efter at Mrs. White var vendt tilbage til de Forenede Stater.

I sin opsætning er bind 6 helt anderledes fra de foregående fem bind. Op til denne tid var Vidnesbyrdene først blevet udgivet i blade og mindre bøger, eftersom menigheden fik flere og flere råd. Artiklerne blev i det store og hele trykt i kronologisk rækkefølge og behandlede næsten alle faser i den kristne erfaring og behandlede alle grene af samfundets arbejde. Da indholdet af disse treogtredive udgivelser blev genoptrykt i bind 1 til 5, forblev den oprindelige orden uforandret. Mange af disse artikler var først og fremmest breve til enkeltpersoner og senere udgivet til menigheden, fordi sagerne illustrerede mange andres erfaring. Nogle af artiklerne behandlede lokale situationer og særlige spørgsmål. Der kom en smugle gentagelser, idet vigtige sandhedslinier blev fremhævet igen og igen, da menigheden var i fare for at forsømme nogle af værkets linier, eller give slip på nogle menighedsnormer. Disse vidnesbyrd bar rig frugt i syvendedags adventisternes dagligdag og i samfundets arbejde.

Med udgivelsen af bind 6, elleve år efter at bind 5 blev udgivet, tog Vidnesbyrd for menigheden en ny form. Samfundets arbejde blev nu (4) verdensomspændende og fremstillede det behov og de problemer, som krævede betydelige råd og belæring i visse særlige retninger. Dette repræsenterede for det meste en udvidelse af undervisningslinierne fra de forrige år og en gentagende understregning af rådene. Derfor var det ikke svært, da bind 6's artikler blev samlet til udgivelse, at ordne dem efter aktualitet.

Da Mrs. White hjalp med til at opstarte en uddannelsesinstitution i Australien, blev hun spurgt om at tage til den mark i 1891. Hun sendte appeller ud for den skole og lagde planer for arbejdet. På en ny mark, var der kun lidt erfaring eller for få fortilfælde til at påvirke planerne. Under disse gunstige omstændigheder og med profetiens ånds råd til at føre og passe på, blev det australske missions college oprettet i en afsiddes landregion. Fra dette uddannelsessted skulle australske unge, med den praktiske uddannelse fra Avondale, tjene på hjemmemarkerne og trænge ud på fjerntliggende øer i det sydlige Stillehav. I sine landlige omgivelser, med sit brede arbejdsprogram og i visse andre egenskaber, blev Avondaleskolen en mønsterskole. Da der på ny blev givet undervisning om hvordan vore uddannelser skal føres for denne institution, med mange detaljer om placering, finansiering, undervisningsplaner, disciplin og administration, blev dette taget med i dette bind, for at hjælpe menigheden udover verden.

Da Mrs. White nåede de australske kyster, fandt hun et velbegyndt arbejde, men stadig ved sin begyndelse. I det pågående evangelieprogram, som blev udviklet og opfostret, blev ikke kun for evangelisterne selv optaget i arbejdet, men i ikke så få tilfælde fik de hjælp fra deres hustruer, ved at de gav bibelstudier og nogle gange prædikener. Adskillige veltilrettelagte evangelie-lejrmøder blev gennemført, som blev omhyggeligt fulgt op, så at høsten blev bevaret. Der var mange møder, efterfulgt af dåber og stiftelse af nye menigheder og kirkebyggerrier. (5) Profetiens Ånd blev ikke kun følt i værkets planlægning, men Mrs. White selv tog aktiv del ved forkyndelse, personligt arbejde og ved at hjælpe i pengeindsamling til nye kirkebygninger. Råd om disse spørgsmål i vort arbejde kan findes i dette bind.

Det var i bind seks' tidsperiode at syvendedags adventisterne blev mere bevidst om sin mission og antog hele verden som en arbejdsmark. Bygningen og søsættelsen af missionsbåden, "Pitcairn," i Californien i 1890 satte gang i de unges og også ældres forestillinger og rettede opmærksomheden på et verdensomspændende missionsprogram. Beretningerne om "Pitcairns" rejser, idet den banede vej for missionsarbejdet i sydstaternes øer, blev ivrigt fulgt af alle.

Der gik ikke lang tid før kolportørevangelisterne indtog Indien med vor litteratur og i 1894 skød vore missioner i Afrika op, blandt helt indfødte og ublandede folk og stiftede Solusimissionen, der er vor første udenlandske mission blandt hedenske folkeslag. Prædkanter blev også hurtigt sendt til Sydamerika. Da Mrs. Whites tilstedeværelse i Australien for ni år som pionerarbejder hjalp med at holde syvendedags adventisternes øjne rettet mod jordens ender og fremhæve formaningen, side 31 i dette bind: "Det er vor opgave at give hele verden - til alle folkeslag, stammer, tungemål og folk - den tredje engels budskabs frelsende sandheder." I hele bindet nævnes forskellige missionsmarker ved navn og der gives appeller efter folk og midler, sammen med råd og opmuntringer om arbejdet i forskellige lande.

Et antal colleger og læreanstalter for medarbejdere blev startet op i bind 6's tid. Tidligt i denne periode blev Union College i Lincoln, Nebraska åbnet i 1891 og Walla Walla college i Washingtonstaten i 1892. De andre var i Australien, Sydafrika og Danmark. Sanatorier blev også åbnet i Boulder, Colorado, i 1896, i Danmark og Sydafrika i 1897 og i South Lancaster, (6) Massachusetts, i 1899. To nye forlag blev lagt til listen over institutioner, et i Hamborg, Tyskland, i 1895 og det andet i Buenos Aires, Sydamerika, i 1897. Menighedsskoler, der fremfører det elementære arbejde, blev også startet adskillige steder.

