(217) Satan søger stedse at opvække mistillid, uenighed og onde følelser blandt guds folk. Vi vil ofte blive fristede til at føle, at vore rettigheder krænkes, selv når der ingen virkelig grund er for en sådan følelse. De, som elsker sig selv mere, end de elsker Kristus og hans sag, vil stille sit eget først og ty til næsten ethvert muligt middel for at værne derom. Når de mener, at deres brødre har forurettet dem, vil de heller søge oprejsning ad Lovens vej end følge Frelserens forskrifter. Ja der er endog mange tilsyneladende samvittighedsfulde Kristne, hos hvem forfængeligheden og selvagtelsen er så stor, at de ikke vil gå alene til dem som de tror har feflet, for at tale om sagen på en Kristelig måde og bede sammen med dem. Splid, trætte og søgsmål mellem brødre er en skamplet på sandhedens sag. De, som tyr til en sådan fremgangsmåde, udsætter menigheden for fjendernes hån og spot, og mørkets magter glæder sig. De korsfæster sig selv Guds Søn og gør ham til spot. Ved at foragte Menighedens myndighed viser de tillige foragt for Gud, som grundlagde Menigheden. ret
(219) Bibelen fremviser adskillige mærkelige eksempler på Herrens omsorg for endog de svageste af hans børn. Da Israeliterne vandrede gennem ørkenen, blev de trætte og svage, som ikke kunne holde skridt med folket, overfaldne og ihjelslående af de fejge og grusomme Amalekitter. Senere hen slog Israel Amalekitterne og overvandt dem. "Og Herren sagde til Moses: Skriv dette till Ihukommelse i en bog, og prent det i Josvas øren! Thi jeg vil aldeles udslette Amaleks ihukommelse under Himlen." Og lige før Moses døde, bød han sine efterkommere, at de ikke skulle glemme dette: "Kom ihu, hvad umalek gjorde mod dig på vejen, da I drog ud af Øgypteb, hvorledes han kom mod dig på vejen og slog din bagtrop, alle de udmattede, som drog efter dig, da du var træt og modig, og han frygtede ikke Gud. ..... Du skal udslette Amaleks ihukommelse under Himlen; du skal ikke glemme det." ret
(220) "Vi, som er stærke, er skyldige at bære over med de svages skrøbeligheder, og ikke være os selv til behag. Enhver af os være sin næste til behag ti hans bedste, til opbyggelse! Thi heller ikke Kristus levede sig selv til behag." Ligesom Kristus har forbarmet sig over os og hjulpet os i vor svaghed, således bør vi også forbarme os over og hjælpe andre. Mange er tvivlrådige, besværede, svage i troen og har svært ved at fatte det usynlige; men om en ven kommer til dem i Kristi sted, kan han blive ligesom et bindeled mellem dem og gud, så de tager fat med nyt mod. O, dette er en salig gerning! Lad ikke stolthed og egennytte hindre os i at udrette det gode, som vi kunne gøre, dersom vi blot ville arbejde i kærlighed og overbærenhed i Kristi navn. ret
(215) Herren har skænket sin Menighed store velsignelser, og det er ikke mere end ret, at han får sit igen med renter. Ligesom den er bleven betroet større og større sandhedens skatte, således er også dens forpligtelser bleven større. Men i stedet for at benytte disse gaver til en skriden fremad til større fuldkommenhed, er den falden fra den stilling, den havde opnået i sin tidligere erfaring. Denne forandring i det åndelige er kommen gradvis og næsten ubemærket. Idet den begyndte at hige efter verdens ros og venskab, blev troen svag, iveren aftog, og fromheden er vegen for en død formdristendom. Ethvert skridt mod verden var et skridt bort fra Gud. Efterhvert som Menigheden har opelsket forfængelighed og søgt verdslig ære, er Kristi Ånd vegen bort, og misundelse, tvedragt og splid har fået indpas. ret
