(208) Er der ingen kærlighedslov, som bør adlydes? Har Gud givet de Kristne tilladelse til at dadle og fordømme hverandre? Er det agtværdigt eller ærligt at søge under forstilt venskab at udforske andres hemmeligheder og da søge at skade dem ved at offentliggøre, hvad de har betroet dig? Er det Kristelig kærlighed at sætte tillid til ethvert løst rygte eller at åbenbare alt, som kunne vække mistanke med hensyn til andres karakter for derved at skade dem? Satan glæder sig, når han kan bringe en af Kristi efterfølgere i vanerygte eller såre ham. Han er vore brødres anklager." Burde vi understøtte ham i hans værk? ret
(209) Vore Prædikanter bliver ofte bebyrdede med tvistigheder i menighederne, og de henviser for ofte dertil i sine Prædikener. De bør ikke opmuntre menighedslemmerne til at klage over hverandre, men formane dem til at stå på vagt over sine egne handlinger. Ingen bør fatte fordom eller harme ved at høre beretninger om andres fejl; alle bør vente tålmodigt, til de hører begge sider af sagen, og da ikke tro andet, end hvad tydelige kendsgerninger viser er sandt. Det er altid den sikreste fremgangsmåde ikke at lytte til nogen ond beskyldning, føren man nøjagtig har fulgt Bibelens regell. Ovevstående er anvendeligt på dem, som med list har søgt at aflokke troskyldige beretninger om ting, som ikke angår dem, og som det ikke vil gavne dem noget af vide. ret
(210) Herren prøver sit folk. sit folk. I må væe så strenge og kritiske med hensyn til jers eget ufuldkomme Hjerte, som I behager, men vær overbærende, medlidendende og venlige mod andre. Spørg dig selv hver dag: Er jeg ret for Gud, eller er der falskhed i cit hjerte? Bed Herren alvorlig om at frelse dig fra selvbedrag. Det gælder evigheden. Vil I, mine elskede brødre, medens så mange tragter efter ære og vinding, søge at forvisse jer om Guds kærlighed og anvende al flid på at befæste jers kald og udvælgelse? ret
(207) Det smerter mig at sige, at nogle af vore menighedslemmer har ustylige tunger. Der er falske tunger, som elsker fortræd. Der er listige, hviskende tunger. De forstår at sladre, blande sig i andres sager og tale med forstilt alvor. Blandt disse sladerhanke ledes nogle af nysgerrighed, andre af skinsyge og mange af had mod dem, ved hvem Herren har talt for at irettesætte dem. Alle disse forskellige stemninger gør sig gældende. Nogle skfuler sine virkelige følelser, medens andre med iver udbreder alt det onde, de ved, om sin næste, eller som de mistænker ham for. ret
(209) For jeres egen sjæls skyld, brødre, søg at gøre alt til Guds ære! Tænk så lidt som muligt på jer selv! Vi nærmer os enden. Undersøg alle jeres motiver med evigheden for øje. Jeg ved, I har grund til at føle jer ængstede" I har veget af fra de gamle landemærket. Jeres såkaldte videnskab undergraver den Kristelige karakters grundvold. Jeg har set, hvad jeres fremgangsmåde vil blive, dersom I viger fra Herren. I står i stor fare. For Kristi skyld ransag jer selv og se, hvor I har så lidt list til Gudfrygtigheds øvelse. ret
(210) Satan udgransker nøjagtig menneskenes naturlige tilbøjeligheder til synd, og da begynder han med sine forsøg på at lokke og besnære dem. Vi er omgivne af fristelser, men vi kan sejre, dersom vi strider modigt og beder Herren om hjælp. Der er fare for alle. Men dersom I går frem i ydmyghed, årvågenhed og bøn, da kan I komme ud af prøvelsens ild mere dyrebare end fint Guld. Men om I er ligegyldige og undlader at bede, vil I vlive som en lydende malm eller en klingende bjelde. ret
