(119) Jeg havde ingen anelse om, idet vi drog fremad, at denne var den sidste rejse, vi skulle foretage sammen. En pludselig vejrforandring indtrådte, råt, koldt vejr fortrængte den trykkende hede. Min mand blev forkølet; men han tænkte, at han var så stærk nu, at forkølelsen snart skulle gå over. Han prædikede ved møderne i Charlotte og fremholdt sandheden klart og kraftigt. Han omtalte, hvor glædeligt det var at tale til folk, som udviste en så dyb interesse for det, der var ham så kært. "Herren har sandelig vederkvæget min sjæl," sagde han, "medens jeg har uddelt livets brød til andre. Allevegne fra i Michigan kommer der indtrængende opfordringer om hjælp. Hvor jeg længes efter at trøste, opmuntre og styrke dem med de sandheder, der hører til denne tid." ret
(122) Da jeg så ham hensove og betragtede de mange deltagende venner, som var hos mig, tænkte jeg: Hvilken modsætning til Jesu død, da han hang på korset! Hvilken modsætning! I den svage angstens time blev han forhånet og bespottet af sine fjender. Men han døde og gik igennem graven for at oplyse den, så vi kan fryde og glæde os selv i dødens time. ret
(121) Den næste morgen syntes han at være lidt bedre; men ved middagstider fik han et nyt anfald af kuldegysninger og tabte bevidstheden. Kl. 5 om eftermiddagen sov han stille og roligt hen. ret
(120) Sabbats morgen gik vi som sædvanlig til Lunden, og min mand bad meget inderligt tre gange. Han syntes ikke at kunne blive færdig med at bede Gud om hans vejledning og velsignelse. Han blev bønhørt, og vore hjerter fyldtes med lys og fred. Han prisede Herren og sagde: "Nu overlader jeg alt til Jesus. Jeg fornemmer en sød, himmelsk fred, en forvisning om, at Herren vil vise os vor pligt; thi vi ønsker at udrette hans vilje." Han ledsagede mig til tabernaklet og åbnede gudstjenesten med oplæsning af salmen og med bøn. Dette var sidste gang, han stod ved min side på talerstolen. ret
(118) "I mit arbejde i denne sag har jeg stået i en nærmere og længere forbindelse med forlagsvirksomheden end nogen anden. Tre gange er jeg bleven slået med lammelse på grund af overanstringelse ved tilskyndet med denne gren af værket. Da nu Herren har skænket mig ny legemlig og åndelig styrke, føler jeg, at jeg kan være hans sag til tjeneste som aldrig før. Jeg må sørge for, at trykkeriet gør fremgang. Dets virksomhed er bleven ligesom en del af min tilværelse. Dersom jeg glemmer at varetage denne gerning, ville det være som at glemme min højre hånd." ret
(117) Nogle uger før min ægtefælles død søgte jeg at fremholde for ham, hvor nødvendigt det var for os at opsøge en arbejdsmark, hvor vi kunne fritages for de mange byrder, som ifølge sagens natur blev lagt på os i Battle Creek. Som svar henviste han til forskellige sager, som han måtte ordne med, før vi kunne rejse - pligter, som en eller anden måtte udføre. Så spurgte han ved dybt alvor: "Hvor kan vi finde de mænd, som vil gøre dette? Hvor finder man dem, som vil vise uegennyttig interesse for vore anstalter og stå ubevægelige for det, som er ret, uden at blive påvirket af nogensomhelst indflydelse?" ret
(116) Vagtet det travle, bekymringsfulde og ansvarsfulde liv, min mand havde ført, var han dog ved 60 års alderen kraftig og virksom både til legeme og sjæl. Han havde haft tre anfald af lammelse; men ved Herrens velsignelse og sin ar naturen stærke legemsbygning samt en nøje efterlevelse af sundhedens love kom han sig igen. Han begyndte atter at rejse, prædike og skrive med sin vante iver og kraft. I 36 år havde vi virket side om side i Herrens sag, og vi håbede, at vi begge to måtte få lov til at leve og vær vidner til sagens seferrige slutning. Men dette var ikke Herrens vilje. Min ungdoms udkårne beskytter, min livsledsager, han, som har hjulpet mig i mine arbejder og stået mig bi i prøver og modgange, er borttagen fra mig, og jeg er ladt tilbage fpr at fiædemde ,om germomg og udkæmpe striden alene. ret
(122) Jeg føler mit tab dybt, men tør ikke helt hengive mig til unyttig sorg. De døde kan ikke derved bringes tilbage. Og heller ikke ønsker jeg, om det var muligt, at kalde han tilbage fra hans rolige slummer til en genoptagelse af livets kamp. Han har lagt sig til at sove lig en udtrættet krigsmand. Med glade følelser vil jeg beskue hans hvilested. Den bedste måde, hvorpå jeg og mine børn kan hædre hans minde, er at tage fat på værket der hvor han nedlagde det, og i Jesu kraft fuldføre det. Vi er taknemmelige for de år, Herren skænkede ham til at virke i. Og for hans og Kristi skyld vil vi af hans bortgang drage en lærdom, som vi aldrig skal glemme. Af denne tilskikkelse vil vi lære at være mere ømme og venlige, mere overbærende, tålmodige og betænksomme mod de levende. ret
