(230) Bagtaleldens synd står som en benævnelse på alt urent. Såsnart man nærer en uren tanke eller et vanhelligt ønske, bliver sjælen besmittet. "Derefter, når begærligheden har undfanget, føder den synd; men når synden er fuldkommet, føder den død," Vil man undgå at synde, må man sky den allerførste begyndelse dertil. Man må lade fornuften og samvittigheden råde og holde enhver lidenskab og ethvert begær i tømme. Enhver vanhellig tanke må øjeblikkelig bandlyses. Søg Herren i enrum, I Kristi efterfølgere! Ved i tro, hjertelig og inderlig! Satan holder et vågent øje med jer for at besnære jer. I må erholde hjælp ovenfra, dersom I ønsker at undgå hans snarer. Ved tro og bøn kan alle efterkomme Evangeliets fordrin. Ingen kan tvinges til at blive en overtræder. Han vå først samtykke deri selv; han må først give tanken om den syndige handling rum i sjælen, førend lidenskaberne kan få magt over fornuften eller ugudeligheden sejre over samvittigheden. Hvor stærk fristelsen end er, kan den dog aldrig tjene som en undskyldning for synd. "Herrens øjne er over de retfærdige, og hans øren til deres bøn." Råb til Herren, du fristede sjæl. Kast dig, hjælpeløs, uværkig, på Jesus og gør fordring på dette løfte. Herren vil høre dig. Han ved. hvor stærke det naturlige Hjertes tilbøjeligheder er, og han vil hjælpe i enhver fristelsens time. ret
(225) Vi er forpligtede til at udvise mod vore medmennesker, hvem Kristus døde for, den samme sympate, den samme ømme medlidenhed og uegennyttige og uegennyttige kærlighed, som Kristus har udvist mod os. Når Kristus kommer til at bo i Hjertet, vil ergærrigheden og lysten til at være den største snart forsvinde. ret
(228) Om vi følger Jesus, så vil hans fortjeneste tilregnes os, og denne vil Faderen anerkende. Og vor Frelsers dyder, der er indpodede i vore Hjerter, vil fremskinne i vort daglige liv. Den kærlighed, sagtmodighed og langmodighed, som gennemsyrer vort liv, vil blødgøre og overvinde de hårde Hjertet og føre troens modstandere til Kristus. ret
(226) Herren kræver mere af sine efterfølgere, end mange aner. Hvis vi ikke ønsker at bygge vort håb om Himlen på en falsk grundvold, må vi antage Bibelen, som den er, og tro, at Herren mener, hvad han siger. Han kræver intet af os, undtagen han jo også skænker os nåde til at udføre det. Der bliver slet ingen undskyldning for os på den store dag, om vi ikke når hen til det store mål, som fremlægges for os i hans ord. ret
(231) Er du falden i synd? Søg da Herren om nåde og forladelse. da David blev overbevist om sin synd, udtømte han sin sjæl i anger og ydmyghed for Gud. Han følte, at han kunne ikke leve uden Herrens Nåde. der er endnu Nåde for syndere. I alle vore afvigelser råber Herren til os: "Vend om, I forvendte børn! Jeg vil læge jeres afvendelser." Vi kan erholde Herrens velsignelse, om vi lytter til den Helligånds lønlige stemme. "Ligesom en Fader forbarmer sig over børn, så forbarmer Herren sig over dem, som frygter ham." ret
(229) De, som så gerne vil beklæde høje stillinger, burde hellere søge at udfinde, hvorledes de kan vinde den visdom, som "er først ren, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gerne sig, er fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og uden skrømt." Disse ord burde synke dybt ned i mange Prædikanters sjæle. Den, der bliver dannet efter Kristi Billede, vil "vise ved god omgænges sine gerninger i visdommens sagtmodighed". ret
(223) I sit første brev til Korinternes taler Apostelen Paulus om den kærlighed, Kristi efterfølgere bør være i besiddelse af: "Om jeg taler med menneskers og Engles tungemål, men ikke har kærlighed, da er jeg en lydende malm eller en klingende bjelde. Og om jeg har profetisk gave og ved alle hemmeligheder og al kundskab, og om jeg har al tro, så at jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, da er jeg intet. Og om jeg uddeler mit Gods til de fattige, og om jeg giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, dqa gavner det mig intet." ret
