(30) Mr. Miller holdt sin anden Række Foredrag i Portland i Juni 1842. Jeg betragtede det som en stor Forret at overvære disse Foredrag; thi jeg ar bleven modløs og følte ikke, at jeg var beredt til at møde min Frelser. Denne anden Række Foredrag foraarsagede endnu større Bevægelse i Byen end den første, og med nogle faa Undtagelser nægtede de forskjellige Samfund at lade Hr. Miller prædike i sine Forsamlingshuse. Flere af Byens Prædikanter søgte i sine Prædikener at udpege Talerens saakaldte Vildfarelser, men desuagtet kom der store Skarer af Mennesker til hans Møder, og mange maatte gaa bort af Mangel paa Plads. ret
(30) Hans Tilhørere var Ualmindelig rolige og opmærksomme. Hans Tale var ikke særlig storslaaet, men han fremstillede ligefremme og ophøjede Sandheder, der vækkede Tilhørerne op af deres Skjødesløshed og Ligegyldighed. Efter som han skred frem i sin Tale, anførte han bibelske Bibelske for sine Paastande og Lærepunkter, og en saadan Overbevisningens Kraft fulgte med hans Ord, at han ikke kunde andet en faa Indtryk af, at han fremholdt Sandheden. ret
(31) I sin Omgang med andre var han høflig og omsorgsfuld. Undertiden naar alle Siddepladser var optagne, og Folk endog havde sat sig paa Forhøjning oppe ved Talerstolen, har jeg set ham forlade sin plads og gaa nedad Sidegangen og tage en eller anden gammel person ved Haanden og finde en plads til ham og derpaa gaa tilbage og fortsætte med sin tale. Med Rette kaldte man ham Fader Miller; thi han udviste en faderlig Omsorg for dem, som han betjente, og var kjærlig, venlig og mild i sin Omgang. ret
(31) Han var en indtagende Taler, og hans Formaninger til de saakaldte Kristne saavel som til de ubodfærdige var indtryksfulde og kraftige. Undertiden herskede der et saa højtideligt Alvor i hans Møder, at det endog var pinligt. Mange bøjede sig under Guds Aands overbevisende Kraft. Alderstegne Mænd og Kvinder kom frem til de forreste Bænke blandt dem, som søgte efter Fred. Midddelaldrende Personer, de unge samt Børnene blev dybt rørte. Sukke og Graad blandedes med Lov og Pris til Gud, naar man forenede sig i Bøn. ret
(31) Jeg troede paa de alvorsfulde Ord, som Guds Tjener talte, og det smertede mig, naar jeg hørte, at andre satte sig imod eller spottede. Jeg gik ofte til disse Møder; jeg troede, at Jesus snart skulde komme i Himlens Skyer, og jeg ønskede at blive beredt til at møde ham. Hele min Higen stod til at opnaa sand Hellighed og føle, at Gud havde antaget mig. ret
(31) Blandt Metodisterne havde jeg hørt megen Tale om helliggjørelse. Jeg havde set personer, som ved stærk Sindsbevægelse havde tabt sin legemlige Styrke, og dette ansaaes som et Bevis paa Helliggjørelse. Men jeg kunde ikke fatte for mig selv, hvad der virkelig var nødvendigt for at blive Gud aldeles hengiven. Min kristne Venner sagde til mig: "Tro paa Jesus just nu! Tro, at han antager dig nu!" Dette forsøgte jeg at gjøre, men jeg kunde umulig tro, at jeg havde erholdt en Velsignelse, som det forekom mig burde fare igjennem mig som en elektrisk Strøm. Jeg forundrede mig over, at mit Hjerte var saa haardt, at jeg ikke kunde føle den Aandens Opløftelse, som andre havde udvist. Det forekom mig, at de var anderledes, end jeg var, og at jeg var for evigt udelukket fra at nyde den fuldkomne Glæde ved Hjertets Hellighed. ret
(32) Jeg havde forvirrede Begreber angaaende Retfærdiggjørelse og Helliggjørelse. Han fortalte mig, at det var to fra hinanden adskilte og forskjellige Tilstandelse; dog kunde jeg ikke fatte Forskjellen eller forstaa Betydningen af disse Udtryk, og Prædikantens Forklaringer forøgede mine Besværligheder. Jeg kunde ikke føle, at jeg havde opnaaet den fulde Velsignelse, og undredes paa, om det kun var blandt Metodisterne, at denne Velsignelse kunde erholdes, og om jeg ikke ved at overvære Adventisternes Møder skilte mig fra det, som jeg frem for alt havde længtes efter, nemlig Guds Aands helliggjørende Kraft og Virkning. ret
(32) Dog mærkede jeg, at nogle af den, som foregav at være helliggjorte, udviste Bitterhed, naar der blev tale om Kristi snare Komme. Dette syntes jeg ikke kunde være Tegn paa en saadan hellighed, som de foregav at besidde. Jeg kunde ikke indse, hvorfor Prædikanterne paa talerstolen skulde tale imod Læren om, at Kristi andet komme var nær forhaanden. Denne Lære havde bevirket en Reform, hvor den blev forkyndt, og mange fromme Prædikanter og Lægmænd havde antaget den som Sandhed. Det forekom mig, at de, som i Oprigtighed elskede Jesus, gjerne vilde antage Budskabet om hans Komme og fryde sig over, at denne Begivenhed var nær forhaanden. ret
(32) Jeg følte, at jeg ikke kunde sige, at jeg havde erfaret andet, end hvad de kaldte Retfærdiggjørelse, Jeg læste i Guds ord, at uden hellighed skal ingen se Gud. Der var altsaa noget højere, som jeg maatte opnaa, førend jeg kunde være sikker paa at erholde evigt Liv. Mine tanker drejede sig stadig herom; thi jeg troede, at Kristus snart skulde komme, og frygtede for, at jeg ikke skulde være beredt til at møde ham. Fordømmelsens Dom lød i mine Øren Dag og Nat, og jeg raabte uafladelig til Gud. Hvad skal jeg gjøre for at blive frelst? ret
