Aandelige Erfaringer kapitel 11fra side89

ren side - tilbage

11. Giftermål og senere virksomhed

(89)   Vor Mester var en Sørgens mand. Og de, som lider med ham, skal også regere med ham. Da Herren åbenbarede sig for Saulus ved hans omvendelse, var det ikke hans hensigt at fortælle ham, hvor meget godt han skulle nyde, men hvor meget han skulle lide for hans navns skyld. Lidelser har været Guds folks lod siden Abels, den første Mathyrs, dage. Patriarkerne led, fordi de var Herren tro og lydige mod hans bud. Kristus selv, Menighedens Hoved, led for vor skyld. Hans første Apostler og de første Menighedens hoved, led for vor skyld. Hans første Apostler og de første Menigheder led. Reformatorerne har lidt. Og hvorfor skulle vi, som nærer det salige håb om snart ved Kristi Åbenbarelse at erholde udødelighed, søge at undgå. Lidelser? Dersom det var muligt for os at få adgang til livets træ, som er midt i Guds Paradis, uden at lide, da vilde vi ikke skaffe så rig en belønning, for hvilken vi ikke havde lidt. Vi ville skamme os i deres nærværelse, der havde stridt den gode strid og fuldendt løbet med tålmodighed og erholdt evigt liv. Men ingen vil nå derhen, som ikke lig Moses har valgt at lide med Guds Folk. Apostelen Johannes så den store forløste skare, og som svar på spørgsmålet, hvem de var, lød det: "Dette er dem, som er komne ud af den store trængsel og har tvætter sine kjortler og gjort dem hvide i lammets blod." ret

(88)   Da vi modtog lyset vedrørende det fjerde bud, var der omtrent fem og tyve Adnentister i Maine, som holdt Sabbaten; men deres undskyldninger med hensyn til andres troespunkter var så forskellige, og de levede så adspredte, at de øvede kun liden indflydelse. Der var omtrent det samme antal i andre dele af Now England. Det syntes at vare vor pligt ofte at besøge dem i deres hjem og styrke dem i Herren og hans sandhed, og eftersom de boede så adspredt, blev det nødvendigt for os at tilbringe en stor del af tiden på rejser. Af mangel på penge lejede vi de billigste køretøjer, tog anden klasses jerbanebefordring og mellemdæksplads på dampskibene. På grund af min svage helbred fandt jeg det mest behageligt at rejse med privat køretøj. Når vi rejste i anden klasses jernbanevogne, var vi i almindelighed omringede af tabaksrøg, der ofte forårsagede, at jeg besvimede. På mellimdækket i dmapskibene var vi heller ikke fri for tobaksrøg, og desforuden måtte vi bestandig lytte til skibsfolkenes og den lavere klasses idelige svargen og letfærdige tale. Vi lagde os til at sove om natten på det hårde gulv, på tasker eller kornsække, med vore madsække til hovedpuder, og tildækkede os med overfrakker og stovler. Når vi led af vinterens kulde, gik vi frem og tilbage på dækket for at holde os varme. Når vi led af varmen om sommeren, gik vi op på det øverste dæk for at nyde den kolde natteluft. Dette var trættende for mig, især når jeg rejste med et lidet barn på armen. Den slags levemåde var langt fra at være efter vort ønske. Gud kaldte os i vor fattigdom og ledede os igennem lidelser for at give os en erfaring, der sidenhen skulle tjene os til gavn og være til eksempel for andre,som senere skulle forene sig med os i vor virksomhed. ret

(87)   I førstningen var jeg meget undselig ved at stå frem og tale offentlig. når jeg talede med frimodighed og kraft, skete det kun ved Guds nådige hjælp. Vi ordnede vore forsamlinger således, at vi begge tog del deri. Min mand holdt sædvanligves først en teoretisk tale, og jeg sluttede derpå med en formaningstale, hvorved vi vandt indgang til tilhørernes Hjerter og følelser. Min mand plantede, og jeg blande sandhedens sæd, men Gud gav væskten. ret