(119) Da vi kom hjem, klagede min mand over et let ildebefindende; men han begyndte dog at arbejde som sædvanlig. Hver morgen gik vi til en Lund ikke langt fra vort hus og forenede os i bøn. Vi ønskede at blive klar over vor pligt. Vi modtog idelig breve fra forskellige steder med opfordring om at komme til lejermøderne. Uagtet vi havde bestemt os til at anvende vor tid til skrivning, var det dog vanskeligt at nægte at samles med vore Søskende ved disse vigtige sammenkomster. Vi bønfaldt Herren alvorligt om visdom til at vide, hvad der ville være bedst for os at gøre. ret
(121) Denne pludselige og uventede erfaring syntes at skulle knuse mig. I min svaghed havde jeg anstrengt mig for at blive hos ham til det sidste; men da jeg så hans øjne lukkede i døden, var det forbi med min styrke, og jeg blev sengeliggende igen. En tid var jeg døden meget nær. Livsgnisten var så svag, at et lidet pust kunne have udslukket den. Om natten var pulsslagene næsten umærkelige, og åndedrættet blev stedse langsommere, indtil det syntes, som om det helt skulle ophøre. Det var kun ved Guds velsignelse og Lægens utrættelige omsorg og årvågenhed, at mit liv blev sparet. ret
(120) Den følgende mandag fik han heftige kuldegysninger, og den næste dag blev også jeg syg. Man tog os begge til sanatoriet, hvor vi blev plejede. På fredagen blev mine symptomer noget mildere. Lægen underrettede mig da om, at min mand var ved at falde i søvn, men at man frygtede for, at der var lidt håb. Jeg blev straks ført til hans værelse, og såsnart som jeg så på ham, vidste jeg, at han lå for døden. Jeg forsøgte at vække ham. Han forstod alt, hvad det blev sagt til ham, og svarede på spørgsmål, som kunne besvares med ja og nej, men syntes ikke at være istand til at sige mere. Da jeg fortalte ham, at jeg troede, han skulle dø, udviste han ingen forundring derover. Jeg spurgte ham, om Jesus var ham kær.! Han sagde: "Ja, og ja." "Ønsker du ikke at leve?" spurgte jeg. Han svarede: "Nej." ret
(118) Vi havde lovet at overvære et teltmøde i Charlotte Sabbaten og Sændagen den 23de og 24de Juli, og eftersom jeg var svag, bestemte vi os til at rejse med hest og vogn. På vejen syntes, min mand at være glad, skønt der hvilede et dybt alvor over ham. Gentagne gange pristede han Herren for hans nådesbevisninger og velsignelser, og han udtalte sig frit angående både fortiden og fremtiden. "Herren er god og såre priselig. Han er en mægtig hjælper i nødens tid. Fremtiden syntes os mørk og uvis, dog vil Herren ikke, vi skal ængste os herover. Når besværlighedeer kommer, vil han skænke os styrke til at udholde dem. Herren har været så god imod os, at vi aldrig burde knurre eller klage. Vore brødre vil næppe alle ret sætte pris på vor virksomhed, vore byrder og vore opofrelser. Jeg kan nu indse, at jeg har tabt min sindsro og Guds velsignelse ved at tillade disse ting at besvære mig. ret
(117) Med tårer i øjnene gav han udtryk for sin engstelse for vore anstalter i Battle Creek. Han sagde: "Jeg har opofert mine bedste dage for at oprette dissse anstalter. Det er så tungt at forlade dem som at dø. Det er for mig, som om de var mine børn, og jeg kan ikke andet end have omsorg og interesse for dem. Disse anstalter er midler i Herrens hånd til at udrette en særegen gerning. Satan søger at hindre os og kuldkaste ethvert middel, Herren bruger til menneskenes frelse. Dersom vor store sjælefjende kan omdanne disse anstalter efter verdsligt mønster, vil han have opnået sin hensigt. Mit højeste ønske er at kunne få den rette mand på det rette sted. Hvis de, som inderbar ansvarsfulde poster, viser lidt moralsk kraft, er vaklende i sine principer og tilbøjelige til at nærme sig verden, vil der ikke blive nogen mangel på dem, som vil lade sig bevæge i den retning. Onde indflydelser må udelukkes. Jeg ville hellere dø end leve og se disse anstalter blive bestyreded på en sådan måde, at de blev brugte til noget andet end det, der var den oprindelige hensigt med deres oprettelse. ret
(116) Om voren og først på sommeren i 1881 var vi hjemme i Battle Creek. Min mand håbede at kunne ordne sine sager således, at vi kunne rejse til Kalifornien og anvende tiden med at skrive. Han følte, at vi havde taget fejl deri, at vi af det tilsyneladende behov og vore brødres indtrængende opfordringer havde ladet os bevæge til at anvende vor tid i Prædikevirksomheden alend, når vi burde skrive. Min mand ønskede at dvæle mere udførligt ved det herlige emne om forløsningen, og jeg havde længe haft i tanke at skrive visse bøger, som jeg følte, det var vigtigt at få ud. Vi følte begge to, at vi burde fuldføre disse værker, medens Herren forundte os åndelig klarhed og styrke, - at det var en pligt, vi skyldte både os selv og Guds sag, at hvile ud efter kampens hede og møje og oplade for vort folk de åndelige sandhedens skatte, som Herren havde vist os. ret
