Bind syvs tidsperiode

(3) Bind 7 blev udgivet sidst i 1902, kun to år efter udgivelsen af bind 6; men i disse få måneder blev der gjort epokemæssige fremskridt, især i omorganiseringen af vort samfunds arbejde.

I 1863, henved otte-og-tredive år tidligere, var generalkonferensen blevet organiseret, med seks lokale konferenser, alle i de Forenede Stater. Der havde den gang været tredive prædikanter, ordinærede og autoriserede, der tjente 3500 menighedsmedlemmer og 125 menigheder. Der var ingen syvende-dags adventist-skoler eller sanatorier og kun et samfundsforlag.

Hvert fremgangsrigt årti havde fordoblet medlemstallet og beskæftiget medarbejdere og begyndelsen af nye arbejdsmål. Ved århundredeskiftet var værket vokset til verdensomspændende dimensioner. Statistikken for år 1900 viser at litteratur blev udgivet i ni og tredive sprog fra tretten forlagshuse og afdelinger. Fem hundrede ordinerede prædikanter, med et tusinde andre medarbejdere i forskellige grene af samfundsarbejdet betjente 66 000 troende, med medlemskab i 1892 menigheder. Disse blev grupperet i fem og fyrre lokale konferenser og to og fyrre lokale missioner. I Australien og også i Europa var lokale konferenser for nylig knyttet sammen i unionskonferense-organisationer.

Med udviklingen af forlagsarbejdet og indførelsen af læge og uddannelses-interesserne og begyndelsen af sabbatsskolearbejdet, var selvstyrrende organisationer begyndt at danne sig for at tage sig af disse arbejdsgrene. Der var Den Internationale Sabbatsskole, Sundhedsmissionen og Religionsfriheds Selskaber, ved siden af forskellige forlags og uddannelses-selskaber. Udlandsmissionsarbejdet blev udført af Udlands Missions Bestyrelsen. Selvom disse forskellige organisationers interesser havde indbyrdes forhold, tjente (4) de hver især som adskilte lemmer fra legemet med hovedkvarterets kontorer spredt ud over De Forenede Stater. Stedet for uddenlandsmissionsbestyrrelses kontor blev New York by, valgt på grund af shippingcenterets fordele. For det californiske sabbatsskoleselskab Oakland var et center mest praktisk for dets embedsmænd. Religionsfrihedsarbejdet blev ledt i Chicago, Illinois og Sundhedsarbejdet i Battle Creek, Michigan.

Det var ikke svært at se at samfundet havde vokset sig naturligt ud af sin oprindelige størrelse fra 1863. Nogle ændringer måtte der ske. Generelkonferense-bestyrelsen bestod af tolv medlemmer, fire af dem boede i Battle Creek. Hvordan kunne disse få mennesker sørge for det hurtig-voksende værk, som nu var verdensopspændende? Alle de lokale konferenser og missioner omkring i verden, udenfor de australske og europæiske unionskonferenser blev pålagt at gå direkte til generalkonferensen for at få ledelse. Det er et lille under at kun nogle marker blev forsømt, ellers manglede ledelsen kun effektivitet i nogle få tilfælde. Forviklingerne mangedobledes, da nogle af værkets grene, tilsyneladende var taget ud af hånden, da de voksede uforholdsmæssigt og arbejdede sig frem inden for uafhængige organisationer de selv havde dannet.

Sådan var forholdene i april 1901, da Ellen G. White, som for nylig var vendt hjem fra Australien til de Forenede Stater, talte ved åbningsmødet ved generalkonferensesamlingen. Hun forlangte en gennemgribende reorganisering af værket og betonede især behovet for ansvarsfordeling. Selvom behovet havde været tydeligt, var det et stort problem at gribe det an. Nu hvor der kom et kald til handling og hvor der kom mennesker med visioner og tro til at lede, blev generalkonferensens arbejde omorganiseret. Først blev planen om en unionskonferense, som var startet i Australien og efterfulgt i Europa, antaget. Dette aflastede generalkonferense-administrationen for mange (5) småting som kunne og burde være løst lokalt. For det andet blev grundramman lagt for at bringe samfundets forskellige selvstændige organisationer, sådan som forlagene, sundhedsarbejdet, sabbatskolen og uddannelsesarbejdet, ind under generalkonferensens administration, som afdelinger. For det tredje blev generalkonferensebestyrrelsen gjort meget større og gjort repræsentativ for hele verdensmarken og for alle værkets grene.

Nogle dele af generalkonferensens arbejde blev reorganiseret ret hurtigt. Sabbatsskolen, uddannelses og religionsfrihedsafdelingerne blev hurtigt bragt i orden. For andre arbejdsgrene tog det tid og i nogle tilfælde skete der ikke noget før der kom ulykker, som var nødvendig for at få forandring. For sundhedsarbejdets vedkommende var det nødvendigt at omorganiseringen skulle nå de mænd og kvinder der havde med det at gøre og de skulle forandre deres filosofi om det store arbejde de var involveret i. Omkring generalkonferensesamlingen i 1901 var det som om at Battle Creek sanatoriet havde nået sit højdepunkt. Det udgjorde, sammen med dets satelit-institutioner, en stor del af syvende-dags-adventisternes arbejde. Det blev tydeligt at dets ledere var begyndt at fantasere om et stort kristent sundhedsmissionsarbejde, fuldstændig uden bekendelse, som de også tænkte, hurtig ville fordunkle syvendedags-adventist-samfundet.