(33) Det forekom mig, at Guds Retfærdighed ligesom overskyggede hans Naade og Kjærlighed. Jeg var bleven oplært til at tro paa et evigt brændende Helvede, og jeg kunde ikke frigjøre mig fra den frygtelige Tanke, at mine Synder var saa store, at jeg ikke kunde faa Tilgivelse, og at jeg skulde blive evig fortabt. De skrækindjagende Beskrivelser, jeg havde hørt om Sjæle i Fordærvelsens Afgrund, gjorde et dybt Indtryk paa mit Sind. Prædikanterne skildrede i levende Træk de fortabtes Tilstand. De lærte, at Herren ikke vilde frelse andre end de helliggjorte. Guds Øjne var altid over os; enhver Synd blev nedskreven og vilde blive straffet. Herren selv holdt nøjagtigt Regnskab, og han anførte imod os hver eneste Synd, som vi begik. ret
(33) Satan blev fremstillet som en, der var begjærlig efter at gribe sit Rov og føre os ned i den dybeste Afgrund, saa at han rigtig kunde godte sig over vore Lidelser i den evige Helvedsild, og efter at de stakkels fortabte saaledes var bleven pinte i Aartusinder, vilde de af de flammende Vover bringes til Overfladen og angstfuldt raabe: "Hvor længe, Herre, hvor længe?" Og med Tordenrøst vilde Svaret sendes ned i Afgrunden: "I al Evighed!" Derpaa vilde den urolige Ildmasse atter opsluge de fortabte og føre dem ned i den evige Ildsøs Dybder. ret
(33) Mens jeg lyttede til disse haarejsende Beskrivelser, virkede det saa stærkt paa min Indbildningskraft, at Sveden trængte sig frem, og det var mig næsten umulig at undertrykke et Angstens Raab; thi jeg syntes allerede at føle de fortabtes Pinsler. Saa talte Prædikanten m Livets Usikkerhed. Det ene Øjeblik kunde vi være her, det næste i Helvede; det Øjeblik kunde vi være paa Jorden, det næste i Himlen. Vilde vi foretrække Ildsøen og Djævlens Selskab, eller vilde vil vælge Himlens Lyksalighed og Englenes Selskab? Skulde vi høre de fortabte Sjæles Skrig og Forbandelser i al Evighed, skulde vi synge Jesus Lov og Pris for hans Trone? ret
(33) Vor Himmelske Fader blev fremstillet for mig som en Tyran der frydede sig over de fordømtes Pinsler, ikke som den ømme, medlidende Synders Ven, der elsker sine Skabninger med en Kjærlighed, der overgaar al Forstand, og Ønsker, at de skal blive frelste i hans Rige. ret
(34) Jeg var meget følsom. Jeg veg tilbage fra at saare nogen som helst Skabning. Det smertede mig, naar jeg saa, at Dyrene blev plagede. Muligvis følte jeg Sympati med dem, som led, fordi jeg selv havde været Gjenstand for en skjødesløs Grusomhed, der havde den Skade til Fælge, som formørkede mine Barndomsdage. Men naar den tanke optog mit Sind, at Herren frydede sig ved at pine sine Skabninger, som blev skabte i hans Lignelse, synes en mørk Sky at skille mig fra ham. Naar jeg tænkte paa, at Verdensaltets Skaber vilde kaste de ugudelige i helvede og lade dem brænde i al Evighed, grebes jeg af en sælsom Frygt, og jeg kunde ikke haabe, at et saa grusomt og selvraadigt Væsen nogensinde vilde nedlade sig til at frelse mig fra Syndens Dom. ret
(34) Jeg tænkte, at jeg visselig vilde komme til at lide fordømte Synderes Skjæbne og pines i helvedes Ild for evigt, ja endog saa længe som Gud selv var til. Denne Tanke optog mig i den Grad, at jeg frygtede for, at jeg skulde miste Forstanden. Jeg misundt de umælende Dyr, fordi de ikke havde nogen Sjæl, som skulde straffes efter Døden. Ofte ønskede jeg, at jeg aldrig var bleven født. ret
(34) Mørket lejrede sig tæt omkring mig, og der syntes ikke at være nogen Udsigt til at komme ud af denne Tilstand. Dersom blot Sandheden da var bleven fremstillet for mig, saaledes som jeg nu forstaa den, vilde det have friet mig fra megen Ængstelse og Sorg. Havde man dvælet mere ved Guds Kjærlighed og mindre ved hans strenge Retfærdighed, vilde hans Karakters Ynde og Herlighed have opvakt hos mig en dyb og alvorlig Kjærlighed til min Skaber. ret
(34) Jeg har siden tænkt, at mange af den, der er sindssvage og afsindige, er blevne det ved Erfaringer lig den, jeg gjennemgik. Deres Samvittighed sagde dem, at de havde syndet, men ved sin vaklende Tro turde de ikke tilegne sig Guds Løfte om Tilgivelse. De lyttede til de gyselige Beskrivelser af helvede, indtil det syntes at sætte en Skræk i Blodet og at brænde sig ind i Hukommelsen. Dette skrækkelige Billede stod for dem baade Dag og Nat, indtil Indbildningen blev dem til Virkelighed, og de saa ikke andet end det opdigtede Helvedes Ildflammer og hørte kun de fordømtes Klageskrig. Fornuften blev tagen tilgange, og Sindet fyldt med frygtelige Drømmes vilde Fantasi. De, der forfægter Lære om et evigt helvede, burde nøje undersøge, hvorvidt en saa grusom Troessætning har Støtte i Bibelen. ret
(35) Jeg havde aldrig bedt offentlig og havde kun talt nogle faa Ord i Bønnemøderne. Nu fik jeg det Indtryk, at jeg burde søge Herren i Bøn i vore smaa Møder. Dette vovede jeg dog ikke, da jeg var bange for, at jeg ikke skulde kunne udtrykke mine Tanker. Men jeg blev saa kraftig overbevist om, at dette var min Pligt, at naar jeg forsøgte at bede til herren I Enrum, forekom det mig som at spotte Gud, fordi jeg havde efterladt at adlyde ham. Jeg blev aldeles fortvivlet, og i tre Uger var der ikke et eneste Lysglimt, som trængte sig igjennem det Mørke, der omringede mig. ret
