(247) Vi må anvende megen tid til bøn, hvis vi ønsker at gøre fremgang i det åndelige liv. Hvor meget bad vi ikke, da sandhedens budskab først blev forkyndt! Hvor meget bad vi ikke, da sandhedens budskab først blev forkyndt! Hvor ofte hørte man ikke bønner opstige fra kammerat, i laden, frugthaven og skoven! Ofte tilbragte vi flere timer i bøn, idet to eller tre kom sammen for at tilegne sig Guds løfter. Ofte hørtes gråd og derefter taksigelser og lovsange. Herrens dag er nærmere nu, end da vi først troede, og vi burde være mere alvorlibe, mere ivrige og nidkære end i de dage. Farerne er større nu end da. Menneskene er mere forhæærdede. Vi behøver at fyldes med Kristi Ånd, og vvi burde ikke slå os til ro, før vi erholder den. ret
(245) Dersom vi besjæles af Kristi Ånd, vil vi virke, som han virkede; hans lære vil vise sig tydelig for os, så vi kan fremholde den for folket. Dersom vi i virkeligheden var Kristi efterfølger og ikke uomvendte med bare en tom bekendelse, skulle vil kunne fremholde sandheden med slig sagtmodighed og inderlighed og udvise den så smukt i vort levnet, at verden ikke ville have nogen grund til bestandig at spørge, om vi tror, hvad vi bekender os til. Dersom budskabet blev fremholdt af Kærlighed til Jesus og med menneskesjælens bærd stedst for øje, ville endog verdensmennesker nødes til at erklære: "De ligner Jesus. ret
(244) Frelsens plan bliver ikke fremholdt i dens skønne enfoldighed; thi der er kun få Prædikanter, som forstår sig på, hvad enfoldig tro er. En teoretisk kundskab som sandheden er ikke tilstrækkelig; vi må have erfaret dens kraft i vore hjerter og udvise det i vor vandel. Prædikanter må komme til Kristus som små børn. Søg Jesus, mine brødre, bekend jers synder, anråb Herren dag og nat, indtil I ved, at han for Kristi Skyld har tilgivet og benådet jer. Da vil I elske meget, fordi meget er jer forladt. Da kan I pege på Jesus som en forløser, der forlader synd. Da kan I fremholde sandheden fra et Hjerte, der vælder over i erkendelse af dens helliggørende Kraft. Jeg frygter for jer, mine brødre. Jeg råder jer til at blive i Jerusalem ligesom de første Desciple, indtil i også modtager den Helligånds dåb, Benyt aldrig lejligheden til at træde op på talerstolen, førend I ved troen har grebet den arm, hvor fra jeres styrke kommer! ret
(243) Vi burde bede ligeså alvorligt om den Helligånds udgydelse, som Disciplene gjorde på Pinsefestens dag. Dersom de behøvede den på hin tid, så behøver vi den end mere nu. Åndeligt mørke dækker jorden som et lagen. Alle slags fælske, sværmeriske lærdomme og Djævelske påfund vildleder menneskenes sin. Alt vor virksomhed for at fremholde sandheden vil mislykkes, derso vi ikke har Guds Ånd og Kraft med os. ret
(246) Det hører jer til at være agtpågivende og ligner vort store mønster. Fornægtede Kristus sig selv? Det må også I gøre. Var han sagtmodig og ydmyg? Det må også I være. Arbejdede han nidkært for at frelse sjæle? Det må også I gøre. Virkede han for at fremme sin Faders ære? Det må også I gøre. Bar han tålmodig? Det må også I vare. I må tilgive jeres Fjender, ligesom Kristus tilgav sine. ret
(243) Vi bliver skikkede til at fremholde Jesus for verden ved at betragte ham, øve tro på ham og selv erfare hans frelsende nåde. Dersom vi har lært af ham, vil vi tale om ham, og den kærlighed til ham, der således kommer til at lue op i vort eget Hjette, vil påvirke andre menneskers Hjerter. Sandheden vil blive "fremholdt, ikke som en tom teori, men i Ånds og Kraft bevis. ret
