(200) De, som bekender sig til at tro den tredje Engels budskab, skader ofter Guds sag ved letfærdighed, Spøg og tom snak. Herren viste mig, at dette onde havde gennemsyret vort samfund. Guds folk må ydmyge sig for Herren; de må sønderrive deres Hjerter og ikke deres klæder. Der ses kun lidt af den barnlige enfoldigthed; man tænker mere på menneskenes bifald end på Guds mishag. Engelen sagde: "Rens jeres Hjerter, at han ikke skal hjemsøge jer med sine domme, at ikke livets svage gnist skal udslukkes, og I skal lægges i graven uforberedte for dommen. Dersom I ikke får fred med Gud og river jere løs fra verden, vil I, om I ikke dør, blive mere forhærdede og til sidst bedragne, - I vil tro, at I er beredte, og først opdage jeres vildfarelse, når det er forsent at få nåde." ret
(201) Jeg så, at både unge og gamle forsømmer at studere Bibelen og rette sin vandel efter den, som de burde. Især er dette tilfældet med de unge. De fleste af dem er villige og har tid til at læse hvilkensomhelst anden bog. Men den bog, som viser os det evige liv, og efter hvilken verden til sidst skal dømmes, læser man ikke, som man burde, hver dag. Man læser unyttige historier og fortællinger, men Bibelen forsømmes. Der kommer en dag af skyer tykt mørke, da alle ville ønske, at de var vel bevandrede i Guds ords sandheder, så de i sagtmodighed, men dog med bestemthed kunne gøre regnskab for sit håb. Jeg så, at de må forstå den Bibelske grund for sit håb, for at de kan blive styrkede for kampen. Uden dette vil de mangle fasthed og bestemthed. ret
(197) Herren viste mig i et syn mange Sabbatshollers lighed med verden. Jeg så, at der derved sætter en skamplet på sin bekendelse og vanæreer Guds sag. De fornægter sin bekendelse. De indbiller sig, at de ikke ligner verden, men de ligner den så meget i klædedragt, i tale og omgængelse, at der ingen forskel er mellem dem. Jeg så dem pynte sit usle legeme, skønt de hvert øjeblik stod i fare for at kastes på smertens leje, dersom Gud skulle lægge sin hånd på dem. Når de da nærmer sig den sidste afskedsstund og hentæres af dødelig angst, bliver det et spørgsmål for dem: "Er jeg beredt til at dø? beredt til at stå frem for gud og aflægge regnskab for ham i dommen?" Spørg dem da, hvad de synes om at pynte sit legeme, og om de forstår, hvad det har at betyde at være beredt til at stå frem for Gud. De vil svare dig, at om de kunne leve livet om igen, ville de vende om fra sit forrige levnet, sky verdens tåbelighed, forfængelighed og stolthed, klæde sig sømmeligt og være et mønster for alle sine omgivene. De ville leve til Guds ære. ret
(199) Mange klæder sig lig verdensmennesker for at øve indflydelse over andre. Men heri tager de sørgelig fejl. Dersom de ønsker at øve en frelsende indflydelse, bør de leve i overenstemmelse med sin bekendelse, vise sin tro ved sine retfærdige gerninger og lade forskellen mellem de kristne og verden tydelig komme tilsyne.Jeg så, at de Kristne i ord, klædedragt og handling burde vidne for gud; da vil de have indflydelse over andre, og enhver vil forstå, at de har været med Kristus og lært af ham. De vantroende vil da mærke, at den sandhed, vi bekender os til, udøver en helliggørende indflydelse over os, og at troen på Kristi komme påvirker menneskenes karakter. Hvis nogen ønsker ved sin indflydelse at fremme sandheden, så lad ham leve i overenstemmelse med den eg efterligned vor Frelser i hans ydmyghed. ret
(202) Mange penge er bleven udbetalt for bånd og pynt til hattene, for kraver og andre unødvendige sager, som bruges til at pynte sig med, medens Jesus, ærens Konge, som hengav sit liv for at forløse os, bar en tornekrone. Således var vor Mesters hellige hoved pyntet. Han var "en mand fuld af bine og forsøgt af sygdom". "Han er såret for vore overtrædelser og knust for vore misgerninger; Straffen er lagt på ham, at vi skulle have fred, og vi har fået lægedom ved hans sår." Dog mærker man, at de selvsamme personer, der siger sig at være toede i Jesu blod, som blev udgydt for dem, pynter sine stakkels, dødelige legemer og dog vover sig til at bekende, at de følger den hellige, selvfornægtende, ydmyge frelser. O, at alle kunne indse dette således, som Gud ser det, og som han viste mig det! Den sjæleangst, jeg følte, da jeg så det, var næsten mere, end jeg kunne tåle. Engelen sagde: "Guds folk er et særegnet folk; det er slige, han renser sig." Jeg så, at det udvortes udseende er et tegn på, hvad der bor i Hjertet. Når man punter sig med bånd, kraver og unødvendige genstande, viser det tydeligt, at der findes forkærlighed for alt dette i Hjertet. Hvis sådanne personer ikke renser sig fra denne fordærvelse, kan de aldrig se Gud; thi kun de rene ar Hjertet skal se ham. ret
(198) Hvorfor er det så vanskeligt at leve et selvfornægtende, udmygt liv? Fordi disse navnkristne ikke er afdøde fra verden. Det er let at leve, efter at mqan er død fra verden. Men mange længes efter Ægyptens retter. De vil klæde og te sig så ligt verden som muligt og alligevel vente at gå til Himlen. Slige søger at stige andetsteds over; de går ikke ind gennem den snævre port. ret