(35) Jeg gjennemgik haarde Sjælslidelser. Undertiden turde jeg ikke lukke Øjnene hele Natten igjennem; jeg ventede, til min Tvillingsøster var falden i Søvn, hvorpaa jeg steg op af Sengen og knælede ned i stille Bøn til Herren. Min Sjæleangst var ubeskrivelig. Den evige Helvedesilds rædsler stod klart for mig. Jeg vidste, at det var umuligt for mig at leve længe i denne Tilstand, og jeg var bange for at dø og lide Synderens frygtelige Skjæbne. Hvor jeg dog misunde dem, som følte, at Herren havde antaget dem! Hvor kostelig den Kristnes Haab viste sig for min ængstede Sjæl! ret
(35) Ofte forblev jeg bøjet i Bøn næsten hele Natten, sukkende og skjælvende af Angest og aldeles haabløs. Gud, vær mig naadig! Var min Bøn, og i Lighed med den stakkels Tolder turde jeg ikke opløfte mine Øjne til Himmelen, men bøjede mit Ansigt ned mod Gulvet. Jeg blev mager og afkræftet, men alligevel holdt jeg mine Lidelser og min Fortvivelse skjult hos mig selv. ret
(36) Mens jeg gik saaledes nedstemt og modløs, havde jeg en Drøm, der gjorde et stærkt Indtryk paa mig. Jeg drømte, at jeg saa et Tempel, hvortil mange Mennesker gik. Kun de, der søgte Ly i dette Tempel, kunde blive frelste, naar Enden kom. Alle, som forblev udenfor, vilde gaa fortabte. De store Skarer, som gik ligegyldige udenfor, haanede dem, der gik ind i Templet, og sagde, at al denne tale om Sikkerhed kun var et listigt Bedrag, og der virkelig ingen Fare vor at fly fra. De tog endog fat i nogle for at hindre dem fra at komme indenfor Døren. ret
(36) Da jeg frygtede for at blive gjort nar af, tænkte jeg, at det var raadeligt at vente, til Mængden var gaaet bort, eller til jeg ubemærket kunde smutte ind. Men Skaren øges i stedet for at mindskes, og da jeg var bange for at komme for sent, gik jeg hastigt hjemmefra og trængte mig frem i mængden. Da det nu var mig meget om at gjøre at naa Templet, lagde jeg hverken Mærke til eller brød mig noget om Mængden omkring mig. Da jeg kom ind i Bygningen, saa jeg, at det store tempel hvilede paa en eneste uhyre store Støtte, og at et ilde tilredt og blodigt Lam var bundet fast til denne Støtte. Vi, som var til stede, syntes at vide, at dette Lam var blevet knust og saaret for vor Skyld. Alle, som kom ind i templet, maatte frem for det og bekjende sine Synder. ret
(36) Lige foran Lammet stod høje Bænke, hvorpaa der sad nogle Mennesker, som saa meget lykkelige ud. Himlens Lys bestraalede deres Ansigter, og de priste Gud og sang glade Takkesange, der lød lig Englemusik. Disse var de, som havde været fremme for Lammet, bekjendt sine Synder og erholdt Tilgivelse, og nu ventede de forhaabningsfuldt paa en eller anden herlig Begivenhed. ret
(36) Selv efter jeg var kommen ind i Bygningen, betoges jeg af Frygt og Skam over, at jeg maatte ydmyge mig foran disse Folk. Men jeg blev ligesom nødt til at gaa fremad og trængte mig langsomt omkring Støtten for at kunne staa foran Lammet, og i det samme hørtes et Basunstød, Templet rystede, Sejrsraab løs fra de forsamlede hellige, et blændende Lysglimt oplyste Bygningen, og derpaa blev det bælgmørkt. Den lykkelige Skare forsvandt samtidig med Lyset, og der stod jeg alene i det skrækkelige Mørke. Jeg vaagnede i stor Ængstelse og kunde neppe faa mig selv til at tro, at det var en Drøm. Det forekom mig, at min Skjæbne nu var afgjort, at Herrens Aand havde forladt mig og aldrig mere vilde vende tilbage. ret
(37) Ikke længe derefter havde jeg en anden Drøm. Det forekom mig, at jeg sat aldeles fortvivlet med Ansigtet skjult i Hænderne og tænke som saa: Dersom Jesus var her paa Jorden, vilde jeg gaa til ham, kaste mig ned for hans Fødder og fortalte ham alle mine Lidelser. Han vilde visselig ikke vende sig bort fra mig, han vilde være mig naadig, og jeg vilde altid elske og tjene ham. Netop da aabnedes en Dør, og en smuk Person traadte ind. Han saa medlidende paa mig og sagde: "Ønsker du at se Jesus? Han er her, og du kan faa se ham, om du vil. Tag med dig alt, hvad du har, og følg mig." ret
(37) Dette glædede mig meget, jeg samlede sammen alt det, jeg havde, og fulgte med min Anfører. Han førte mig til en stejl, tilsyneladende brøstfældig Trappe. Idet jeg begyndte at stige op ad Trinene, bad han mig om at se opad, da jeg ellers vilde blive svimmel og falde. Mange andre, som havde forsøgt at stige op ad denne Trappe, var faldt ned, før de naaede til Toppen. ret
(37) Endelig naaede vi det sidste Trin og stod foran en Dør. Her bød min Fører mig at lade de Sager, jeg havde bragt med mig, blive; Jeg lagde dem da ned, hvorpaa han aabnede Døren og bad mig træde indenfor. I et Øjeblik stod jeg foran Jesus. Man kunde ikke taget fejl af dette yndige Ansigt; Det milde og majestætiske Udtryk kunde ikke tilhøre nogen anden. Da han rettede Blikket paa mig, vidste jeg straks, at han kjendte til enhver Omstændighed i mit Liv og alle mine indre Tanker og Følelser. ret
(37) Jeg forsøgte at undgaa hans Blik, ad jeg ikke følte mig i stand til at udholde hans forskende Øje, men han nærmede sig med et Smil, og idet han lagde sin haand paa mit Hoved, sagde han: "Frygt ikke!" Hans velklingende Stemme fyldte mit hjerte med en Lyksalighed, som jeg aldrig før havde fornummet. Jeg kunde af Glæde ikke faa frem et eneste ord, men dybt rørt sank jeg sammen for hans Fødder. Medens jeg laa der aldeles hjælpeløs, viste der sig for mit Sind saa yndige og herlige Udsigter, at det forekom mig, at jeg havde naaet Himlens stille og sikre Havn. Endelig fik jeg min Kraft igjen og stod op. Jesu kjærlige Blik hvilede paa mig, og hans Smil fyldte min Sjæl med Glæde. Hans Nærværelse opvakte hos mig en hellig Ærbødighed og uudsigelig Kjærlighed. ret