(246) Det er ved vor opførsel hjemme mere end ved vor optræden på talerstolen, vi viser vor virkelige karakter. En Prædikants Hustru, hans børn og tjenere har bedst anledning til at dømme om hans fromhed. En from mand vil være til velsignelse i sit hus. Hustru, børn og tjenere vil høste gavn af hans Religion. ret
(245) "Dersom vi ønsker at virke for andres bedste, må vi selv øve os i de grundsætninger, som vi ønsker at indskærpe hos dem. Om vor tale end er nok så smuk, vil den dog være uden virkning, hvis vort liv ikke stemmer overens dermed. Du Kristi Prædikant, jeg formaner dig: "Giv agt på dig selv og på undervisningen!" Se ikke gennem fingre med synder hos dig selv, som du dadler hos andre. Hvis du Prædiker om sagtmodighed og kærlighed, så udvis disse dyder i dit eget liv. Hvis du formaner andre til at være venlige, høflige og opmærksomme hjemme, så vær et eksempel heri selv. Det ansvar er så meget større, fordi du har større lys end andre. Du vil få mange Hug, hvis du forsømmer at gøre din Mesters Vilje. ret
(242) I gamle dage talte Herrens Prædikanter ordet i Ånds og Krafts verbevisnigs". Evangeliets forkkyndelse bevægede menneskenes Hjerter. Hvorfor er det, at sandhedens forkyndelse nu har så lidt Kraft til at bevæge folkets hjerter? Er Gud mindre villig nutildags til at udøse sin velsignelse over sine tjenere, end han var i Apostlernes dage? ret
(247) Brødre og søstre, har I glemt, at jeres bønner burde følge med arbejderne ud i den store høstmark? Når unge mænd rejser ud for at forkynde sandheden, burde I samles sammen til bøn for dem. Bid om, at Herren vil være med dem og skænke dem forstand, nåde og kundskab. Bed om, at de må bevares fra Satans snarer, at deres tanker må forblive ubesmittede og deres Hjerte rene. Jeg bønfalder jer, som frygter Herren, om ikke at ødsle tiden bort med unyttig snak eller unødvendigt arbejde med at stille forfængeligheden tilfreds eller pleje lysterne. Lad den tid, som I har tilovers, blive benyttet til alvorlig og indtrængende bøn til Gud for jeres Prædikanter. Hold deres hænder oppe, ligesom Aron og Hur holdt Moses' hænder oppe. ret
(243) Mange af vore Prædikanter dvæler i sine Prædikener for meget ved teoritiske lærdomspunkter og ikke nok ved Gudfrygtighedens øvelse. De har kundskab om og forstan på sandheden, men deres Hjerter er fremdeles upåvirkede af Kristi Kærligheds ægte nidkærhed. Mange har ved studiet af vore skrifter, skaffet sig Kundskab om de argumenter, som fastslår sandheden, men de er ikke selv bleven Bibelgranskere. De lægger ikke vind på at erholde et dybere og grundigere kendskab til Frelsens plan, således som den er åbenbaret i skriften. Santidig med som de Prædiker for andre, har de ophørt at vokse en åndelig vækst. De forsømmer at fremtræde ofte for Gud for at bede ham om hans Ånd og Nåde, så de rettelig kan fremholle Kristus for Verden. ret
(246) Brødre, før Kristus med jer ind i Familien, før ham med jer op på Talerstolen, før ham med jer, hvorsomhelst i går. Da behøver I ikke at omtale for andre, hvor nødvendigt det er at sætte pris på Prædikanten, thi I vil i jers liv give et bevis på det Himmelske Kald, som vil være et tegn for alle på, at I er Kristi Tjenere. Tag Jesus med i jeres enlige timer. Kom ihu, at han bad ofte, og at han stedse fik nut mod og ny styrke ved den Helligånds nærværelse. Lad jeres tanker, jeres indre liv være af en sådan beskaffenhed, at I ikke skal skamme jer derved på dommens dag. ret