(121) Skønt jeg ikke var stået op fra sygelejet efter min ægtejælles død, blev jeg dog båret til tabernaklet den følgende Sabbat for at overvære hans begravelse. Ved slutningen af talen følte jeg, at det var min pligt at vidne om værdien af den Kristnes håb i sorgens og skilsmissens time. Idet jeg forsøgte at stå op, fik feg ny kraft, og i omtrent ti minutter talede jeg i den store skares nærværelse om Guds forunderlige nåde og kærlighed. Ved Gudstjenestens slutning fulgte jeg min ægtefælles fordiske levninger til Opk Hill gravlund, hvor han blev lagt til hvile til opstandelsens morgen. ret
(122) Jeg optager nu min livsgerning alene i den salige fortrøstning, at min forløser går med mig. Vi har kun en kort til til striden her; da vil vore bestræbelser for at virke med Jesus og fremme hans rige være tilende. Nogle, som har stået i de forreste rækker i kampen og ivrigt har modvirket den ondes anslag, falder på sin post: de genlevende ser sørgmodigt på de faldne helte, men der er ingen tid til ophør med arbejdet. De må slutte rækker, gribe fanen fra den faldnes hænder og med fornyet kraft forsvare sandheden og Kong Jesu ære. Kraftigere end nogensinde før må vi stå synden og mørkets magter imod. Tidens krav fordrer, at de, som tror den nærværende sandhed, skal virke med iver og kraft. Dersom tiden synes os lang,føren befrieren kommer, dersom vi er udmattede af lidelser og anstrengende arbejde og utålmodigt venter på at erholde en ærefuld afsked fra kampen, så lan os erindre - og måtte denne erindring tjene til at kvæle al klage, Herren lader os leve hernede på jorden og møde storme og kampe, for at vi skal udvikle en fuldkommen kristelig karakter, komme i en inderligere forening med Gud, vor Fader, og Kristus, vor ældre broder, og virke for Mesteren ved at vinde mange sjæle for Jesus. "De forstandige skal skinne, som Himmelhvælvingen skinner, og de, der førte de mange til retfærdighed, som stjernerne, evindelig og altid." ret
(120) Vi knælede da ned ved sengen, og jeg bad for ham. Et fredeligt udtryk hvilede over hans ansigt. Jeg sagde til ham: "Jesus elsker dig; de evige arme er under dig." Han svarede: "Ja, ja." ret
(118) "Det har været sårende at erfare, at man har mistydet mine bevæggrunde og mine bedste bestræbelser for at hjælpe, opmuntre og styrke brødrene. Min jeg burde have erindret Jesus og hans skuffelser. Det bedrøvede ham, at de, han kom for at gavne, ikke satte pris på ham. Jeg burde have tænkt mere på Guds nåde og barmhjertighed, jeg burde have priset ham mere og klaget mindre over mine brødres utaknemmelighed. Dersom jeg altid havde overladt alle mine besværligheder til Herren og tænkt mindre på, hvad andre sagde og gjorde mod mig, ville jeg have erfaret større fred og glæde. Jeg vil nu først vogte mig, at jeg ikke støder nogen hverken i ord eller handling, og dernæst søge at hjælpe mine brødre til at vandre på den rette vej. Jeg skal ikke klage over det onde, som måtte udøves mod mig. Jeg har fordret større fuldkommenhed hos dem, end jeg burde. Jeg elsker Herren og hans gerning, og jeg elsker også mine brødre." ret
(121) Mine legemskræfter var næsten udtømte, men Gud gav mig nåde til at holde ud også i dette mit store tab. Da jeg så min mand drage sit sidste suk, følte jeg, at Jesus var mig dyrebarere, end han nogen tid før havde været. Dengang jeg stod hos min førstefødte og lukkede han øjne i døden, kunne jeg sige: "Herren gav, Herren tog; Herrens navn være lovet." Jeg følte, at Jesus var min trøstermand. Og dengang mit yngste barn blev revet fra mig, og jeg ikke kunne se dets lille hoved længere på puden ved min side, da kunne jeg sige: "Herren gav, Herren tog; Herrens navn være lovet." Og nu, da den, på hvis inderlige hengivenhed og store kærlighed jeg hafde stolede, med hvem jeg har virket sammen i 36 år, blev tagen bort, kunne jeg lægge min hånd over hans øjne og sige: Jeg overlader min skat til dig, Herre, indtel opstandelsens morgen. ret
(120) Broder Smith og andre brødre bad da for ham og gik så bort for at tilbringe en del af natten i bøn. Min mand sagde, at han havde ingen smerter; men det var dog klart, at døden var nær. Dr. Kellogg og hans medhjælpere gjorde alt muligt for at holde livsgnisten vedlige. Han levede gennem natten, men var meget svag. ret