(100) Omtrent var den tid begudte han at udgive et lidet blad kaldet The Presemt Truth (Den nærværende sandhed). Bladet blev udgivet i Middeltorvn, otte mil fra Rocky Hill, og skønt han dengang var halt, gik han dog ofte derhen og tilbage igen tilfods. Da han bragte det første nummer af bladet hjem fra trykkeriet, knælede vi alle omkring det og bad inderlig til Gud med mange tårer, at han ville velsigne sin tjeners ringe bestræbelser. Derefter adresserede han bladene til alle, som han mente ville læse dem, og bar dem derpå til Poshuset i en Vadsæk. Hvert nummer blev bratgt fra Middeletorvn til Rocky Hill, og før de blev sendt på Posthuset, forenede vi os i inderlig bøn til Gud om, at han ville velsigne disse sandhhedsvidner. Snart derefter modtog min mand breve, der indeholdt penge til hjælp for bladet, og glædelige nyheder om, at mange sjæle antog sandheden. ret
(99) I June 1849 bosatte vi os for tid i Rocky Hill, Sonn. Her blev vor ande søn, James Edson, født den 28de Juli. Medens vi boede her, fik min mand indtryk af, at dt var hans pligt at udgive et blad, der skulle omhandle den nærværende sandhed. Han blev meget opmuntret og velsignet, idet han besluttede at gøre dette. Men han følte sig atter tvivlrådig, da han var uden midler. Der var brødre, som hanvde midler, men de ønskede hellere at beholde dem. Han tabte til sidst håbet om at blive istand til at gennemføre sine planer og besluttede at gå ud og søge om arbejde med at slå græs. ret
(105) Brødrene og søsterne kom sannen for at bede for mig. Mit ønske blev opfyldt. Jeg erholdt Herrens belsignelse og blev styrket i forvisningen om, at han elskede mig. Men smerten vedblev, og jeg blev svagere for hver time. Brødrene og søstrene forsamlede sig igen for at bede for mig. Jeg var så svag, at jeg ikke kunne bede lydeligt. Mit udseende syntes at svække mine omgivnes tro. Da blev guds forjættelser fremstillede for mig klarere, end jeg nogensinde før havde set dem. Det syntes for mig, at Satan bestræbte sig for at bortrive mig fra min ægtefælle og mine børn og lægge mig i graven; disse spørgsmål opstod i mit sind: Kan du tro på Guds løfter? Kan du blive stærk i troen, selv om udsigterne er mørke? Min tro blev oplivet. Jeg hviskede til min mand: "Jeg tror, jeg skal blive helbredt." Han svarede: "Jeg skulle ønske, jeg kunne tro det." Jeg gik tilsengs den aften uden at føle nogen lindring; dog stolede jeg med fuld tillid på Guds løfter. Jeg kunne ikke sove, men lå i stille bøn til gud. Lige før daggry faldt jeg i søvn. ret
(108) Min mand helbred blev attet meget dårlig. Han led af hoste og ømhed i lungerne, og hans nervesystem var meget nedbrudt. Den ængstelse, han var på, det strenge arbejde i trykkeriet, sygdom og dødsfald i familien, mangel på sympati hos dem, der burde have stået ham bi i hans virksomhed, sammen med hans rejser og virksomhed som Prædikant var mere, end han kunne udholde. Han syntes at hentæres og nærme sig graven med raske skridt. Det så tungt og mørkt ud for os. Hvis ikke nogle få lysstråler lejlighedsvis havde gennemtrængt skyerne og indgydt os en smule håb, ville vi have fortvivlet. Det syntes undertiden, som om Gud havde forladt os. ret
(103) Om sommeren 1853 rejste vi for første gang til staten Michigan. Efter at min mand havde bekendtgjort sine møder, blev han meget syg af feber. Vi forenede os i bøn for ham; men endskønt han blev bedre, var han dog fremdeles megt svag. Vi var meget tvivlrådige. Vi tænkte: Må vi virkelig ophøre med vor virksomhed på grund af legemlige svagheder? Skal Satan få sin vilje frem og vedblivende forsøge, så lange vi er her på jorden, at hindre vor virksomhed og måske tage bort liv? Vi vidste, at Gud kunne formidske Djævelens magt. Han ville måske prøve os for at gøre os bedre skikkede for vort arbejde. ret
