(25) Mens jeg bøjede mig sammen med andre, som søgte Herren, var dette min eneste Bøn: "Jesus, hjælp mig! Frels mig, ellers foregaar jeg! Jeg vil ikke ophøre med at bønfalde dig, indtil min Bøn er hørt, og mine Synder er tilgivne." Jeg følte mig mere nødlidende og hjælpeløs end nogensinde før. Mens jeg knælede og bad, følte jeg, at min Byrde pludselig forsvandt, og jeg blev let om Hjertet. I Begyndelsen førte jeg mig urolig herover og forsøgte at tage min tunge Byrde op igen. Den syntes for mig, som om jeg ingen Ret havde til at føle mig glad og lykkelig. Men Jesus syntes at være mig saa nær, og jeg følte, at jeg kunde komme til ham med alle mine Sorger og Prøver, ligesom de nødlidende kom til ham for at faa Hjælp, da han vandrede her paa Jorden. Jeg var glad i Forvisningen om, at han kjendte mine særegne Prøver og sympatiserede med mig; o jeg kan aldrig glemme denne herlige Forvisning om Jesu Medlidenhed med en, der er saa uværdig. Jeg lærte mere om Kristi guddommelige karakter i den korte Stund, da jeg bøjede mig ned med de bedende end nogensinde tilforn. ret
(26) En af Mødrene i Israel kom til mig og sagde: "Kjære Barn, har du fundet Jesus?" Jeg skulde just svare: "Ja," da hun udbrød: "Ja, du har i Sandhed fundet ham, jeg ser i dit Ansigt, at hans Fred hviler over dig!" Atter og atter vilde jeg spørge mig selv: "Kan det være Religion? Tager jeg ikke fejl?" Det syntes for stort for mig, at jeg skulde faa en saa herlig Forret. Jeg følte, at Frelserens havde velsignet mig og tilgivet mig mine Synder, skjønt jeg var for frygtsom til at bekjende det offentlig. ret
(26) Snart efter sluttede Lejrmødet, og vi begav os paa Hjemvejen. Jeg dvælede i min tanker ved de Prædikener, Advarsler og Bønner, som vi havde hørt. Alting i naturen syntes at være forandret. Gjennem den første Del ar Lejrmødet havde tykke regnskyer dækket Himlen, og mine Følelser havde aldrig været i Overensstemmelse med Vejret. Nu skinnede Solen varmt og klart. Træerne og Græsset var grønnere end tilforn. Himlen var klar. Og Guds Fred syntes at hvile over Jorden. Saaledes havde ogsaa Retfærdighedens Sol gjennem trængt og adspredt Skyerne og Mørket i mit Sind, og al Dunkelhed var forsvunden. ret
(26) Det forekom mig, at alle maatte være i Hamoni med Gud og oplivet af hans Aand. Alt, hvad mine Øjne faldt paa, syntes at være forandret. Træerne var skjønnere, og Fuglene sang yndigere end nogensinde før; de syntes at prise Skaberen ved sin Sang. Jeg ønskede ikke at tale meget, af Frygt for, at denne Lyksalighed skulde forsvinde, og jeg skulde tabe den kostelige Overbevisning om, at Jesus elskede mig. ret
(26) Da vi nærmede os vort Hjem i Portland, kom vi forbi nogle Mænd, som arbejdede paa gaden. De samtalede om almindelige Ting, men mine Øren var døve for alt andet end Herrens Pris, og deres Ord lød for mig som taksigelse og glædelige Hosannaraab. Jeg sagde til min Moder: "Alle disse Mænd priser Gud, og de har dog ikke været ved Lejrmødet!" Jeg forstod ikke dengang, hvorfor Taarerne fyldt min Moders Øjne, og et ømt Smil oplyste hendes Ansigt, idet han lyttede til mine enfoldige Ord, der mindede hende om en lignende Erfaring, hun engang selv havde havt. ret
(27) Min Moder holdt meget af Blomster, og det var en Fornøjelse for hende at dyrke dem. Hun gjorde derved Hjemmet tiltrækkende og behageligt for sine Børn. Men efter min Mening havde vor have aldrig havt et saa yndigt Udseende som den Dag, da vi kom tilbage fra Lejrmødet. Jeg saa et Udtryk af Jesu Kjærlighed i hver Busk, Spire, rose og Blomst. ret
