(xv) Som noteret i forordet til denne tredje udgave, består Vidnesbyrd for prædikanter af materiale taget fra forskellige kilder, primært E G White artikler som er blevet vist i Review and Herald og pjecer med vidnesbyrd for Battle Creek menigheden og til ledene arbejdere for sagen. Det meste af indholdet i dette bind var skrevet i årene 1890-1898, tilføjet med lidt tidligere og senere materiale for at forøge visse områder i rådgivning. Første afsnit »Kristi menighed", giver en omsorgsfuld forvisning set i hvordan Gud fastholder hans menighed, og rummer knivskarpe løfter af menighedens sejr. Det er efterfulgt med advarsler og råd til prædikanter og administratorer.

1890´ernes årti var interessant og alligevel på nogle måder en lidelsesfyldt periode for Syvende-dags Adventisternes erfaringer. Menigheden voksede, den mere end fordoblede sit medlemsantal i tiårsperioden. Med hurtighed indtog dens arbejdere nye lande. Institutioner hjemme og ude var sat i gang. De egentlige tilvejebringelser for organisering udtænkt af den første General Konferense samling i 1863 var hurtigt udvokset. Ældre etablerede institutioner ekspanderede og gik ind i en popularitets periode for både Syvende-dags Adventister og verden. Væksten var fyldt med mange farer, fra frisind på den ene hånd til befæstelse og centralisering på den anden hånd. Da, ved og gennem erfaringen for denne periode, var der ting der genspejlede eftervirkningen fra 1888 General konferense samlingen holdt i Mineapolis, Minnesota, (xvi) hvor visse dogmatiske spørgsmål var diskuteret hedt og langt ud. Et antal mennesker genkender sig selv ved den lejr eller de andre, med deres beslutninger der ikke alene påvirkes af de fremlagte lærdomsargumenter, men også formet af holdninger hen imod profetiens ånds råd. I nogle tilfælde var disse holdninger ikke sunde. Gennem det meste af denne periode, var E.G.White i Australien, og arbejdede på at bygge værket op i det ny indtagede land og lede i etableringen af et college og sanatorium i det kontinent.

Dette bind bærer titlen fra Vidnesbyrd for Prædikanter og Evangelister. Det er ikke helliget specielt til undervisning for hvordan præstens arbejde skulle udføres, som er Evangelister. Dette bind indeholder budskaber givet til formaning, advarsel, og rådgive menighedens prædikanter, med særlig henblik givet for særlige farer til mennesker i ansvarlige stillinger. Nogle af irettesættelserne er hårde, men forsikringen er givet at Gud i hans revselse, "Han sårer kun det han kan helbrede, ikke for at krænke." - Vidnesbyrd for Prædikanter, side 23.

Irettesættelserne og rådene rettet til prædikanterne og især administratorer var ikke først udgivet af Ellen G White, men snarere af General Konferensens formand, og senere General Konferens komiteen. For den største del var de budskaber rettet oprindeligt til General Konferensens formand, O.A.Olsen, og hans medarbejdere i administrativt arbejde, særligt på Battle Creek. Han og hans komite satte det i tryk så deres efterfølgene prædikanter og administratorer måtte have irettesættelsernes fordele der pointerer det forkerte, og rådene og opmuntringerne er forbundet med irettesættelse.

(xvii) Et tilbageblik på betegnende historie,.
Når vi ser tilbage på visse situationer i vor menighedshistorie som former baggrunden for budskaberne i 1890´erne, afdækker vi spor som sætter os bedre i stand til at forstå disse budskaber. Lad os gå tilbage til historie siderne og se på nogle vigtige udviklinger.

Fra allerførste begyndelse, var sabbats holdene Adventister kendetegnet for deres iver efter at forstå Guds vilje og at vandre på hans vej. Fra deres advent- erfaring fra midten af 1840´erne havde de været vidne til de urokkelige protestantiske menigheder, med deres trosbekendelse fast opbundet, og drejer væk fra de store sandheder der er lært i Guds ord. Mange af disse adventister har været smidt ud af disse menigheder på grund af deres adventhåb, et håb der udspringer fra skrifterne. De har set deres tidligere brødre gå ind i aktiv modstand mod dem der holder og udlagde bibelsandheder. Det leder dem til at frygte for formalitet og menigheds organisering. Men da vejen begyndte at åbne sig for forkyndelsen af den tredje engels budskab, udviklede behovet for organisering sig, og i januar, 1850, blev det vist Ellen White at de sabbats holdene adventister sætter deres arbejde i system, for "alt i himlen er i perfekt orden." -Ms. 11, 1850.

