Aandelige Erfaringer kapitel 17fra side149

ren side - tilbage

Usædelighed

(149)   Dersom de unge lærer sig slette vaner, medens sindet er let at påvirke, vil de aldrig kunne erholde kraft til ret at udvikle fuldstændig legemlig og åndelig sundhed og kraft. Her var en mand, som nedværdigede sig selv daglig, og dog vovede han at komme i Guds nærhed og bede ham om at forøge hans styrke, som han havde forsøge den ved at føje sine onde lyster. Hvor langmodig er ikke Herren! Dersom han skulle gøre med mennesker efter deres ugudelighed, hvem kunne da bestå for hans åsyn? Om vi havde været uforsigtige og bedt for denne mand, medens han fortsatte med sin syndige vane, mon Herren da kunne have hørt os? "Du er ikke en Gud, som har behag i ugudelighed; den onde får ikke bo hos dig. De hovmodige får ikke stå frem for dine øjne; du hader alle dem, som øver uret." "Havde jeg uret for øjet i mit hjerte, så ville Herren ikke høre." ret

(147)   Manges forhold er bleven fremstillet for mig, og jeg har fået et indblik i deres indre liv. Min sjæl væmmes ved at se, hvilken rådenhed der findes blandt mennesker, som bekender sig til Gudsfrygt og taler om at komme til himlen. Jeg har ofte gjort mig selv det spørgsmål: Hvem kan jeg stole på? Hvem er fri for uretfærdighed? ret

(146)   Nogle erkender og tilstår det syndige ved at pleje kødet, men de undskylder sig med, at de ikke kan overvinde deres lyster. Dette er en frygtelig tilståelse for en person, der nævner Kristi navn. "Hver den, som nævner Kristi navn, afstå fra uretfærdighed!" Hvad er grunden til denne svaghed? Den kommer deraf, at man har plejet de dyriske tilbøjeligheder og derved styrket dem, indtil de har vundet sejer over og kuet de ædlere sjælsevner. Der findes hos mange en stor mangel på faste grundesætninger, og deres åndelige liv dør hen, fordi de så længe har ladet sig beherske af sine naturlige tilbøjeligheder. Deres kraft til at styre sig selv synes at være udtømt. Lidenskaberne forbliver utæmmende, og det, som burde være den styrende magt, er bleven de fordærvelige lysten til stræben efter hellighed, og den åndelige vækst bliver forkrøblet. ret

(144)   Herren har vist mig, at vi lever i de sedste dages vanskelige tider. Kærligheden er bleven kold i mange, fordi uretfærdigheden eer bleven mangfoldig. Ordet "mange" hentyder til Kristi foregivne efterfølgere. De påvirkes af den herskende uretfærdighed og falder bort fra Gud. Men det er ikke nødvendigt, at de således skulle påvirkes. Årsagen til dette freafald er, at de ikke er helt fri for denne uretfærdighed. Den kendsgerning, at deres kærlighed til Gud bliver kold, fordi uretfærdigheden er mangfoldig, viser, at de på en vis måde har del i denne uretfærdighed; thi ellers ville den ikke påvirke deres kærlighed til Gud og deres iver og nidkærhed for hans sag. ret

(148)   Samme aften bøjede vi os i bøn og fremsagde denne sag for Herren. Vi bad om, at vi måtte få Guds vilje at vide angående denne person. Alt, hvad vi ønskede, var, at Herrens navn måtte blive æret. Var det Guds vilje, at vi skulle bede for denne mand? Vi overlod sagen til Herren og begav os til hvile. Samme nat blev denne broder tydelig fremstillet for os i en drøm. Hans levnet fra barnsommen af blev vist os, og vi forstod, at om vi bad for ham, ville Herren ikke høre os, fordi manden havde uret for øje i sit hjerte. Om morgenen kom broderen til os, for at vi skulle bede for ham. Vi gik med ham til et afsides sted og fortalte ham, at det bedrøvede os, at vi måtte sige nej. Jeg fortalte ham om min drøm, som han indrømmede var sandfærdig. Han havde været henfalden til selvbesmittelse fra sin barndom af og havde fortsat dermed også edter sit ægteskab, men han sagde, at han nu ville forsøge at slutte dermed. ret

(150)   Lysten til at føje sine ledenskaber vil lede mange til at lukke øjnene for sandhedens lys; thi de frygter for, at de synder skal åbenbares for dem, som de er uvillige til at afstå fra. Alle kan se sin synd, om de vil. Men om de vælger mørket frem for lyset, vil deres forbrydelse dog blive lige stor. Hvorfor skaffer man sig ikke oplysning om disse ting, da de dog påvirker vore legemlige, åndelige og moralske ivner. Gud har givet os en bolig at varne om, som vi må bevare, ham til ære, for at kunne yde ham den bedst mulige tjeneste. Jeres legemer er ikke jeres egne. "Bed I ikke, at jeres legeme er den helligånds tempeæ, som er i jer, som I har af Gud, og at I ikke er jeres egne? Thi I er dyrekøbte; ær derfor Gud i jeres legeme og i jeres ånd, hvilke hører Gud til!" "Bed I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Dersom nogen fordærmer Guds tempel, skal gud fordærve ham; thi Guds tempel er helligt, hvilket I er." ret

