(82) Nogle havde gået til yderligheder i anvendelsen af visse skriftsteder, idet de aldeles ophørte at arbejde og nægtede at ville stå i samfund med dem, som ikke kunde antage deres anskuelser angående denne sag og andre sager, som de troede hørte med til deres Kristenpligt. Herren åbenbarede disse vildfarelser for mig i et syn og sendte mig for at undervise sine vildfarende børn; men mange af dem forkastede mit budskab og beskyldte mig for, at jeg skikkede mig lige med verden. Desuden var der mange såkaldte Adventister, som beskyldte mig for at fare med sværmeri, og man opdigtede, at jeg var anføreren for det sværmeri, som jeg stedse søgte at modvirke. Visse personer havde fastsat Herrens komme tl forskellige bestemte tider, og de søgte at få brødrene til at vedkende sig disse anskkuelser. Men Herren viste mig, at disse tider vilde udløbe, thi den store trængsels tid måtte først komme, førend Kristus kunne åbenbares, og at enhver sådan fastsat tid, som udløb, ville svække Guds folks tro. Men da beskyldte man mig for at være den onde trener, som siger: "Min Herre tøver at komme." ret
(85) Om et lidet kom en Engel og bød mig at stå op, og hvad jeg da fik se, er næsten ubeskriveligt. Foran vig stod der en skare af mennesker med ilde tilredt hår, iturevne klæder og ansigtsudtryk der bar præg af den yderste fortvivlelse og skræk. De kom hen til mig og gned sine klæder mod mine. Da jeg så på mine klæder, markede jeg, at der var blidpletter på dem. Atter faldt jeg afmagtig ned for min ledsagende Engels fødder. Jeg kunne ikke fremstamme en eneste undskyldning og ønskede mig bort fra dette hellige sted. Engelen løftede mig op og sagde:"Det fremviste er ikke tilfældet med dig nu; men det er blevet fremstillet for dig, for at du skal vide, hvordan det vil blive med dig, om du forsømmer at fortllle andre, hvad Herren har vist dig. Men hvis du bliver tro til Enden, skal du få lov til at skpise af livets træ og drikke af livets vand. Du skal udstå hårde lidelser, men Herrens nåde er dig nok." Jeg følte mig da villig til at gøre alt, hvad Herren måtte fordre af mig, så jeg kunne nyde hans velvilje og undgå hans mishag. ret
(84) Førend jeg fik mit første syn, kunne jeg ikke skrive. Min hånd rystede, så jeg ikke var istand til at holde pennen stille. Medens jeg var henrykket i synet, befalede en Engel mig at nedskrive det. Jeg adlød og kunne skrive uden det mindste besvær. Mine nerver blev styrkede, og min hånd blev rolig. ret
(81) Omtrent ved denne tid måtte jeg gennemgå en hård prøve. Dersom Guds ånd hvilede over nogen i forsamlingen, og han da prisede og forherligede Guds navn, sagde nogle at det var Mesmerisme. Og dersom det begagede Herren at give mig et syn i forsamlingen, var der adskillige, som sagde, at det hele hidrørte fra stærk sindsbevægelse og Mismerisme. Dette bedrøvede mig og gjorde mig modløs, og jeg gik ofte til et eller andet enligt sted for at udøse min sjæl for ham, som byder de trætte og besværede at komme til ham og finde hvile. Idet jeg tilegnede mig Guds løfter kom Jesus meget nær til mig. Himlens blide lys omstrålede mig, og det forekom mig, at Jesus kærligt sluttede mig i sine arme. Under disse omstændigheder henrykkedes jeg i syner. Men når jeg så fortalte, hvad Herren havde fist mig, medens jeg var alene, hvor ingen fordisk indflydelse kunde påvirke mig, sårede det mig at høre denne og hin ynke om, at de, som levede nærmest Herren, var mest tilbøjelige til at blive forførte af Satan. ret
(83) Og er ikke dette vidnesbyrd blevet opfyldt i enhver retning? Første Dags Adventisterne har fastsat den ene tid efter den anden og til trods for deres gentagne skuffelser har de dog været djævle nok til at fastsætte endnu nye tider. Herren har ikke været med dem i dette. Mange af dem har forkastet den rette profetiske tid og har ikke villet agte på profetierne opfyldelse, fordi tiden udløb i 1844, uden at Kristus kom. De forkastede sandheden, og fjenden har haft magt til at hilde dem i kraftige vildfarelser, for at de skulle tro løgnen. Den store prøve, hvad profetisk tid angår, indtraf i 1842 og 1844; og de, som siden den tid har fastsat tiden for Kristi komme, har bedraget både sig selv og andre. ret