De alvorlige anstrengelser omkring menigheds organisering strakte sig over 1850´ernes årti. De nåede sit højdepunkt i 1860 ved valget af navnet "Syvende- dags Adventister" og, i 1861, i planer for organisering af lokale menigheder og oplyste konferenser. Da i 1863, blev de oplyste konferenser bundet sammen i general konferensen. Samvittighedsfuld omhyggelighed var udøvet for at undgå det første skridt i formaliseret trosbekendelse, for det var blevet vist at menigheden ikke kunne have trosbekendelsen fast opbundet (xviii), og samtidig være fri for at følge Guds åbne forudseenhed der er vist gennem et studium af Guds ord og profetiens ånds åbenbarelser. En meget fin beskrivelse gennemgår Guds forudseenhed ved etablering af kirkeorden på side 24-32.

Ved General konferensens etablerings periode i 1863, blev tre mænd udvalgt. Den største indflydelse fra menigheden bestod af en del oplyste konferencer og et forlagshus beliggende ved Battle Creek, Michigan. På det evangeliserene område, kom der bedre resultater for Syvende-dags Adventist prædikanterne. Deres arbejde bestod hovedsageligt i forkyndelse af de særlige sandheder fra evangeliets budskab, herunder sabbatten, tilstanden ved døden, det andet komme, og Helligdommen. Mange af menneskerne blev draget ind i diskussioner og debatter om Guds lov og andre væsentlige bibelsandheder. Umærkbart, ikke så få af dem der engagerede sig i sådanne diskussioner fik selvtillid, og der udviklede sig i deres hjerter en ånd af sikkerhed, selvsikkerhed, og stridslyst. Det bar dengang usunde frugter.

Institutions udvikling,.

Institutions udvikling fulgte hurtigt i hælene på organiseringen på general konferensen. I synet der blev givet til Ellen White i december, 1865, blev der spurgt efter en læge intuition, og som svar fra lederne åbnede en lille sundheds klinik på Battle Creek i september, 1866. Mindre end et årti senere, blev der i budskaberne der kom fra Ellen Whites pen, spurgt efter en skole. I 1874, var Battle Creek skolen bygget. Således skabtes tre større institutioner forud på Battle Creek, og trækker et endnu større antal Syvende-dags Adventister til (xix) et hurtigt voksende troscenter. Mennesker med forretnings erfaring var kaldt ind for at varetage de forretningsmæssige interesser af vore institutioner. Som forretnings interesserne voksede og udvikles og havde fremgang, kom nogle af disse mennesker for at betro mere af deres forretnings dygtighed end i vejledningens guddommelige budskaber. For dem var forretning forretning.

Før årtiet var gået blev det trosmæssige konfronteret med en kamp mellem interesserne for et uddannelses program bygget på profetiens ånds principper og det verdslige uddannelses program, under ledelse af mennesker som arbejde med verdslige fremgangsmåder og metoder.

Pionererne i Syvende-dags Adventist menigheden er i stor udstrækning selvhjulpne mennesker. De var mennesker af indvigelse, duelighed, og dygtighed. Læseren behøver kun at læse deres skrifter for at fastslå dette. Men, kendes begrænsningerne fra deres skolemæssige baggrunde, var de tilbøjelige til at føle sig meget beskedne. Når der kom en lærer i de tidligere 1880´ere ind i deres midte med al sin værdighed, er det ikke overraskene at han ville blive skubbet frem til en lederstilling i det uddannelsesmæssige arbejde. Hurtig ophøjelse til en stilling af stor tillid på et tidspunkt hvor han kun ved en smugle om Syvende-dags adventisterne, blev han fundet uforberedt til de ansvar der blev lagt på ham.

Spørgsmålene blev pinligt skarpsindige, med ledere og lægmænd der tog side. Nogle fejede for deres egen dør ved en undervisers lederskab og hans rang, mens andre bestræbte sig for at stå ved de ting der var sat højt i profetiens ånds råd. Resultatet var katastrofalt for skolen og for de involveredes erfaring. Battle Creek skolen lukkede for et år. Ting der var blevet sagt og standpunkter der var blevet taget efterlod deres mærker på erfaringen af ikke så få af lederne og menigheds medlemmerne.

(xx) Det var i den periode hvor artiklerne der omfatter Testimonies for the Church - Vidnesbyrd for Menigheden, bind 5, side 9-98, blev udgivet, først i et tidsskrift under titlen Testimony for the Battle Creek Church - Vidnesbyrd for Battle Creek menigheden. Dette tidsskrift indeholdt ikke kun hvad der senere blev genudgivet i bind 5, men også mere personlig omtalte handlemåder med enkelt personer og situationer på Battle Creek. Man behøver kun at læse navnene for at fornemme tidernes atmosfære. Det andet kapitel, "Vor Skole", har undertitlerne, "Bibelen som en lærebog", "Skolens linie", og "lærere på skolen." Efterfølgene kapitler har titlerne: "Faderlig undervisning", "Betydningsfuld oplæring", "Vidnesbyrdene ringeagtes", "Arbejdere på vor skole", "Skinsyge og kværulering er fordømt".

