(236) Ville vi klæde os på en net og sømmelig måde uden hensyn til moden, dække vort bord med simpel, sund mad og undgå al overdådighed, bygge vore huse med tilbørlig simpelhed og møblere dem på samme måde, da ville det vidne om sandhedens helliggørende kraft og have indflydelse over de vantroende. Men sålænge som vi søger at ligne eller overgå verden i disse ting, vil sandhedens forkyndelse kun gøre lidt virkning. Hvem vil tro denne alvorsfulde sandhed for vor tid, sålænge som de, der bekender sig til den, fornægter sin tro ved sine gerninger? Det er ikke Herren, som har tillukket Himlens sluser for os; men vi har selv gjort det ved at følge efter verdens skikke og vandel. ret
(235) De gør intet for Jesus, som opofrede alt, for at vi kunne blive frelste. Egenkærligheden er skyld i, at godgørenheden og sand kærlighed til Kristus aftager i Menigheden. Millioner af Herrens penge bortødsles for at tilfredstille verslige lyster, medens Herrens Forrådshus er tomt. Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal fremstille disse ting for jer, som de blev fremstillede for mig. Mange Tusinder bortodsles hvert år på forfængelig klædedragt. Disse penge burde have været anvendte i Missionen. Jeg blev vist familier, der dækker bordet med snart sagt alle slags overdådige retter og tilfredstiller næsten al tragten efter fine klæder. De har en lønnende forretning eller tjener en god dagløn; men de anvender næsten alt, hvad de tjener, på sig selv og sin familie. Er dette at ligne Kristus? Hvilken trang føler de til at være sparsommelige og fornægte sig, for at de kan bedrage mere til at fremme Kristi sag på jorden? ret
(232) Verdslighed og egenkærlighed har berøvet Menigheden mange velsignelser. Vi har ingen ret til at tro, at grunden til, at Guds sag gør så lidt fremgang, er den, at gud vilkårlig har holdt lyset og kraften tilbage. Det held, som før har fulgt med trofast arbejde, vidner derimod. Guds sag vil gå fremad i forhold til, som der virkes. Indskrænket virksomhed og mangel på selvopofdelse er skyld i, at der udrettes så ledet. Der er lidt lyst til missionsarbejde i Menigheden og mangel på Gudhengivenhed, men egenkærlighed, begærlighed og svig råder blandt medlemmerne. ret
(234) Der er endnu et stort værk, som står tilbage ved at frelse sjæle fra fortabelse. Alle Himlens Engle deltager i dette værk, medens alle mørkets Engle modarbejder det. At Jesus, dreven at inderlig kærlighed, kom til verden og tilbød menneskene, at de kunne blive arvinger til hans rigdom, viser, at menneskesjæle er af stort værd. Han åbenbarer for os Faderen kærlighed mod den faldne slægt og fremstiller ham som den, der vil retfærdiggøre alle dem, som tror. "Kristus levede ikke sig selv til behag." Han gjorde intet for sig selv, men virkede utrættelig for den faldne menneskeslægt. Der fandtes ingen egennytte hos ham. Han påtog sig vor natur, for at han kunne lide i vort sted. Egenkærligheden, der er så almindelig i verden, er også bleven en herskende synd i Menigheden. Kristus udviste fuld kommen uegennytte, idet han ofrede sig selv for menneskene. Han holdt intet tilbage, ikke engang sin ære og himmelske herlighed. Han fordrer en tilsvarende selvjornægtelse og opofrelse hos dem, han kom for at frelse. Det er enhvers pligt at virke, hvad han formår, i forhold til sine evner.Guds ære må gå forud for alle verdslige formål. Ønsket om verdslig vinding bør grunde sig på det alene, at vi derved kan sættes bedre istand til at fremme Guds sag. ret
(233) Fra alle kanter kommer der opfordringer fra folk om at komme og fremholde for dem det lys, Herren har ladet skinne for os. Men disse opfordringer gøres i almindelighed forgæved. Hvem er villig til at overgive sig selv helt til Herren og hans gerning? Hvor findes der unge mænd, som søger at berede sig til at efterkomme disse opfordringer? Der er store strækninger, hvor sandhedens lys endnu ikke har skinnet. Hvorsomhelst vi vender blikket, ser vi markerne modne til høsten, men ingen høstfolk. I opsender bønner for sandhedens fremgang. Brødre, hvad mener I med jeres bønner? Hvad slags fremgang ønsker I? Mener I, der skal kunne gå, uden at I bestræber jer for at hjælpe til? ret
(232) Er Gud ligegyldig overfor disse ting? Kender han ikke alle Hjertets hensigter og formål? Dersom de ville vende sig til Herren med alvor og i oprigtighed, så ville han åbne Himlens sluser og udgyde af sin rige nåde og velsignelse over dem. Dersom de bestandig ville holde Kristi Kors for øje, så ville verslighed fjernes, og hjertet fyldes med ydmyghed, anger og taknemmelighed. De ville forstå, at de ikke er sine egne, men at de er købte med Kristi blod. ret
