(288) Herren vil nødig trække sig bort fra dem, som har fået stort lys, og som har erfaret Ordets Kraft, når de fremholdt det for andre. De var engang hans trofaste tjenere, som han begunstigede med sin nærværelse og vejledning; men de vandrede bort fra ham og førte andre på vildspor og har derved pådraget sig hans mishag. ret
(292) Hvad gør I, brødre, for at berede jer? De, som forener sig med verden, sår et verdsligt præg og bereder sig for modtagelsen af Dyrets Mærke. De, som ikke stoler på sig selv, men ydmyger sig for Gud og renser sine sjæle ved lydighed mod sandheden, vil få et Himmelsk præg og berede sig for at modtage Gud Segl i sine pander. Når befalingen udstedes, og mærket påtrykkes, dae vil deres karakter forblive ren og pletfri i al evighed. ret
(291) Ingen begøver at sige, at der ikke er håb for ham, at han ikke kan føre en Kristelig vandel; thi Kristus har ved sin Død åbnet vejen for enhver sjæl. Jesus er stedse vor Hjælper i nødens time. Anråb ham i troen, og han har lovet at høre og besvare dine bønner. ret
(284) Herren sagde om Amoriterne: "I den fjerde Slagt skal de Israeliterne komme hid igen; thi Amoritens Ondskab er endnu ikke fuld." Skønt dette folk havde gjort sig navnkyndigt ved sit afguderi og si Fordærvelse, havde det dog endnu ikke fyldt ondskabens bæger til randen, og Herren vilde ikke, at det helt skulle ødelægges. De skulde bevidne den særlige udfoldelse af Guds Kraft, for at de ingen undskyldning skulle have. Den medlidende Skaber var villig til at bære over med deres Ondskab indtil den fjerde slægt. hvis der da ingen forbedring sporedes, skulle hans Straffedomme falde over dem. ret
(285) Det afgørende vendepunkt nærmer sig. De hurtigt øgende tal viser, at Herrens hjemsøgelses tid er omtrent kommen. Skønt han nødig vil straffe, må han dog straffe, og det snart. De, som vandrer i lyset, vil se tegn på den kommende fare; men det går ikke an for dem at sætte sig ned i ro og mag og vente på fordærvelsen, træstende sig med, at Herreb vil beskytte sit folk på hjemsøgelsens dag. Langt derfra. De må forstå, at det er deres pligt flyttigt at virke for at frelse andre, idet de i troen venter hjælp fra Gud. "En tretfærdigs bøn formår meget, når den er alvorlig." ret
(286) På den tid, da Gud udøser sin vredes straffedomme, vil disse ydmyge, fromme Kristi Efterfølgere udmærkes frmfor de øvrige i verden; thi deres sjæleangst vi give sig tilkende ved jammer og tråd, blandet med Irettesættelser og Advarsler. Medens andre søger at skfule det herskende Onde og undskylde den store Ugudelighed, som råder overalt, vil de, som er nidkære for Guds Ære og har omsorg for sjæles Frelse, ikke være uvirksomme for nogen pris. Disse retfærdige sjæle ængster sig dag for dag over de uretfærdiges vanhellige Gerninger og omgangelse. De kan ikke standse ugudelighedens strøm, og derfor besværes de af sorg og frygt. De sørger over, at religionen bliver foragtet af dem, som har haft så stor lys. De ængstes over, at forfængelighed, gerrighed, egennytte og bedrag af næsten enhver slags findes i Menigheden. Guds Ånds Advarsler tilsidesættes, medens Satans Tjenere fryder sig. Herren vanæres, og Sandheden taber sin Kraft. De, som ikke er bedrøvede over sit eget åndelige forfald eller sørger over andres synder, vil lades uden Guds Segl. herren befaler sine sendebud, mændene med det ødelæggende våben: "Gå igennem Staden efter ham og slå ned; jeres øjne skal ikke spare, og I skal ikke skåne.Gamle mænd, unge Karle og Jomfruer og små børn og kvinder skal I slå ihjel, så at de udryddes; men rør ikke nogen, på hvem tegnet er, og begynd fra min Helligdom af. Og de begyndte med de gamle mænd, som var foran huset." ret
