(110) Gud viste mig, at det var hans hensigt at gengive min mand hans helbred gradvis; at vi måtte øve stærk tro, da Satan ville modstå enhver af vore bestræbelser; og at vi ikke måtte se på ydre omstændigheder, men blot tro. Tre gange om dagen forenede vi os i inderlig bøn til Gud om, at han ville skænke ham helbredet igen. Ofte hændte det, at en af os faldt afmægtig til gulvet, overvæddet af Guds kraft. Herren hørte nådig vore bønner, og min mand begyndte at genvinde sit helbred. I mange måneder tyede vi således til Gud i bøn tre gange om dagen for at få styrke til at udrette hans vilje. Disse bønnestunder var meget kostelig. Vi kom nærmere Gud og nød hans salige samfund. Jeg kan ikke bedre skildre mine følelser på den tid end ved at give et udtog af et brev, som jeg dengang skrev til søster Howland: ret
(109) I 1855 blev trykkeriet ifølge brødrenes ønske flytter til Battle Kreek, Michigan. Min mand var dengang to af tre tusinde Dollars i gæld; og alt, hvad han ejede, foruden sit sager af bøger, var, hvad han havde tilgode for solgte bøger, og det var tvivlsomt, om det alt ville blive indbetalt. Det syntes, som om værket foreløbig skulle komme til at stå stille. Der modtages kun få og små bestillinger på blade og bøger; og han frygtede for, at han skulle komme til at dø med gæld hængende over sig. Brødrene i Michigan hjalp os med at få en byggeplads og med at bygge et hus. Skødet blev skrevet i mit navn, så at jeg kunne gøre med ejendommen efter ønske efter min ægtefældes død. ret
(113) I 1860 holdt døden sit indtog hos os og bortrev vort yngste barn. Vor lille Herbert, der blev født den 20de September 1860, døde den 14de December samme år. Ingen uden de, der selv har fulgt sine små til graven, kan forestille sig, hvor dyb vor sorg var. ret
(111) Efter at vi flyttede til Battle Creek, begyndte Herren at styre det bedre for os. Vi fandt venner i Michigan, som sympatiserede med os, og som var villige til at tage del i vore byrder og afhjælpe vor trang. Vore gamle kprøvede venner i New York og New England og især i Vermont udviste deltagelse for os i vore ledelser og ydede os ædelmodig hjælp i nødens tid. Gud virkede for os ved komserencen i Battle Creek i November 1856. Tanken på de åndelige gaver i menigheden opfyldte Guds tjeneres sind. Om Guds mishag end havde været synlig over hans folk, fordi disse gaver var bleven tilsidesatte eller forkastede, så synted der nu at være en glædelig udsigt til, at hans smil atter ville hvile over os, og at han i sin nåde mille vedblive at meddele os desse gaver, så det kunne tjene til at opmuntre de forsante og vejlede de vildfarende. Guds sag fik hjælp, og vore Prædikanter gjorde god fremgang. ret
(112) Den største opofrelse, jeg gjorde i forbindelse med vort arbejde, var at overgive mine børn i andres varetægt. Henry havde været skilt fra os i fem år, og Edson havde ikke nydt megen pleje fra vor side. I flere år var der mange, som opholdt sig hos os; vort hus lignede et hotel, og desforuden var vi borte fra hjemmet en stor del af tiden. Det var mit inderligste ønske at kunne opdrage mine børn, så de ikke skulle lære onde baner, og jeg følte mig ofte bedrøvet, når jeg sammenlignede min stilling med deres, som ingen byrder ville bære, men kunne blive hjemme og selv undervise og opdrage sine børn. Jeg spurgte mig selv: Fordrer Gud så meget af os, men fritager andre for at bære sådanne byrder? Er dette ligelighed? Vil Gud lægge så meget på os, at vi ikke kan få tilbørlig tid til at opdrage vore børn? Jeg tilbragte mange nætter i bitter gråd, medens andre sov. ret
(115) Det var klart, at det var ved Herrens velsignelse, min mand fik sit helbred igen. Der er måske ingen, som har haft så hårdt et anfald af denne farlige sygdom og er bleven helbredt. Og omendskønt sygdommen anfægtede hjernen, behagede det dog Gud at helbrede sin tjener og give ham ny åndelig og legemlig styrke. ret