(233) Der må ske en afgørende forandring i Menigheden. De, som er henslumrede i ligegyldighed og ladhed, må vækkes, før arbejdere skikkede for det alvorsjulde værk kan blive sendt ud i den store høstmark. Der må spores en vækkelse, en åndelig fornyelse. Der må ses mere sand Gudsfrygt. Der må lægges planer til sandhedens fremme blandt alle folk på jorden. Satan dysser Kristi Efterfølgere i søvn, medens sjæle rundt omkring dem går fortabelsen imøde, og hvad undskyldning har de at fremføre for sin efterladenhed? ret
(234) Kristi efterfølgere bør have samme mål for øje, som han havde. Men verden vil dømme anderledes; the de, som bekender sig til at være Kristne, søger ligeså meget sin egen fordel og bruger sit gods på en ligeså egenkærlig måde, som verdens børn gør. De søger verdlig velstand frem for alt andet. Kristi sag må vente, til de har samlet en vis del for sig selv. De må forbedre sine egne kår, før de kan udrette noget for andre. Sjæle må gå fortabte uden kundskab om sandheden. Af hvad værk er en sjæl, for hvem Kristus døde, sammenlignet med deres vinding, deres Guld, Huse og Landegendomme? Sjæle må vente, indtil de er rede til at gøre noget for dem. Disse Mammons Tjenere kalder Gud lade og utro Tjenere; men Mammon anser dem for at være blandt hans mest flittige og hengivne Tjenere. De ofrer sin Herres Gods for mageligheds og fornøjelses skyld. De gør sit eget Jeg til sin Afgud. ret
(235) Hvad ville følgerne blive, om Kristus fik indgang i alles Hjerte, og al egenkærlighed blev udryddet af Menigheden? Da ville der herske harmoni, enighed og broderlig kærlighed ligesom i Kristi første Menigheden ville opofre sig til Guds ære. Enhver Kristen ville give af sine midler til Guds sags fremme. Man ville gøre sig langt større slid med at lægge nye blaner for sandhedens fremgang og overvije, hvorledes man bedst kunne virke for de stakkels syndere for at frelse dem fra evig fortabelse. ret
(236) Den tredje Engel, som omtales i det fjortende kapitel i Åbenbaringen, fremstilles som flyvende midt igennem Himlen, sigende: "Her er de helliges tålmodighed, her er de, som bevarer Guds Bud og Jesu Tro." Her fremstilles det værk, Guds Folk skal udføre. De har et budskab af få stor vigtighed, at de fremstilles som flyvende for at fremholde det for verden. De har livets brød for en verden, som er nær ved at omkomme af hunger. Kristi kærlighed tvinger dem. Dette er det sidste budskab. Der vil ikke blive flere nådens indbydelser, efter at dette budskab har fuldendt sit værk. Det er vor pligt at udsende nådekaldet. "Og ånden og bruden siger: Kom! Og hvo, som hører, sig: Kom! Og hvo, som tørster komme! Og hvo, som vil, tager livets vand uforskyldt!" ret
(233) Kristi ord er anvendelige på Menigheden: "Hvi står I her den ganske dag ledige?" Hvorfor arbejder I ikke i en eller anden retning i Herrens vingård? Atter og atter har han budet jer: "Gå også I hen i Vingården, og hvad ret er, skal I få." Men kaldet er blevet ringeagtet af de fleste. Er det ikke på høj tid at adlyde Guds befalinger? Der er arbejde for enhver, som nævner Kristi navn. Røsten fra Himlen byder dig at udføre din pligt. Begynd straks din virksomhed. der er noget at udrette, hvor du end er. Hvorfor står I her den ganske dag ledige? Der er et værk for dig at udføre - et værk, som gør krav på dine bedste evner. Hvert øjeblik i dit liv foreligger der dig en eller anden pligt, som du skyller Gud eller dine medmennesker, og alligevel står du ledig. ret
(232) Menigheden lider af en svær åndelig sygdom. Dens lemmer er sårede af Djævelen, men de vil ikke se hen til Kristi Kors, således som Israeliterne så hen til Kobberslangen, for at de må leve. De har så meget versligt at beskæftige sig med, at de ikke har tid til at faste blikket på Korset på Golgata, så de kan se dets herlighed og erfare dets kraft. Om de nu og da har en anelse om den selvfornægtelse og selvopofrelse, der fordres af dem søger de at vende tankerne på noget andet, for desto snafere at glemme det. Herren kan ikke gøre sit folk til nyttige tjenere, sålænge de er uvillige til at opfylde de betingelser, han har nedlagt i sit ord. ret
(236) Et stort ansvar hviler på os alle. Hver den, som hører, skal sige: Kom. Dette gælder ikke Prædikanterne alene, men også folket. Alle må forene sig i indbydelsen. Alle bør søge, ikke alene ved sin bekendelse, men også i karakter og vandel at udøve en indflydelse, der vil lede sjæle til Kristus. Herren har gjort jer til værger for verden og beskikket jer til at fuldbyrde sit Testamente, hvori han skænker menneskene hellige sandheder. O, at alle måtte føle, hvor vigtigt og herligt det kald er, Gud har betroet dem! ret