Bind ni's tidsperiode

I det vi ser på tiderne for bind 9 ser vi et femårsspand der strækker sig til slutningen af sommeren 1909. Mrs. White's oplevelser i denne periode er åbnet og lukket med rejser fra hendes hjem i St. Helena, Californien, til de østlige stater for at deltage i betydningsfulde møder. Det er en tid med genoprejsning fra kriserne i 1902-03 og det større arbejde med opstart af nye virksomheder og etablering af nye institutioner.

Efter betydningsfulde møder i Michigan i foråret 1904, besøgte Mrs. White de sydlige stater og derefter lagde sin vej til Washington, D. C., hvor der var taget skridt til at give det værk bygninger som var sat i gang i nationens hovedstad. Der skulle rejses en ny bygning for hovedkvarteret, Review and Herald måtte have sig et hjem, et sanatorium skulle bygges og et college etableres. Den kendsgerning at Mrs. White havde sit hjem i Washington i nogle måneder, hvor hun kunne give råd til arbejdet, i det disse fire arbejder var i gang, var en stor opmuntring for medarbejderne. Der er også udøvet en vidtrækkende påvirkning udover trossamfundet for at vække den tillid i menighedsmedlemmerne at Gud har været med i forflyttelsen af administrationen og udgivelserne til nationens hovedstad.

Dette var en periode med en med rivende udvikling i vort medicinske arbejde på stillehavskysten. Sanatorier blev åbnet i National City, Glendale og Loma Linda, Californien. Fra det første syntes Loma Linda at være bestemt til at blive et træningscenter for medicinarbejdere for i fremtiden at gøre det arbejde for samfundet der begyndte i Battle Creek. I løbet af de kritiske år hvor det medicinske college blev etableret, aflagde Mrs. White ofte besøg i det sydlige Californien, hvor hun kunne give personlige råd og (4) opmuntring og kunne hjælpe til med at lægge planer for fremadskridende arbejde. Det var udtalelser, fra nogle åbenbarelser hun havde fået fra Gud, der egentlig ledte os skridt for skridt til etableringen af en fuldt anerkendt medicinskole. Så uovervindelige var hindringerne at, havde der ikke været den tro og tillid der var indgydt ved hyppige råd gennem profetiens ånd, ville virksomheden aldrig have overlevet.

Disse betydningsfulde interesser tog Mrs. White meget fra hendes hjem og hendes skriverier og det førte til en stor forsinkelse i udgivelsen af bøger hun håbede snart kunne være i marken i løbet af deres arbejde. I den store Læges fodspor var den eneste Ellen G White bog der blev nyudgivet i løbet af den femårs periode.

Samfundets arbejde havde på det tidspunkt vokset sig så stort for os så at detaljerne i de forskellige fremskridt ikke kan nævnes. Budskabet omspændte nu hele kloden, missionærer i set tiltagende større antal, flere institutioner helliget uddannelse, udgivelse og lægearbejde blev etableret. Budskabet nåede i sandhed jordens ende.

Det bragte stor glæde i Ellen Whites hjerte da hun mødtes med repræsentanter fra det verdensomspændende arbejde da de samledes i Washington, D. C., om foråret i 1909 under general konferensens samling. Dette var hendes sidste tur mod øst denne den sidste generalkonferense hun deltog i. Hun var nu en og firs år gammel og havde givet en livslang tjeneste for Guds sag. Hun har set værket vokse fra de kæmpende spæde dage hvor der kun var en håndfuld som holdt sabbaten og som ventede på Herrens snarlige komme. Nu talte de 85 000 og der var 1200 ordinerede og autoriserede prædikanter. Idet Ellen White stod foran General konferensen, blev hun ledt til at tale om visse emner af stor betydning som der må ses tilbage på. Blandt disse var helsereformen. I fem og fyrre år har hun (5) ved at lære fremført de store grundsætninger i sund levevis. Disse grundsætninger har hun fået vist i et syn. Hun havde set frugterne af denne lære. Der var dog stadig nogle som holdt sig tilbage, der var nogle som var tilbøjelig til yderligheder og der genopfriskede hun vort standpunkt og lære punkt for punkt. Denne udtalelse der blev gjort for generalkonferensen danner et betydningsfuldt kapitel i bind 9.

Andre emner som hun vælger at tale om var emnet om medicinskolen i Loma Linda. Hun lægger institutionens formålsparagraffer frem og appellerer til samarbejde hos alle medarbejdere og lægfolk så dette arbejde bliver en succes. Denne vigtige udtalelse er også en del af bind 9.

Mrs. White har set menighedens administration udvikle sig fra en komite på tre som var bestemt i 1863 til den blev overtaget af generalkonfensen, til dens nuværende organisationsstatus med generalkonferenseafdelinger og med division og unionskonferensorganisationer med ansvaret fordelt blandt hundredvis som bar værkets byrde i de forskellige dele af verdensmarken. I hendes afsluttende ord bad hun indtrængende om enighed og indvielse. I hendes skrevne udtalelse handler hun med generalkonferensens myndighed og betydningen af de skridt generalkonferensen tager for en åben forsamling. Hun skrev om ansvarsfordeling og behov for ydmyg og tro. Disse råd danner en vigtig del af den sidste sektion i bind 9.