(221) Vi kender kun lidt til vore egne Hjerte og fatter ikke ret vor store trang til Guds nåde. Dette er årsagen, hvorfor vi nærer så lidt af den ømme medlidenhed, som Jesus udviser imod os, og som vi burde udvise mod hverandre. Vi bør komme ihu, at vore brødre er svage, fejlende skabninger ligesom vi. Antag, at en broder i uagtsomhed er bleven overilet af en fristelse og i modsætning til sin almindelige opførsel har begået en eller anden fejl; hvorledes skal man da forholde sig mod ham? Vi lærer af skriften, at mænd, som Herren havde benyttet til at udrette en eller anden stor gerning, undertiden fandtes skyldige i store synder. Herren lod ikke disse gå upåtalte hen, ej heller for forskød han sine Tjenere. Når de angrede sin synd, tilgav han dem, åbenbarede sig for dem og virkede gennem dem. Lad stakkels svage, dødelige skabninger betænke, hvor storlig de behøver, at Gud og deres brødre skal udvise medlidenhed og overbærenhed med dem. Lad dem vogte sig for, hvorledes de dømmer og dadler andre. Det kan let hænde, at vi falder i fristelse, og vi behøver, at der udvise mod den, der overiles af synd. "Med hvad Dom I dømmer, skal I dømmes, og med hvad Mål I måler, skal jeres måles igen." ret
(218) Hvert hus, som bliver splidagtigt med sig selv, vil ikke blive bestandigt. Når de Kristne kives, får Satan indpas. Og hvor ofte er det ikke lykkes ham at ødelægge Menighedens fred og enighed!" Hvilke heftige stridigheder, hvilken bitterhed, hvilket had har ikke en ubetydelig sag givet årsag til" Hvor manges forhåbninger er ikke bleven ødelagte, hvor mange familier er ikke bleven splettede ved uenighed og trætte! ret
(216) Når der opstår besværligheder i Menigheden, bør hvert enkelt medlem ransage sit eget Hjerte for at erfare, om årsagen dertil findes hos ham. Åndelig stolthed, påtagen myndighed, en ærgerrig stræben efter høje og ansete stillinger, mange på selvbeherskelse, tøjlesløshed eller fordom, ustadighed eller mangel på dømmekraft, - disse ting forstyrrer Menigheden og bliver årsag til ufred. ret
(214) Paulus opmuntrer Efeserne til at bevare enheden i kærlighed: "Jeg formaner jer derfor, jeg, den bundne i Herren, at I skal vandre det kald værdig, med hvilket I er kaldte, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I fordrager hver andre i kærlighed og beflitter jer på at bevare åndens enhed i fredens bånd. der er ét legeme og én ånd, ligesom I og er kaldte til ét håb i jeres kald, én Herre, én tro, én dåb, én Gud og alles fader, som er over jer alle, gennem jer alle og i jer alle." ret
(213) Alle, som har haft fordel af Guds Tjeneres arbejde, burde efter evne forene sig med dem i at virke for sjæles Frelse. Dette er dern gerning, som alle sande troende, både Prædikanter og Lægfolk, kan deltage i. De burde have dette store formål stadig for øje, hver på sin plads i Menigheden, og alle virke sammen i den skønneste orden, samdrægtighed og kærlighed. ret
(212) Kristi sidste bøn for sine disciple lige før hans korsfæstelse gik ud på, at enighed og kærlighed stod for ham, tænkte han dog ikke først på sig selv, men på dem, som skulle fremme hans sag på jorden efter ham. De sværeste prøver ventede dem; men Jesus indså, at den største fare ville ligge i tilbøjeligheden til bitterhed og splid. Derfor bad han: ret
(211) "Jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal tale det samme, og at der ikke skal være splid iblandt jer, men at I skal være fast forenede i det samme sind og i den samme mening." ret