Dette var vanskelige dage, og da Ellen White gik det efterfølgene år til General konferensen 1883 på Battle Creek, var hun vidunderligt ledt til at give en række af tidlige henvendelser til Syvende-dags Adventist prædikanter, der overbringer praktiske linier for råd. Bemærkelsesværdigt var at én blandt disse helliget for "Kristus vor Retfærdighed". (Se Selected Messages, b. 1, side 350-354.) Disse historiske omstændigheder viser en del af baggrunden for E G Whites råd der er funderet i dette bind.

1880´erne en periode med nævneværdig fremskridt,.

Skønt menigheden havde sendt J.N.Andrews til Europa i 1874, mens den var i gang med at bygge skolen, gik menigheden først i 1880´ernes årti ind i en periode af nævneværdige missionske fremskridt og institutionel udvikling. I 1882 var to skoler startet, en i Healdsburg, i Californien, og den anden i South Lancaster, i Massachusttes. I 1885 var forlagsarbejdet etableret i Basel, (xxi) i Schweiz, i det nybyggede Central Publishing House. Det samme år var arbejdere sendt til Australien, og snart var Eco Publishing selskabet etableret i Melbourne. Ellen G Whites personlige tilstedeværelse i Europa i årene 1885-1887 brage styrke og opmuntring til arbejdet i landene hun besøgte.

Når en person ser tilbage på visse punkter i udviklingen af den trosbestemte historie, vokser der en afklaring i ham for den virkelighed der er kampen mellem retfærdighedens kræfter, og ondskabens kræfter. Menigheden der var dukket frem var profetiens levnings menighed, med Guds budskab til tiderne. Den store modstander bruger al hans indvendige kraft på at tilintetgøre arbejdet.

1888 Minneapolis konferensens samling

Et af fjendens mest effektive mål var at lede gode mennesker til at tage standpunkter der bragte dem de største hindringer i det arbejde de holdt af. Det blev set i den ånd der udvikles i de menneskers hjerter der engagerede sig i diskussioner og debatter. Det blev set i erfaringen med de forretningsmænd der blev tilknyttet sagen. Det blev set i erfaringen med de missionærer som kom ud til nye lande, der, med et lille begreb om arbejdet, fandt det svært at bevæge sig frem på den vej som Gud ville have dem til at følge. Det er blevet set i den tendens nogle viste ved afhængighed af lederne på Battle Creek for ledelse i en ganske lille affære i et vidtstrakt missionsarbejde. Det er blevet set på den måde ledene mænd på Battle Creek, stærkt bundet til institutionel arbejde, forsøgte at give udførlig ordre til arbejdet i fjerne lande hvor de kun vidste lidt om.

Da Syvende dags Adventist menigheden kom til (xxii) slutningen af år 1887, var medlemsantallet på verdensplan på 25 841, med seksogtyve lokale konferenser og en mission i Nordamerika og oversøisk fire lokale konferenser og seks missioner. General Konferens komiteen bestod af syv personer, komiteen er ganske varsomt blevet forøget i 1882 fra tre medlemmer til fire og i 1886 fire til syv. For at varetage sagernes juridiske forretning, er General konferens sammensætningen blevet udformet med en bestyrelse på fem betroede medlemmer. Forskellige grene i arbejdet har udviklet sig i nogen grad til selvstyrerne organisationer, sådan som "International Sabbatskole Forening", "Sundheds og Afholds Foreningen", og "International traktat og Missions Forening". Som det blev skrevet før, har Ellen White for to år, medio 1885 til 1887, været i Europa. Nu var hun tilbage i de Forenede Stater, og boede i hendes hjem i Healdsburg, Californien. Der var to forlagshuse i gang i de Forenede Stater: Review and Herald på Battle Creek, Michigan, og Pacific Press i Oakland, Californien. Hver af disse forlagshuse gjorde et betydeligt kommercielt arbejde for at holde dets udstyr og personale fuldt beskæftiget, og således opretholde faciliteterne der behøves for religiøs trykning. På hver af disse kontorer blev et ledene tidsskrift udgivet, The Review and Herald på Battle Creek og Signs of the Times på Oakland.

I løbet af det sidste år eller to har nogle meningesforskelle været tilkendegivet i de viste artikler i de blade der omhandler loven i galaterbrevet. I begge tilfælde forsvarer redaktørerne modstridende synspunkter. Ellen White skrev, mens hun stadig var i Schweiz, til redaktørerne for Signs of the Times og rådede mod udgivelse af artikler med stridene synspunkter. Dette budskab kan findes i Counsels to Writhers and Editors, side 75-82.

(xxiii) General Konferensen af 1888,.