(145)   Nogle af dem, der foregiver at være Kristne, forstår sig ikke på selvbesmittelsens synd og dens uundgåelige følger. Gammel vane har formøørket deres forstand. De indser ikke, hvor overmåde syndig denne synd er, som svækker deeres legemsbygning og ødelægger deres nervekraft. En persons moralske grundsætninger når ikke langt, når der skal kæmpes imod en gammel vane. Alvorsfulde budskaber fra himlen kan ikke gøre det rette indtryk på den sjæl som ej er forskanset mod denne affskyelig last. Hjernens fine nerver er svækkede ved den ophidselse, der er forårsaget ved eftergivelse for den unaturlige sttrå efter at føje Kødets lyster. Disse nerver, der har forgreninger over hele legemet, er det middel, hvorigennem mennesket erholder Guddommelige indtryk, som påvirker dets indre liv. Det, der skader eller forstyrrer nervesystemet, smækker livskraften og sløver sindet. Hvor vigtig det derfor er, at både læg og lærd, der bekender sig til Gudsfrygt, er fri for denne sjælefordærvende last. ret

(144)   Et skrækkeligt billede af verdens tilstand er blevet oprullet for mig. Usædelighed herefter overalt. Uskyldighed er vor tids fremherskende synd. Aldrig har lysten været så åbenbar som nutildags. Folk synes at være magtesløse, eg de, der elsker dyd og ærbarhed, er bleven næsten modløse ved det ondes store udbredelse. Den uretfærdighed og ondskab, som herefter, er ikke indskrænket alene til den vantroende og spotteren. Gid det var tilfældet; men det er det ikke. Mange, som bekender sig til Kristi religion, er blandt de skyldige. Selv nogle af de, som siger sig at forvente hans åbenbarelse, er ikke bedre beredt derfor end den onde selv. De renser sig ikke fra al besmittelse. De har plejet sine lyster så længe, at det er naturlig for dem at holde tankerne fæstede på det, der er rent og helligt, som at få Niagarafaldets vande til at rinde opad. ret

(145)   Hvor det har smertet min sjæl, idet Herren har vist mig Guds foregivne folks svage tilstand. Uretfærdighed og ondskab er rådenskab, og kærligheden bliver kold hos mange. Der er kun få blandt de Kristne, som betragter denne sag i det rette lys, og som behersker sig, som de burde, når den offentlige mering eller skik ikke fordømmer dem. Hvor få der er, som holder sine lyster i tømme, fordi de føler, det er en moralsk kligt, og fordi de frygter Gud. Menneskets højere evner ligger under for begærlighedens og de sanselige lysters magt. ret

(149)   End ikke ægteskabsforbindelsen var nok til at afholde denne mand fra at øve sin ungdoms afskyelige vane. Jeg ville ønske, at sådanne tilfælde som det, jeg her har beskrevet, var sjeldne; men jeg ved, at der findes mange lignende. Sådanne fordærvede forældres børn duer ikke til noget. Hvad kan man vente af disse børn, uden at de vil synke endnu dybere ned i fordærvelsen end forældrene? Hvad kan man vente af den opviksende slægt? Disse personer forplanter til sin afkom sine egne fordærvede lidenskaber. Hvilken sørgelig arv for børnene! Der er tusinder, som fører et sligt usædeligt levnet, besmitter dem, de omgås med, og forviger sine lidenskaber ved at forplante dem til børnene. De påtager sig det ansvar at sætte sin egne karakters stempel på børnene. ret

(148)   Denne mand havde en længe fastgroet vane at overvinde. Han var en middelaldrende person. Han havde så lidt moralsk modstandskraft, at han lå helt under for vanen. de lavede lidenskaber havde besejret de ædlere evner. Jeg spurgte ham, om han levede efter sundhedsreformen. Han svarede nej. Menigheden havde hjulpet denne familie. de havde også bedt for dem. Barnet var død, hustruen var syg, og manden ville nu, at vil skulle bede til den hellige og rene Gud for ham, at han måtte uerette en undergerning og helbrede ham! Mandens moralske følelser var helt sløvede. ret