(222) Herren har i sit ord givet os tydelig undervisning om, hvorledes man kan opretholde enighed og fred i Menigheden, hvis man vil rette sig derefter. Brødre og søstre! vil I give agt på disse skriftens formaninger? Læser I Bibelen, og lever I derefter? Bestræber I jer på at opfylde Kristi bøn om, at hans Disicple måtte være ét? "Tålmodighedens og trøstens Gud give jer at have ét sind indbyrdes efter Jesu Krist vilje, for at I endrægtig og med én mund kan prise Gud og vor Herres Jesu Krist Fader!" "Iøvrigt, brødre, glæd jer, bliv fuldkommede, forman hverandre, vær enssindede, vær fredsommelige! Og kærlighedens og fredens Gud skal være med jer." ret
(221) Apostelen advarer de egensindige og selvtillidsfulde således: "Dersom nogen tykkes sig at være noget og dog er intet, bedrager han sig selv. ..... Enhver skal bære sin egen byrde." Den, der betragter sig som sine brødre overlegen, hvad Dømmekraft og erfaring angår, og foragter deres råd og formaninger, viser sig at være hyldet i et farligt selvbedrag. Hjertet er bedrageligt. Han burde lægge Bibelens Målestok på sig. Guds Ords undervisning er en pålidelig rettesnor for menneskenes liv og vandel, og skønt der er meget, som vil forvirre sindet og føre os på afveje, vil dog enhver, som i oprigtighed beder Herren om visdom, erholde vejledning på vejen. Enhver må til sidst stå eller falde for sig selv, ikke i overenstemmelse med det partis mening, som forsvarer eller modstår ham, ikke i overenstemmelse med noget enkelt menneskes omdømme, men efter den karakter, han selv har udviklet. Menigheden kan advare, råde og formane, men den kan ikke tvinge nogen til at handle ret. Den, som vedbliver at ringeagte guds ord, må bære sin egen byrde, - han må selv være ansvarlig for Gud og lide den straf, der følger på en sådan fremgangsmåde. ret
(220) "Brødre! Om også et menneske bliver overilet af nogen synd, da hjælp en sådan tilrette, I åndelige, med sagmodigheds ånd! Men de til dig selv, at ikke også du bliver fristet! Bær hverandres byrder, og opfyld således Kristi lov!" Her stilles vor pligt tydelig for os. hvorledes er det muligt, at Kristi efterfølgere kan lægge så ledt mærke til disse skriftens formaninger? For ikke længe siden modtog jeg et brem, der omtalte en omstændighed, hvori en broder havde handlet noget uforsigtigt; og omendskønt det havde hændt for flere år siden, og det hele kun var en ubetydelighed, der ikke var værd at omtale, så erklærede dog brevets forfatter, at hun ingen tillid kunne have mere til nævnte broder. Hvis det ikke fandtes nogen større fejl i denne søsters levnet end denne, så ville det være mærkeligt; thi den menneskelige natur er meget svag. Jeg har stået og står fremdeles i brodersamfund med dem, som er skyldige i svage synder, og som endnu ikke har lært at se sine synder, som de er i Guds øjne. Min Herren bærer over med dem, og hvorfor skulle da ikke jeg? Han vil endnu ved sin ånd virke på deres Hjerter, så synden vil vise sig for dem overmåde syndig, ligesom den viste sig for Paulus. ret
(219) Dersom Herren således straffede en hedensk nation for dens grusomhed, med hvilken afsky må han da ikke betragte dem, som, medens de bekender sig til at være hans folk, alligevel fører strid mod sine egne brødre, der er trætte og næsten udslidte i arbejdet i hans sag! Satan øver stor magt over dem, der underkaster sig hans styrelse. Det var Ypperstepræsterne og de ældste - Folket Religionslærere - som opeggede morderskaren på vejen fra Domssalen til Golgata. Der findes den dag i dag dem blandt Kristi foregivne efterfølgere, som besjæles af den samme ånd, der havde taget dem i besiddelse, som ville at Kristus skulle korsfæstes. Men lad disse, som således virker i den ondes tjeneste, komme ihu, at den hellige Gud ser alle deres handlinger. Han skal føre alle deres onde idrætter for Dommen med alt det som er skjult. ret