(102) Vi rejste ud for at overvære konferencer fra tid til anden på forskellige steder. Min mand prædikede, solgte bøger og virkede for bladets udbredelse. Vi kørte omkring fra sted til sted, og om middagen standsede vil ved vejkanten for at fodre vor heste og spise vor mad, som vi førte med os. Når vort måltid var tilende, tog min mand papir og blyant og skrev stykker for The Review og The Instructor. Vor madkasse eller hans hattepul måtte gøre tjeneste som skrivepult. Herren velsignede vort arbejde storlig, og sandheden fandt indgang i manges hjerter. ret
(104) Omtrent på den tid var der en berømt læge, som besøgte Rochester. Hos ham kunne man rådføre sig uden betaling. Jeg besluttede at lade ham undersøge mit øje. Han troede, hævelsen var kræft. Men idet han følte min puls, sagde han:"De er i en meget dårlig tilstand og vil dø af slagtilfælde, føren der går hul på denne hævelse. De har hjertesygdom," Dette forskrækkede mig ikke; thi jeg vidste, at dersom jeg ikke snart fik lindring, ville jeg inde længe ligge i graven. To ander kvinder, der var kommet for at rådføre fig med ham, led af samme sygdom. Lægen sagde, at jeg var være angreben end nogen af dem, og at det ikke kunne være mere end tre uger, førend jeg ville få et anfald af lammelse. Jeg spurgte ham, om hn troede, at hans medicin kunne helbrede mig. Han gav mig ikke megen opmuntring. ret
(101) Den næste morgen, da vi holdt bøn, havde jeg et syn angående disse ting. Jeg så, at min mand ikke måtte ophøre med at udgive bladet; thi det var netop Djævelens plan, og han søgte gennem sine redskaber at få ham til at tage dette skridt. Jeg så, at vi fremdeles burde udgive bladet, og at Herren ville opholde os; at de, som havde færet årsag i disse prøver, ville indse, hvor grusom deres fremgangsmåde var, og bekende sin uret eller også påføre sig Guds mishag; at de ikke alene havde talet og handlet imod os, men også imod ham, som havde kaldet os til at udføre dette værk; og at al deres mistillid, skindsyge og den hemmelige indflydelse, de havde udøvet, var optegnet i Himlen og ikke ville blive udslettet, før enhver, som havde taget del deri, indså følgen af sin onde fremgangsmåde, omvendte sig og så vidt muligt tilbagekaldte, hvad han havde sagt og gjort. ret
(106) Jeg besøgte atter Lægen, og da han følte min puls, sagde han: "Der er foregået en stor forandring i Deres system; men de to andre kvinder, som besøgte mig, da de var her sidst, er begge døde." Jeg fortalte ham, at det ikke var hans medicin, som havde helbredet mig, da jeg ikke kunde tage den. Efter at jeg var gået, sagde lægen til en af mine venner: "Der er noget mystisk vedelser. dette sygdomstilfælde. Jeg kan forstå det." ret
(107) Vi vendte tilbage til Jackson og rejste med toget den følgende dag til Misconsin. Gud velsignede vort besøg i denne stat. Sjæle blev omvendt under bestræbelser. Herren gav mig styrke til at udholde den lange og trættende rejse. ret
(107) Den 29de August 1854 blev vor søn Willie født. Omtrent på den tid modtog vi det første nummer af bladet falskelig kaldet Messenger of Truth (Sandhedens Sindebud). De, som bagtalte os gennem dette blad, var blevet irettesat for deres fejl og vildfarelser. Dette tålte de ikke og begyndte først hemmelig og siden mere åbenlyst at modarbejde os. Dette kunne vi have udholdt; men nogle af dem, som burde havde været os tro, blev påvirket af disse slette personer. Nogle, som vi havde haft tillid til, og som havde erkendt, at vor virksomhed var bleven særdeles velsignet af Gud, vendte sig fra os og gik over til andre, der var forholdsvis fremmede for dem. ret