(224) Kærligheden "glæder sig ikke over uretfærdighed, men glæder sig ved sandheden". Den, hvis Hjerte er fyldt med kærlighed, bliver bedrøvet over andres fejl og skrøbeligheder; men når sandheden fejrer, når de mørke skyer, som hang over en andens gode navn og rygte, drives bort, eller når han bekender sin synd og retter på sine fejl, da glæder han sig. ret
(227) De, som Prædiker for andre, bør se til, at de selv er helligede i sandheden, og virke for, at deres tilhørere også kan nå samme mål. Der burde både blandt Prædikanter og tilhørere ses mere af en ren Gudsdyrkelse. Dersom man afstår fra alt ondt og søger Herren alvorligt i bøn, så vil han vise sig mægtig til at hjælpe. Jesus har hengivet sig selv for menneskene, så at de kunne slippe fri fra syndens tunge åg og erholde tilgivelse og fred og til sidst evigt liv. ret
(228) "Ikke gør noget af lyst til trætte eller forfængelig ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se, ikke enhver på sit eget, men enhver også på andres." Gør alle ting uden knur or tvivl, for at I kan vorde ustraffelige og rene, Guds ulastelige børn midt iblandt en vanartig og forvendt slagt, blandt hvilke I skinner som lys i verden." ret
(224) "Den fordrager alt, tror alt, håber alt." Kærligheden fordrager ikke alene andres fejl, men tåler gerne den lidelse og ulempe, som måtte blive følgen deraf. Denne kærlighed "falder aldrig bort". Den kan aldrig tabe sit bærd; den er himmelsk i sit væsen. Den, som ejer denne kostelige skat, vil føre den med sig ind gennem portene i Guds Stad. ret
(229) Når den rette vej er så tydelig udlagt, hvorfor vandrer da ikke de, som bekender sig til at være Guds folk, på den? Hvorfor stunder de ikke efter, beder om og arbejder for at blive enssindede? Hvorfor nærer de ikke medlidenhed med hverandre og elsker hverandre som brødre i stedet for at gengælde ondt med ondt og spot med spot? Hvem er der, som ikke elsker livet og ønsker at se gode dage? Og dog hvor så efterkommer betingeserne herfor, nemlig at holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig. Der er kun få, som ligner Frelseren i den sagtmodighed og ydmyghed, han udviste. Mange beder Herren om at blive ydmyge, men de vil ikke underkaste sig den nødvendige tugt. Når brøven kommer, når fristelser og småting, som forårsager fortræd, indtræffer, gør Hjertet opstand, og fra tungen løber ord, der er som giftige pile og dræbende hagl. ret
(223) Man kan bekende sig til Gudsfrygt, men hvis Hjertet ikke er fyldt med kærlighed til Gud og næsten, så er man ikke en Kristi disicpel. Selv om man havde al tro, så at man kunne gøre undergerninger, ville denne tro uden gerninger være uden bærd. Man kan være meget gavmild mod de fattige, men om bevaggrunden hidrøret fra noget andet end ren kærlighed så gavner det intet. Ja om man end i sin iver gik martyrdøden imøde uden at eje kærlighed, ville det ikke i Guds øjne være andet en sværmeri ellr hykleri. ret
(226) Apostelen formaner os: "Kærligheden være uden skrømt! Hav afsky for det onde, hæng fast ved det gode! Vær hverandre inderlig hengivne i broderkærlighed, foregå hverandre med ærbødighed." Paulus vil, at vi skal skeldne mellem den rene, uegennyttige kærlighed, som vækkes ved Kristi ånd, og det meningsløse, bedragerske hykleri, som verden er så opfyldt af. Vi må vogte os for en falsk efterligning, der gør urert til ret. På samme tid som en ægte Kristen altid udviser mildhed, medlidenhed og barmhjertighed, kan han dog ikke have noget tilovers for synden. Han vil sky det onde og holde sig til det gode, selv om det skulle koste ham afkald på selskab eller venskab. Kristi Ånd vil lede os til at have synden, men til at gøre alt, hvad vi kan, for at frelse synderen. ret