General Konferens samlingen af 1888 var opslået til Minneapolis, Minnesota, 17.oktober til 4.november. Det var på et forudgående bibel seminar, på hvilket der var diskussioner hvad enten det var Huns eller Alemanni der skulle udgøre et af de ti riger fra Daniel 2 og 7 og Åbenbaringen 13. Uriah Smith, redaktør af Review and Herald, tog ét standpunkt og A.T.Jones, redaktør på Signs of the Times, tog et andet. E.J.Waggoner, også fra Pacific Press, førte studierne om soning og Guds lov, og ældre Jones fremførte retfærdiggørelse ved tro. Disse diskussioner fortsatte indtil i selve semesteret, og af og til var der bitter ordstrid. Nogle af prædikanterne var kommet til konferensen for at debattere visse spørgsmål, hellere end at studere sandheden. Ellen White var tilstede, og hun opfordrede alle til at arbejde med disse fremstillinger med et åbent hjerte og åben sind. Hun anmodede indtrængende til et omhyggeligt og fromt studie af emnerne under drøftelse.

På en eller anden måde kom spørgsmålene til at blive identificeret med visse mennesker. Mange blev betaget af budskabet om retfærdiggørelse ved tro, og det var en hjertes og sjælens reaktion som ledte til sejrende erfaring i det personlige kristen liv. Der var andre der identificerede sig selv med visse forsigtige konservative ledere fra Battle Creek som så hvad de tænkte var farer i noget af det læren fremviste. Når konferensen kom til en slutning, havde disse mænd svigtet i at opnå Guds velsignelse der var dem til gode. Der er ingen optegnelser af taler af andre end Ellen G White ved konferencen, for det var ikke den tids skik at offentliggøre talerne. En "General Konference Bulletin" var udgivet, (xxiv) men det var et enkel overslag der bringer nyheder omkring konferensens begivenheder og viser det rent forretningsmæssige. Der var gjort noget ved drøftelsen af Bibel spørgsmål.

Under mødet blev ældre O.A.Olsen valgt som General Konferensens formand, men han var i Europa under konferencen. Den 27. November 1888, skrev William C. White, et medlem af General Konferens komiteen, til ældre Olsen "at de delegerede ved slutningen af mødet gik der fra med meget forskellige indtryk. Mange følte at det var et af de mest nyttige at de nogen sinde har overværet; andre at det var den mest uheldige konference der er blevet holdt."

Forskellige holdninger over for retfærdiggørelse ved tro,.
Ellen White var meget i marken i løbet af de næste to år, og bestræbte sig for at lede menighederne og konferenserne til en dybere og fuldere forståelse af det vigtige budskab om retfærdiggørelse ved tro. Hun talte om denne bibelsandhed som én der, skønt, "det var nyt for mange", i virkeligheden var "gammel sandhed i en ny ramme". -Ellen G. White, Review and Herald, 23.juli 1889, genoptrykt i Selected Messages, bd 1, side 355.

Hun kunne rapportere i løbet af den efterfølgene General Konferens samling, i Battle Creek fra 18.oktober til 5.november 1889, at »ånden der var ved mødet i Minneapolis ikke er her. Alle trak sig væk i fredelighed. Der var en stor tilslutning af delegerede. Vores møde klokken fem om morgnen er velmødt, og møderne var gode. Alle de vidnesbyrd jeg havde lyttet på har været af en ophøjet karakter. De siger at de tidligere år har været de bedste i deres liv; lyset der skinnede frem af Guds ord (xxv) har været en klar og tydelig - retfærdiggørelse ved tro, Kristus vor retfærdighed. Erfaringerne har været meget interessante.

"Jeg har fulgt alle på nær to morgenmøder. Klokken otte talte bror Jones om emnet retfærdiggørelse ved tro, og der blev vist stor interesse. Der er en vækst i tro og i kendskabet af vores Herre og Frelser Jesus Kristus."- Ellen G. Whites 10. manuskript udgivet i Selected Messages, bd 1 side 361.

Uheldigvis, har en del blandt lederne af vores arbejde forbundet med general Konferensen og vore institutioner på Battle Creek sat dem selv på den benægtende side og har sat sig i centrale dele af menighedens arbejde en indre hård modstand. Inden for de næste få år, vil mange af dem der har sat sig selv i den lejr se deres fejltagelser og gøre dybtfølte bekendelser. Men der er dem der hårdnakket gør modstand. Nogle af dem i forbindelse med menighedens og vore institutioners forretningsmæssige interesser, gjorde deres indflydelse populær i 1890´erne. Det på noget sådant Ellen White i 1895 skrev som er medtaget på side 363: "Kristi retfærdiggørelse ved tro er blevet ignoreret af nogle; for det er i modsætning til deres ånd, og hele deres livserfaring."

I dette bind, fra side 76 og videre frem, vil der hyppigt findes henvisninger til Minneapolis og dets eftervirkninger, og til erfaring af nogle som har været med.