(108) Det omtalte parti i Misconsin opdigtede mange falske beskyldninger imod os. Salmistens ord faldt mig ofte i tanker: "Lad ikke din vrede optændes over de onde; bliv ikke harm over dem, som gør uret! Thi som græsset bliver de hastig afskårne, og som grønne urter visner de hen." Nogle af dem, som skrev for dette blad, glædede sig endog over min mands svaghed, og sagde, at Gud ville rydde ham af vejen. Da han læste dette på sygelejet, oplivedes troen hos ham, og han udbrød: "Jeg skal ikke dø, men leve og forkynde Herrens gerninger; og hvem ved, om jeg ikke kan komme til at tale ved deres båre." ret
(106) Snart efter drog vi atter til Michigan, og den lange rejse over de ujævne veje trættede mig nu ikke. Vi følte, at det var Guds vilje, at vi også skulle drage til Misconsin, og den lange rejse over de ujævne vije trættede mig nu ikke. Vi følte, at det var Guds vilje, at vi også skulle drage til Misconsin, og vi bestemte os til at rejse fra Jackson kl. 10 om aftenen med jernbanen. ret
(104) Omtrent tre uger senere besmimede jeg og faldt til gulvet. Jeg forblev i en næsten ubevidst tilstand omtrent i 36 timer. Man frygtede for, at jeg ikke kunne leve; men de bad for mig, og jeg kom til bevidsthed igen. En uge senere havde jeg et slagtilfælde, og min venste side blev tidels lam. Jeg havde en underlig følelse af kulde og stivhed i hovedet og stærk smerte i tindingerne. Min tunge var tung og stiv. Jeg kunne ikke tale tydeligt. Min venstre arm og side var uden følelse. Jeg troede, jeg sjulle dø, og hvad der særlig lå mig på hjerte i min ldelse var at blive styrket i forvisningen om, at Herren elskede mig. I flere måneder havde jeg haft et sting i hjertet; jeg havde været meget nedstemt. Jeg havde forsøgt at tjene Hud principmæssigt uden følelse, men nu tørstede jeg efter Guds frelse, og i mine legemlige lidelser længtes jeg efter at erholde hans velsignelse. ret
(100) Da vi begyndte at udgive dette blad, ophørte vi ikke med at prædike, men rejste fra sted til sted og forkyndte den lære, der hanvde bragt os så stort lys og så rig en glæde. Vi forsøgte at opmuntre de troende, rette på vildfarelser og skefte enighed blandt menighederne. For at kunne udgive bladet og på samme tid virke på forskellige steder var det nødvendigt fra tid til anden at flytte bladet. ret
(99) Da han var ifærd med at forlade huset, faldt jeg i afmagt. Man opsendte bønner for mig, og Herren velsignede mig. Derpå havde jeg et syn. Jeg så, at herren havde velsignet og styrket min mand, da han for et år siden arbejdede ude på marken for at tjene penge. Jeg så, at han havde brugt disse penge i det rette øjemed, at han ville høste hundrede fold i dette liv, og hvis han forblev tro få en rig løn i Guds rige. Men nu havde Herren et andet værk for ham at udrette, og han ville derfor ikke velsigne ham i at udføre det påtændte arbejde. Han burde skrive, udgeve et blad, og på den måde udbrede den nærværende sandhed i tro på, at Herren ville opholde ham.Han behyndte straks at skrive, og når han kom til et vanskeligt skriftsted, bad vi Herren om, at han ville give os den rette forståelse af sit ord. ret
(101) Den anden årgang af Thi Review blev udgiven i Saratoga springs, New York. I April 1852 flyttede vi til Rochester, New York. Vi måtte stadig gå fremad i tro til Gud. Endnu hindredes vi meget på grund af fattigdom, og vi måtte være overmåde sparsommelige og selvfornægtende. Jeg vil give et kort udtog af et brev, som jeg skrev til Br. Howlands familie den 16de April 1852: "Vi har netop bosat os her i Rochefter. Vi har lejet et gammelt hus for 175 Dollars om året. Vi har Pressen i huset, da vi ellers måtte tetale 50 Dollars om året for et værelse, der ville være tjenlig til trykkeri. i ville smile, om I så vort boskab. Vi har købt to