(287) Her ser vi, at Menighedn - Herrens Helligdom - var den første, som fik føle Guds vrede. De gamle mænd, de, hvem Herren havde skænket stor lys, og som havde stået som Folkets vogtere i åndelige sager, havde svigtet sit kald. De havde næret den anskuelse, at man ikke behøver at vente undergerninger og mærkelige Åbenbarelser af Guds Kraft som i fordums dage, da tiderne har forandret sig. De bliver stadfæstede i sin vantro, og siger: Herren gør hverken godt eller ondt. Han er altfor barmhjertig til at bringe straffedomme over sit folk. Således lyder råbet om fred og tryghed fra mænd, der aldrig mere vil opløfte sin røst som en basun og forkynde Guds Folk deres overtrædelser og Jakobs hus deres synder. Disse stumme hunde, som ikke ville gø, er netop dem, der bliver genstand for den fortørnede Guds Hævn. Mænd, Kvinder og små børn, alle omkommer tilsammen. ret
(290) Ved deres mangel på gudhengivenhed og fromhed, idet de har undladt at nå er højere mål af Gudsfrygt, stadfastes andre sjæle i sin lunkenged. Mænd med en mere indskrænket dømmekraft indser ikke, at om de stræber at efterligne disse mænd, som så ofte har frembåret Guds Ords Skatte for dem sætter de visselig sin egen sjæl på spil. Jesus er vort eneste sande eksempel. Enhver må ransage bibelen for sig selv på sine knæ for gud med et ydmygt, lærvilligt, barnligt sind, dersom han vil vide, hvad Herren fordrer af ham. Omend en Prædikant hidtil kan have nydt guds belbehag i nok så rigt mål, vil han dog komme i mørke og blive bedragen af Satan samt leder andre ind på samme vej, hvis han forsømmer at følge det lys, som gud har givet ham, og hvis han ikke vil lade sig belære som et lille barn. ret
(289) Mod, standhaftighed, tro og en fuld forvisning om, at Herren vil frelse, erholdes ikke i et øjeblik. Disse nådegaver erholdes gennem årelang erfaring. Guds børn er vedblevet med at besegle sin skæbne ved et liv i hellig omgængelse og urokkelig fasthængen ved det gode. De vidste, at de måtte stride hårdt mod de ytallige fristelser, som omringede dem, om de ikke skulle blive overvundne. De følte, at de havde en stor gerning at udrette, at de nårsomhelst kunne fp befaling til at aflægge rustningen, og det ville blive dem til evig tab, hvis deres liv skulle udslukkes, uden at de havde udrettet sin gerning. Med begærlighed antog de lyset fra Himlen, ligesom de første Disciple modtog det af jesus. Når disse første Kristne blev forviste til bjerge og ørkener, når de blev kastede i mørke fængsler for at dø af hunger, kulde og pinsler, når martyrdøden syntes at være den eneste måde, hvorpå de kunne undsluppe fra sin elendighed, da frydede de sig over, ar de blev agtede værdige til at lide for Kristus, som blev korsfæstet for deres skyld. Deres væredige eksempel vil tjene til trøst og opmuntring for Guds folk på det sidste, der skal gennemgå en sådan trængsels tid, som aldrig har været. ret
(285) Gudfrygtighedens surdej har ikke aldeles tabt sin kraft. Når faren og vanskeligheden for Menigheden er størst, vil den lille skare, der vandrer i lyset, sukke og jamre over de vederstyggeligheder, som sker i landet; men deres bønner vil især opstige for Menigheden, fordi dens Medlemmer ter sig lig Verden. Disse få trofaste sjæles alvorlige bønner vil ikke være forgæves. Når Herren kommer som en Hævner, vil han også komme som alle deres Beskytter, der har bevaret Troen og holdt sig selv ubesmittede af Verden. Da er det, at Gud skal skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, endog han er langmodig imod dem. ret
