(256) Dersom en Prædikants Hustru ledsager sin mand på hans rejser, burde hun ikke gøre det kun for sin egen fornøjelses skyld, for at gå på besøg og blive opvartet, men for at virke med ham. Hun bør sammen med ham interessere sig for at gøre godt. Hun bør være villig til at gå med sin mand, dersom pligterne i hjemmet ikke hindre hende, og hun bør hjælpe ham i hans bestræbelser for at frelse sjæle. I ydmyghed og sagtmodighed, men med ædel selvtillid bør hun øve en vejledende indflydelse over folket og gøre sin del samt bære sit Kors og sin byrde i forsamlingen og omkring familiealteret såvel som i den huslige samtale. Folk venter dett, og de har også ret til at vente det. Dersom deres forventning i disse stykker ikke opfyldes, bliver mandens indflydelse tildels spoleret. Prædikantens Hustru kan udrette meget, hvis hun vil. Dersom hun har et opofrende sindelag og ejer kærlighed til sjæle, kan hun i forbindelse med sin mand udrette næsten ligeså meget godt som han selv. ret
(258) En Prædikants hustru bør øve en vejledende indflydelse over mem, med hvem hun omgås, og hun kan være enten til hjælp eller till stor hindre. Enten samler hun med Kristus, eller også adspreder hun. Et selvopofrende sindelag og lyst til at virke for andres frelse spores ikke iblandt vore Prædikanters Hustruer. Man sørger for sig selv først, og dernæst kommer Kristus i betragtning; og undertiden stilles han endnu længere nede i rækken. En Prædikant bør aldrig tage sin hustru med sig, medmindre han ved, at hun vil være ham til hjælp i arbejdet, at hun kan tåle. holde ud og lide for at gøre godt og være sjæle til gavn for Kristi Skyld. De, som rejser med sine mænd, burde gøre det for at hjælpe dem i virksomheden. De må ikke vente at fritages for prøver og skuffelser. De må ikke tænke for meget på glade følelser. Hvad har følelser med pligten at bestille? ret
(255) I tidligere tider udstod Prædikanternes Hustruer mangel og forfølgelse. Når deres Ægetfæller blev kastede i fængsel og undertiden led døden, led disse ædle, selvopofrende kvinder tillige med dem, og deres løn vil blive ligeså stor som den, deres mænd vil få. Mrs. Boardman og Missionær Judsons Hustruer udstod lidelse for sandhedens skyld - de led med sine ægtefæller. De opofrede sit hjem og sine venner i ordets fuldeste betydning for at hjælpe sine ægtefæller i deres bestræbelser for at oplyse dem, som sad i mørket, for at åbenbare Guds Ords skjulte hemmeligheder for dem. Deres liv stod stedse i fare. Deres store opgave var at frelse sjæle, og for dette kunne de lide med glæde. ret
(254) Dersom Prædikantens Husstru ikke er en Gudhengiven Kvinde, kan hun ikke være sin mand til nogen hjælp. Medens han indskærper nødvendigheden af at tage Korset op og opmuntre andre til at være selvfornægtende, vil hans hustrus eksempel ofter modsige hans prædiken og tilintetgøre virkningen deraf. På denne måde bliver hun en hindring og fører ofter sin mand bort fra hans Kald og fra Gud. Hun forstår ikke, hvilken synd hun begår. I stedet for at forsøge at være til nytte, i stedet for i kærlighed at hjælpe sådann, som behøver hjælp, skyr hun denne gerning og foretrækker et unyttigt liv. Hun føler sig ikke dreven af Kristi Kærligheds magt og hellige Grundsætninger. Hun vælger ikke at gøre guds vilje, at arbejde sammen med sin ægtefælle, med Engle og med Gud. Når Prædikantens Hustru ledsager sin mand på hans Missionsrejser, er det en stor synd, om hun hindrer ham i hans gerning ved at udvise modløshed og misnøje. Men trods dette stræber hun i stedet for at interessere sig for hans gerning og benytte enhver anledning til at samvirke med ham efter at gøre alting mere og mere bekvemt for sig selv. Dersom deres omstændigheder ikke