(97)   Pengene, som min mand tjente med at slå hø, var tilstrækkelige til at skaffe os det nødvendige og betale for vor rejse til det vestlige New York og tilbage igen. ret

(86)   Jeg indtrådte i ægteskab med Ældste James White den 30te August 1846. Ældste White havde haft en grundig erfaring i Adventbevægelsen, og Gud havde velsignet hans arbejde med at forkynde sandheden. Vore hjerter var forenede i det stor værk, og vi rejste tilsammem for at virke for sjæles frelse. ret

(91)   Da Konferencen var til ende, rejste jeg tilligemed min mand tilbage til Gorham, hvor mine forældre boede på den tid. Her blev jeg angrebet af en heftig sygdom. Mine forældre, min mand og mine Søstre forenede sig i bøn for mig, men jeg vedblev at lide i tre uger. Jeg besvimede ofte og så som død, men Herren hørte de bønner, der opsendtes for store, at jeg bad mine venner om ikke at bede for mig; thi jeg syntes, deres bønner forlængede mine lidelser. Vore naboer troede ikke, jegkunne leve. Det behagede Herren at prøve vor tro for en tid. Da mine venner senere hen atter forenede sig i bøn for mig, var der en broder, som under indflydelsen af Guds kraft følte sig tilskyndet til at rejse sig op og gå hen og lægge hænderne på mit hoved, idet han sagde: "Søster Ellen, Jesus Kristus helbreder dig," hvorpå han faldt afmagtig til Gulvet, overvældet af Guds Kraft. Jeg troede, at dette var Guds gerning, og smerten forlod mig. Min sjæl fyldes med taknemmelighed og fred. Jeg følte, der ingen hjælp er uden hos gud, og at sand fred alene kan erholdes ved at forlade sig på ham og vente på hans Frelser. ret

(92)   Nogle få uger senere, da vi var på vejen til Boston, gik vi ombord på en dampbåd i Portland. Det begyndte at blæse op til en heftig storm, og vi var i stor fare. Der rådede stor frygt blandt kvinderne. Mange bekendte sine synder og råbte til Gud om nåde. Nogle bønfaldt jomfru Maria om hjælp, meden andre gjorde Gud det højtidelige løfte, at dersom han ville spare dem, ville de tilbringe det øvrige af sin livstid i hans tjeneste. Det var en frygtelig scene. Medens båden tumledes om på bølgerne, vendte en dame sig mod mig og sagde: "Er du ikke forskrækket? Det er muligt, at vi aldrig skal få se land igen." Jeg fortalte hende, at Kristus var min tilflugt, og at dersom mit arbejde var til ende, havde det intet at sige, enten jeg lå på havets bund eller et andet sted. Men dersom mit arbejde ikke var til ende, kunne havet ikke opsluge mig. Jeg havde tillid til, at Gud ville føre os sikkert i land, hvis det var til hans ære. ret

(93)   Bed Gud nåde landede vi alle i sikkerhed. Men mange af passagererne talte nu ligegyldigt om den frygt, da havde udvist under stormen. En, der havde gjort Gud det højtidelige løfte, at hun ville blive en Kristen, hvis han ville frelse hende fra at drukne, råbte spottende, idet hun forlod båden: "Gud ske lov! jeg er glad, feg atter kan træde på tørt land." Jeg mindede hende om at komme det løfte ihu, som havde gjort nogle få timer før; men hun vendte sig hånlig bort. ret