(291) Vi behøver en levende, virksom tro. Det må vi have, ellers vil vi vansmægte og komme tilkort i prøvens stund. Vi må ikke lade det mørke, som da skal hvile over os, gøre os mismodige eller lede os til at fortvivle. Det er dermed, Herren tilslører sin Herlighed, når han kommer for at meddele os rige velsignelser. Dette burde vi have lært af erfaringer i fortiden. På den dag, da Herren har en trætte med sit folk, vil denne erfaring blive dem til opmuntring og skænke dem håb. ret
(290) Ingen af os vil nogensinde modtage Guds Segl, sålænge der findes en plet eller rynke på vore karakter. Det står til os at råde bod på vore karaktermangler, at rense sjælens tempel fra enhver besmittelse. Da vil den sildige regn falde på os, ligesom den tidlige regn faldt på Disciplene på Pinsefestens dag. Vi bliver for hurtig tilfreds med den fremgang, vi gør. Vi føler, at vi er rige og hans overflod, og ved ikke, at vi er "elendige og jammerlige og fattige og blinde og nøgne". Nu bør vi agte på det sandrue vidnes formaning: "Jeg råder dig, at du køber af mig Guld, lutret i ilden, at du kan vorde rig, og hvide klæder, at du kan bedække dig, og at din nøgenheds skam ikke skal blottes, og salv dine øjne med øjensalve, at du kan se." ret
(289) Ikke alle, som bekender sig til at holde Sabbaten, vil blive beseglede. Selv blandt dem, der forkynder Sandheden for andre, er der mange, som ikke vil modtage Guds Segl i sine pander. De ejede Sandhedens lys, de kendte sin Mesters vilje, de forstod vor trieslære grundig; men de havde ingen tilsvarende gerninger. de, som var så vel bevandrede i Profetierne og den Guddommelige visdoms skatte, burde have handlet i overenstemmelse med sin tro. De burde have befalet sine børn og sit hus efter sig, så de ved en vel opdragen familie kunne fremvise for Verden sandhedens indflydelse over det menneskelige hjerte. ret
(287) De vederstyggeligheder, som de trofaste sjæle sukkede og fammerde over, var kun, hvad menneskilige øjne kunne opdage; men de værste synder, der særlig fortørnede den rene og hellige gud, var ikke åbenbarede. Den store Hjerteansager kender enhver skjult synd, som de ugudelige begår. Disse begynder at føle sig trygge i sin bedragerier og siger, at Herren ikke ser det, fordi han er langmodig, og så ter de sig, som om Herren ikke gav agt på noget på jorden. Men han vil afsløre deres hykleri og åbenbare for andre de Synder, som de så omhyggelig søgte at skjule. ret
(284) Den Almægtige holder endnu nøje Regnskab med alle Folkeslag. Dette regnskab står endnu uopgjort, medens hans Nåde tilbydes med Opfordring til Omvendelse; men når tallene når op til et vist beløb, som Gud har fastsat, da begynder hans Vrede at åbenbares. Regnskabet afsluttes. Guds langmodighed ophører. Der findes ikke mere Nåde for dem. ret
(288) Herrens Hævns dag er lige foran os. Guds Segl vil blive sat kun på deres pander, som jamrer og sukker over de vederstyggelighedeer, der sker i landet. De, som sympatiserer med verden,. æder og drikker med de drukne, vil visselig blive ødelagte med dem, der øver uterlighed. "Herrens øjne er vendte til de retfærdige, og hans øren til deres råb. Herrens ansigt er mod dem, som gør ondt." ret