Ved århundredeskiftet var Mrs. White begyndt at bede om en fornyet interesse for evangeliseringen af verdens storbyer. Disse behov har været fremhævet igen og igen i de råd som her været sendt ud til de ledende arbejdere. Som svar på disse budskaber, blev interesserne for byerne fornyet. Store centre blev indtaget. Mange evangeliske præstationer blev udført, gamle menigheder blev styrket og nye blev etableret. For at (6) bevare appellerne for dette arbejde og rådene om dets udførelse, er en hel sektion i bind 9 helliget dette betydningsfulde emne.

Vi er også i dage hvor de forskellige virksomheder blev startet op og krævede vore lægfolks talenter og kræfter. Det begyndte at være klart at dette arbejde aldrig kunne afsluttes med mindre lægfolkene forenede sig stærkt med prædikanterne i at frembære budskabet til verden. Lægfolkenes arbejde tog en ny betydning. I de sidste to bind af Vidnesbyrdene er der lagt større vægt på lægmændenes arbejde og dette kommer til sit klimaks i bind 9. Efter et billede af de sidste kriser og begivenheder der finder sted i slutningscenerne af jordens historie, er adskillige kapitler helliget kaldet til enhver syvende dags adventist om at tage aktiv del i evangeliseringen, i hjemmemissionsarbejdet og i udbredelsen af litteratur.

Der er to andre detaljerede råd som er vist i dette bind. De er fra den første tid i Vidnesbyrdene, selv om der har været givet betydelig belæring i løbet af de år de henfører til. Det første har at gøre med arbejdet blandt farvede folk. Det andet har at gøre med arbejdet med religionsfrihed. Det er for det meste som svar på de appeller der var givet af Ellen White i artiklerne i Review i midten af halvfemserne hvor arbejdere og lægfolk kastede sig over det store sydland og begynde deres virksomhed, nogle uddannelsesmæssige retning, nogle i medicinsk retning, nogle med at forkynde budskabet og andre i ro efterleve budskabet i hjem der blev etableret i områder som endnu ikke havde fået lyset. Endnu andre havde sluttet sig til dette arbejde som svar på appellerne i bind 7. Arbejderne stod overfor mange problemer. Planer måtte lægges for dets fremgang. Nye spørgsmål måtte imødekommes, især dem som var blandt racestridigheder. Igennem disse kritiske år var der givet råd som tjente som en sikker vejledning for arbejdet og for at sætte disse råd i (7) en permanent optegnelse til tjeneste for menigheden, blev de taget med i bind 9.

Arbejdet med religionsfrihed er et arbejde vi har været involveret i, i mange år. Nogle var tilbøjelige til at gå til yderligheder og sige at sande sabbatsholdere mente at en måtte gøre det iøjnefaldende for dem omkring sig så vi arbejder om søndagen. I nogle områder leder dette til forfølgelse. Herren sendte i sin godhed budskaber til dette folk om at give os en velafbalanceret opfattelse i spørgsmål af den slags. Disse er også vist i dette bind i sektionen med titlen "arbejdet for religionsfrihed." og begynder med kapitlet "En prøvetid ligger foran os." og slutter med kapitlet, "Advarende Ord." Så bind 9, der sammentrækker nye og gamle råd, gentager visse linier i belæringen, giver detaljer i andre råd, opmuntre til tjeneste, påpeger farer for yderligheder, tilskynder tillid til organisationen og viser lønnen for alvorligt arbejde, blev så til hovedet af Vidnesbyrd for Menigheden.

Ellen Whites arbejde sluttede ikke ved udgivelsen af Vidnesbyrd for Menigheden bind 9. Ved at hun de næste fem år tog sig mere af sit bogarbejde, udarbejdede hun således Mesterens Efterfølgere i 1911 og, Counsels to Parents, Teachers, and Students i 1913. Hun ordnede også sit sidste værk i manuskrifterne for den nye udgave af Gospel Workers og Life Sketches, udgivet i 1915 og Profeter og konger, som kom fra trykkeriet i 1916.