(90)   Da vi først begyndte at fremholde lyset angående Sabbatsspørgsmålet, havde vi ingen klar forståelse af den tredje Engels budskab i Åb. 14,9-12. Vor opgave var at vise folket, at Adventbevægelsen var af Gud; at den første og anden Engels budskab havde lydt, og at den tredjes skulle lyde. Vi så, at det tredje budskab skuttede mod de ord: "Her er de helliges tålmodighed, her er de, som bevarer Gud bud og Jesu tro." Vi så også klart, at disse profetiske ord antydede en Sabbatsreform; men vi forstod ikke klart, hvad der mentes med at tilbede dyret, eller hvad dyrets billede og dyrets mærke, der omtales i budskabet, betegnede. ret

(95)   Vor lille Henry blev snart meget syg. Han lå i en sløvhedstilstand. Åndedrættet var hurtigt og tungt. Vi gav ham medicin, men de havde ingen virkning. Derefter rådførte vi os med en person, som havde erfaring i at behandle syge; han sagde, at det var tvivlsomt, om barnet kunne leve. Vi havde bedt for ham, men der var ingen forandring. Vi havde undskyldt os med, at vi ikke rejse og virke for andre for barnets skyld, og nu frygtede vi for, at Gud ville tage ham fra os. Endnu engang søgte vil Herren og bad ham om at være os nådig og spare barnets liv; og vi lovede ham, at vil ville gå, hvorsomhelst han måtte sende os. ret

(98)   Fra Bolney rejste vil til Port Gibson for at overvære et møde i Br. Edsons lade. Der var nogle tilstede, som elskede sandheden, men som kag nærede en del vildfarelser. Herren virkede med kraft før slutningen af dette møde. Jeg blev atter i et syn vist nødvendigheden af, at brødrene i det vestlige New York afstod fra sine afvigende anskuelser og forenede sig om Bibelens sandhed. ret

(96)   Komferencen blev holdt i Roby Hill i Br. Beldens hus. Der var omtrent 50 søskende tilstede; men desse havde ikke alle tilfulde antaget sandheden. Det var et interssant møde. Br. Bates talte med stor kraft om Guds bud og nødvendigheden af at holde dem. De, som allerede troede sandheden, blev styrkede i troen; og de, som før havde tvivlet, blev overbeviste. ret

(94)   Min mand forlod jernbanen og gik i skoven for at hugge bed. Omendskønt han stadig havde smerte i sin side, arbejde han dog fra tidligt om morgenen til sent på aftenen for at tjene omtrent 50 cents om dagen. Om natten kunne han ikke sove på grund af smerte. Vi forsøgte at være ved godt mod og stole på Herren. Jeg følte mig taknemmelig til Gud om morgenen, til fordi han havde bevaret os gennem en anden nat, og om aftenen takkede jeg ham, fordi han havde bevaret os gennem en anden dag. En dag, da alle vore fødemidler var opbrugte, gik min mand hen til sin arbejdsherre for at få penge til at købe proviant for. Det var en stormfuld dag, og han gik tre mil frem og tilbage i regnvejret. Han kom gennem byen Brunsmid, hvor han før ofte havde holdt foredrag, med en sæk proviant på ryggen. Da han træt og udmattet trådte ind i huset, blev jeg overvældet af mine følelser. Min første tanke var, at Gud havde forladt os. Jeg sagde til min mand: "Er det kommet dertil med os? Har Gud forladt os?" Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage, men græd i flere timer, indtel jeg faldt i afmagt. Man bad for mig, og da jeg atter kom til bevidsthed, følte jeg Guds ånds oplivende indflydelse. Jeg følte mig bedrøvet over, at jeg således var bleven overvældet af mine følelser. Vi ønsker at følge Kriltus og være ham lig men overvindes undertiden af prøvelser. Dog bringer vore lidelser os nærmere til Jesus. ret