er så behagelige, som ønskeligt kunne være hvilket ofter er tilfældet, burde hun dog ikke tabe sindsligevægten og ved utilfredshed og klage plage manden og gøre hans gerning hårdere, end den er, og måske drive ham til at rejse fra det sted, hvor han kunne udrette noget godt. Hun bør ikke lede sin mand opmærksomhed bort fra hans arbejde for sjæles frelse, for at han kan sympatisere med hendes upasselighed og føje hendes luner. dersom hun ville tænke mindre kpå sig selv og virke for at hjælpe andre, dersom hun ville tale og bede med stakkels sjæle og handle, som om deres Frelse var af større vigtighed end nogen anden sag, da ville hun ikke have tid til at nære hjemve. Hun ville dag for dag eje en stille tilfredsshed som belønning for sit uegennyttige arbejde; jeg kan ikke kalde det opofrelse; thi nogle af vore Prædikanters Hustruer kender ikke til virkelig opofrelse eller lidelse for sandhedens skyld. ret
(259) Jeg så, at det er ikke en ringe ting at være en Kristen. Det er en let sag at bekende Kristi navn; men det er en stor og hellig ting at leve et Kristeligt levnet. Der er kun lidt tid igen nu til at sikre sig en uforkrænkelig Krone, til at udvise pligttroskab og udføre Gud velbehagelige gerninger, som kan nedskrives i Himlens Protokold. Træet skal kendes på det frugt. Enhver vil blive dømt efter sine gerninger, ikke efter sin bekendelse eller tro. Vi vil aldrig blive tilspurgt: Hvor meget har du bekendt dig til? men: Hvad slags frugt har du båret? Hvis træet er rådent, vil også frugten være ond. Hvis træet er godt, kan det ikke bære ond frugt. ret
(257) Prædikanternes Hustruer bør leve et Gudhengivent og bønnens liv. Men nogle syntes om en Religion, med hvilken der intet Kors er forbunden, og som ikke fordrer Selvfornægtelse eller anstrengelse hos dem. I stedet for at stå alene, stolende på styrke fra gud og bærende sit eget persomlige ansvar, har de i længere tid været afhængiet af andre og erholdt sit åndelige liv fra dem. Dersom de kun ville sætte sin tiltro og fortræstning til Gud, fæstne blikket på Jesus, og drage åndelig næring fra Kristus, det levende vintræ, hvor meget godt kunne de da ikke udrette, hvilken hjælp kunne de ikke yde sine ægtefæller og andre, og hvilken løn ville de ikkke til sidst få! "Vel, du gode og tro Tjener!" vil lyde som yndig musik for deres øren. Ordene:" Gå ind til din Herres glæde," vil lønne dem tusende gange for alle de lidelser og prøver, som de må udstå for at frelse dyrekøbte sjæle. De, som ikke vil benytte det talent, Gud har givet dem, vil gå glip af det evige liv. ret
(253) Den 5te Juni 1863 blev det vist mig, at Satan bestandig virker for at gøre de Prædikanter, som Herren har udvalgt til at prædike sandheden, modløse og føre dem pkå afveje. Den kraftigste måde, hvorpå han kan virke, er ved indflydelser i hjemmet, ved vanhellige ægtefæller. Hvis han kan beherske Hustruens Sind, kan han gennem hende des lettere nå manden, som virker i ord og tale for at frelse sjæle. De advarsler, Herren gentagene gange havde givet, blev fremstillede for mig samt de af Herren fremholdte pligter, som hviler på Prædikantens Hustru; men alligevel har disse advarsler ikke haft nogen varig indflydelse. Virkningen af de fremholdte Vidnesbyrd har kun været forbigående. Man har kun tildels agtet på lyset. Man har glemt lydigheden mod Herren; mange har ringeagtet den hellige forpligtelse, som påhviler dem, med at benytte de dem skænkede anledninger og oplysninger og at vandre som lyset børn. Derso sløret kunne blive løftet og enhver kunne se sig selv således, som Gud betragter ham, ville man vågne op og bævende spørge: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? ret