(114) Efter at jeg var bleven fuldt overbevist om, at min ægtefælle ikke ville genvinde sit helbred, sålænge han forholdt sig stille i hjemmet, og at det var på høj tid, at jeg drog ud og frembar mit vidnesbyrd for folket, besluttede jeg tilligemed min mand at rejse til det norlige Michigan. Eftersom han endnu var meget svag, og vinteren var kold, krævede det ikke lidet mod og tuo til gud at fatte denne beslutning. Der var meget at vove; men jeg vidste, at jeg havde en gerning at udføre, og det syntes formig, at Satan var bestemt på at hindre mig deri. Jeg havde ventet længe, at omstændighederne skulle forandre sig, og frygtede for, at dyrekøbte sjæle skulle blive fortabte på grund af denne forhaling. At blive borte fra offentlig virksomhed længere syntes for mig at være værre end døden møde os. Vi forlod derfor Battle Creek den 19de December 1866 for at rejse til Wright, Mishigan. Min mand udholdt denne rejse på 90 mil langt bedre, end jeg havde ventet; og han syntes at befinde sig fuldt så vel, da vi nåede vort bestemmelsessted, som da vi forlod Battle Creek. ret
(109) Disse var sorgens dage for os. Jeg betragtede mine tri små drenge, som jeg frygtede for snart ville blive faderløse, og disse tanker opsteg hos mig: "Min ægtefælle dør af overanstrengelse i sine bestræbelser for at fremme sandhedens sag, og hvem påskønner, hvad han har lidt, hvilke byrder han i flere år har båret, de bekymringer, der har trykket ham, ødelagt hans helbred og vil føre ham ned i en utidig grav og efterlade hans familie i armod?" Dette spørgsmål fremstillede sig ofte for mig: "Er Gud ligegyldig overfor alle disse ting? Lægger han ikke mærke til dem?" Jeg trøstede mig ved tanken om, at der er en, som dømmer retfærdigt, og at enhver opofrelse, enhver selvfornægtelse, al den ængstelse, vi har udholdt for hans skyld, er opskrevet i Himlen og vil bringe sin løn. Herrens dag vil åbenbare mange ting, som nu er skjulte. ret
(115) I de påfølgende årbnede Herren en vid arbejdsmark for os. Skønt jeg var undselig, da jeg først begyndte at tale offentlig, fik jeg dog, eftersom Herren gav mig anledning dertil, frimodighed til at stå frem og tale for store folkeskarer. Vi overvar tilsammen lejremøder og andre store forsamlinger i de forskellige stater fra maine til Kalifornien og fra Dakota til Teras. ret
(110) "Jeg føler mig taknemmelig over, at jeg nu kan have mine børn hos mig, at de kan være under min egen varetægt, og jeg bedre kan opdrage dem till at vandre på den rette vej. I flere uger har jeg følt en hunger og tørst efter frelse og har nydt næsten uafbrudt samfund med Gud. Hvorfor holder vi os borte fra kilden, når vi kan komme og drikke? Hvorfor skal vi dø af huntger, når der er et forrådshus fuldt af brød? Det er frit for enhver. O min sjæl, nyd det, og drik daglig af det himmelske væld. Jeg vil ikke tie. Herrens pris er i mit hjerte og på mine læber. Vi kan fryde os i vor frelsers fuldkomme kærlighed. Vi kan nyde af hans herlighed. Min sjæl kan bevidne det. Dette dyrebare lys har fjernet mørket fra mit sind, og aldrig vil jeg glemme det. Herre, hjælp mig altid at bevare det levende i min erindring! Vågn op, min sjæl, og tilbed din forløser for hans underfulde kærligheds skyld!" ret
(111) Man bestilte blade og bøger, og de befandtes at være netop, hvad Guds sag behøvede. Og min mand blev således istand til at betale sin gæld. Hans hoste ophørte; smerten og ømheden i lungerne og halsen forsvandt, og hans helbred blev gradvis bedre, så at han var istand til at prædike tre gange på Sabbaten og Søndagen. Hans underfulde helbredelse var af Gud, og ham tilkommer al æren. ret
(114) Her begyndte min mand attet at virke som før sin sygdom, skønt han i førstningen var meget svag. Han talede fra 30 til 40 minutter om formiddagen på Sabbbaten og Søndagen; jeg benyttede derefter det øvrige af tiden samt talede omtrent en og en halv time om eftermiddagen på de to nævnte dage. Tilhørerne var meget opmærksomme. Jeg så, at min mand blev stærkere, hans stemme blev klarere og hans emner mere tydelig udviklede. Jeg kan ikke beskrive den taknemmelighed, der fyldte mit hjerte, da han en dag talte en hel time med samme kraft som før sin sygdom. Jeg stod op i forsamlingen og forsøgte i henved en halv time med gråd at udtrykke mine følelser. Forsamlingen blev dybt bevæget. Jeg følte mig forvisset om, at de var bedre dage ivente for os. ret