(86)   Vi begyndte vor virksomhed uden midler, med få venner og med nedbrudt helbred. Min mand havde arvet en stærk natur, men hans helbred var svækket meget ved hårdt Stidium i skolen og hyppige foredragsrejser. Og som allerede omtalt havde min helbred varet dårlig, siden feg var et barn. I denne tilstand begyndte vi vor virksomhed, uden midler, med kun få, som delte anskkuelser med os, uden noget blad og uden bøger. Vi havde ingen forsamlingshuse dengang; og at holde møder i et telt var ikke engang faldt og ind. De fleste af vore møder holtes i private huse. Tilhørernes antal var kun lidet. Det var sjælden, at andre end Adventister kom til vor forsamlinger, uden det skete af nysgerrighed for at høre en kvinde tale. ret

(87)   I efteråret 1846 begyndte vi at helligholde Bibelens Sabbat og at fremholde læren derom for andre. Min opmærksomhed boev jørst henledet på Sabbaten, medens jeg tidligere samme år aflagde et besøg i Niw Bidford, Masf. Her blev jeg bekendt med Ældre Josef Bates, der tidlig havde antaget Adventlæren og var en virksom arbejder i Herrens sag. Ældste B. helligholdt Sabbaten og søgte at overbevise andre om nødvendigheden deraf. Jeg indså ikke, at det var nødvendigt, og troede, at Ældste B, tog fejl deri, at han dvælede mere ved dette bud end ved de andre ni. Men Herren gav mig et syn, hvori den himmelske Helligdom blev fremstillet for mig. Guds tempel var åbent i Himlen, og jeg så Guds Ark, over hvilken Nådestolen var. En Engel stod ved hver sin ende af Arken med ansigtet vendt mod Nådestolen og Vingerne spredt over den. Min ledsagende Engel fortalte mig, at disse to Engle fremstillede hele den himmelske hør, der med ærbødighed skuede den hellige lov, som Gud havde skrevet med sin egen finger. Jesus løftede låget på Arken, og jeg så Stentavlerne, kpå hvilke de Ti Bud var skrevet. Jeg forbavsede, idet jeg så det fjerde bud midt i guds lov omgivet af et mildt lys. Engelen sagde: "Dette er det eneste af de ti bud, som udpeger, hvem den levende Gud er, som skabte Himlen og jorden og alt hvad der er i dem. Da jordens grundvold blev lagt, blev også grundvolden for Sabbaten lagt." ret

(94)   Det blev på den tid vist mig, at Gud havde prøvet os til vort eget bedste og for at berede os for at virke for andre; at han havde bragt os uro og kummer, for at vi ikke skulle slå os til ro, da det var vort kald at virke for sjæles frelse. Dersom alt var gået os vel, ville vort hjem være blevet så tiltrækkende for os, at vi ikke ville have været villige til at forlade det. Gud tillod os at blive prøvet for at berede os for endnu større modgang på vore rejser. Vi modtog breve fra brødre i forskellige stater, der bad os om at komme og besøge dem. Jeg syntes, det var umuligt for mig at rejse med mit barn. Vi ænskede ikke at være nogen til byrde og forsøgte at leve efter evne. Vi havde besluttet hellere at lide mangel end at stifte gæld. Jeg købte en pægl mælk om dagen til mig og barnet. En morgen, før min mand gik på arbejde, efterlod han mig ni cents at købe mælk for i tre dage. Men det var ikke let for mig at afgøre enten jeg skulle købe mælk for pengene eller købe barnet et forklæde. Jeg besluttede at købe tøj or sy et forklæde til at dække mit barns nøgne arme. ret