(38) Min Fører aabnede nu Døren, og vi gik ud begge to. Han bød mig samle op igjen de Sager, jeg lod blive udenfor. Derefter gav han mig en grøn Snor, tæt sammenbundet. Han sagde at jeg skulde forvare den tæt ved hjertet, og nar jeg vilde se Jesus, tage den fra Barmen og strække den ud, saa langt den vilde naa. Han bad mig passe nøje paa, ikke at lade den ligge sammenvundet for længe; thi da kunde der komme Knuder paa den, og den vilde blive vanskelig at rede ud. Jeg lagde Snoren nærmest mit Herte og steg ned ad den smalle Trappe, idet jeg prisede Gud og fortalte alle dem, jeg mødte, hvor de kunde finde Jesus. Denne Drøm gav mig Haab. Den grønne Snor fremstillede i mine Tanker Troen, og det begyndte at blive klart for mig, hvad det vilde sige enfoldigt at forlade sig paa Herren. ret
(38) Jeg aabnede nu alle mine Sorger og Besværligheder for min Moder. Hun viste Medlidenhed med mig og vilde, at jeg skulde raadføre mig med Ældste Stockman, som dengang forkyndte Advent-Læren i Portland. Jeg havde Tillid til ham, thi han var en from Kristi Tjener. Efter at jeg havde fortalt ham, hvad der laa mig paa Sinde, lagde han sin Haand kjærligt paa mit Hoved og sagde med Taarer i Øjnene: "Ellen, du er kun et Barn. Naar man tager i Betragtning, hvor ung du er, har du sandelig gjennemgaaet en mærkelig Erfaring. Jesus forbereder dig visselig for en eller anden stor Gjerning." ret
(38) Han fortalte mig da, at om jeg endog var ældre og lev saaledes besværet af Frygt og Fortvivelse, vilde han sige, at han vidste, at der var Haab for mig for Jesu Kjærligheds Skyld. Den Sjæleangst, jeg havde gjennemgaaet, var et afgjort Bevis paa, at Guds Aand virkede paa mig. Han sagde, naar Synderen bliver forhærdet i sin Synd, føler han ikke, hvor stor hans Overtrædelse er, men smigrer sig med, at han er omtrent, som han bør være, og at der ingen videre Fare er. Herrens Aand forlader ham, og han bliver skjødesløs og ligegyldig eller trodsig. Den gode Mand fortalte mig om Guds Kjærlighed mod sine vildfarende Børn, at han i Stedet for at glæde sig over deres Ødelæggelse, saa inderlige gjerne vilde drage dem til sig, saa at de kunde lære at tro og forlade sig paa ham. "Gaa frigjort, Ellen," sagde ham; "gaa hjem stolende paa Jesus, thi han elsker alle dem, der søger ham i Oprigtighed." Derefter bad han alvorlig for mig, og det forekom mig, at Herren visselig vilde lytte til denne fromme Mands Bøn, selv om min Bøn forblev ubesvaret. ret
(39) I de faa Øjeblikke jeg talte med Ældste Stockman, fik jeg et dybere Indblik i Guds Kjærlighed, hans Forbarmelse og Naade, end jeg før havde erholdt af alle de Prædikener og Formaninger, jeg havde hørt. Jeg gik hjem og søgte atter Herren i Bøn; jeg loved at udrette eller taale , hvad han end maatte fordre, bare jeg kunde erfare Jesu Naade og Fred i mit Hjerte. Det blev atter fremstillet for mig ligesom før, at jeg skulde bede og tale i den offentlige Forsamling. Anledningen lod heller ikke vente længe paa sig; thi der var et Bønnemøde samme Aften som jeg overvar. ret
(39) Skjælvende knælede jeg ned, medens Bønnestunden varede. Efter at nogle faa havde bedt, opløfte jeg min Røst i Bøn næsten før jeg vidste af det. Guds Løfter viste sig for mig som kostelige Perler, man blot kunde faa ved at bede derom. Medens jeg bad, forsvandt den Sjælekvide og Angst, jeg saa længe havde lidt under, og Herrens Velsignelse hvilede over mig lig den milde Dug. Jeg prisede Gud af min Sjæls Inderste. Alt syntes at være udelukket fra mig undtaget Jesus og hans Herlighed, og jeg var mig helt ubevidst om, hvad der gik for sig omkring mig. ret
(40) Herrens Aand hvilede over mig med en saadan Kraft, at det var mig umuligt at gaa hjem den Aften. Da jeg den følgende Dag kom hjem, var der sket en stor Forandring i mit Sind. Det syntes, som om jeg neppe kunde være den samme person, der gik hjemmefra den foregaaende Aften. Dette Skriftsted randt mig stedse i tanker: "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes." En stille Glæde fyldte mit Hjerte, idet jeg gjentog disse Ord for mig selv. ret
(40) Min Anskuelse angaaende Gud Fader var nu helt forandret. Jeg betragtede ham nu som en venlig og øm Fader heller end en streng Herre, der tvinger Menneskene til blindt hen at adlyde sig. Mit Hjerte blev fyldt med dyb og inderlig Kjærlighed til ham. Det forekom mig at være en Glæde at adlyde ham; det var mig en Lyst at tjene ham. Ingen Skygge formørkede det Lys, som aabenbarede Guds fuldkomne Vilje for mig. Jeg fik den Forvisning, at Frelseren boede i mig, og sandede de Kristi Ord: "Hvo som følger mig, skal ikke vandre i Mørke, men have Livets Lys. ret
(40) Den Fred og Lykke, jeg nu nød, stod i en saa skarp Modsætning til min forhenværende Fortvivelse og Angst, at det forekom mig, at jeg var bleven udfriet af Helvede og overført til Himlen. Ja, jeg kunde prise herren for det Uheld, der havde været mig en saa haard Prøve, fordi det tjente til at fæste mine Tanker paa Evigheden. Da jeg af naturen var stolt og gjerne vilde frem ti verden, vilde jeg vanskelig have givet mig Hjerte til Jesus, om ikke denne Ulykke havde afskaaret mig i en vis Grad fra Verdens Ære og Forfængelighed. ret