(84) Det var et tungt Kors for mig at fortælle de vildfarende, hvad Herren havde vist mig om dem. Det smertede mig at se andre besværede eller sårede. Og når jeg blev nødt til at frembære mine budskaber fra Herren til en person, formildede jeg dem undertiden og gjorde det så lempeligt for ham som mulig, hvorpå jeg gik til et afsides sted og græd i stor sjæleangst. Jeg tænkte på dem, som kun havde sin egen sjæl at sørge for, og sagde ved mig selv, at om jeg var således stillet som de, skulle jeg ikke klage. Det var tungt af gengive de ligefremme, gribende vidnesbyrd, som Herren havde vist mig. Jeg ængstedes for, hvad udfaldet skulle blive;og dersom de personer, hvem Herren således irettesatte, satte sig imod Irettesættelsen og senere hen forkastede sandheden, opstod der disse spørgsmål hos mig: Overleverede jeg budskabet således, som jeg burde? Var der ingen mulighed for at frelse dem? Og da blev jeg så nedbøjet af sjæleangst, at jeg ofte følte, at døden ville være en lindring og graven et sødt hvilested. ret
(81) Ifølge denne opfatning vilde det være umuligt at føle sig tryg, uden man levede i en lunken tilstand, bort fra Herren. Ak, tankte jeg, er det kommen så vidt, at man skal blive beskyldt for at befatte sig med Mesmerisme, når man i oprigtighed søger Herren og tilegner sig hans løfter om salighed! Kan vi ikke vente at få andet end en sten eller skorpion, når vil beder vor himmelske Fader om brød? Dette sårede mig meget og ængstede mig så, at jeg blev næsten fortvivlet. Mange søgte at indbilde mig, at der ingen helligånd var, og at de erfaringer, som hellige Guds mænd havde gennemgået, kun var et udslag af Mesmerisme og Satans bedrageri. ret
(82) Denne fremstilling med hensyn til fastsættelse af tiden for Kristi komme blev trygt for omtrent tredive år siden, og bøgerne er blevet uddelt overalt. Alligevel er der Prædikanter blandt dem, som foregiver at kende mig, der siger, at jeg gang på gang har fastsat tiden for Kristi Genkomst, at tiden altid er gået forbi, og at mine syner derfor må være falske. Der er uden tvivl mange, som anser disse falske påstande for sande. Men ingen, som har nøjere kendskab til mig og min virksomhed, kan ved rette fremsætte sådanne påstande. Følgende er det vidnesbyrd, jeg altid har aflagt, siden tiden i 1844 udløb: "Forskellige kpersoner vil fra tid til anden fastsætte tiden for Kristi komme, men tiden vil altid gå fori; og følgen heraf vil kun blive, at det vil svække Guds folks tro." Dersom Herren i et syn havde vist mig den bestemte tid, og jeg havde forkyndt dette for Folket, så kunne jeg selvsagt ikke have skrevet og ladet trykke, at alle sådanne fastsatte tider vilde udløbe, fordi trængselens tid først måtte indtræffe gør Kristi Genkomst. Det er nu omtrent tredive år, siden jeg lod ovenstående erklæring trykke, og jeg ville visselig ikke derefter føle mig tilbøjelig til at fastsætte tiden for Kristi Komme og stille mig på deres side, som jeg irettesatte. Jeg havde heller intet syn før i 1845, altså efter udløbet af tiden i 1844. Dengang viste Herren mig, hvad jeg ovenfor har omtalt. ret
(84) Jeg forstod ikke, hvor farefuld og syndig en sådan fremgangsmåde var, før jeg blev fremstillet for Jesus i et syn. Han faldt ned på mit ansigt for ham, men kunne ikke få et ord frem. O, jeg ønskede, jeg kunne skjule mig for hans strenge blik. Jeg kunne til en vis grad forestille mig, hvoerledes de fortabte vil føle sig tilmode, når de råber til bjergene og klipperne: "Fald over os og skful os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for lammets vrede!" ret