Ved samlingen i 1888, var General Konference komiteens stof ændret. O.A.Olsen var kaldt fra Europa for at tage formands sædet i General Konferensen, afløst af George I Butler. Ældre Butler var dårlig, og, alt i alt ikke tilstede ved Minneapolis Konferens samlingen, og havde sat sig selv (xxvi) mod den på den afvisene side af spørgsmålet. Han tog på orlov i en periode og tog sig af hans invalide kone i ti år eller mere, og kom da godt tilbage og besatte ansvarlige stillinger i det trosmæssige.

Ældre Olsen, var en mand i fuld sympati med eftertrykket sat på sandheden om retfærdiggørelse ved tro, og én der altid har været trofast mod profetiens ånds råd, men fandt det svært at imødekomme visse problemer på Battle Creek. Særlig svære var problemerne der opstod fra den rivende udvikling på institutionerne og udvidelsen af arbejdet på Battle Creek til skade for arbejdet andre steder.

Konsolidering og medfølgende problemer,.
Ved General Konferens samlingen af 1889, blev der gjort overvejelser over de problemer der var opstået fra de to store forlags huses virksomhed, det ene ved Battle Creek og det andet ved Stillehavs kysten. En komite på enogtyve var udpeget til at undersøge konsolidering af den trosmæssige interesse ved udgivelser. Handlingen gav også betydning for en lignende organisation "i den hensigt at kontrollere alle vore udannelsesmæssige interesser og eje ejendomme, så de bringes under én almindelig ledelse; også, for på en anden måde at kontrollere vore helse institutioner." General Konferens Bulletin, 6.nov. 1889, side 149. Denne komite bragte sin rapport til 1891 samlingen. Forslaget gjorde som var det General Konferens selskabet; som samarbejdet der skal vise menighedens legale interesser, burde varetage alle udgivelsesmæssige interesser og styre forlagshusene fra ét hovedkvarter. Det var blevet anerkendt at med de forøgende interesser for at blive sat i hænderne i dette (xxvii) legale selskab, skulle medlemskabet forøges til enogtyve. Disse forslag blev antaget af Konferensen.

Senere fortegnelser viser de skridt der blev taget for at konsolidere menighedens verdensomspændende aktiviteter, som havde været under forskellige komiteers styrelser, og sat dem under General Konferens selskabets kontrol med dets enogtyve komiteer.

General konferensens ledene embedsmænd var også ledene embedsmænd for Generalkonferense selskabet. Hvorledes falder forretningsgangen end, med medlemmerne af begge komiteer sædvanligvis er spredt ud over hele verden, for det meste i hænderne på få mennesker på Battle Creek, nogle af dem var dybt involveret i de forretningsmæssige interesser på institutionerne dér.

Alt dette var der ikke taget højde for da kravet på konsolidering kom, men anskaffelsen af de mange fysiske ting startede en række bevægelser hen imod konsolidering og tyngede General Konferens selskabet med finansielle forpligtelser af forlags husene, traktat selskaber, uddannelses intuitioner, og sanatorier udover hele verden. Fuld fremmøde til komiteens møder var der kun sjældent, det var det uundgåeligt at rutinemæssige drøftelser påvirkede sagens interesser, blev taget af en håndfuld mennesker i Battle Creek - ofte ikke mere end fire, fem, eller seks mennesker. I hendes meddelelser har Ellen White protesteret mod bevægelserne mod konsolidering, og andre bevægelser der ikke bærer Guds godkendelse. (Se Life Sketches, side 319-330, kapitlet, "Danger in Adopting Worldly Policy i the Work of God. ")

Situationen på Battle Creek, der involverede begge institutioner og General Konferensen, lader til at være (xxviii) opsummeret i artiklen, "Thou Shalt Have No Other Gods Before Me," skrevet i september 1895, og vises på siderne 359-364.Læseren vil gøre godt i at gennemlæse dette grundigt.

E.G.White meddelserne til ældre Olsen formand for General Konferensen og for General Konferensens selskab, indeholder mange irettesættelses budskaber til dem der ville påtage sig selv ansvar for at gøre diskussioner om noget så intimt som det trosmæssige arbejde omkring i verden. Det meste af belæringen sendt til ældre Olsen kan findes i Testimonies to Ministers. Som skrevet, før sendte han budskaberne i trykken, så undervisningen og advarslen kunne sendes til andre.