gamle sengesteder, som kostede 25 Cents hver. Min mand bragte mig hjem seks gamle stole, for hvilke han betalte en Dollar, og snart efter forærede han mig fem andre gamle stole uden sæder. De var ellers stærke, og jeg har nu sat sæder på dem af tøj. Smør koster så megt, at vi ikke har råd til at købe det. Vi har heller ikke råd til at købe kartofler. Vi bruger sauce i stedet for smør og turnips i stedet for kartofler. Til bord have vo til at begynde med et bræt, der var lagt over et par tomme tønder. Vi er villige til at lide mangel, dersom Guds sag kan gå fremad. Vi tror, det var Guds vilje, at vi kom til dette sted. Der er stor arbejdsmark og kun få arbejder. Sidste Sabbat havde vi et særdeles godt møde. Herren vederkvægede os med sin nærværelse." ret
(103) Jeg bad inderlig til Gud, at min mand måtte blive bedre, så at han kunne blive istand til at udholde rejsen. I tro tilegnede jeg mig Guds løfter. Jeg fik en forvisning om, at dersom vi ville begive os på rejsen til Michigan, ville en Guds Engel ledsage os. Da jeg fortalte min mand om denne mon overbevisning, sagde han, at han også var blevet overtydet om det samme; vi besluttede da at rejse og stole på Gud. For hver mil, vi rejste, følte han sig stærkere. Herren opholdt ham. Og medens han prædikede ordet, følte jeg, at Guds Engel stod ved hans side og opholdt ham i hans gerning. ret
(105) Jeg vågnede ved sølens opgang uden at føle den mindste smerte. Den tunge fornemmelse i hjertet var forsvundet, og jeg var meget lykkelig. O, hvilken forandring! Det syntes for mig, som om en Guds Engel havde rørt ved mig, medens jeg som. Mit hjerte fyldtes af taknemmelighed, og mine læber udtalte Herrens pris. Jeg vækkede min mand og fortalte ham, hvilket underfuldt værk Herren havde udrettet for mig. Han kunne neppe fatte det i f'ørstningen; men da jeg stod op, klædte mig på og gik omkring i huset, kunne han kun prise Gud med mig. Mit dårlige øje smertede mig ikke mere. Havelsen forsvandt om nogle få dage, og jeg fik mit fulde syn igen. Jeg var fuldstændig helbredt. ret
(100) I 1850 udkom bladet i Paris, Maine. Her blev det udvidet og navnet forandret til The Advent Review and Sabbath Herald, det samme navn, som det endnu bærer, Sagens venner var kun få, og de jleste af dem far fattige, og vi mødte mange vanskeligheder, der ville betage os modet. Det anstrengende arbejde, sorg og ængstelse, mangel på sund og nærende føde og kulden på de lange rejser om vinteren var mere, end min mand kunne udholde. Han blev så svag, at han neppe kunne gå til trykkeriet. Vor tro blev prøvet til det yderste. Vi havde været villige til at fornægte os selv, til at arbejde og lide ondt, og dog syntes vore bevæggrunde at blive missforståede, og man betrægtede os med mistillid og skinsyge. Kun få af dem, til bedste for hvem vi havde lidt, syntes at sætte pris på vore bestræbelser. Vi blev så urolige tilsinds, at vi hverken kunne sove ellr hvile. De timer, vi burde have anvendt til hvile og søvn, blev ofte tilbragte med at besvare lange breve, der var grundede på misundelse. Vi tilbragte mange af nattens timer i bøn og tårer. Endelig sagde min mand til mig: "Ellen, det er til ingen nytte, at vi anstrenger os længre på denne måde. Disse ting hviler så tungt på mig, at de snart vil føre mig i graven. Jeg kan ikke gå videre. Jeg har nu skrevet et stykke for bladet, hvori jeg tilkendegiver, at jeg ikke vil udgive det længre." Jeg faldt i afmagt, da han gik for at bringe det til trykkeriet. Han kom tilbage og bad for for mig; hans bøn blev hørt, og jeg fik min bevidsthed igen. ret