(147)   Min mand og jeg overværede engang et møde, hvor vi fattede stor interesse for en broder som led af Tæring. Han bar bleg og afmagret. Han bad om Guds folks forbønner. Han sagde, at hans familie var syg, og at han havde mistet et barn ved døden. Han omtalte denne tilskikkelse med gråd. Han sagde, at han havde ventet en lang tid på at se broder og Søster White. Han troede, at dersom de bad for ham, ville han blive helbredet, Efter mødets slutning henledte brødrene vor opmærksomhed på ham. De sagde, at menigheden understættede denm at gabs gystry var syg, og hans hus og forenede sig i bøn for familien. Vi var trætte og følte os bekymrede for, at møderne skulle få et heldigt udfald, og ønskede derfor at blive undskyldt. ret

(146)   Min sjæl søger over de unge, som lever i denne fordærvede tidsalder. Jeg bæver også for deres forældre; the det er blevet mig vist, at disse i almindelighed ikke forstår forpligtelsen med at oplære sine børn ret. Man følger skik og brug, og snart lærer børnene det samme, og således besmittes de, medens de føjelige forældre selv er bedårede og ikke mærker faren. Kun få af de unge er fri for skadelige vaner. Forældrene frygter for, at børnene skal overanstrenge sig, og udfører derfor det arbejde for dem, som børnene selv burde udføre. Overanstrengende arbejde er skadeligt; men følgerne af lediggang er endnu værre. Lediggang bevirker, at de unge lærer slette vaner. Aabejde hverken trætter eller svækker legemet en femtedel så meget som selvbesmittelse. Hvis almindeligt arbejde svækker børnene, kan forældrene være forvissede om, at der er noget andet foruden arbejde, som sløver dem og forårsager denne beskandige træthed. Skaf jers børn arbejde, der vil lægge beslag på nerve og muskelkraft. Den træthed, som følger med sådant arbejde, virker hemmende på tilbøjeligheden til opøvelse i onde vaner. Lediggang er en forbandelse. Den forårsager utugtige vaner. ret

(147)   Jeg havde besluttet ikke at bede for nogen, undtagen Guds ånd viste mig, at det var min pligt. Herren havde vist mig, at der herskende få megen ugudelighed selv bland foregivne Sabbatsholler, at jeg ikke ønskede at forenene mig i bøn med andre for dem, hvis levnet jeg ikke kendte til. Jeg fortalte dem årsagen, hvorfor jeg ikke var villig til at efterkomme deres ønske. Men brødrene forsikrede mig om, at så vidt deres erfaring strakte sig, var han en værdig broder. Jeg talte nogle få ord med manden, som havde bedt om vor forbøn. Men jeg kunne ikke føle mig klar i sagen. Han græd og sagde, at han havde ventet på os, og han følte sig vis på, at han skulle få sin helbred igen, hvis vi ville bede for ham. Vi fortalte ham, at vi ikke kendte til hans vandel, og at vi foretrak, at de, som kendte ham, skulle bede for ham. Han bad os dog så alvorligt, at vi bestemte os til at overveje sagen og fremlægge den for Herren; og dersom der ingen hindringer stod i vejen, skulle vi efterkomme hans ønske. ret

(149)   Jeg vil atter nævne de Kristne. Hvis alle, som bekender sig til at adlyde Guds lov, var fri for uretfærdighed, da ville det være mig en lindring; men de er det ikke. Selv nogle, som bekender sig til at adkyde alle Guds befalinger, overtræder budet: "Du skal ikke bedrive hor." Hvad kan jeg sige for at vække deres sløve følelser tillive? Den eneste måde, hvorpå sjælens renhed kan bevares, er nøjagtigt at efterleve moralske principper. Om der nogensinde var en tid, da man burde være mådegolden i sin levemåde, da er det nu. Kornsorter og frugt, tilberedt uden fedt og andre skadelige tilsætninger, er den føde, alle de bør nyde, der venter at blive iførte udødelighed, når Jesus åbenbares. Jo mildere og mindre ophedsende mad man spiser, desto lettere er det at beherske lidenskaberne. Man burde aldrig søge blot at rette sig efter smagen uden at tage gensyn til, hvad der burde nydes for at bevare legemlig og åndelig sundhed. ret

(144)   Ungdommen og børn af begge køn øver den for både sjæl og legeme fordærvelige last selvbesmittelse. Mange såkaldte Kristne er bleven så sløvede ved denne last, at det er umuligt for dem at indse, at det er synd, og at deg sikkerlig vil fordærve dem til legeme og sjæl, hvis de ikke får bugt med den. Mennesket, den ædelste skabning på jorden, danner i Guds billede, gør sig til et dyr! Det ligger under for grufuld last. Enhver Kristen må lære at holde sine lyster i tømme, at gøre gode principer til sin rettesnor. Gør han ikke detter, er han Kristennavnet uværdig. ret

næste kapitel