(27) Det var en yndig Blomst i vore Have, som kaldtes Sarons Rose. Jeg erindrer, at jeg nærmede mig den og berørte dens fine Blade med Ærbødighed; De syntes i mine Øjne at besidde en vis Hellighed. Mit hjerte var opfyldt af Kjærlighed til disse yndige Ting, som Gud havde skabt. Jeg kunde se en guddommelig Fuldkommenhed i Blomsterne, som smykkede Jorden. Gud passede dem, og hans altseende Øje var over dem. Han havde skabt og kaldt dem gode. "O," tænkte jeg, "hvis han saaledes elsker og har Omsorg for Blomsterne, som han har beklædt med Skjønhed, hvor meget mere kærligt vil han ikke forsørge og lede sine Børn, der er skabte i hans Billede." Jeg gjentog sagte: "Jeg er et Guds Barn, og han har kjærlig Omsorg for mig. Jeg vil være ham lydig og ikke paa nogen Maade mishage ham; jeg vil prise hans hellige Navn og altid elske ham." ret
(27) Jeg saa tilbage paa mit Liv med andre Følelser end tilforn. De Lidelser, som havde formørket min Barndom, syntes nu at have været mig tilskikket i en god Hensigt og for at drage mit Hjerte bort fra Verden og dens utilfredsstillende Glæder og bøje det mod de evige og himmelske Ting. ret
(27) En kort Tid efter Lejrmødet blev jeg tilligemed nogle andre optagen i Menigheden paa Prøve. Jeg tænkte ofte paa Daaben. Og saa ung som jeg var, kunde jeg dog se, at kun én Døbemaade var omtalt i den hellige Skrift, nemlig Neddyppelse. Nogle af mine Metodist-Søstre søgte forgæves at overbevise mig om, at Bestænkelse var bibelsk Daab. Metodist-Prædikanten indvilgede i at neddyppe dem, som samvittighedsfuldt foretrak denne Døbemaade, om end han mente, at Bestænkelse vilde være ligesaa antagelig for Gud. ret
(28) Endelig oprandt den Tid, der var bestemt til denne hellige Handlings Udførelse. Vi var i alt tolv Personer, som gik ned til Søen for at døbes. Vinden blæste, og høje bølger kastedes op mod Kysten, men da jeg tog dette tunge Kors op, var min Fred som Floden. Da jeg kom op af Vandet, var min Styrke næsten borte, Thi Guds Kraft hvilede over mig. Jeg følte, at jeg ikke mere var af denne Verden, men var opstanden af Daabens Vande for at vandre i et nyt Levnet. ret
(28) Samme Dag blev jeg optagen i Menigheden som fuldt Medlem. En ung Pige, der ogsaa skulde indlemmes i Menigheden, stod ved min Side: Fred herskede i mit Sind, indtil jeg lagde Mærke til Guldringene paa hendes Fingre og i hendes Øren. Og jeg saa, at hendes Hat var prydet med kunstige Blomster og kostbare Baand. Da følte jeg mig bedrøvet over, at se en, som bekjendte sig til at være en Efterfølger af den sagtmodige og ydmyge Jesus, skulde udvise saa megen Forfængelighed. ret
(28) Jeg ventede, at prædikanten skulde tale til denne Søster herom, men han var tilsyneladende ligegyldig overfor hendes forfængelige paaklædning. Vi modtog begge Broder-Samfundets hilsen. Kristi Repræsentant trykkede ogsaa denne haand, som var prydet med Guldringe. Da begge vore Navne blev indskrevne i Kirkebogen. ret
(28) Denne Omstændighed foruroligede mig meget, idet jeg erindrede Apostlenes Ord: "Ligesaa og, at Kvinder skal pryde sig med sømmelig Klædning i Blufærdighed og Tugtighed, ikke med Fletninger eller Guld eller perler eller kostbart Klædebon, men, som det sømmer sig Kvinder, der bekjender sig til Gudsfrygt, med Gode Gjerninger." Dette Skriftens Vidnesbyrd syntes at være ringeagtet af dem, jeg betragtede som Kristne, og som Kristne, og som var meget ældre i Erfaring end jeg. Jeg syntes, at dersom det virkelig var syndigt, som jeg formodede, at efterligne Verdens Børns forfængelige Paaklædning, saa burde visselig disse Kristne forstaa det og være villige til at efterfølge Bibelens Lære. Dog besluttede jeg at følge min Overbevisning og gjøre, hvad jeg troede var min pligt. Jeg kunde ikke andet end føle, at det var stridende mod evangeliets Lære at spilde den Tid og de Evner, Gud giver, med at pryde vore Legemer. Jeg syntes, at ydmyghed og Selvfornægtelse var mere passende for dem, for hvis Synder Guds Søn havde ofret sit liv. ret