(40) I seks Maaneder var der ikke en eneste Skygge, som formørkede mig Sind, en heller forsømte jeg nogen mig bevidst Pligt. Min hele Stræben gik ud paa at adlyde Herren og holde Jesus og Himlen stedse for Øje. Jeg blev forbauset og henrykt ved det klare Blik, jeg nu fik paa Forsoningen og Jesu Gjerning. ret
(41) En kort Tid efter at jeg havde erholdt denne store Velsignelse, overvar jeg en Opbyggelse i Kristenkirken, hvor Ældste Brown var Pastor. Han opfordrede mig til at berette om min Erfaring; og jeg kunde ikke alene udtale mig frit og uden Undseelse, men følte mig lykkelig ved at aflægge mit enfoldige Vidnesbyrd om Jesu Kjærlighed og omtale, hvilken Fryd der strømmer ind i Sjælen, naar herren benaader os. Idet jeg med bøjet Hjerte og Taarefyldte Øjne talte herom, syntes min Sjæl at blive dragen hen imod Himlen i Lov og Taksigelse. Herrens Velsignelse gjorde Hjerterne bøjelige; mange græd, og andre prisede Gud. ret
(41) Man opfordrede Syndere, som ønskede Brødrenes Forbønner, til at rejse sig op, og mange efterkom indbydelsen. Jeg følte mig saa taknemmelig til Herren for den Velsignelse, han havde skjænket mig, at jeg længtes efter, at andre ogsaa maatte faa nyde denne hellige Glæde. Jeg følte en dyb Interesse for dem, som led under en Fornemmelse at Herrens Mishag og Syndens Byrde. Naar jeg fortalte om min Erfaring, følte jeg, at det ikke kunde være muligt, at nogen kunde modstaa Beviserne paa Guds tilgivende Naade, der har frembragt en saa mærkelig Forandring hos mig. Virkeligheden af en sand Omvendelse stod saa levende for mig, at jeg følte mig dreven til at hjælpe mine unge Venner frem til Lyset, og ved enhver mulig Lejlighed virkede jeg i den Retning. ret
(41) Jeg holdt Møder med mine unge Venner, hvoraf nogle var noget ældre end jeg, og en Del var gifte. Flere af dem var letsindige og ligegyldige; min Erfaring lød for dem som en Fabel, og de agtede ikke paa mine Bønner. Men jeg besluttede, at jeg ikke vilde ophøre med at virke for disse kjære Sjæle, hvem jeg interesserede mig saa meget for, før de overgav sig til herren. Jeg tilbragte flere Nætter i alvorlig Bøn for dem, hvem jeg havde udsøgt og samle sammen i den hensigt at virke og bede med dem. ret
(41) Nogle af dem samledes med os af Nysgjerrighed for at høre hvad jeg havde at sige; andre troede, at der var noget galt fat med mig, eftersom jeg var saa udholdende i mine Forsøg, især naar de ikke udviste nogen Omsorg for sig selv. Men jeg vedblev i vore smaa Møder at formane og bede for enhver, indtil de alle overgav sig til Jesus og sagde, at de havde erholdt Tilgivelse i Jesu Blod. Enhver af dem blev omvendt til Herren ret
(42) Den ene Nat efter den anden forekom det mig i mine Drømme, at jeg virkede for Sjæles Frelse. Ved disse Tilfælde blev visse særskilte Personer fremstillede for mig; Saadanne opsøgte jeg senere og bad med dem. Alle disse paa én nær overgav sig til Herren. Nogle af vore mindre ivrige Brødre frygtede for, at jeg var alt for nidkjær for Sjæles Omvendelse; men Tiden syntes mig at være saa kort, at det maatte være enhvers Pligt, som havde Haab om Udødelighed og forventede Jesu snare Gjenkomst; at virke utrættelig for dem, der endnu vandrede i Synden saa nær ved Fordærvelsens Afgrund. ret
(42) Skjønt jeg var meget ung, stod dog Frelserens Plan saa klart for mig, og jeg havde havt en saa mærkelig Erfaring, at jeg efter at have overvejet Sagen kom til den Overbevisning, at det var min Pligt at fortsætte min Virksomhed for Sjæles Frelse og at bede og bekjende Kristus ved enhver Anledning. Jeg hengiv mig, selv helt i min Mesters Tjeneste. Hvad der end maatte komme, besluttede jeg at behage Gud og leve som den, der forventede, at Frelserens skulde komme for at belønne de troende. Jeg vilde gaa til Herren lig et Barn og spørge ham, hvad han vilde, jeg skulde gjøre. Naar det saa blev mig klart, hvad min Pligt var, var det min største Glæde at udføre den. Særegne Prøver anfægtede mig undertiden. Ældre Kristne søgte at holde mig tilbage og lægge Baand paa min Troesiver, men i Forvisningen om Jesu Velbehag og med Guds Kjærlighed i mit Hjerte fortsatte jeg mit Løb glad i Gud. ret
(43) Min Faders familie besøgte endnu stundom Metodistkirken og Klassemøderne, som holdtes i private Huse. Min Broder Robert og jeg gik en Aften til Klassemødet. Menighedens Ældste var til stede. Da min Broder aflagde sit Vidnesbyrd, talte han i al Beskedenhed, og med stor Alvor om nødvendigheden af at berede sig til at møde sin Frelser, naar han aabenbares i Himmelens Skyer i Kraft og Herlighed. Medens min Broder talede, syntes hans ellers saa blege Ansigt at blive oplyst af et himmelsk Lys, Han talte saa højtideligt, som om han var i Jesu Nærværelse. Da jeg blev opfordret til at tale, rejste jeg mig med Frimodighed; thi Kjærlighed og Fred fyldte mit Hjerte. Jeg fortalte, hvor mange Lidelser jeg havde udstaaet, da jeg var bleven overbevist om mine Synder, og hvorledes jeg til sidst erholdt den Velsignelse, som jeg saa længe havde søgt efter, nemlig fuldkommen hengivenhed i Guds Vilje; og jeg udtrykte min Glæde over det glade Budskab om, at min Frelser snart vilde komme og tage sine Børn hjem. ret