Selvom der, i vort samfund, blev advaret meget mod store centre og tendens til centralisering, lader det til, at det stadigt voksende arbejde kræver flere folk og større faciliteter på vort samfunds hovedkvarter i Battle Creek, Michigan og der blev endog lagt planer for at bringe visse dele af samfundet under Battle Creeks styring. Således ville de hovedsageligt blive styret fra hjemmekontorerne i Battle Creek, i stedet for at planerne for værkets forskellige markafdelinger blev lagt af dem på stedet. Dette havde udseende af forretningseffektivitet, dog var det i virkeligheden en alvorlig trussel mod effektivitet og god ledelse i Guds værk. Gennem halvfemserne udviklede disse tendenser sig hurtigt, men på Guds eget tidspunkt og på hans egen måde blev de bremset.

Det var i disse tider og under profetiens ånds indflydelse at grundformen blev lagt for organisatoriske ændringer i forvaltningen af samfundets verdensarbejde. Idet sagen banede sig vej og udviklede sig hastigt under Australiens gode betingelser, blev der taget skridt til at binde de lokale konferenseorganisationer til en "unionskonferens" og således danne en organisatorisk enhed mellem den lokale konferense og generalkonferensen. Dette muliggjorde på-stedet-planlægningen med arbejdsgruppen tæt på problemerne og lettede derved generalkonferensen for mange smådetaljer. Resultatet var opmuntrende og dannede det mønster, som hurtigt blev fulgt op over hele samfundet.

Inden for sundhedsevangelismen blev der gjort en begyndelse i Australien i denne periode, men i de Forenede Stater var det en tid med stor ekspansion. Et sundheds-college blev sat i gang, som tiltrak flere syvendedags (7) adventist unge, som ville være sundhedsmissionærere. Nye afdelinger blev åbnet, som fik deres ledelse, penge og personale fra den store moderinstitution i Battle Creek. Et stort arbejde blev også indledt for nedsunkede og udstødte. Men gode virksomheder kan ofte overvurderes, derved bringe hele Guds værk i ubalance. Så nu lader det til, at sundhedsarbejdet, som er udtænkt til at være budskabets højre arm, trues til at være det hele.

Tilmed, imens der var stor udvikling inden for sundhedsmissionærerne og sundhedsmissionsarbejde på Battle Creek-sanatoriet, blev nogle syvendedags adventister mere ligeglade med grundprincipperne for sund levevis. Disse omstændigheder hjælper os til at forstå, hvorfor der gentagende gange, i bind 6, appelleres for en højere levestandard, beder om en samstemmende sundheds- og evangelieforkyndelse, skildrer vor pligt over for forældreløse og ældre i troens husholdning og advarer mod et uligevægtigt arbejde.

Idet samfundets arbejde udviklede sig på mange områder, fandt litteraturarbejdet en endnu vigtigere placering. Kolportørevangelisterne udgjorde en hær, med den enkelte kolportør, som en del af den anerkendte stab af evangelieforkyndere, i hver afdeling i verdensmarken. I ikke så få tilfælde havde disse litteraturevangelister dannet spydspidsen for budskabets fremførelse til nye og fjerne lande. Bind 6 frembringer kolportørvirksomhedens værdighed og betydning.

Denne elleveårs periode mellem bind 5 og 6's udgivelse af Vidnesbyrdene markerer udgivelsen af adskillige vigtige E. G. White bøger. I 1890 kom Patriarker og profeter ud af trykken. Vejen til Kristus blev udgivet i 1892 og den vi i dag kender som "den gamle udgave" af Evangeliets tjenere blev også trykt det år. Kristen uddannelse, forløberen for Uddannelse blev udgivet i 1894 og to år senere blev Med mesteren på bjerget og Kristus vor frelser (8) trykt. Arbejdet på manuskriptet til Den store mester blev færdigt og bogen trykt i 1898 og i 1900 blev Kristi lignelser udgivet.

I forsøg på at afhjælpe vore institutioner for tunge gældsbyrder, som de bar, donerede Mrs. White manuskriptet til Kristi lignelser og tilskyndede vore menighedsmedlemmer og arbejdere til at være med at sælge den til naboer og venner. Hundrede tusindvis af dollars blev således tilført, ved denne støttekampagne og tusindvis kopier af denne sandhedsfyldte bog blev distribueret.

Et nyt arbejdsmønster blev på den måde indført, som fik mange lægmedlemmer til at gå fra dør til dør, til fordel for menighedsarbejdet. Således blev vejen banet for "indsamlings" kampagner, som udviklede sig nogle få år senere til indtægtskilde for Guds værk, som gav millioner af dollars.

Gennem denne tolvårsperiode, blev snesevis og hundredvis meddelelser - med advarsler, råd og opmuntringer - naturligvis nedskrevet af Herrens budbringer. De blev sendt ud til marken i form af breve og artikler, i samfundets blade. Selvom mange ofte havde behandlet mindre omfattende emner, der allerede var givet i de første Vidnesbyrd, blev nogle nye aspekter bragt på bane og tidligere råd understreget. Disse findes i så generelle sektioner som "Advarsler og råd" og "Kald til tjeneste." Bland de vigtigere artikler som udgør disse sektioner, behandles sådanne som "Sabbatens helligholdelse", "Helsereformen genoplives," "Vor holdning over for de civile myndigheder," "Forberedelse til den sidste krise," og "Hjælp til vore skoler." Med tilføjelsen af dette nye bind til den voksende serie Vidnesbyrd for menigheden, er syvendedags adventister blevet indprentet på den direkte måde, som Gud fortsat fører og leder sit folk på.

            Ellen G White udgivelsernes betroede folk.