Vidtrækkende forlagshus problemer,.
Beklageligvis er der taget egoistiske hensyn i vores udgivelses arbejde i de tidlige år, hvilket ledte udgivelseshusene til at gå i erhvervsmæssig arbejde, og involverede disse institutioner dybt i slet og ret erhvervs trykkeri. Det nåede på et tidspunkt hvor omtrent 70 procent at trykningen var erhvervsmæssigt arbejde og 30 procent var trosmæssig trykning. De ansvarlige for forlagshusenes finansielle interesser så arbejdet i deres hænder for sig som var det for trykkere, og det ledte dem til at lade manuskripter udgive af en karakter som aldrig skulle have været trykt i menighedens trykkeri. (Se Testimonies, bd 7 side 161-168, kapitlet "Commercial Work", og Selected Messages, bd 2, side 350, 351, "The perils of Hypnosis.")

På det samme tidspunkt, vendte mennesker i ansvarlige stillinger for udgivelses arbejdet sig fra vigtige grundlæggende principper som har styret vore institutioner i lønningen af dets personale. Man havde draget den slutning at (xxix) arbejdet havde nået sit stade for velstand på grund af de særlige færdigheder og talenter hos dem der tjente i lederstillingerne; derfor skulle disse mænd blive foretrukket ved speciel lønforhøjelse i overensstemmelse med deres ledelses stillinger. Som et resultat, modtog visse mænd i nøglepositioner den dobbelte løn end en dygtig fabriksmedarbejder.

Den samme ånd ledede forlagshus styrelsen på Battle Creek for at tage ethvert tænkelig skridt med dets kraft for at opnå kontrol over den litteratur den behandlede, og det resulterede i afskærelse af et reelt forfatter honorar til de udgivede bøger i huset. På den måde var indkomsten til forlagshuset forøget. Det blev drøftet at dem i forlagshusets lederstillinger var i bedre stand til at forstå sagens behov, og ved hvordan overskuddet fra litteraturen skal bruges, end at de enkelte forfattere kunne forstå disse behov. Forfatterne følte, at det ikke nåede op til forvaltningen af forfatterhonorarer. I adskillige meddelelser skrev Ellen White til dem i ledelses stillinger, og gjorde opmærksom på at selviskhed motiverede sådanne planer. Råd om dette er fundet i Testimonies, bd 7 side 176-180

General konferens formanden udgiver Vidnesbyrd,.
Den egoistiske indflydelse, begærlige metoder og udøvelse af "kongelig magt", som Ellen G. White benævnte det, var smitsom. Ældre Olsen, General konferensens formand, gjorde, i håbet om at han kunne modstå det dårlige ved sådanne indflydelser, mange af de budskaber som kom til ham og andre ledere på Battle Creek i løbet af den kritiske periode, tilgængelige for menighedens prædikanter. Disse budskaber, udgivet i pjece form, var udsendt som speciel belæring (xxx) til prædikanter og arbejdere. De var ofte med en alvorlig udtalelse underskrevet af General konferensens formand eller komite. I ældre Olsens belæring til den anden af disse nummererede pjecer, skrevet omkring 1892, meddeler han:

"Vi føler at det er vores pligt igen at sende jer nogle uddrag fra de sidste skrifter fra Søster E.G.White som endnu ikke har været i trykken, og også påkalder opmærksomhed til nogle meget vigtige uddrag fra skrifter som allerede er blevet udgivet. Vi gør dette for at bringe sandhedernes indhold friskt ind i jeres sind. De fortjener meget omhyggelig overvejelse....

"I tre år har Guds ånd særligt appelleret til vore prædikanter og folk for at kaste deres selvretfærdige kåbe til side og søge retfærdigheden der er fra Gud ved tro på Jesus Kristus. Men, nej! hvor sløve og nølene vi har været.... Vidnesbyrdet og Guds Ånds alvorlige bøn har ikke fundet et svar i vore hjerter hvad Gud ellers havde bestemt de skulle. I nogle tilfælde, har vi endda følt os fri til endog at kritisere vidnesbyrdene og advarslerne der er sendt af Gud til vort gode. Dette er en alvorlig sag. Hvad er resultatet? Det er et kuldens hjerte, en sjæls ufrugtbarhed, som er virkelig alarmerne.

"Er det ikke på tide at hæve stemmen for advarsel? Er det ikke på tide at enhver enkelt tager disse ting til sig selv og spørger, "Er det mig?"...

"I det følgene vidnesbyrd, er vore farer igen vist til os på en måde så vi ikke kan misforstå dem. Spørgsmålet er, vil vi give agt på Guds råd og søge ham med hele hjertet, eller vil vi behandle disse advarsler med ligegyldighed og middelmådighed som vi har gjort mange gange tidligere? Gud er for alvor hos os og vi må ikke være sløve til at svare."

(xxxi) I den sjette af disse pjecer skrev ældre Olsen den 22.november 1896, disse indledene ord:

I løbet af de sidste få måneder, har jeg modtaget et antal af meddelser fra Søster E.G.White, som indeholder yderst værdifulde belæringer til mig selv og alle vore arbejdere; og jeg ved at alle arbejderne der er knyttet til den nærværende sandheds sag ville blive personligt gavnet og hjulpet i deres arbejde ved at have denne undervisning. Jeg har samlet denne sag, og jeg har trykt det i denne lille traktat til deres gavn. Det er ikke nødvendigt at jeg anmoder om et omhyggeligt og fromt studium, for jeg ved at det vil komme.