(43) Jeg troede i min Enfoldighed, at mine Metodist-Brødre og –Søstre vilde forstaa mine Følelser og glæde sig med mig. Men jeg blev skuffet; flere af Søstrene begyndte at flytte sig paa Stolene og vende mig Ryggen. Jeg kunde ikke fatte, hvad jeg havde sagt, som kunde støde dem; men de jeg følte, at min tale mishagede dem, holdt jeg snart op. Da jeg var færdig, spurgte Ældste B. mig, om det ikke vilde være mere ønskværdigt at leve et langt og nyttigt Liv med at gjøre andre godt, end at Jesus snart skuldekomme og ødelægge de stakkels Syndere. Jeg svarede, at jeg længtes efter Jesu Komme. Da skulde det være slut paa Synden, og vi skulde stedse leve i hellighed uden nogen Djævel til at friste eller vildlede os. ret
(44) Derefter spurgte han, om jeg ikke heller vilde dø i Fred paa min Seng end gjennemgaa Smerten ved at blive forandret, medens jeg levede, fra dødelig til udødelig. Jeg svarede, at jeg ønskede, at Jesus vilde komme og hente sine Børn, at jeg var villig til at leve eller dø efter Guds vilje, og at jeg let kunde udholde den Smerte, der kunde bæres i en Hast, i et Øjeblik, samt at jeg ønskede, at den herlige Dag snart vilde oprinde, da disse jordiske Legemer skulde forandres og vorde ligedannede med Kristi Herligheds Legeme. Jeg sagde ogsaa, at naar jeg levede Gud nærmest, da længtes jeg mest efter hans Komme. Dette syntes at mishage nogle af de tilstedeværende. ret
(44) Naar Menighedens Ældste talte til andre Medlemmer, udtrykte han sin store Glæde ved tanken om det timelige Tusindaarrige, da Jorden skulde fyldes med herrens Kundskab, ligesom Vandet skjuler Havets Bund. Han længtes efter at se den Tid komme. Efter at Mødet var forbi, følte jeg, at de, som forhen havde været venlige imod mig, nu viste sig kjødelige mod mig. Da min Broder og jeg gik hjem, følte vi os bedrøvede over, at vore Brødre og Søstre saaledes skulde misforstaa os, og at Emnet om Kristi snare Gjenkomst skulde opvække saa bitter Modstand i deres Hjerter. Dog takkede vi Gud for, at det herlige Lys skinnede paa vor Vej, og at vi kunde glæde os i Haabet om Kristi Komme. ret
(44) En kort Tid derefter overvar vi atter Klassemødet. Vi følte Trang til at tale om Guds inderlige Kjærlighed, der fyldte vor Sjæl med Glæde. Jeg ønskede især at fortælle om Guds Godhed og Barmhjertighed imod mig. En saa stor Forandring var sket hos mig, at det syntes at være min Pligt at benytte enhver mulig Lejlighed til at vidne om min Frelsers Kjærlighed. ret
(45) Da min Tur til at aflægge mit Vidnesbyrd kom, talede jeg om Overbevisningen om, at Jesus elskede mig, og at jeg glædede mig i Haabet om snart at møde min Forløser. Læren om Kristi snare Gjenkomst havde tilskyndet mig til med større Alvor at søge efter den helliggjørelse, som virkes ved Guds Aand. Her afbrød Lederen mig og sagde: "Du modtog Helliggjørelsen gjennem Metodismen og ikke gjennem en falsk Teori." Jeg blev nød til at sige, som sandt var, at det ikke var gjennem Metodismen, jeg havde erholdt min nye Velsignelse, men det var gjennem det gribende budskab om Jesu personlige Gjenkomst. Ved dette havde jeg fundet Fred, Glæde og fuldkommen Kjærlighed. Saaledes endte mit Vidnesbyrd, der var det sidste, jeg nogensinde aflagde sammen med mine Metodistbrødre. ret
(45) Derefter udtalte Robert sig som sædvanlig paa en beskeden Maade. Dog var hans Tale saa overbevisende og gribende, at nogle græd og var dybt bevægede; hos andre saaes dog et Udtryk af Mishag. Efter at vi forlod dette Møde, talede vi igjen sammen om vor Tro og undrede os over, at vore Brødre og Søstre ikke kunde taale at høre et Ord om vor Frelsers Komme. Vi syntes, at dersom de elskede Jesus, som de burde, vilde det ikke saaledes forurolige dem at høre om hans Gjenkomst, men at de derimod vilde hilse Budskabet herom med Glæde. ret
(45) Vi følte os overbeviste om, at vi ikke mere burde overvære Klassemødet. Haabet om Kristi herlige Aabenbarelse fyldte vor Sjæl, og vi kunde ikke staa op og tale uden at nævne det. Og naar dette skete, syntes det at opvække Uvilje hos nogle af de tilstedeværende mod de to ringe Børn, der ligeoverfor al Modstand vovede at tale om den tro, der havde fyldt deres herte med Fred og Lyksalighed. Det stod nu klart for os, at vort Vidnesbyrd var til ingen Nytte blandt dem; mange af Brødrene og Søstrene som vi havde agtet og elsket, ringeagtede det. ret
(46) Paa den Tid holdt Adventisterne Møder i Beethoven hall. Min Fader og hans Familie overvar disse Møder ganske regelmæssig. Tiden for Kristi andet Komme antoges at skulle indtræffe i Aaret 1843. Den Tid, der var tilbage til Omvendelse, syntes saa kort, at jeg besluttede mig til at gjøre alt, hvad jeg formaaede, for at lede Syndere til Sandhedens Erkjendelse. Men det syntes umuligt for en, der var saa ung og havde faaet saa daarlig Helbred, at udrette meget i dette store Værk. ret
(46) Jeg havde to Søstre hjemme, Sarah, der var flere Aar ældre end jeg, og Elisabeth, min Tvillingsøster. Vi overvejede Sagen tilsammen og besluttede, at vi vilde tjene saa mange penge, som vi kunde. Vi vilde da kjøbe Bøger og Traktater, som skulde uddeles frit blandt Folket. Dette var det bedste, vi kunde gjøre, og vi gjorde det med Glæde. Jeg kunde kun tjene 25 Cents om dagen, men jeg klædte mig tarveligt, og intet blev udbetalt for unyttig Prydelse; jeg hade derfor altid lidt tilovers, som jeg kjøbte Bøger for. Disse blev da udleverede til erfarne Personer, der sendte dem til saadanne, som de haabede vilde drage Nytte af at læse dem. ret