(245) Satan har lagt sine snarer for os, ligeså virkelig som han lagde dem for Israels børn, før de gik ind i Kanaans land. Vor historie er et sidestykke til hint folks historie. Letsindighed, forfængelighed, lyst til magelighed og fornøjelse, egennytte og fordærvelse tiltager blandt os. der behøves mænd nu, som bestemt og uden frygt tør forkynde alt Guds råd, - mand, som ikke vil sove lig andre, men våge og være ædrne. Da jeg ved, hvor stor mangel der er på Hellighed og den Helligånds Kraft blandt vore Prædikanter, smerter det mig at se, hvorledes de forsøger blandt vore Prædikanter, smerter det mig at se, hvorledes de forsøger at ophøje sig selv. Om de blot kunne få et blik på Jesus, som han er, og forstå, hvor skrøbelige og uduelige de selv er, hvor ulige de er sin Frelser, ville de sige: Hvis mit navn blot kan blive indskrevet i den mest ubemærkede del af Livets Bog, vil det være mig nok; thi jeg er så uværdig hans opmærksomhed. ret
(242) Den advarsel, som vi forkynder for verden, vil blive for dem enten en livets lugt til livet eller en Dødens lugt til Døden. Og skulle herren udsende sine Tjenere med dette overmåde alvorsfulde budskab og dog ikke skænke dem sin Helligånd? Ville et svagt, fejlende menneske driste sig til at stå frem for at forkynde det evige livs ord uden særskilt nåde og styrke fra Gud? Vor Herre er rig på nåde og vældig i Kraft; han vil skænke disse gaver i overflødighed til alle dem, som kommer til ham i tro. Han er mere villig til at give dem den Helligånd, som beder ham derom, end Forældre er, til at give sine børn gode gaver. Grunden til, at den dyrebare og alvorsfulde sandhed, som hører til denne tid, ikke viser sig kraftigere til Frelse, er, at vi ikke virker i tro. ret
(246) Himlen er ikke lukket for de retfærdiges inderlige bønner. Elias var et menneske samme vilkår undergiven som vi, og dog bønhørte Herren ham på en mærkelig måde. Den eneste årsag, hvorfor vi ikke erholder mere af Guds kraft, findes hos os selv. Dersom mange af dem, som bekender sig til at tro sandheden, fik et blig på sit indre liv, ville de ikke gøre krav på at være Kristne. De vokser ikke i nåden. De opramser en bøn af og til, men der er intet virkeligt samfund med Gud. ret
(243) Menneskenes styrke er svaghed, menneskenes visdom er Dårskab. Vor fremgang beror ikke på vor overlegenhed eller særdom, men på et inderligt, vedvarende samfund med Gud sandheden taber sin Kraft, nåe den forkyndes af mænd, som søger at vise sin egen lærdom og begavelse tilskue. Elige mænd viser derved, at de kender kun kidt til sand Gudsfrygt, at de ikke er hellig gud, og at de er besjælede af en tåbelig stolthed. de lærer ikke af Jesus. De kan ikke fremholde for andre en Frelser, som de selv er ubekendte med. De mangler en klar opfatning af det store offer Kristus har bragt for at frelse fortabte sjæle. De anser det ikke som et privilegium at fornægte sig selv og lide for hans dyrebare navns skyld. Nogle vil så gerne ophøje sig og tale om sig selv; de udarbejder Prædikener og skriver afhandlinger for at henlede Folks Opmærksomhed på Prædikanten, bange for, at han ikke skal erholde tilbørlig ære. Om vi havde ophøjet Jesus mere og Prædikanten mindre, havde lovprist sandhedens ophavnmand mere og dens sendebud mindre, så ville vi have stået i et bedre forholk overfor Gud nu, end vi gør. ret