(211) Enighed gør stærk; Splid bringer svaghed. Når de, som tror den nærværende sandhed, er enige, vil de være en kraft til det gode. Satan forstår godt dette. Aldrig før har han været så bestemt på at gøre Guds sandhed til intet ved at opvække bitterhed og splid blandt Herrens folk som netop nu. ret
(218) Kristus siger: "Hvo, som forarger én af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i Havets dyb." Den, som ved forsætligt bedrag eller slet eksempel vildleder en Kristi Discipel, begår en stor synd, og den, som bagtaler eller driver spot med et Guds barn, forhåner Jesus. Vor Frelser lægger mærke til et Guds barn, forhåner Jesus. Vor Frelser lægger mærke til enhver uret, som øves mod hans efterfølgere. ret
(217) Paulus skriver til Galaterne: "Gid de endog måtte sønderskære sig, de, som forvirrer jer" I er jo kaldte til frihed, brødre! Brug kun ikke freheden til en anledning for kødet, men tjen hverandre i kærlighed! Thi hele loven opfyldes i ét bud, nemlig det: Du skal elske din næste som dig selv. Men dersom I bider og æder hverandre, da se til, at I ikke fortæres af hverandre! Men jeg siger vandre i uanden, så skal I ikke fuldkomme kødets begæring!" ret
(216) Besværligheder forårsager oftet af sladderhanke, hvis udtalelser fylder sindet med gift og skiller endog de bedste venner ad. Disse fredsforstyrrere får hjælp hos de mange, som med åbne øren og onde Hjertet står rede og siger: "Fortæl os det, så skal vi udbrede det!" En sådan synd burde ikke tåles blandt Kristi Efterfølgere. Ingen kristelig Fader ellr Moder gør tåle sladder i familiekredsen eller tillade, at der gøres ufordelagtige bemærkninger om Menighedens medlemmer. ret
(215) Paulus skriver til sine medbrødre i Korint: "I er endnu kødelige; thi når der er nid eller kid og kiv, kan fatte guds ords dybe, åndelige sandheder. "Det naturlige menneske fatter ikke de ting, som hører Guds Ånd til; thi de er ham en dårskab, og han kan ikke kende dem, thi de bedømmes åndelig." Vi kan iie rettelig forstå eller vurdere det, som Gud har åbenbaret, uden ved hjælp arf den Ånd, hvorved Ordet blev givet. ret
(214) Apostelen ville, at brødrene i deres liv skulle vise virkningen af den sandhed, han forkyndte for dem. I sagtmodighed, langmodighed og kærlighed skulle de efterligne Kristus og vise, hvilke herlige velsignelser hans frelse fører med sig. Der er kun ét legeme og én ånd, én Herre, én tro. Som lemmer på Kristi Legeme skal alle de troende bestjæles af samme ånd. Splittelser i Menigheden vanærer Iristi Religion i verdens øjne og give sandhedens fjender lejlighed til at angribe den. Paulus gav ikke denne undervisning alene for Menigheden på den tid. Herrens hensigt var, at den skulle overleveres til os. Hvad gør vil for at bevare åndens enhed i fredens bånd? ret
(213) Kristi Religion kender ikke til egennytte og snæverhed. Den udgår vidt og bredt og kæmper sig fremad. Kristus fremstiller den som lyset, der skinner, saltet, der bevarer, og surdejen, der syrer og gennemtrænger alt. Med nidkærhed, alvor og hengivenhed vil Guds Tjenere søge at udbrede sandhedens kundskab vidt og bredt; dog vil de ikke forsømme at virke for menigheden. Med stor omhu vil de passe på, at der ikke gives anlidning til splid og uenighed. ret
(212) "Hellige dem i din sandhed! Dit ord er sandhed. Ligesom du har sent mig til verden, så har og jeg sendt dem til verden. Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de skal være helligede i sandheden. Men jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som ved deres ord skal tro på mig, at de alle må være ét i os, for at berden må tro, at du har udsendt mig." ret
