(240) Jeg er bleven vist, at disse årlige møder har udrettet kun lidt, fordi denne forberedelse har manglet. Prædikanterne er sjælden skikkede til at virke for Herren. Der er mange talere, sådanne som kan tale skarpt, som står færdige til at give andre samfund en snert og påvise det selvmodsigende i deres troeslære, men der er kun få alvorlige arbejdere for Gud. Disse skarpe, selvgode talere bekender sig til at have et klarere begreb om sandheden end noget andet folk, men deres måde at vilke på og deres religiøse iver stemmer ingenlunde overens med deres troesbekendelse. ret
(238) Herren taler; gå ind i dit kammer og ransag dit eget Hjerte; lyt til sandhedens og samvittighedens stemme! Intet vil give dig et så klart blik på dig selv som bøn i enrum. Han, som ser i løndom og kender alle ting, vil oplyse din forstand og besvare dine bønner. De små, almindelige pligter, som ikke bør forsømmes, vil vise sig for dig. Indtræd i pagt med Gud om at overgive dig til ham og benytte alle dine evner i hans tjeneste. Kom ikke uforberedt til lejremødet. Dersom du ikke udfører denne gerning hjemme, vil din egen sjæl lide derunder, og din sløvhed og åndelige dorskhed vil virke skadeligt på andre. ret
(242) Gid jeg kunne få Prædikanterne og folket til at indse trangen til et dybere nådens værk i Hjertet og en grundigere forberekelse for, hvad der er at udrette ved vore Lejremøder, så de kunne høste det størst mulige gavn af disse møder. Disse årlige sammenkomster kan blive til stor velsignelse, men de kan også blive til stor åndelig skade. Hvad skal de blive til for dig, kære læser? Det er en sag, som enhver må afgøre for sig selv. ret
(241) Jeg så, hvad disse årlige sammenkomster kunne blive, og hvad de burde være, nemlig tider, da der burde virkes alvorligt for sjæles frelse. Prædikanterne må søge at opnå en Hjertets berekelse, før de begynder at virke for andre, thi lægfolket er kommet langt forud for mange af Prædikanterne. De bør kæmpe utrættelig i bøn, indtil herren vilsigner dem. Når Guds Kærlighed luer op i deres Hjerter, vil de ikke Prædike for at vise sin egen dygtighed og dybsindighed, men de vil forkynde Kristus, som borttager verdens synd. ret
(239) For din egen skyld, for Kristi og andres skyld beder jeg dig søge Herren hjemme. Bed således, som du ikke er vant til at bed! Lad det blive en Hjertets Sønderknuselse. Sæt dit hus i orden. Bered dine børn for anledningen. Lær dem at forstå, at det er mindre vigtigt at vise sig med sine fine klæder en at fremstoææe sog fpr Gid ,ed isluædoge jømder pg et rent Hjerte. Bortfjern enhver hindring, som ligger i deres vej, enhver uenighed, som måtte herske dem imellem eller imellem dig og dem. Derved byder du Herren ind i dit hjem, og hellige Engle vil gå med dig, når du rejser til mådet, og ved sit lys og sin nærværelse trænge mørket og de onde Engle tilbage. Selv de vantroende vil mærke en hellig indflydelse, når de træder ind i lejren. O, hvor meget man mister ved at forsømme denne vigtige gerning! Man kan nok synes godt om Prædikenen, man kan nok føle sig oplivet og opmuntret, men man vil ikke erfare omvendelsens kraft i Hjertet, og åndens værk bliver ikke så grundigt og varigt, som det burde være. Forfængeligheden må korsfæstes og sjælen blive iklædt Kristi retfærdigheds kostelig kappe; da vil det bliver et herligt møde. Det vil blive ligesom Himlens pert for din sjæl. ret
(237) Herren har vist mig, at nogle af vore lejremøder mangler meget i at være, hvad Herren vil, de skal være. Folk kommer uforberedt for modtagelsen af de velsignelser, Gud ved sin åndsa nærværelse vil skænke dem. Søstrene anvender i almindelighed ikke lidt tid før mødet til at skaffe klæder til den udvortes Prydelse; medens de aldeles glemmer den indre prydelse, som er meget kostelig for Gud. ret
(241) I den første kristne Menighed blev Kristendommen forkyndt purt og rent. Dens læresætninger gaves ved Guddommelig åbenbarelse; dens forordninger var ublandede med menneskepåfund. Menigheden udviste Kristi sindelag og var yndig i sin enfoldighed. Dens Prydelse bestod i medlemmernes hellige grundsætninger og eksemplariske levnet. Store skarer blev vunden for Kristus, ikke ved ydre pragt eller lærdom, men ved Guds Kraft, som fulgte med ordets ligefremme forkyndelse. Men Menigheden er bleven fordærvet. Og nu er det mere nødvendigt end nogensinde før, at Prædikanterne er lysbærere. ret
(239) Denne samme ydmygelse og Hjetteransagelse bør også gå for sig i Menigheden, så at al uenighed mellem brødre kan fjernes, før man kommer frem for Herren ved disse årlige fester. Begynd denne gerning med alvor og slut ikke, før den er fuldført; thi dersom I kommer til mødet med jeres tvivl, knur og stridigheder, så fører I onde Engle med ind i Lejren og spreder mørke, hvorsomhelst I går. ret