(292) Nu er det forberedelsens tid. Herrens Segl vil aldrig blivesat på en uren mands eller kvindes pande. det vil aldrig blive sat på en ærgerrig og verdsligsindet mands eller kvindes pande. Det vil aldrig blive sat på deres pander, som har falske tunger eller bedragelige hjerter. Alle, der modtager Seglet, må være pletfrie for Gud - færdige til at indgå i Himlen. Gå fremad, mine brødre og søstre! Jeg kan kun skrive kortelig angående disse ting denne gang, idet jeg henleder jeres opmærksomhed på nødvendigheden af at berede jer. Ransag skrifterne for jer selv, så at I kan forstå, hvor overmåde alvorsfuld denne tid er. ret
(283) "Og han råbte for mine øren med høj røst og sagde: I, som holder vagt over Staden! kom hid, hvem med sit ødelæggende våben i sin Hånd." ret
(290) Ve må gennemgå ildprøven og gøre store opofrelser i dette liv; men Kristi Fred bliver vor løn. Der har været så lidt selvfornægtelse, så lidt lidelse for Kristi Skyld, at Korset næsten er glemt. Vi må have del med Kristus i hans lidelser, om vi ønsker at sejre og sidde med ham på hans trone. Hvis vi vil have det mageligt og er bange for selvfornægtelse, så kan vi aldrig få en fast tro, kan heller ikke kende Jesu Fred eller Sejrens fryd. De mest ophøjede blandt den frelste skare, som står klædt i hvide Klæder foran Guds og Lammets Trone, kender til Sejerskampen, thi de er komme ud af stor Trængsel. De, der har givet efter for omstændighedernes tryk hellere end at tage del i denne kamp, vil ikke vide, hvordan de kan bestå på den dag, da angest skal betage enhver sjæl, da hverken Noah, Job eller Daniel, om de var i live, kunne frelse en Søn eller Datter, fordi enhver skal redde sin sjæl ved sin egen retfærdighed. ret
(288) Vor egen handlemåde vil afgøre, enten vi skal modtage den levende guds segl er blive nedslåede af det ødelæggende våben. Nog få dråber af Guds Vrede er allerede faldne på jorden; men når de syv sidste plager bliver udøste ublandede i hans fortørnelses kalk, da vil det blive for evigt for silde at vende om og søge ly. Inter forsonende blod vil da aftvætte Syndens pletter. ret
(291) Nu er det, vi bør holde os og vore børn ubesmittede fra verden. Nu er det vi må tvætte vore Kjortler og gøre dem hvide i lammet blod. Nu er det, vi må vinde Sejer over forfængelighed, onde lidenskaber og åndelig sløvhed. Nu er det, vi må vågne op og alvorlig stræbe efter at udvikle en fuldkommen karakter. "I dag, når I hører hans røst, da forhærd ikke jeres Hjerter!" Vi er kommet i en meget vanskelig stilling, medens vi våger og venter på vor Herres Åbenbarelse. "Men I, brødre," siger Paulus, "er ikke i mørket, så den dag skulle som en tyv overraske jer." Det er altid Herrens hensigt at skænke lys i mørket, glæde i sorgen og hvile efter træthed for den ventende, længselsfulde sjæl. ret
(283) "Og han kaldte ad den mand, som var klædt i Lindklæderne, og som havde Skrivefekskabet ved Hoften. Og Herren sagde til ham: Gå midt igennem Staden, midt igennem Jerusalem, og sæt et tegn på Pande af de mænd, som sukker og jamret over alle de vederstyggeligher, som sker i dens midte. Og til de andre sagde han for mine øjne skal ikke spare, og I skal ikke skåne. Gamle mænd, unge karle og Jomfruer og små børn og kvinder skal I slå ihjel, så ar de udryddes; men rør ikke nogen, på hvem Tegnet er, og begynd fra min Helligdom af. Og de begyndte med de gamle mænd som var foran huset." ret
(287) Hverken rang, Højhed eller vedslig visdom, ej heller en stilling i et helligt embede vil kunne bevare en persom fra at afvige fra rette principer, når han overlades til sit eget bedragelige Hjerte. De, der er bleven betragtede som ærværdige og fromme,viser sig at være anjørere for åndeligt frafald og eksempler på ligegyldighed og misbrug af Guds Nåde. Han vil ikke lægere tåler deres ugudelige fremgangsmåde, og i sin crede behandler han dem uden skånsel. ret