(106) Vi følte os meget alvorlige tilsinds, kidet vil beredte os til at gå ombord på toget, og vi besluttede at holde bøn. Vi kunne ikke holde vore tårer tilbage, idet vi her overgav os i Guds hånd. Vi gik til stationen med alvorlige følelser. Da vi steg på toget, gik vi ind i en af de forreste vogne, der hafde sæder med høj ryg. Vi håbede at finde en bekvem plads her, hvor vi kunne sove om natten; men vognen var fuld af folk. vi gik da tilbage tl den næste vogn og fandt sæder der. Jeg tog ikke min hat af, som jeg plejede, når jeg rejste om natten; jeg beholdt min vadsæk i hånden, som om jeg ventede, noget skulle tilstøde os. Vi talte begge om vore underlige følelser. ret
(103) På denne rejse var min mands tanker meget beskæftiget med Spritismen, og snart efter vor tilbagekomst begyndte han at skrive bogen betitlet Signs of the Times. Hna var endnu svag og fik kun lidt søvn, men Herren opholdt ham. Når det var vanskeligt for ham på grund af anråbte ham i vor nød. Han hørte vore inderlige bønner og velsignede min mand, så at han ved fornyet åndskraft kunne fortsætte med sit arbejde. Således søgte vi Herren i inderlig bøn mange gange om dagen. Han skrev ikke denne bog i sin egen styrke. ret
(107) Herren havde vist mig dette partis karakter og udfaldet på deres bestræbelser. Jeg så, at han havde mishag i dem, som stod i forbindelse med dette blad, og hans hånd var imod dem. Og omendskønt det kunne syntes, som om de gjorde fremgang for en tid, og de ville forføre nogle ærlige sjæle, ville dog sandheden sejre til sidst, og enhver ærlig person ville frigøre sig for disse onde menneskers indflydelse og bedrageri; og forførerne selv ville gå tilgrunde. ret
(108) Mørke styer syntes at hænge truende over os. Onde mennesker, tilskyndede af Satan, søgte under Gudfrygtigheds skin ved sine falske beskyldninger ihærdig at modarbejde os. Havde det været vor egen sag og ikke Guds, vi søgte at fremme, da havde vi haft grund til at bæve; men værket var hans, om hvem der siges, at ingen skal rive det ud af hans hånd. Jesus lever og regerer. Og vi kunne sige til Herren: "Denne sag er din, og du ved, at det ikke har været vort eget valg, men din befaling, som vi har fulgt ved at virke i den." ret
(106) Toget var gået henved tre mil, da farten blev uregelmæssig, og det stødte frem og tilbage og tisidst standsede. Jeg åbnede vinduet og så en vogn stående halvvejs oprejst på den ene ende. Der lød skrig og stønnen, og der var meget forstyrrelse. Lokomotivet var løbet af skinnerne; men vognen, som vi var i, stod på sporet, skilt fra de øvrige vogne foran os omtrent et hundrede fod. Bagagevognen var kun lidt beskadiget, og vor store kuffert, der indeholdt vor bøger, var i god behold. Anden klasses vornen var aldeles ødelagt, og stykkerne var sammen med passagererne kastede på begge sider af sporet. Den vogn, hvori vi først søgte at finde et sæde, var delvis ituslået, og dens ene ende lå kastet op på ruinerne. Koblingen var ikke brukket, men den var som om Engel havde udtaget bolten og skilt vor vogn fra de andre foran den. Fire blev dræbt eller dødelig sårede, og mange blev kvæstede. Vi kunne ikke andet end føle, at Gud havde sendt sin Engel for at beskytte os. ret
(103) Om vinteren og foråret led jeg meget af hjertesygdom. Det var vanskeligt for mig at ånde, når jeg lå ned, og jeg kunne ikke søve, uden at jeg lå i en oprejst, næsten siddende stilling. Mit åndedræt standsede ofte, og undertiden besvimede jeg. Jeg havde på mit venstre øjenlåg en hævelse, der lignede kræft. Den havde vokset gradvis i mere end et år, indtil den forvoldte mig megen smerte og skadede mit syn. Jeg frygtede for, at mit øje skulle blive ødelagt i dræft. Jeg mindes de dage og nætter, jeg hafde tilbragt med at læse korrektur, hvilket anstrengte mine øjne, og tænkte: Dersom jeg taber mit syn eller mit liv, da er det opofret for Guds sag. ret