Det var ikke en let opgave for Ellen White at skrive sådanne gribende budskaber af irettesættelse og dadel, ejheller var det let for modtagerne at tage imod disse budskaber til brug i den personlige erfaring, at gå i gang med at gøre de rettelser de var kaldt til. De blev udgivet i 1890´erne af General konferensens formand og General konferensens komite, så alle prædikanter kunne blive advaret. Da blev materialet genoptrykt i form af Vidnesbyrd for prædikanter i 1923, til at tage de risici der er for enhver Syvende-dags Adventist prædikant og administrator som ellers kunne kæmpe alvorligt mod Guds arbejdes interesser.

Ellen G White inddrog ikke alle prædikanter og administratorer ved irettesættelsens budskab. "Hvor mit hjerte dog springer af glæde," skrev hun, "for dem der vandrer i ydmyghedens sind, som elsker og frygter Gud. De ejer en kraft der er langt mere værdifuld end lærdom eller veltalenhed." - side 161. I artiklerne i dette bind taler hun af og til om "nogle" der har taget den forkerte kurs, nogle der har været uansvarlige over for de budskaber som Gud har sendt. Varsels rådene mod udøvelsen af "kongelig (xxxii) magt" og autoritet, og rådene for at mennesker ikke skal se på deres medmennesker i enhver detalje af arbejdet, er omhyggeligt afvejet med råd omkring uafhængighed af ånd og handling, som optaget på siderne 314-316. Det er fremhævet at konferens formændene skulle gives tillid og støttes, som optaget i siderne 327 og 328.

Disse er baggrundene for 1890´erne og for budskaberne i Vidnesbyrd for prædikanter. Dette er billedet for vilkårene som forværres fra måned til måned, fra år til år, som Syvende-dags Adventist menigheden, skred fremad i et evigt-udvidene evangelisk, institutionelt, og missions program, på vej til at forlade århundredet.

1901 general konferensen,.
Da Ellen G. White netop var kommet tilbage til de Forenede Stater efter et niårigt ophold i Australien, var blevet inviteret til at være med i General konferensens 1901 samling, holdt i Battle Creek. Det var den første samling hun var med i efter ti år. General Konferensens formand, G.A.Irwin, holdt åbningstalen. Da maste Ellen White sig op foran forsamlingen, ivrig efter at tale. Hun talte alvorligt til konferensen, viste måden i hvilken Guds arbejde har været indskrænket til nogle få mennesker på Battle Creek der bar ansvaret for et arbejde der ligger langt fra hvad de forstår. Hun bevidnede at disse mænd og sagen var skadet når de opmuntrede andre til at se på dem for vejledning i enhver del af arbejdet. Hun påpegede at der var nogle mænd i ansvarlige stillinger som har mistet indvielsens ånd så absolut til deres arbejde. Ved dette møde råbte hun, "Hvad vi mangler nu er reorganisering, vi har brug for at begynde fra grunden og bygge på et andet princip."- Bulletin General konferens, 3.april 1901.

(xxxiii) Hvad der fandt sted i de følgende tre uger er en spændene historie. Budskabet blev påskønnet. Brødrene gik forsigtigt til arbejdet. Forenede konferenser blev dannet, lokale konferenser blev bundet sammen i mindre enheder med ansvar båret af mennesker i marken. De forskellige foreninger der repræsenterede den almene virksomme menigheds grene, som sabbatskolearbejde og hjemmemissionen, tog skridt til at blive afdelinger af General konferensen. General konferens komiteen, bestående af tretten mennesker, blev forøget til femogtyve. I 1903 blev komiteen yderligere forøget til at omfatte dem der var tilknyttet de nyorganiserede afdelinger af General konferensen. Inden for få års tid, bar fem hundrede mennesker det ansvar som før 1901 General konferensen har været båret af en håndfuld mennesker.

Ved denne reorganisering, blev der gjort underhold til dem som var i de lokale områder for at tage beslutninger i forbindelse med arbejdets udførelse. Så sundt var disse grunde lagt, at det ved fortsat vækst godt kunne tilrådes, at trosvirksomheden godt kunne uden nogen større problemer at gå ind en opdeling af generalkonferensen. I denne plan, blev store områder i verdens marken sammenknyttet, unions konferenser blev enheder i divisions organiseringen.