Især var hun glad for det særlige arbejde der blev gjort for at advare byerne. Og fra tid til anden kom der rådgivende og belærende budskaber fra hendes pen om denne betydningsfulde del af vort arbejde. Sagens stadige fremrykken omkring i verden blev markedet af den nu aldrende Herrens budbringer der boede mellem de fredelige nordcaliforniske bakker. Selvom at hun vidste at hendes arbejde var ved at nå sin ende, havde hun ingen frygt for Guds værks fremtid, for hun skrev: "Uanset om liv skånes eller ej, vil mine skrifter hele tiden tale og deres gerning vil gå fremad så længe som tiden varer ved." - Skrifter og udsendelser af "Vidnesbyrd for menigheden," side 13, 14

Idet planerne blev lagt frem for generalkonferensens samling af 1913, ville Mrs. White gerne have deltaget, men i hendes fremskredne alder synes det utilrådelig. Ude af stand til at give et mundtligt budskab, skrev hun to skrifter der skulle læses op for de delegerede og de forsamlede menighedsmedlemmer. I det andet, som blev læst op af generalkonferensens formand til konferensforsamlingen om formiddagen den 27 maj, så hun tilbage på de sidste års oplevelser og glædede sig over det vidnesbyrd at Gud havde ledt sig folk. Da hun derefter så forud, forlangte hun fornyede bestræbelser i det sjælevindende arbejde og appellerede igen for de ikke-advarede byer. Ud i fremtiden så hun menighedens sejr og udtrykte opmuntrende ord:

["Jeg har et opmuntrende budskab til jer, mine brødre. Gå fremad i tro og forvent store ting af Gud. Fjenden vil på alle måder søge at hindre de anstrengelser, der bliver gjort for at udbrede sandheden, men der kan vindes en herlig fremgang i Herrens kraft. Tal ingen nedslående ord, men kun sådanne, som vil styrke og opmuntre] jeres medarbejdere. [.....

"Min interesse for hele værket er stadig så stor som nogen sinde. Jeg har et stærkt ønske om, at den nærværende sandhed må gå frem i alle dele af verden,......

"Det er min inderlige bøn, at det arbejde, vi nu udfører, må gøre et dybt indtryk på hjerte, sjæl og sind. Vanskelighederne vil tiltage, men lad os, som tror på Gud, opmuntre hinanden. Lad os ikke sænke flaget, men løfte det højt, mens vi ser hen til vor tros Banebryder og Fuldender. Når jeg i nattens timer ikke kan sove, opløfter jeg (9) mit hjerte til Gud i bøn og han styrker mig og forsikrer mig om, at han er med sine tjenere herhjemme og i fjerne lande. Jeg føler mig opmuntret og velsignet, når jeg forstår, at Israels Gud stadig leder sit folk og han vil fortsat være med dem indtil verdens ende.....

"Herren ønsker at se arbejdet med forkyndelsen af den tredje engels budskab fremmet med endnu større dygtighed. På samme måde, som han gennem alle tidsaldre har arbejdet for at give sit folk sejr, sådan længes han i denne tid efter at føre sine planer med menigheden til en sejrrig afslutning. Han byder sine troende hellige, at de skal gå fremad i fællesskab fra kraft til kraft, fra tro til en forøget forvisning om og tillid til hans sags retfærdighed og sandhed.

Vi skal stå klippefaste på Guds ords principper, mens vi husker på at Gud er med os for at give os styrke til at møde hver ny erfaring. Lad os altid fremhæve retfærdighedens principper i vore liv, så at vi i Herrens navn kan gå frem fra kraft til kraft. Den tro, som Guds Ånds undervisning har bekræftet og godkendt fra vor tidligste begyndelse og indtil nu, må være meget hellig for os. Det værk, som Herren har udført gennem sit lovlydige folk og som ved hans nådes kraft vil blive stærkere og stærkere og mere virkningsfuldt, efterhånden som tiden går, det skal være os meget dyrebart. Fjenden søger at omtåge Guds folks dømmekraft og svække deres dygtighed, men hvis de vil arbejde efter Guds Ånds vejledning, da vil han åbne dørene for dem og give dem muligheder for at opbygge de gamle faldne mure igen. Guds folks erfaring vil stadig forøges, indtil Herren stiger ned fra himmelen i kraft og megen herlighed for at sætte sejrens segl på sine trofaste.

Det arbejde der ligger foran os er noget der kræver alle menneskevæsenets kræfter. Det kræver trosudøvelse og stadig tapperhed. Nogle gange vil de vanskeligheder vi møder, være de mest nedslående. Opgavens storhed vil appellere til os. Ved Guds hjælpe vil hans tjenenere alligevel sejre til sidst." Raporteret i Generalkonferensen Bulletin, den 28.maj 1913, siderne 164, 165.

I tiderne for de ni bind af Vidnesbyrd for Menigheden skrevet i en periode af fem og halvtreds år har menigheden hele tiden vokset og udviklet sig og haft fremgang. Rådene deri giver pålidelig vejledning, irettesættelserne leder mange forvilde fødder tilbage til retfærdighedens stier, de opmuntrende og glade ord opliver hos mange det svage hjerte og udsigten til den trofastes løn får mange til at række ud efter trossamfundet for at nå det mål der er sat os.

Når vi ser frem må vi altid huske de ord der er skrevet i Livsskildringer, side 196:

Vi har intet at frygte i fremtiden undtagen dette, at vi skulle glemme den vej, Herren har ledet os på og hans undervisning i vor fortids historie.

            Ellen G White udgivelsernes betroede folk.