(203) Jeg så, at øksen må lægges ved roden ar træet. En sådan forfængelighed bør ikke tåles i menigheden. Disse ting gør skilsmisse mellem Herren og hans folk. Herren vil have et folk, der tydelig viser, at de er skilte fra verden. Og Gud anser dem ikke længere som sine børn, når de ønsker at erterabe verdens moder og ikke vinder sejer over denne lyst. Da er de verdens og mørkets børn. De ønsker at ligne verden så meget som muligt; og de, som bekender sig til at have ifort sig Kristus, aflægger ham i virkeligheden derved og viser, at de er fremmede for nåden og den ydmyge og sagtmodige Jesus. Dersom de kendte ham, ville de vandre værdig i alt. ret
(200) Jeg så, at nogle såkaldte Sabbatsholdere ødsler tiden bort med at studere denne eller hint mode for at pynte det stakkels, forkrænkelige legeme. Når I skikker jer som verden og smykker og pynter jer, bør I komme ihu, at I måske om nogle få dage kan lægges i graven. Og medens I pynter legemet for at være øjet til behag, dør I en åndelig død. Herren hader jeres forfængelige, onde stolthed, og han betragter jer som kalkede grave, der indeti er fulde af fordærvelse og urenhed. ret
(198) De, der var til stede ved konferensen, blev fremstillede for mig. Engelen sagde: "Nogle skal fortæres af orme, andre skal falde under se syv sidste plager, og nogle skal leve på jorden og blive forvandlede, når Kristus kommer." ret
(199) Jeg så, at Gud hader stolthed; or alle hovmodige, og hver, som øver ugudelighed, skal vorde halm, og dagen, der kommer, skal fortære dem. Jeg så, at den tredje Engels budskab endnu må gennemsyre og rense Hjerterne hos mange, som bekender sig til at tro den, så de kan blive fri for hovmod, egennytte, gærrigted og kærlighed til verden. ret
(201) Det ville være bedre, om forældrene brændte de unyttige historier og romaner, når de bringes hjem, end at lade dem komme i hænderne på børnene. At læse disse fortællingsbøger har ligesom en fortryllende virkning. Det forvirrer og besmitter sindet. Forældre, jeg så, at deres børn vil gå evig fortabte, om I forsømmer at våge over deres åmdelige vel. Og det er neppe troligt, at slige utro forældre vil blive frelste selv. Forældre bør føre en efterlignelsesværdig vandel. De bør øve en hellig indflydelse hjemme i familien. De bør bære en sømmelig klædedragt, forskellig fra verden omkring dem. Hvis de sætter pris på børnenes evige vel, vil de grundigt irettesætte dem for forfængelighed og ikke opmuntre dem i den retning hverken i ord eller handling. Ak, hvilken forfængelighed Herren viste mig, der herskede blandt Guds såkandte folk! Den har tiltaget År for År, indtil det nu er vanskeligt at skelne såkalde Adventister og Sabbatsholdere fra den store verden omkring dem. ret
(200) Mødrenes forfængelighed har sin indflydelse på børnene, og der udsåes således en sæd, som engang vil spire og bare frugt. Høsten bliver sikker nok. Man høster, hvad man sår. Der bliver ingen misvækst her. Jeg så, kære forældre, at det er lettere, at oplære børnene i forfængelighed end i ydmyghed. Satan og hans Engle passer på, at I ved jeres handlinger eller ord nok skal opmuntre børnene til at klæde sig forfængeligt eller færdes i slet selskab. O forældre, I planter en torn i jeres egen barm, som vil forvolde jer usigelig smerte og angst. Det bliver vanskeligt, fa umuligt, at modvirke den sørgelige undervisning, I har bebragt jeres børn. I kan nok nægte dem nydelser, som vil nære deres forfængelighed, men denne findes dog i Hjertet og venter på at give sig udslag, og der er intet, som kan dræbe den undtagen Guds ånds kraftige virken på Hjertet. Når den lades ind i Hjertet, vil den rense det og rydde forfængeligheden bort. ret
(199) Jesus kommer; og skal han da finde et folk, der har skikket sig sige med verden? Vil han vedkende sig sådanne som sit folk, hvem han har renset sig? - Visselig ikke. Han vil ikke vedkende sig andre end de rene og hellige. De, som er rensede og lutrede ved lidelser og har bevaret sig selv ubesmittede fra verden, de er hans. ret
(198) Dette var alvorsfulde ord. Jeg spurgte Engelen, hvorfor der var så få, som entersserede sig for sit evige vel, så få, som beredte sig for forvandlingen. Han svarede: "Jordens tillokkelser har fanget dem, dens skatte viser sig kostelige for dem."De har så meget at beskæftige tankerne med, at de får ingen tid til at berede sig for Himlen. Satan virker stadigt for at indvikle dem i nye besværiligheder; så snart deres sind befries fra én ting, står han rede med en anden og vækker lyst hos dem til mere af denne verdens gods. Således svinder deres tid hen. og først når det er for sent, indser de, at de intet varigt ejer. De har grebet efter skygger og mistet det evige liv. De har ingen undskyldning. ret
(199) Jeg betoges af en heftig sjæleangst, da det gik op for mig, at Guds folk har skikket si lige med verden, at der ikke er nogen forskel - på navnet nær - mellem mange af den ydmyge og sagtmodige Jesu såkaldte disciple og de vantroende. Jeg så, at Jesus blev forurettet og vanæret. Engelen sagde, idet han med bedrøvelse så, at mange såkaldte Guds børn elskede verden, deltog i dens glæder og fulgte dens moder: "Vend jer bort derfra! Vend jer bort derfra, at I ikke skal få del med hyyklerne og de vantro udenfor staden. Jeres bekendelse vil kun forvolde jer større angst, og jeres straf vil blive så meget strengere, fordi I vidste hans vilje, men hjorde ikke derefter. ret