Battle Creek institutionerne finder sig i Guds straffe,.
Desværre, blev ikke alle rådene, udtalt af Ellen White ved General konferensens 1901 samling hørt. Formaninger som skulle have været gjort om to af institutterne ved Battle Creek blev ikke udført. Før tolv måneder var gået, brændte sanatoriet på Battle Creek i løbet af natten fra den 18. februar 1902. (xxxiv) Før 1902 var gået, var forlagshuset også lagt i aske. Det store tab af trosmæsssig ejendom var erkendt som en straf fra Gud, påført fordi mennesker fejlede i at tage agt og følge de givne råd. Advarsler har lydt, men de har gået upåagtet. Nu talte Gud på en måde som ingen kunne misforstå.

Menigheds hovedkvarteret blev flyttet væk fra Battle Creek med dets medfølgende problemer og, under Guds forsyn, etableret i Washington, D.C. Forlagshuset blev genetableret i nationens hovedstad, og lederne besluttede sig for at tiden til beskæftigelse og udstyret skulle helliges 100 procent til udgivelse af menighedens budskab. Sanatoriet blev genopbygget på Battle Creek, men desværre blev dets store kapitalmæssige indflydelse snart vristet fra menigheden. Battle Creek ophørte med at være det trosmæssige center, så verdenshovedkvarteret blev overført til Takoma Park.

"Bortset fra at vi skal glemme",.
Det afsluttende afsnit af dette bind er taget specielt fra meddelserne skrevet i 1907 og 1914. Ellen White havde anledning til at gennemgå "forholdet til sunde principper", især i artiklen "Jehova er vor konge", var et budskab hun læste på Sydcalifornien lejrmødet i august, 1907; og artiklen, »personlig ansvarlig og kristen enhed", blev læst af hende ved 1907 samlingen af Californien konferensen holdt i januar. Disse artikler gentager i korthed punkterne der udgør hovedtemaet i bindet. Disse råd blev gentaget og påmindede al det som kunne miste synet for disse principper og ville bringe menigheden i fare.

Historien kan gentage sig selv, og menneskelige væsner kan blive skyldig i glemsomhed. Alvorlige bestræbelser har været gjort (xxxv) for at undgå en gentagelse af fejltagelserne fra Battle Creek. Mrs. White skrev, "Vi har intet at frygte for fremtiden medmindre vi vil glemme den vej Herren har ledt os på." -side 31 Menighedens administratorer og evangeliske medarbejdere har altid disse advarsels og formanings budskaber foran dem, for at hjælpe dem i at undgå fejltagelser fra tidligere år. Og, nærmere forbundet med disse mere specifikke advarsler, er generelle advarsler med henblik på den høje moral og det åndelige niveau af prædikantens arbejde.

Budskaberne i dette bind, behandler så nøje hjerterne og sjælene på dem som stod som en hyrde af flokken og som bærer administrative ansvar, ville i dag kun henvende sig hvis de beskrevne omstændigheder eksisterede igen. Ingen skulle tage fejl i brugen af irettesættelserne til alle prædikanterne fra tid til anden. Det inderste kendskab af problemer, eller kriser der mødes gennem årerne burde ikke altid tåge vor tillid til den herlige sejr til Guds sag.

Ellen White, til hvem Gud har åbenbaret menneskers hjerters hemmeligheder og menneskehedens ondskab og ufuldkommenhed, mistede ikke fortrolighed hos Guds arbejdere. For hende var, det faktum at Gud sendte irettesættelses budskaber til dem der fejlede, ikke en indikation af at de var fortabte, men snarere et bevis for Guds kærlighed, »for den Herren elsker tugter han«. Ejheller efterlod modgangen, der kom til arbejdet som den rasende krig mellem de onde kræfter og retfærdighedens kræfter, hende fortvivlelse i hjertet, for hun erkendte at "vi som bibelkristne altid har været på vindene grund" (Selected Messages, bd 2, side 397), og at "Israels Gud stadig leder hans folk, og at han vil fortsætte med at være med dem, helt til enden." (Life Sketches, side 437-438).

(xxxvi) Dette forord er udtænkt til at informere læseren om den historiske baggrund for indholdet af dette bind. Der er et antal af henvisninger til bestemte erfaringer, bevægelser, og intuitioner, som må synes noget utydelig for os der lever så mange årtier fra begivenhederne. For at give information som vil lede os bedre til forståelsen af sådanne henvisninger, er det blevet suppleret med appendiks noter.

Det er ikke Ellen White skrifternes opsynsmænds arbejde at forklare eller udlægge rådene som er blevet givet. Det er deres forret og til tider deres ansvar at overbringe de historiske baggrunde for visse situationer, og give i deres sammenhæng andre råd som må hjælpe læseren til at forstå bedre og således rigtigt udlægge skrifterne. Om det må blive fuldendt, og at menigheden under Gudfrygtige ledere må gå frem i sejr for Guds værdifulde arbejdes afslutning, er det oprigtige ønske fra

      Ellen G White estatens betroede bestyrelse
Wasington DC den 10.maj 1962.