(98)   Vi vendte tilbage til Middeltown, hvor vi havde efterladt vort barn, medens vil rejste ud. Vi følte nu, at det var vor tunge pligt at fornægte os vor lille Henrys selskab for bedre at kunne virke for sjæles frelse. Mit helbred var dårlig, og han ville nødvendigvis lægge beslag på en stor del af min tid. Det var en hård prøve; dog turde jeg ikke lade barnet hindre os i at udføre vor pligt. Jeg troede, at Gud havde sparet det for os, da det var sygt, og at dersom jeg nu skulle forsømme min pligt for barnet skyld så ville Herren tage det fra mig. Jeg gik ene til Herren, og med smerte og mange tårer overgav jeg mit eneste barn, som da var et år gammelt, i en andens varetægt. Vi efterlod det i Br. Howlands familie, til hvem vi havde fuldkommen tillid. De var villige til at bære byrden, for at vi uhindret kunne virke i Herens sag. Vi vidste, at de kunne passe Henry bedre, end vi kunne, når vi rejste omkring, og at det var bedre for ham at have et stadigt hjem, hvor han kunne få en god opdragelse. Det var hårdt for mig af skilles fra mig barn. Hans bedrøvede ansigt, da feg forlod ham, fulgte mig nat og dag; men ved Guds hjælp lykkes det mig at overvinde mine følelser, idet jeg søgte at gøre andre godt. ret

(95)   Vore bønner var inderlige; og i troen tilegnede vi og Guds forjættelser og var vis på, at han ville lytte til vore bønner. Himmelsk lys brød gennem skyerne og fyldte mit sind. Gud hørte vore bønner, og fra den tid af blev barnet bedre. ret

(93)   Dette mindede mig om den såkaldte omvendelse, der undertiden finder sted på dødslejet. Nogle tjener sig selv og Satan hele sin livstid, og når så sygdom kommer, og frygten for dommen og evigheden overvælder dem, udviser de lidt sorg over sine synder og siger måske, de er villige til at dø, og deres venner indbilder sig, at de har gennemgået en sand omvendelse og er skiggede for Himlen. Men om de blev friske igen , ville de lever et ligeså syndigt levnet som tidligere. Dette minder mig om Ord. 1,27-28. "Når det, I frygter, kommer som et uvejr, og edeers ulykke farer frem som en stormvind, når trængsel og nød kommer over jer, da skal de påkalde mig, men jeg skal ikke svare; de skal søge mig, men ikke finde mig." ret

(92)   På den tid fattede jeg den Kristnes håb.Den scene, som omgav mig, ledede mine tanker hen på Herrens grumme hævns dag, da hans bredes storm skal bryde løs over de ugudelige. Da vil man blive vidne til bitter Gråd og Tårer, og de ugudelige vil bekende sine synder og bede om nåde, nåe det er forsilde. "Eftersom jeg råbte, og I vægrede jer, jeg udrakte min hånd, og ingen gav agt, og I lod alt mit råb fare og ville ikke vide af min tilrettevisning, så vil jeg le i jeres ulykke; jeg vil spotte, når det kommer, som I frygter." ret

(90)   Men Gud lod ved sin Helligånd lyset skinne for sine tjenere, og emnet blev gradvis klarere og klarere for dem. Der er krævedes et flittigt studium til at udgranske disse ting lidt efter lidt. Men værket har gået fremad under omhyggelig, flittig granskning og uophørlig virksomhed, indtil dette budskabs klare sandheder har lydt for verden i sin helhed. ret

(91)   Den følgende dag var det meget stormfuldt, og ingen af Naboer kom til vort hus, Jeg var istand til at sidde oppe i dagligstuen. Og da nogle så, at vinduerne i mit værelse var åbne, formødede de, jeg var død. De vidste ikke, at den store Læge i nåde havde besøgt vort hus og helbredet mig. Den næste dag kørte vi otte og tredive mil til Topsham. Nogle sprugte min fader, hvornår begravelsen skulle finde sted. "Hvis begravelse?" spurgte han. "Din datters." Min fader svarede: "Hun er bleven helbredet ved de troendes bønner og er nu på rejse til Topsham." ret

