(22) Wiliam Miller besøgte Portland, Maine, i Marts Maaned 1840 og holdt sin første Række Foredrag om Kristi andet komme. Disse Taler foraarsagede stor Bevægelse, og kirken paa Casco Street, som Miller afbenyttede, var fyldt med Mennesker baade Dag og Nat. Der var intet vildt Sværmeri forbundet med disse Møder, men dyb Alvor fyldte deres Sind som hørte hans Taler. Det var Byens Befolkning alene, som viste Interesse for disse Møder, men Folk fra Landet kom ind hver Dag; de tog Mad med sig og forblev fra om Morgenen og til Aftenmødets Slutning. ret
(22) Jeg overvar disse Møder sammen med mine Venner og lyttede til hans indtryksfulde Tale om, at Kristus skulde komme igjen i Aaret 1843, kun nogle faa Aar i Fremtiden. Wiliam Miller gav en nøjagtig Forklaring over Profetierne, der var særdeles overbevisende. Han dvælede især ved de profetiske Tidsperioder og anførte mange Beviser for sin Anskuelse. Og hans Alvorlige og kraftige Formaninger til de uomvendte gjorde et dybt Indtryk paa Tilhørerne. ret
(22) Særskilte Møder holdtes, hvori Syndere kunde have Anledning til at søge sin Frelser og forberede sig for de frygtelige Begivenheder, som snart skulde indtræffe. Skræk og Overbevisning spredte sig over hele Byen. Bønnemøder blev holdte, og der blev en almindelig Vækkelse blandt folk af alle Troesbekjendelser, Thi de følte sig alle i større eller mindre Grad paavirkede af lære om Kristi snare Gjenkomst. ret
(23) Naar Syndere og uomvendte anmodedes om at komme frem til de forreste Sæder, var der Hundreder, som efterkom Opfordring. Ogsaa jeg trængte mig frem og tog Plads blandt dem, som søgte sin Frelser. Men jeg følge i mit hjerte, som om jeg aldrig kunde blive værdig til at kaldes et Guds Barn. Mangel paa Selvtillid og en Overbevisning om, at det var umuligt at faa nogen til at forstaa mine Forfølgelser hindrede mig i at spørge mine Kristne Venner om raad og Hjælp. Jeg vandrede saaledes i ugrundet Mørke og Fortvivelse, mens andre, som ikke kjendte min Tilbageholdenhed, var uvidende om min virkelige Tilstand. ret
(23) En aften gik jeg med min Broder Robert hjem fra et Møde, hvor vi havde lyttet til en meget indtrængende Tale om Kristi Kriges snare Oprettelse, paa Jorden og en alvorlig Opfordring til baade Kristne og Syndere om at berede sig for Dommen og Kristi Komme. Min Sjæl blev stærkt greben af, hvad jeg hørte. Og saa dybt følte jeg min Syndeskyld, at jeg frygtede for, at Herren ikke vilde spare mig, til jeg kom hjem. ret
(23) Disse Ord lød i mine Øren: "Herrens den store Dag er nær! Hvem skal bestaa, naar han aabenbares!" Mit Hjertes Bøn var: "Spar mig, og Gud, gjennem natten! Borttag mig ikke i mine Synder, men vær mig naadig og frels mig!" ret
(23) Jeg forsøgte for første gang at forklare mine Følelser for min Broder Robert, der var to Aar ældre end jeg; Jeg fortalte ham, at jeg vovede ikke at hvile eller sove, førend jeg vidste, at Gud havde tilgivet mig mine Synder. ret
(23) Min Broder svarede mig ikke straks, men jeg mærkede snart Grunden; thi han græd af Medfølelse over min Smerte. Derved kom jeg til at fatte endnu større Tillid til ham, og jeg fortalte ham, at jeg havde begjæret at dø paa den Tid, da Livet syntes at være en tung Byrde for mig at bære; men Tanken om, at jeg maaske nu maatte dø i min syndige Tilstand og blive evig fortabt opfyldte mig med Skræk. Jeg spurgte ham, om han troede, at Gud vilde spare mit Liv gjennem Natten, der som jeg anvendte den i inderlig Bøn til ham. Han svarede: "Jeg tror, han vil, dersom du beder til ham i Tro, og jeg vil bede for dig og for mig selv. Ellen, vi maa aldrig glemme, hvad vi har hørt i Aften." ret