(256) Ja, det er ofte tilfældet, at en søster, der arbejder i sandhedens sag kan forstå og påvirke visse personer, især iblandt søstrene, på en måde som Prædikanten ikke kan. Der hviler et ansvar på Prædikantens Hustru, som hun hverken burde eller med lethed kan unddrage sig fra. Herren vil fordre tilbage det hende tildelte bund med renter. Hun bør virke alvorligt, trofast og i samdrægtighed med sin mand for at frelse sjæle. Hun bør aldrig søge at gøre sine ønsker eller begæringer gældende eller give udtryk for mangel på interesse for sin mands arbejde eller lade sit sind dvæle ved følelser af hjemve og misfornøjelse. Alle disse narturlige følelser må overvindes. Hun bør have en livsopgave, som hun ufortrødent søger at gennemføre. Men om nu denne strider imod hendes følelser, hendes fornøjelser og naturlige tilbøjeligheder? Disse bør hun da beredvilligt opofre for at kunne udrette godt og frelse sjæle. ret
(257) De, som ikke har været til nogen videre nytte i verden, vil blive belønnede i forhold dertil - efter deres gerninger. Når alt går jævnt, glider de med strømmen; men når det er nødvendigt at ro alvorligt og uden at blive træt imod strømmen og vinden, da syntes det at mangle dem på handlekraft. De bryder sig ikke om at arbejde, men lægger ånderne ind og glider ligegyldig nedad med strømmen. Og således bliver de i almindelighed ved, indtil en eller anden føler sig tilskyndet til at arbejde alvorligt og ivrigt for at føre dem op imod strømmen. Hver gang de giver efter for ladheden, taber de styrke og føler sig mindre oplagte til at arbejde i Herrens sag. Det er kun den trofaste sejervinder, som får del i den evige herlighed. ret
(255) Kristi liv blev fremstillet for mig. Når hans selvfornægtelse og opofrelse sammenlignes med de brøver og lidelser, som nogle af vore Prædikanters Hustruer må udstå, bliver alt, hvad de kalder selvopofrelse, som intet at regne. Dersom Prædikanterne Hustru er misfornøjet eller modløs, har det en nedslående virkning på manden og bedrager til at lamme hans virksomhed, især hvis hans fremgang er afhængig af ydre omgivelser. Skal en Herrens Prædikant under sådanne omstændigheder hindres eller drages bort fra sin virkedreds kun for at tilfredstille Hustruens følelser, der skriver sig fra uvillighed til at adlyde pligtens kald mere end tilbøjelighedens? Hustruen bør rette sine ønsker og sin vilje efter, hvad pligten fordrer, og opgive sine egennyttige følelser for Kristi og sandhedens skyld. Satan har været virksom med at gøre Prædikanternes virksomhed til intet ved deres egennyttige ægtefællers indflydelse. ret
(258) Jeg blev henvist til Abraham. Gud sagde til ham: "Tag din søn, din eneste, som du elsker, Isak, og gå du til Moria Land og ofre ham der til et brændoffer på et af bjergene, som jge vil vise dig." Abraham adlød. Han rådførte sig ikke med sine følelser, men i fuld tro og fortrøstning til Herren gjorde han sig færdig til rejsen. Med et Hjerte bristefærdigt af angst så han den ømme, kærlige moder beskkue forjættetsens søn med inderlig hengivenhed. Men han førte denne elskede søn bort. Abraham led; men alligevel lod han sig ikke bevæge til at sætte sig imod Guds Vilje. Pligtens strenge Kald var ham nok. Han vovede ikke at rådføre sig med sine følelser eller give efter for dem et eneste øjeblik. Hans eneste Søn gik ved siden af den lidende fader, talte livligt og fortroligt med ham, idet han gentagne gange nævnte ham ved navn, og spurgte så: "Men hvor er lammet til brændeojjer?" O, hvilken prøve for den trofaste fader! Engle beskuede cenen med beundring. Den trofaste Guds tjener bandt sin elskede søn og lagde ham på Reden. Han tog kniven for at ofre ham; men da råbte en Engel til ham: "Abraham, Abraham! læg ikke din hånd på drengen!" ret