(46) Ethvert Blad af disse Bøger syntes at være kosteligt i mine Øjne; thi det var ligesom et Lysets Budskab til Verden, der bød dem at berede sig for den store Begivenhed. Som var saa nær forhaanden. Dag efter Dag sad jeg oppe i Sengen, understøttet af Puder, og med rystende Hænder udførte jeg mit Arbejde. Jeg lagde forsigtig de faa Penge til side, som jeg fik for mit Arbejde, for at jeg siden kunde benytte dem til at kjøbe Skrifter for, der kunde bringe Lys til dem, som sad i Mørke. Jeg havde ingen Lyst til at bruge dem til min personlige Fornøjelse; men jeg havde en Byrde for Sjæles Frelse, og jeg beklagede dem, der smigrede sig med, at de levede i Tryghed, mens Advarselsbudskabet blev forkyndt for Verden. ret
(46) En Dag lyttede jeg til en Samtale mellem min moder og en Søster angaaende en Prædiken, de nylig havde hørt. Prædikenen blev holdt for at bevise, at Sjælen ikke er udødelig af naturen. Nogle af de Skriftsteder, Prædikanten anførte som Bevis, blev gjentagne. Blandt disse erindrer jeg følgende. "Den Sjæl, som synder, den skal dø." "De levende ved, at de skal dø, men de døde vikke noget." "kongernes Konge og Herrenes herre skal vise i sin Tid, han, som alene har Udødelighed." Han som skal betale enhver efter hans Gjerninger, dem, som ved Bestandighed i god Gjerning søger ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv." "Hvorfor skulde de søge efter noget, som de allerede var i Besiddelse af?" sagde min Moder, efter at hun havde gjentaget ovenanførte Skriftsteder. ret
(47) Jeg lyttede til disse nye Idéer med en dyb og pinlig Interesse.. da jeg var alene hos min Moder, spurgte jeg hende, om hun virkelig troede, at Sjælen ikke er udødelig. Hun svarede, at hun frygtede for, at vore Anskuelser angaaende dette Emne havde været forkjerte. ret
(47) "Men, Moder," sagde jeg, "tror du virkelig, at Sjælen sover i Graven indtil Opstandelsen? Tror du ikke, at den Kristne straks gaar til Himlen, nar han dør, og at Synderen gaar til Helvede?" ret
(47) Hun svarede: "Bibelen giver os intet Bevis for, at der er et evigt brændende Helvede. Dersom der er noget saadant Sted, saa burde det være omtalt i den hellige Bog." ret
(47) "Hvad, Moder!" udbrød jeg med Forbauselse. "Det forundrer mig, at du kan tale saaledes. Dersom du virkelig tror paa en saadan Lære, saa lad ingen faa vide noget; thi jeg frygter for, at den vil tjene til at gjøre Syndere mere trygge, saa de ikke vil føle nogen Trang til at søge Herren." ret
(47) "Dersom dette er en sand, bibelsk Lære," svarede hun, "saa vil den lede Syndere til Kristus i Stedet for at forhindre dem i at komme til ham. Dersom ikke Guds Kjærlighed kan bevæge Synderen til at omvende sig, da vil Skrækken for et evigt Helvede aldrig drive ham til Omvendelse. Desuden synes det ikke at være en ret Fremgangsmaade at søge at vinde Sjæle for Jesus ved at indgyde dem Skræk. Jesu Kjærlighed kan overvinde selv det haardeste Hjerte. ret
(48) Nogle Maaneder henrandt efter denne Samtale, for jeg hørte mere angaaende denne Lære; men i Mellemtiden havde mine Tanker dvælet meget ved dette Emne. Da jeg nu hørte denne Lære offentlig forkyndt, troede jeg, det var Sandhed. Da dette Lys angaaende de dødes Søvn straalede ind i mit Sind, forsvandt den Uklarhed, der havde raadet med Hensyn til Opstandelsen, og denne Begivenhed blev af saa megen større Vigtighed for mig. Jeg var ofte bleven foruroliget i mine tanker ved Forsøget paa at harmonere Læren om de retfærdiges Belønning og de ugudeliges Straf straks efter Døden med Læren om en fremtidig Opstandelse og Dom. Dersom Sjælen ved Døden gik hen til evig Lyksalighed eller ogsaa evig Kval, hvilken Nødvendighed var der da for Legemets Opstandelse? ret
(48) Men denne nye og skjønne Lære forklarede Grunden, hvorfor de hellige Skribenter havde dvælet saa meget ved legemets Opstandelse. Grunden var, at hele Mennesket sover indtil Opstandelsen. Jeg indsaa nu klart, hvor vildfarende vore forrige Anskuelser angaaende dette Punkt havde været. Jeg indsaa Urimeligheden og Unødvendigheden af en fremtidig Dom, dersom Sjælene blev dømte straks efter Døden og henviste hver til sit Sted. Jeg indsaa at vort haab med Hensyn til de døde ligger i at se fremad til dem herlige Dag, da Livgiveren skal bryde Gravens Segl, og de retfærdige døde skal opstaa af sine Grave og iføres Udødelighed. ret
(48) Alle i vor Familie var interesserede i læren om Kristi snare Gjenkomst. Min Fader havde længe været anset som en af Metodist-menigheden Støtter paa dette Sted, hvor vi boede, og alle i Familien havde været levende Medlemmer, men vi holdt ikke vore nye Anskuelser hemmelige, skjønt vi ikke søgte at tvinge dem ind paa andre. Vi nærede venlige Følelser mod Menigheden. Alligevel kom Metodistprædikanten for at underrette os om, at vor Lære og Motodismen ikke kunde gaa tilsammen. Han udspurgte os ikke om Grunden for vor Tro, ej heller fremførte han noget Bevis fra Bibelen for, at vor Lære var vildfarende; men hans sagde, at vi havde antaget en ny og ukjendt Lære, som Metodistkirken ikke kunde anerkjende. ret
(49) Min Fader svarede, at han vist maatte tage fejl, nar han kaldte denne lære ny og ukjendt, og at Kristus selv havde undervist sine Disciple om sit andet komme. Han sagde: "I min Faders hus er mange Boliger; men dersom det ikke saa var, havde jeg sagt eder det. Jeg gaar bort for at berede eder Sted, og naar jeg er gaaet bort, og faar beredt eder Sted, kommer jeg igjen og vil tage eder til mig, for at hvor jeg er, skal ogsaa I være." Da han blev optaget til Himlen, medens Disciplene saa derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øjne, "se, da stod to Mænd hos dem i hvide Klæder, hvilke og sagde: I galilæiske Mænd! Hvi staar i og ser op til Himlen? Denne Jesus som er optagen fra eder til Himlen, skal komme igjen paa samme Maade, som I har set ham fare til Himlen." ret