(24) Efter at vi kom hjem, tilbragte jeg den største Del af de mørke Timer i Bøn og Taarer. En Grund, hvorfor jeg søgte at skjule mine Følelser for mine Venner, var Frygten for, at jeg skulde blive endnu mere modløs. Mit Haab og min Tro var saa svag, at jeg frygtede for, at dersom andre skulde betragte min Stilling i samme Lys som jeg, vilde det nedsænke mig i Fortvivelelse. Dog længtes jeg efter, at en eller anden skulde fortælle mig, hvad jeg burde gjøre for at blive frelst, og hvad Skridt jeg skulde tage for at møde min Frelser og overgive mig aldeles til ham. Jeg ansaa det for en vigtig Sag at være en Kristen og følte, at det fordrede særegne Bestræbelser fra min Side. ret
(24) Mit Sind forblev i denne Tilstand i flere Maaneder. Jeg havde som Regel overværet Methodist-Møderne sammen med mine Forældre; men efter at jeg fik Interesse for Kristi snare Gjenkomst, overvar jeg Møderne paa Casco Street. Den paafølgende Sommer rejste mine Forældre til Methodist-Lejrmødet ved Buxton, Maine, og tog mig med. Jeg havde fast besluttet, at jeg der vilde søge Herren alvorlig for om muligt at faa Tilgivelse for mine Synder. Der var en stor Længsel i mit Hjerte efter at blive delagtig i de Kristnes Haab og den Fred, som Troen bringer. ret
(24) Jeg blev meget opmuntret ved at høre en Prædiken over denne Tekst: "Saaledes vil jeg gaa ind til Kongen, og omkommer jeg saa, saa faar jeg omkomme." Taleren henvist i sin Prædiken til dem, som vaklede mellem Haab og Frygt, som længtes efter at blive frelste fra sin Synder og erfare Kristi Kjærlighed, men som dog holdtes i Trældom af Frygt for ikke at blive antagne. Han raadede saadanne til helt at overgive sig til Gud og stole paa hans Naade uden at tøve. De vilde finde ham en kjærlig Frelser, der var rede til at række den Naadens Scepter, ligesom Ahasverus rakte Efther Guldspiret. Alt, hvad der fordredes af Syndere, som stod bævende i sin Herres Nærværelse, var at udrække Troens Haand, og røre ved hans Naades Scepter. Dette vilde forvisse dem om Tilgivelse og Fred. ret
(25) De, som venter for at gjør sig selv mere værdige til Guds Naade, førend de vil tilegne sig hans Løfter, begaar den stor Fejl. Jesu alene kan rense fra Synd; Han alene kan tilgive vore Overtrædelser. Han har lovet at høre vore Bønner og give os de Ting, som vi beder om, dersom vi kommer til ham i Troen. Mange har den tanke, at de selv maa gjøre stor Anstrengelser for at erholde Guds Naade. Men at stole paa sig selv er forfængeligt. Det er kun ved at forene sig selv med Kristus ved Troen, at Synderen kan faa Haab om at blive et troende Guds Barn. ret
(25) Jeg begyndte nu at indse min egen Tilstand klarere end tilforn, og Mørket begyndte at svinde. Jeg søgte med Alvor at erholde Tilgivelse for min Synder, Og jeg tilstræbte efter at overgive mig helt Gud. Men mit Sind var ofte fyldt med Ængstelse; thi jeg erfarede ikke den aandelige Begejstring, som jeg formodede var en Følge af at blive antagen fra Gud; og uden dette Bevis vovede jeg ikke at tro, at jeg var omvendt. Hvor meget jeg behøvede at blive undervist om Troens Enfoldighed! ret