(207) Jeg så, at den ånd, der gør sandhed til løgn, godt til ondt og uskyldighed til forbrydelse, er virksom. Satan glæder sig over tilstanden blandt dem, som bekender sig til at være Guds folk. Medens mange forsømmer at sørge for sin egen sjæls belfærd, benytter de med flid enhver anledning til at kritisere og dømme andre. Alle har karaktermangler, og det er ikke vanskeligt for den skinsyge at finde noget hos andre, som han kan udlægge til deres skade. Når desse selvbestaltede dommeren ser en fejl hos andre, siger de: "Nu har vi god grund til at anklage dem, og de kan umuligt forsvare sig." De venter da på en passende anledning, og når denne tilbyder sig, fremkommer de med sin dom. ret
(208) Gud ser alle vore fejl og kender alle vore tilbøjeligheder; men han er langmodig med os og forbarmer sig over os i vor svaghed. Han byder sit folk at udvise samme kærlige sindelag. En sand Kristen vil ikke glæde sig ved at åbenbare andres fejl og mangler. Han vil vende sine øjne bort fra det, som er sket, og fæste sindet ved det, som er ædelt og leskværdigt. Ethvert ord, som tales for at dadle eller fordømme, er pinligt for en sand Kristen. ret
(208) Der har altid været mænd og kvinder bekendende sig til sandheden, som ikke har rettet sig sevnet efter dens helliggørende indflydelse; men de bedrager sig selv og lægger synd til synd. Vantroen viser sig i deres levnet, opførsel og karakter, og dette frygtelige onde griber sig som kræft. ret
(210) Nogle har næsten forvildet sig i vantroens labyrint. Til sådanne vil jeg sige: Vend sindet bort fra det verdslige. Fæst det på Gud. Jo nærmere I holder jer til Gud i troen, desto klarere vil I se hans retfærdighed. Gør det evige liv til formålet for jeres stræben. ret
(207) Personer, som af naturen har en stærk indbildningskraft, er tilbøjelige til at bedrage både sig selv og andre i forsøget på at forsvare et eller andet punkt. De hefter sig ved ubetænksomme ord, som andre lader falde, uden at tage i betragtning, at man undertiden i en hast kan sige noget, der ikke rettelig kan tages som udtryk for ens virkelige mening. Men disse ubetænksomme bemærkninger, der oftet er så ybetydelige, at de ikke er værd at lægge mærke til, ser de gennem Satans forstørrelsesglas og gør så meget væsen af dem, at det bliver som at gøre en myg til en Elefant. De, som således tænker ondt om andre, har skilt sig fra Gud og mangler kraft til at modstå fristelsen. De fatter neppe følgerne af disse ord og følelser. De begår selv en større fejl end den, de fordømmer hos andre. Hvor godt det ville være, om alles handel og vandel stemte overens med deres bekendelse! ret
(208) Hvis alle de, der bekender sig til at være Kristne, ville undersøge sit eget Hjerte og se, hvad ondt der er der, som burde udryddes, i stedet for at tale om andres fejl, så ville tilstanden i menigheden blive langt bedre, end den nu er. Nogle er ærlige, når det ikke koster dem noget, men når list betaler sig bedre, sættes ærligheden tilside. Ærlighed og list kan ikke gå tilsammen. Med tiden må enten listigheden fjernes og sandheden forsvinde. De har intet tilfælles. Den ene er en Bals Profet, den anden er en sand Guds Profet. På den dag, da Herren samler sine, vil han med glæde vedkende sig de trofaste, de ædle og de retskafne. Englene skaffer Kroner til sådanne, og disse, med stjerner prydede Kroner vil genspejle lyset fra Guds Trone. ret
(210) Jeg kender jers farer. Dersom I taber tilliden til Vidnesbyrdene, vil I efterhånden tabe tilliden til Bibelske sandheder. Jeg har frygtet for, at mange vil begynde at tvivle, og I min omhu for jer advarer jer jer. Hvor mange vil give agt på advarselen? Dersom du fik et vidnesbyrd, hvori der blev rettet på dine fejl, ville du da føle, at du kunne gøre med det, som du fandt for godt, enten forkaste eller antage en del deraf eller det hele? Den del, du ville være mindst tilbøjelig til at antage, ville være netop den del, du mest behøvede. Gud og Satan arbejder aldrig i fællesskab. Vidnesbyrdene bærer enten Guds eller Satans stempel. Et godt træ kan ikke bære onde frugter, ej heller kan et ondt træ bære gode frugter. Af deres frugter skal I kende dem. Gud har talt. Hvem bæver for hans ord? ret