(284) Denne tid blev fremstillet for Profeten i et Syn, idet han kastede blikket nedad igennem tiderne. Folkene i denne tedsalder har modtaget Nådesbevisninger uden tal. Gud har skænket dem dyrebare Velsignelser; men forøget hovmod, gerrighed, Afgudsdyrkelse og utaknemmelighed står skrevet imod dem. Deres Regnskab med Gud vil hurtig blive opgjort. ret
(285) Befalingen lyder: "Gå midt igennem Staden, midt igennem Jerusalem, og sæt et Tegn på Panden af de mænd, som sukker og jamrer over alle de Vederstyggeligheder, som sker i dens midte." Disse sukkende, jamrende sjæle havde fremholdt livets ord. De havde irettesat, advaret og formanet. Nogle af dem, som havde vanæret Gud, angrede sin Synd og ydmygede sig for Gud. Men Herrens Herlighed var vejen fra Israel; omend mange fremdeles holdt fast ved de udvortes religiøse skikke, fattedes Kraften og Guds Nærværelse. ret
(288) "Og på den tid skal Mikael, den store Fyrdte, der står som værn for dit folks børn, stå frem, og der skal være en trængsels tid, som aldrig har været, siden folk blev til og indtil den tid; og på samme tid skal dit folk undkomme, hver den, som findes skreven i bogen." Hver eneste persons sag er afgjort, når denne trængsels tid kommer; da er der ingen nådetid mere, ingen barmhjertighed for den ubodfærdige. Guds folk har fået den levende Guds Segl. Den lille levning, der ikke formår at forsvare sig selv i den dødelige kamp med Jordens magter, som Dragens Hær fører frem, gør Gud tkil sit værn. Den højeste jordiske myndighed haf da udstedt den befaling, at de skal tilbede dyret og modtage dets mærke eller blive straffede med Forfølgelse og Døden, hvis de ikke adlyder. Herren hjælper sit folk nu; thi hvad kunde de gøre i en sådan frygtelig kamp uden hans hjælp? ret
(283) Jesus er ifærd med at forlade Nådestolen i den Himmelske Helligdom for at iføre sig Hævns klæder ot udøse sin vredes Straffedomme over dem, som ikke har efterlevet det lys, Herren har skænket dem. "Fordi Dom og Ondskabs Gerning ikke fuldbyrdes straks, derfor bliver menneskenes børns Hjerte fuldt inden i dem til at gøre ondt." De, som ikke frygter Gud og ikke elsker Sandheden, styrker sine Hjerter i det onde i stedet for at bøje sig under Guds vilje på grund af hans tålmodighed og langmodighed mod dem. Men der er en grænse for Herrens overbærelse. Der er mange, som overskrider denne grænse, og Herren må derfor hindre deres fremfærd i det onde og opretholde sin egen ære. ret
(284) Men hvad der bringer mig til at skælve er den kendsgerning, at de, som har haft det største lys og de bedste Anledninger, Gud kunne skænke dem, er bleven smittede af den herskende ondskab. Påvirkede af den uretfærdighed, som råder, er mange af dem, der bekender sig til at tro Sandheden, bleven lunkne og føres af sted med den stærke Ondskabens Strøm. Den hån, der udvises overfor sand fromhed og Hellighed, bevirker, at de, som undlader at holde sig nær til Herren, taber ærbødigheden for hans Lov. Dersom de fulgte lyset og adlød Sandheden i oprigtighed, ville denne hellige Lov forekomme dem endnu mere dyrebar, når den således blev foragtet og tilsidesat. Skillet mellem dem, der agter Guds Lov, og verden bliver mere tydelig, eftersom ringeagten for Loven bliver mere åbenbar. Kærligheden til de Guddommelige forordninger tiltager hos den ene klasse, som foragt for den tiltager hos den anden. ret