(217) Falske lærere havde indført blandt Galaterne sådanne lærdomme, som stod i strid med Kristi Evangelium. Paulus forsøgte at afsløre og rette på disse vildfarelser. Han ønskede, at de falske lærere kunne fjernes fra Menigheden, men de havde påvirket så mange af medlemmerne, at det syntes at være voveligt at skride ind mod dem. Der var fare for, at det ville få strid og splid til følge, til skade for Menighedens åndelige vel, Han søgte derfor at få brødrene til at indse bigiigheden af at hjælpe hverandre i kærlighed. Han erklærede, at alle lovens fordringer vedrørende vore pligter mod vore medmennesker opfyldes i kærligheden til hverandre. Han advarede dem om, at dersom de hengav sig til had og trætte, delte sig i partier og bed og åd hverandre som dyrene, så ville de påføre sig ulykke i dette liv og høste evig fordærvelse. Der var kun én måde, hvorpå ondet kunne fjernes: ved at "vandre i ånden". Ved stadig bøn måtte de søge om den Helligånds vejledning og komme sammen i kærlighed og enighed. ret
(216) De Kristne bør anse det som en hellig forpligtelse at slukke enhver gnist af nid og misundelse. De bør hellere glæde sig over en broders højere stilling eller større fremgang, om de end selv skulle syntes at lide derved. Det var stolthed og ærgerrighe. hos Satan, som havde til følge, at han blev udvist af Himlen. Disse onde træk er dybt rodfastede i vor faldne natur, og dersom de ikke udryddes vil de kvæle enhver god og ædel tanke og frembringe kiv ob trætte. ret
(215) De, der er satte til at varetage Menighedens åndelige tarv, bør være forsigtige og foregå andre med et eksempel. de bør ikke give anledning til, at nid, misundelse og mistillid sniger sig ind, men altid udvise den samme kærlighed, agtelse og høflighed, som de ønsker at finde hos sine brødre. Man bør lægge nøje mærke til guds Ords undervisning. Ethvert tegn på brede eller uvendlighed må dæmpes, enhver bitterhedens rod fjernes. Når der opstår uenighed mellem brødrene, må man rette sig nøje efter Frelserens forskrifter. Man bør gøre alt muligt for at stifte forlig; men hvis de stridende er hårdnakkede og ikke vil forenes, bør de udelukkes, indtil de kan enes igen. ret
(214) Da den Helligånd blev udgydt over den første Menighed, elskede brødrene hverandre. De "nød maden med fryd og Hjertets enfoldighed, idet de lovede Gud og havde yndest hos alt folket". Og "Heerren lagde daglig dem til Menigheden, som glev frelste". Der var kun få af disse første Kristne, og de var fattige og uden anseelse, men alligevel udøvede de en mægtig indflydelse, fordi de var verdens lys. De var en skræk for de ugudelige, hvorsomhelst deres karakter og lære blev bekendt. Derfor blev de hadede af de ugudelige og forfulgte endog til døden. ret
(213) Der er i den senere tid opstået mænd iblandt os, som bekender sig til at være Kristi Tjenere, men hvis arbejde ikke bringer den enighed, som vor Herre vil skal råde i Menigheden. De har sine egne planer og virkemåde. De ønsker at indføre forandringer i Menigheden, der stemmer med deres fremskridsbegreber, og de indbiller sig, at overordenlig gode resultater vil vise sig deraf. Disse mænd burde hellere være Disciple en Lærere i Kristi skole. De er rastkløse og higer efter at udrette noget stort, der kan bringe dem ære og anseelse. De behøver at lære det vigtigste af alt, nemlig ydmyghed og tro på Jesus. Der er nogle, som nøje passer på sine medarbejdere og gerne udpeger deres fejl, medens de helliger ordet gøre sig rede for den store kamp, som ligger foran dem. Frelsen siger til den: "Lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hhertet; såå skal I finde hvile for jeres sjæle." ret