(49) Og idet Paulus skriver til sine Brødre i Thessalonika, siger han: "Men eder, som trænges, Ro med os i den herres Jesu Aaenbarelse fra himlen med sin Magts Engle, med Ildsluge, naar han bringer Hævn over dem, som ikke er vor Herres Jesu Kristi Evangelium lydige, hvilke skal lide Straf, en evig Fortabelse, fra herrens Ansigt og fra hans Magts herlighed, naar han kommer paa hin Dag at herliggjøres i sine hellige og beundres i dem, som tror!" "Thi Herren selv skal komme ned af Himlen med et Anskrig, med Overengels Røst og med Guds Basun, og de døde i Kristus skal opstaa først; derefter skal vi, som lever, som overbliver, rykkes tilligemed dem hen i Skyerne til at møde herren i Luften; og saaledes skal vi altid være med Herren. Saa trøst hverandre med disse Ord." ret
(49) "Heri har vi et godt Grundlag for vor Tro. Jesus og hans Apostler dvælede med Glæde og Begejstring ved Tanken om Kristi andet Komme. Og hellige Engle forkyndte, at han, som var opfaren til Himlen, skulde komme igjen. Dette er vor Forbrydelse, at vi tror Jesu og Apostlenes Ord. Det er en meget gammel Lære, og den bærer intet Mærke af Kjætteri." ret
(50) Prædikanten forsøgte ikke med et eneste skriftsted at bevise at vi var hildede i Vildfarelse, men undskyldte sig med, at han ikke havde Tid. Han raadede os til i al Stilhed at trække os tilbage fra Menigheden og saaledes undgaa et offentligt Forhør. Vi vidste, at der var andre afr vore Brødre, som af samme Aarsag blev gjenstand for en lignende Behandling. Og mine Forældre fordrede, at de skulde gjøres bekjendte med Grunden til dette Forlangende, da vi ikke ønskede, at nogen skulde tænke, at vi skammede os ved vor Tro, eller at vi ikke var i stand til at forsvare den Guds Ord. ret
(50) Det eneste Svar, vi fik, bestod i en undvigende Erklæring om, at vi havde overtraadet Kirkens Regler, og at det vilde være bedst for os frivillig at udtræde af Menigheden for at undgaa Forhør. Vi svarede, at vi foretrak et ordentlig Forhør, og fordrede at faa vide, hvilken Synd de beskyldte os for, eftersom det ikke var os bevidst, at det var Synd at forvente og elske for Frelsers Aabenbarelse. ret
(50) En kort Tid efter blev i anmodede om at være tilstede ved et Møde, som skulde holdes i Kirken. Kun faa var nærværende. Min Faders og hans Families Indflydelse i Menigheden var saadan, at vore Modstandere ikke ønskede at fremføre vor Sag for et større Antal af Menighedens Medlemmer. Den eneste Beskyldning, der blev fremført imod os, var den, at vi havde overtraadet Kirkens Regler. Da vi spurgte, hvilke regler, vi havde overtraadet, fik vi endelig til Svar, at vi havde overværet andre Møder og havde forsømt at overvære vor Klassemøder regelmæssig. Vi fortalte, at nogle i vor Familie havde opholdt sig en Tid paa Landet, og at ingen af dem, som forblev i Byen, havde været borte fra Klassemøderne mere end nogle faa Uger, hvilke de blev nødte til, fordi deres Vidnesbyrd i Møderne mødte saa megen Misbilligelse. Vi mindede dem ogsaa om, at visse andre personer, som ikke havde overværet Klassemøder paa et Aar eller længere, endnu stod i Menigheden som gode Medlemmer. ret
(50) De spurgte os, om vi vilde bekjende, at vi havde overtraadt deres Regler, samt om vi vilde love at overholde dem i Fremtiden. Vi svarede, at vi ikke vovede at opgave vor Tro eller fornægte Guds dyrebare Sandhed; at vi ikke kunde opgive Haabet om vor Frelsers snare Gjenkomst, og at vi vilde vedblive at tilbede Gud i Overensstemmelse med hans Ord. Idet min fader talte til Forsvar for os, erfarede han Herrens rige Velsignelse, og vi forlod alle Kirken lykkelige i Bevidstheden om, at vi havde handlet ret, og at Jesus bifaldt vor Fremgangsmaade. ret
(51) Ved Begyndelsen af et Kjærligheds-Maaltid den næste Søndag oplæste Menighedens Ældste vore navne, i alt syv, og fortalte at vi var udelukkede af Menigheden. Han føjede til, at vi ikke blev udlukkede paa Grund af umoralsk Opførsel; at vor Karakter var ubesmittet og vort Rygte misundelsesværdig, men at Grunden, hvorfor vi blev udlukkede, var den, at vi ikke havde vandre i Overensstemmelse med Kirkens Regler. Han sagde, at nu var Lejligheden given, og at alle andre, som var skyldige i samme Forseelse, vilde blive behandlede paa samme Maade. ret
(51) Der var mange i Menigheden, som ventede paa Frelserens Komme, og Hensigten med denne Trussel var at skræmme dem, saa de ikke skulde vove at bekjende sin Tro. Hos nogle havde det den forønskede Virkning. De folgte sin Yndest hos Gud for en plads i Menigheden. Mange troede som vi, men turde ikke bekjende sin Tro af Frygt for at blive udelukkede af Synagogen. Men andre forlod Menigheden snart derefter og forenede sig med dem, som forventede sin Frelser. ret
(51) Paa den Tid syntes disse Profetens ord at være meget dyrebare: "Eders Brødre, som hader eder, og udstøder eder for mit Navns Skyld, sige: Lad herren vise sig herlig, at vi maa se eders Glæde. Men de skal beskjæmmes." ret