(225) Vor Frelser lærte sine Disicple at bede: "Forlad os vor skyld, som vi og forlader vore skyldnere." Her bedes om en velsignelse på visse betingelser. Vi fremstiller selv disse betingelser. Vi beder, at Gud må vise os både, i samme forhold som vi udviser nåde mod andre. Kristus erklærer, at dette er den regel, hvorefter Herren vil handle med os: "Thi forlader I menneskene deres overtrædelser, skal også jeres himmelske Fader forlade jer. Men forlader I ikke deres overtrædelser, skal hiller ikke jeres Fader forlade jers overtrædelser." Mærkelig betingelser! Men hvor ledt de forståes eller agtes. En af de mest almindelige synder, som også ledsages af meget skadelige følger, er den at opelske et uforsonligt sindelag. Hvor mange der er, som nærer had og hævnlyst mod andre, men som på samme tid bøjer sig ned for Gud og beder om, at han vil forlade dem deres skyld, som de forlader deres skyldnere. De har selvsagt ikke noget rigtig begreb om, hvad denne bøn betyder; thi ellers ville de ikke driste sig til at tage den på sine læber. Vi er afhængiet af Guds tilgivende nåde hver dag og hver time; hvorledes kan vi da nære bitterhed og had mod vore fejlende medmennesker? Dersom de Kristne blot ville erindre sig denne bøns betydning og efterleve den i sin daglige omgang med andre hvilken forandring der da ville ses både i Kirken og verden! Det ville blive det mest slående vidnesbyrd, som kunne aflægges om den Bibelske Religions virkelighed. ret
(227) Herren hører de ydmyges og angerfuldes tåb. De, som ofter tyr hen til nådens trone og opsender oprigtige, alvorlig begæringer om Guddommelig hjælp, skal visselig blive nyttige og virksomme Kristi Tjenere. Om de end ikke har fået store evner, kan de dog i ydmyghed og i fast tillid til Herren udføre en god gerning med at føre sjæle til Kristus. ret
(222) "Derpå skal alle kende, at I er mine Disciple, om I har indbyrdes kærlighed." Jo nøjere vi efterligner vor Frelsers karakter, detsto større vil vor kærlighed blive til de, for hvem hab døde. De Kristne, som udviser uegennyttig kærlighed mod hverandre, frembærer derved et vidnesbyrd, som de vantroende hverken kan modsige eller modstå. Det er umuligt at beregne den indflydelse, et sådant eksempel udøver. Intet vil så sikkert tilintetgøre Satans og hans håndlangerew påfund, intet vil opbygge Frelserens rige således som Kristi kærlighed udviste i Menighedslemmernes daglige liv og vandel. Fred og retfærd kan kun nydes i forhold til, som man udviser sagtmodighed og kærlighed. ret
(223) Apostelen vedbliver at opregne kærlighedens frugter: "Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke nid." Når den Guddommelige kærlighed herefter i Hjertet, udrydder den stolthed og forfængelighed. "Kærligheden er ikke fremfusende, opblases ikke." Den reneste glæde vælder op fra den dybeste ydmyghed. ret
(229) Bagtalelse er en dobbelt forbandelse, idet den hviler tungere på den tælende end på tilhøreren. Den, som udsår splidens sæd, kommer selv til at høste dens giftige frugter i sin egen sjæl. Hvor ussel er ikke den, som bærer på sladder, som altid aner ondt! Hhan er fremmed for sand lykke. ret
(227) Det er muligt at leve i afhuderi, selv om man ikke har et udvortes alter eller billede at bøje sig ned for. Det er ligeså let at gøre sig en afgud af en kær tanke eller genstand som at danne sig guder af træ eller sten. Tusinder af mennesker har et forkert begreb om Gud og hans egenskaber. De tjener en falsk Gud ligeså vist som de mennesker, der tilbad Bæl. Tilbeder vi den eneste sande Gud, således som han er åbenbaret i sit ord, i Kristus, i naturen, eller tilbeder vi en eller anden filosofisk afgud, der er insat i Guds sted? Herren er sandhedens Gud. Retfærkighed og barmhjertighed er hans trobess grundvold. Han er en Gud fuld af kærlighed og barmhjettighed. Således fremstilles han gennem sin Søn, vor Frelser. Han er tålmodig og langmodig. Dersom det er et sådant væsen, vi elsker, og hvis karakter vi ønsker at efterligne, så tilbeder vi den eneste sande Gud. ret
(226) Det svækker en Menighed at tage imod medlemmer, som ikke har erfaret en forandring i Hjerte og liv. Dette tænker man ofte ikke på. Nogle Prædikanter og Menigheder er så begærlige efter at forøge medlemsantallet, at de ikke vidner tilbørligt imod ukristelige vaner og skikke. Man gør ikke dem, der antager sandheden, opmærksomme på det syndige i at te sig som verdensmennesker i handel og vandel og dog på samme tid bære Kristennavnet. Før har de været Djævelens undersåtter; herefter skal de være Kristi Undersåtter. Deres levnet må bære vidnesbyrd om, at de har stillet sig under en anden anfører. ret