(212) Denne bøn omfatter alle Kristi efterfølgere lige til verdens ende. Vor frelser forudså sit folks prøver og farer. Han er ikke ligegyldig med hensyn til de tvistigheder og splittelser, som forstyrrer og svækker hans menighed. Han skuer ned på os med en dybere interesse og en ømmere medlidenhed, end jordiske forældre kan føle mod et vildfarende, lidende barn. Han beder os at lære af ham. Han vil, at vi skal have tiltro til ham. Han byder os at oplade vore Hjerter for at modtage hans kærlighed. Han har lovet at hjælpe os. ret
(211) Verden og de populære Kirkesamfund er imod os, og vi vil snart få landets love imod os. Dersom der nogensinde har været en tid, da Guds børn burde slutte sig nær sammen, så er det nu. Herren har betroet os sandheder, der er særlig passende for denne tid og han vil at vi skal forkynde dem for verden. Det sidste nådens budskab lyder nu. Vi har med mennesker at bestille, der hurtigt nærmer sig dommen. Hvor forsigtige vi burde være, at vi i hvert ord og hver handling nøje efterligner vort mønster, så at vort eksempel måtte kunne føre menneskene til Kristus. Med hvilken omhu burde vi ikke fremholde sandheden, så et andre ved at se dens ynde og klarhed kan få lyst til at antage den. Dersom vort liv vidner om dens helliggørende indflydelse, kan vi blive et stadigt lys for andre, - vi kan blive levende breve, som læses og kendes af alle mennesker. Det er for sent nu at give efter for den onde og nære uenighed, splid og trætte. ret
(218) Lad dem, som finder behag i at bagvaske og belyve Kristi Tjenere, komme ihu, at Herren ser deres onde handlinger. Det er ikke livløse år, de således vanhelliger, men de misunder karakteren hos mennesker, hvem Kristus har købt med sit blod. Han, hvis hånd skrev på væggen i Beltsarars Palads, holder nøje regnskab over enhver uretfærdig handling, som udøves mod Guds folk. ret
(216) Vi bør hige efter godhed i stedet for storhed. De, som har Kristi sindelaf, vil være beskedne og have ringe meninger om sig selv. De vil virke for Menighedens velfærd og fremgang ov være rede til at give afkald på sine egne ønsker hellere en at blive årsag til splid blandt brødrene. ret
(214) Gud fordrer en ligeså høj grad af Hellighed nu som i Apostlernes dage. Hverken hans løfter eller hans bud har tabt det mindste af sin kraft. Men hvorledes står Herrens folk nu i sammenligning med den første Menighed? Hvor sporer man den fylde af Herrens Ånd og Kraft, som da ledsagede ordets forkyndelse? Ak, "hvorledes er Guldet fordunklet, det kostelige guld forkastet". ret
(212) Da Kristus opfor til Himmelen, efterlod han sin gerning på jorden til sine tjenere, underhyrderne: "Og han satte nogle til Apostle, nogle til Profeter, nogle til Evangelister, nogle til Hyrder og Lærere, til de helliges fuldkomme beredelse, til Tjenestens gerning, til Kristi Legemes opbyggelse, indtil vi alle når til enhed i Guds Søns tro og erkendelse, til mand modenhed, til Kristi fyldes alders mål." ret
(212) Ved at uskikke sine sendebud gav vor Frelser menneskene gaver; thi gennem dem meddeler han det evige livs ord. Dette er de midler, Herren har anordnet for at føre de hellige til fuldkommen kundskab og sand Hellighed. Kristi Tjeneres gerning er ikke alene at prædike sandheden; de skal også våge over sjæle som de, der må aflægge Herren Regnskab. De skal overvevise, straffe, formane med al langmodighed og lærdom. ret