(97)   Vor første konference i New York blev holdt i Bolney i en broders lade. Omtrent 35 personer var til stede, men af desse var der næppe to, som stemte overens. Nogle hylede meget vildfarende anskuelser, og hver holdt fast ved sine egne meninger og påstod, at de var efter skriften. Disse få meget forskellige anskuelser voldte mig megen bekymring. Jeg syntes, at Guds navn blev vanæret, og jeg faldt i afmagt under min tunge byrde. Nogle frygtede for, at jeg skulle dø. Men Herren hørte sine tjeneres bønner, og jeg kom til bevesthed igen. Et himmelsk lys strålede ind i min sjæl, og jeg blev straks henrykket i et syn. Engelen, som ledsagde mig, fremholdt for mig nogle af de tilstedeværendes vildfarelser i modsætning til sandheden. Han viste mig, at disse uoverenstemmende anskuelser, som de påstod var i overensstemmelse med Bibelen, og at de måtte afstå fra disse vildfarelser og slutte sig til den tredje engels budskab. Vort møde fik en herlig afslutning; sandheden vandt sejer. Brødrene frasagde dig sine bildfarelser og forenede sig i troen på den tredje engels budskab, og Herren velsegnede dem storlig og lagde andre til deres tal. ret

(96)   Den følgende sommer fik vi en indbydelse til at overvære en konference i Staten New York. De troende der var fattige og kunne ikke love at gøre meget for at betale vore rejseomkokøstninger, og vi havde ingen midler selv. Min mands helbred var dårlig, men han havde anledning til at slå græs og besluttede at forsøge det. Det syntes, som om vi måtte leve ved tro. Når vi stod op om morgenen, faldt vi på knæ og bad Gud om styrke til at arbejde igennem dagen. Vi kunne ikke være tilfredse, uden vi følte, at Gud hørte vore bønner. Min mand gik ud for at svinge leen; han havde lidt kraft dertil at sig selv, men han erholdt styrke fra Gud. Om aftenen, når han kom hjem fra sit arbejde, bad vi attet til Gud om sytyrke til at tjene penge, så vi kunne virke i hans sag. I Juli 1848 skrev min mand i et brev til Br. Howland: "Gud giver mig styrke til at arbejde hele dagen. Hans navn være priset! Jeg håber at få nogle få Dollars at bruge i hans sag. Vi har udstået anstrængende arbejde, mathed, smerte, hunger kulde og hede, medens vi har søgt at gøre vore brødre og søstre godt. Jeg glæder mig i dag over, at jeg kan give afkald på magelighed, fornøjelse og bekvemmelighed for min tros og mig håbs skyld. Dersom vor lyksalighed består i at gøre andre godt, da er vi i sandhed lykkelige. En sand Discipel vil ikke leve for at tilfredstelle sine egne begæringer, men han vil leve til Herrens ære og for at gøre vel imod Kristi små. Han må opofre sin egen magelighed, fornøjelse, bekvemmelighed, vilje og egenkærlige ønsker for Kristi skyld, dersom han nogensinde skal vedte at sidde med ham på hans trone." ret

(87)   Det blev også vist mig, at dersom den sande Sabbat altid var bleven helligholdt, da ville der aldrig have været nogen Gudsfornægter. Sabbatens Helligholdelse ville have bevaret verden fra afguder. Det fjerde bud er bleven nedtrådt; derfor har Gud kaldet os til at tilmure den revne i loven og vidne om den nedtrådte Sabbat. Det syndens menneske, som ophøjede sig over Gud, og som tog sig for at omskifte tider og lov, forandres sabbaten fra den syvende til den første dag i ugen. Ved at gøre dette slog han en revne eller rift i Guds Lov. Men et budskab udgår straks før Herrens den store dag for at advare folket om at vende tilbage til lydighed mod Guds Lov, som Antikristen har bridt og søgt at forandre. Folkets opmærksomhed bør henledes på Kristen i loven, både ved lære og eksempel. Jeg så, at den tredje Engel, som forkyndet guds bud og Jesu Tro, fremstiller dem, der antagder dette budskab og forvaner menneskene til at bevare Guds bud, og at mange på grund af dissse formaninger vil antage Herrens Sabbat. ret