(224) Åndens frugt er kærlighed, fred og glæde. Uenighed og trætte er Satans gerninger og en frugt af synden. Om vi som et folk ønsker, at fred og kærlighed skal råde, må vi afstå fra vore synder og komme i forening med Herren; da skal vi også være forenede med hverandre. Lad enhver spørge sig selv: Ejer jeg denne kærlighed? Har jeg lært at vare tålmodig og velvillig? Uden denne himmelske egenskab vil evner, lærdom og veltalenhed være uden betydning, fa som en lydende mælm og en klingende bjælde. Ak, hvor lidet mange troesbekendere vurderer og søger efter denne dyrebare skat! Paulus skriver til Kolossenserne: "Så ifør jer da som guds udvalgte, hellige og elskede, inderlige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed, så I fordrager hverandre og tilgiver hverandre, dersom nogen har klagemål mod nogen! Ligesom Kristus har tilgivet jer, således og I! Men over alt dette ifør jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd!Og Kristi fred herske i jers Hjerter, til hvilken I og er kaldte i ét legeme, og vær taknemmelige!" ret
(228) Forfængelig ære og vanhellig tragten er den klippe, hvorpå mange sjæle er bleven vrag og mange Menigheder aldeles svækkede. De, som er mindst gudhengivne, søger gerne den højeste plads. De fatter ikke rettelig sin svaghed og sine karaktermangler. Mange af vore unge Prædikanters virksomhed vil blive til hindret i stedet for hjælp for Menigheden. De har måske lært Kristi lære,men de har ikke lært Kristus selv at kende. den sjæl, som altid ser hen til Jesus, vil så et blik på hans selvfornægtende kærlighed og store ydmyghed og efterligne hans eksempel. Stolthed, ærgerrighed, bedrag, had, egennytte må renses ud af Hjerter. Hos mange er disse onde træk delvis underkuede, men ikke helt udryddede af Hjertet. Under gunstige Forhold fremspirer de pånyt og modner til oprør mod Gud. Her er der en stor fare. Ved at tåle endog den mindste synd opammer man en fjende, som i et ubevogtet øjeblik kan forårsage vor ruin. ret
(223) Den er ikke usømmelig søger ikke sit eget, forbitres ikke, tænker ikke ondt." Dersok kærligheden bor i Hjertet, vil man ikke give vreden eller hævnen rum, når man rammes af det onde. Kærligheden er ikke mistænksom; den betragter altid andres bevæggrunde og handlinger i det fordelagtigste lys. Kærligheden åbenbare ikke andres fejl, når der ingen nødvendighed er derfor. Den lytter ikke gerne til ufordelagtige rygter, men søger heller at mindes nogle af den bagtales gode egenskaber. ret
(226) Der kræves ikke megen selvfornægtelse eller opofrelse til at antage Kristennavnet og få sit navn indskrevet i Kirkebogen. Derfor er det, at mange forener sig med Menigheden uden først at have forenet sig med Kristus. Dette glæder Satan sig over. Sådanne medlemmer er hans mest virksomme redskaber. De vil bevirke, at andre sjæle bliver besnærede. De er lig falske lygtepæle, der lokker de uforsigtige hen til afgrundens rand.Det er alligevel et forgæves arbejde, at menneskene søger at gøre den Kristnes vej bred og behagelig for verdensmennesker. Herren har ikke gjort den ujævne, trange sti jævn eller bred. Dersom vi vil erholde evigt liv, må vi vandre på den samme sti, som Jesus og hans Disicple vandrede på, - Ydmyghedens, selvfornægtelsens og opofrelsens sti. ret
(229) "Salige er de fredsommelige!" Nåde og Fred bliver dem til del, som holder sig fra strid og trætte. Medens sladderhankene går omkring fra den ene familie til den anden, vil de, som frygter Herren, holde sig rolig hjemme. Den tid, man spilder med at bringe unyttige, letsindige og ondskabsfulde sladderhistorier og torvs burde anvendes til det, der er højere og ædlere. Dersom brødrene og søstrene blot ville gå som Herrens udsendinge, besøge de syge og lidende, virke tålmodigt for de vildfarende - kort sagt, ville efterligne vort store mønster - så ville Menigheden vokse sig stærk i Herrens gerning. ret