(238) Jeg har set tilstanden blandt det folk, som bekender sig til at tro sandheden. Profeten Exekiels Ord er anvendelige på dem på denne tid: "Menneskesøn! Disse mænd har taget sine væmmelige afguder op i sit Hjerte, og hvad der er dem anstød til misgerning, har de sat for sit åayn; skulle jeg lade mig adspørge af dem? Derfor tal med dem og sig til dem: Så siger den Herre, Hver den af Usraels hus, som tager sine væmmelige afguder op i sit Hjerte og sætter, hvad der er ham anstød til misgerning, for sit åsyn, og så kommer til Profeten, ham vil jeg, Herren, selv svare formedelst mængden af hans væmmelige afguder." ret
(237) Der spildes også megen tid med unødvendig kogning, med at laave rige postejer og kage og anden slags mad, der skader dem, som nyder den. Dersom vore søstre ville skaffe godt brød og anden slags sund mad, ville både de og familien blive bedre beredte til at vurdere livets ord og lettere blive påvirkede af den Helligånds indflydelse. ret
(240) Jeg så nøje efter for om muligt at opdage den sjælens ydmyghed, soim altid burde være et fremherskende træk hos vore Prædikanter, men jeg så den ikke. Jeg søgte efter den inderlige omsorg for sjæle, som Mesteren sagde, at de burde besidde, men de ejede den ikke. Jeg lyttede for at høre alvorlige bønner opstige med tårer og sjæleangst for de ubodfærdige og vantroende i deres egne hjem og i Menighedn, men jeg hørte dem ikke. Jeg ønskede at høre indtrængende formaninger til omvendelse, men jeg hørte ingen. Jeg så efter dem, som ville bære byrder, som i en tid som denne burde græde mellem forhallen og alteret og sige: Herre! svar dit folk, og giv ikke din arv hen til skændsel; men jeg hørte ingen sødanne bønner. Nogle få alvorlige,. ydmyge sjæle søgte Herren. Bed nogle af disse møder var der en eller to Prædikanter, som følte en virkelig bekymring for sjæle og bar på en vægt ligesom vognen, der er fuld af neg. Men flertallet af Prædikanterne havde ingen større fornemmelse af værkets Hellighed en bøn. ret
(238) Dersom vi elsker denne verden og finder behag i uretfærdighed eller har samfund med mørkets ufrugtbare gerninge, da har vi stillet for vort ansigt, hvad der var os anstød til at synde, og har givet afguder plads i Hjertet. Og dersom vi ikke gør alvor af at fjerne dem, vil Herren aldrig vedkende sig os som sine sønner og døtre. ret
(237) Maven overlæses ofte med mad, som sjælden er så simpel og tarvelig som den, der nydes hjemme, hvor man får meget mere legemsbevægelse. Derved bliver man så sløv, at det er vanskeligt at sætte tilbørlig pris på det, som hører evigheden til, og snart slutter mødet, og man bliver skuffet i sine forhåbninger om at erholde så store velsignelser. ret
(241) Der er mange ordrige talere, som nok fremholder sandheden, men hvis sjæle er ligeså blottede for Guds ånd, som Gilbogs Høje var for dug og regn. Men hvad vi behøver er mænd, som selv er grundig omvendte, og som kan lære andre, hvorledes de skal overtgive sig til Gud. Gudsfrygtens kraft findes nææsten ikke mere i vore Menigheder. Hvad er årsagen dertil? Herren er fremdeles villig at vise sig nådig; han har ikke tillukket Himlens sluser. ret
(237) Når man gør sig færdig for mødet, bør enhver person nøje ransage sit eget Hjerte for Gud. Hvis der har hersket uvenlige følelser, uenighed eller strid i familien, bør man først af alt tilstå sine fejl og bede med og for hverandre. Lær at ydmyge jer for Gud, og søg alvorligt at udrydde alt urent af sjælen - al misundelse, mistænksomhed og dadelsyge. "Rens hænderne, i syndere! og lutre Hjerterne, I tvesindede! Jamre og sørg og græd; jeres latter omvendes til sorg og glæden til bedrøvelse! Ydmyg jer for Herren, så skal han ophøje jer." ret
(238) Dette er noget, som man bør se efter med i familien, før man kommer til vore hellige sammenkomster. Lad spørgsmålet om mad og drikke være af underordnet betydning, men begynd hjemme med en grundig Hjerteransagelse. Bed tre gange om dagen, og vær indtrængende og udholdende lig Jakob. Det er hjemme, man skal finde Jesus; tag ham så med til mødet, og hvor kostelig vil ikke de stunder da blive, som du tilbringer der! Men hvorledes kan du vente at erfare Herrens velsignelse og mærke den Helligånds Kraft, når du forsømmer at gøre den fornødne forberedelse for mødet? ret
(241) Men vi har skilt os fra Herren. Vi må fæste vort troes øje på Korset, forsikret om, at Jesus er vor styrke og frelse.Når vi ser så lidt omsorg for sjæle hos Prædikanter og lægfolk, bliver det et spørgsmål: Når Herren kommer, mon han skal finde troen på jorden? Det er troen, som mangler. Herren har nåde og kraft i overflod og venter kun på, at vi skal bede ham derom. Men grunden til, at vi ikke føler vor store trang, er den, at vi ser på os selv og ikke udelukkende på hans fortjeneste. ret