(90)   Jeg har allerede omtalt, at jeg blev bekendt med Ældste Pates. Jeg fandt ham at være en sand Kristen. Han var høflig og venlig og behandlede mig så ømt, som om jeg havde været hans eget barn. Han udviste stor interesse, den første gang han hørte mig tale. Da jeg var færdig, rejste han sig og sagde: "Jeg er en tvivlende Thomas. Jeg tror ikke på syner. Men dersom jeg kunne tro, at denne Søsters Vidnesbyrd, som vi har hørt i aften, i sandhed var Guds Røst til os, da vilde jeg være den lykkeligste mand i verden. Jeg er dybt greben. Jeg tror, at taleren er oprigtig, men jeg kan ikke forklare, hvorledes det forholder sig med desse underfulde ting, som hun har fortalt os - om Herren virkelig har vist hende dem." ret

(93)   Vor ældste søn, Henry Nichols White, blev født i Gornam, Maine, den 26de August 1847. I Oktober tilbød broder og søster Howland i Topsham os, at vi kunde få en del af deres hus til at bo i. Dette tilbud tog vi imod ved glæde og begyndte at holde hus med lånt boskab. Vi havde besluttet ikke at stole på andre for vort ophold, men at ernære os selv og have lidt, hvormed vi kunne komme andre til hjælp. Min mand havde arbejdet hårdt med at køre sten på jerbanen, men kunde ikke få, hvad han havde tilgode. Br. og søster. Howland yde os frivillig hjælp, når de kunne, men de sad selv i trange kår. De troede på det første og andet budskab og havde frivillig givet af sine midler til at fremme værket, indtil de intet havde at stole på til livets ophold uden sit daglige arbejde. ret

(95)   Medens vi opholdt os i topsham, fik vi et brev fra Br. Chamberlain i Connecticut, hvori han bad os om at overvære en Konference i den Stat i April 1848. Bi besluttede at rejse, dersom vi kunne få midler dertil. Min mand sik ti Dollars, som han havde tilgode for sit arbejde. Jeg benyttede dem Dollars til at købe nogle nødvendige klæder. Jeg lappede derpå min mands overfrakke, så det var vanskeligt at kende det oprindelige tøj i ærmerne. Vi havde dem Dollars tilbage, som var nok til vor rejse til Dordhefter, Massachusetts. Vor kujjert indeholdt næsten alt, hvad vi ejede på jorden; men vi havde fred i hjertet og en god samvittighed, og dette agtede vi højere end Jordiske skatte.Da vi kom til Dorchester, da vi forlod dem, hvormed vi betalte for rejse til Middletown, Sonn. Vi var fremmede der og havde aldrig mødt nogen af brødrene i denne stat. Vi havde kun 50 Cents tilbage. Min mand vovede ikke at benytte dem til at leje en vogn. Han satte derfor vor kuffert op på en del bræder, og vi gik tilfods omkring i byen for at opsøge en af vore troesbrødre. Vi fandt snart Br. C---, der tog os med sig hjem. ret

(90)   Nogle få måneder efter at jeg blev gift, overværede jeg i Forening med min mand en Komference i Topsham, Maine, hvor Ældste Pates var til stede. Han troede ikke fuldt dengang, at mine syner var fra Gud. Dette var et meget højtideligt møde. Guds Ånd hvilede over os, og jeg havde et syn, hvori jet for første gang så andre planeter. Da synet var forbi, fortalte jeg, hvad jeg havde set. Ældste B. spurgte mig, om jeg nogensinde havde studeret Astronomi. Jeg svarede, at jeg ikke kunde erindre, at jeg nogen gang havde læst en bog, som omhandlede Astronomi. Han sagde: "Dette er fra Herren." Jeg havde aldrig før set ham så frimodig og lykkelig. Hans ansigt lyste af en himmelsk klarhed, og han talte til Menigheden med stor alvor. ret

næste kapitel