Så slog den første katastrofe ned, den 18. februar 1902. Battle Creek-sanatoriets hovedbygning brændte ned til grunden. Selvom der hurtig blev lavet planer om genopbygning, kom mange til at se branden i sammenhæng med profetiens ånds råd som kom i medarbejdernes hænder indenfor de næste få måneder. De kom til at se sundhedsmissionsarbejdet mere klart som en særlig men integreret del af samfundets arbejde. Der kom et kald til at sprede sig og starte mange sundhedsmissionscentre, ikke for store eller for ambitiøse.

(6) Det var med denne baggrund at Mrs. Whites artikler der udgør sektionen "Vort Sanatoriearbejde" blev skrevet. De blev taget med i bind 7 så de kunne fortsætte med at tjene samfundet.

I de første år, da Review and Herald og Pacific Press blev startet, var det nødvendigt at få veludstyret inventar for at fremstille de nødvendige litteratur til en rimelig pris. Men i begyndelsen var der ikke fuld brug for sådanne anskaffelser kun til samfundets arbejde. For at holde maskinerne i gang og fastholde et veluddannet trykkeripersonale, havde vore forlagsinstitutioner bedt om kommercielt trykning. Et sådant arbejde rakte fra trykning af kontorpapir og formler til udgivelsen af indbundne bøger. Dette var ganske indbringende og hjalp til at beholde maskinerne og personalet på en sund basis.

Alligevel kom der en masse problemer med denne kommercielle trykning. Bogmanuskrifter blev givet og accepteret som ikke var af opløftende karakter. Noget af denne litteratur indeholdt alvorlige doktrinære fejl og noget af den var af andre grunde direkte skadelig. Disse forhold nåede et højdepunkt i bind 7's tider. Forlagskontorerne modtog profetiens ånds budskaber, der pegede på dette arbejdes farer og forlangte en reform. Da samfundets arbejde i løbet af årene fortsatte med at udvikle sig, måtte tiden komme da faciliteter og personalet måtte mangle udelukkende til samfundets tjeneste. Det var alligevel først da både Review and Herald og Pacific Press blev ødelagt ved brand i efterfølgende år at disse budskaber bar deres fulde frugter. Idet planer blev lagt for at genopbygge kontoret, gik lederne fremad ved tro og de indviede de nye bygninger og udstyr kun til trykning af samfundslitteratur. Dette gjorde de i lyset af bind 7's råd, som havde haft en dannende indflydelse på vort forlagsarbejde over hele verden.

(7) Idet Mrs. White rejste fra St. Helena, Californien, til Battle Creek, Michigan, for at deltage i generalkonferensesamlingen, tog hun sydover og stoppede i Nashville for at tilse det nystiftede forlag og besøgte nogle af de nye skoler andre steder. Disse virksomheder var blevet tilskyndet meget, i hendes appeller i Review and Herald, til at begynde et stort arbejde i de sydlige stater. Hendes råd havde inspireret og ledt dem, som støttede værket, selvom hun på skrivetidspunktet var i Australien. Nu var det hendes privilegium at besøge disse centre og med egne øjne se hvad der var blevet udrettet.

Med dette førstehånds syn af området og dets mangler, suppleret med åbenbarelserne til hende og med nye syn om arbejdet, blev hun tilskyndet til at kalde et større antal fastansatte medarbejdere og ligeså mange lægmænd til at tage til de sydlige stater for at udnytte anledningen til at sprede budskabet, kæmpe med arbejdsproblemer, både blandt hvide og farvede folk. Disse oprørende appeller skrevet i denne toårs periode danner en vigtig del af bind 7. De var gode til at føre ikke så få familier til det store sydland, for at forkynde budskabet gennem rolig gudfrygtig livsførelse og i aktiv evangelisering. En overdådig høst fra denne såning, ses i dag.

Idet syvendedags-adventister i deres tidlige erfaring praktiserede og lærte levereformer, udviklede og handlede de helsemad, tog pladsen fra skadelige produkter og nogle hjalp til en appetittilfredsstillese og afstemte kosten. Det var syvendedags-adventisternes arbejde og lære som lagde grunden til den store corn-flakes produktion som har udviklet sig i de senere år, selvom dette fabriksarbejde er gået langt væk fra vore hænder. Vi drev stadig ret mange egne helsekostvirksomheder i bind 7's tider, (8) og i nogle byer blev der drevet helserestauranter. Adskillige kapitler i bind 7 giver råd om dette arbejde, fremhæver at det må udføres på en sådan måde at det har en tællende indflydelse for det særlige budskab, dette folk forkynder i verden.

Budskaberne i bind 7's tidsperiode marker også kaldet til byarbejdets fremskyndelse. Gennem disse budskaber skulle der medfølge andre indtrængende appeller, som viser sig i efterfølgende år. I denne bogs indledende sektion, skulle vort folk, se vore store byers behov. Dette arbejde der skal gøres skal ikke begrænses til konferensmedarbejdere. Lægfolk fra rækkerne skal drages ind i en altid-voksende gerning i de store befolknings-centre. Et stort evangelisk program skulle begynde som skulle fortsætte i mange år.

Da bind 7 blev udgivet, havde syvende-dags adventister udført et stort aktivt arbejde i mere end et halvt århundrede. Eftersom årene gik var der et større antal medarbejdere, som måtte lægge rustningen fra sig og droppe deres byrder, da der ikke var midler til deres underhold. Behovet og midlerne blev klart åbenbaret for Mrs. White og ved hendes slutningsbudksab i bind 7 fremsætter hun, i ømme ord, menighedens ansvar for dens ældre medarbejdere. Frugten af hendes kald om et fond hvor disse pensionerede medarbejdere, ses i dag i underholdsplanen som blev frembragt nogle få år efter udgivelsen af dette bind.

Således er bind 7 kun blevet helliget nogle få liniers belæring, men dets livsvigtige råd er vidtrækkende og har båret rig frugt.

            Ellen G White udgivelsernes betroede folk.