(112) Jeg udtænkte planer for at give mine børn en bedre opdragelse; men så opstod der hindringer, som tilintetgjorde dem. Jeg var meget sølsom med hensyn til mine børns fejl, og enhver dårlig handling, de begik, forårsagede mig så stor smerte, at det anfægtede min helbred. Jeg har ofte ønsket, at nogle mødre for en kort tid kunne blive sat i samme stilling, som jeg har været i flere år; thi da ville de bedre kunne påskønne de velsignelser, de nyder, og bedre kunne sympatisere med mig i min tilstand. Vi har bedt og arbejdet for vore børn og søgt at holde dem borte fra onde indflydelser. Vi sparede ikke riset, men før vi brugte det, søgte vi at overbevise dem om deres fejl og bad med dem. Vi søgte også at få dem til at forstå, at vi bille pådrage os Guds mishag, dersom vi ikke revsede dem, når de syndede. Og vore bestræbelser blev velsignede, dem til bedste. Det var deres største fornøjelse at være os til behag. De var ikke fejlfrie; men vi troede dog, at de engang skulle blive regnede blandt Kristi små. ret
(113) Men ak! da vor ædle Henry, der var seksten år gammel, døde, - da vi fulgte ham graven og ikke mere hørte hans liflige gang i hjemmet, o hvor ensomt vort hjem da blev! Både forældrene og de to genlevende sønner følte dybt dette tab. Men Gud trøstede os i vor sorg. Med tro og frimodighed bestræbte vi os for at udføre det værk, han havde betroet os; i det glade håb om engang at møde vore børn, som døden havde bortrevet fra os, i det land, hvor sygdom og død ikke findes. ret
(115) Dette værk havde en liden begyndelse, men det har udvidet sig. Det var svagt, men har tiltaget i styrke. Trykkerierne i Battle Creek og Kalifornien samt de Missioner, som er oprettede i England, Norge og Sverrige, vidner om dets fremgang. I stedet for det ene første blad, som blev båret til Poshuset i en vadsæk, omtrent 140 eksemplarer i alt, bliver der nu udsendt fra vore trykkerier over 140 eksemplarer i alt, bliver der nu udsendt fra vore trykkerier over 140,00 eksemplarer af de forskellige blade om månden. Herrens hånd har styret, opholdt og fremmet dette værk. ret
(111) Da min mand blev så svag, før vi flyttede fr Rochester, ønskede han at befrie sig for det ansvar, der hvilede på ham i forbindelse med trykkeriet. Han foreslog at overgive trykkeriet til samfundet, og at de skulle vælge en komité til at bestyre det, samt at ingen, som stod i forbindelse med trykkeriet, skulle høste nogen finansiel fordel deraf uden den løn, han fik for sit arbejde. ret
(113) I August 1865 fik min mand et pludseligt anfald af sammelse. Dette var et hårdt slag, ikke alene for mig og børnene, men for Guds sag i alvindelighed. Menighederne måtte savne både hans og min virksomhed. Satan triumferede, da Guds værk således blev hindret. Men priset være Gud! han fik ikke lov til at ødelægge os. Efter at vi havde været hindrede fenten måneder i vor virksomhed, vovede vi os atter ud for at virke blandt menighederne. ret
(111) Omendskønt denne sag ofte blev fremholdt for brødrene blev det dog ikke til virkelighed før i 1861. Til den tid var min mand trykkeriets retmæssige ejer og bestyrer. Han nød Guds sags sande benners tillid, og fra tid til anden gav de af sine midler til vedligeholdelse og udvidelse af forretningen. Men omendskønt han ofte bemærkede i The Review, at trykkeriet i virkeligheden var samfundets ejendom, så drog vore fjender dog fordel af hans stilling som eneberettiget bestyrer; de beskyldte ham for at være en spekulant og gjorde alt muligt for at hindre værkets fremgang. Under disse omstændigheder, udtrykte han ønsket om, at en trykkeriforening skulle stiftes. Følgen var, at Snvende Dags Adventisternes trykkeriforening blev inkorporeret i overenstemmelse med michigans love i foråret 1861. ret
(115) Den senere del af min livshistofrie ville indbefatte flere af de vigtige foretagenders historie, som siden er påbegyndt ibland os, og med hvilke jeg har stået i nær forbindelse. Min mand og jeg har virket for disse anstalter både i tale og skrift. At beskrive endog i korthed min erfaring i disse travle år ville fordre mere plads, end der kan undværes i denne retning. Satans bestræbelser for at hindre værket og ødelægge arbejderne er ikke forbi; men Gud har havt omsorg for sine tjenere og sit værk. ret