(295) En alvorsfuld Drøm
Medens jeg var i Battle Creek i August 1868, drømte jeg, at jeg var blandt et stort Antal Mennesker. Nogle blandt denne Skare drog ud beredte for en Rejse. Vi havde tungt belæssede Vogne, og idet vi rejste, syntes Vejen at gaa opad. Paa den ene Side af denne Vej var der en dyb Afgrund. Paa den anden siden var der en høj, hvis, glat Væg, omtrent som de kalkede Vægge i vore Huse. ret
(295) Efterhaanden som vi vandrede fremad, blev Vejen mere smal og stejl. Nogle Steder syntes den at være saa smal, at vi indsaa, at vi ikke kunde rejse længere med vore tunge Vogne. Vi spændte Hestene fra, tog en Del af Bagagen fra Vognene og lagde den paa Hestene og rejste videre tilhest. ret
(296) Da vi kom længere frem, blev Vejen endnu smalere. Vi maatte holde os tæt op til Væggen for at undgaa at falde ned i den dybe Afgrund. Men naar vi gjorde dette, trykkede Bagagen paa Hestene mod Væggen og trængte os henimod Afgrunden. Vi var bange for, at vi skulde falde ned og blive knuste paa Klipperne. Derfor skar vi bagaen af Hestene, og den væltede ned over Skraaningen. Vi fortsatte da Rejsen tilhest, men frygtede, da vi kom til endnu smalere Steder paa Stien, at vi skulde blive svimmel og falde. I saadanne Stunder syntes der at være en Haand, som greb Tøjlerne og førte os over det farlige Sted. Da Stien blev endnu smalere, besluttede vi, at det vilde være farligt for os længer at ride, og vi lod hestene tilbage og gik til fods enkeltvis, den ene efter den anden. ret
(296) Nu blev der nedfiret smaa Reb fra Toppen fra den rene, hvide Væg, og disse greb vi da begjærligt fat i for at holde Ligevægten paa Stien. Rebene flyttede sig med os, idet vi vandrede fremad. Stien blev endelig saa smal, at det forekom os, vi kunde gaa tryggere uden Sko; vi trak derfor Skoene af og gik en Stund uden dem. Men snart indsaa vi, at der vilde være mindre fare forbunden med at gaa uden Strømper, hvorfor vi ogsaa tog disse af og gik barfodet. ret
(296) Da tænkte vi paa dem, som ikke havde vænnet sig til Savn og Gjenvordigheder. Hvor var de nu? De var ikke i vort Selskab. Ved enhver Hindring var der nogle, som blev tilbage, og kun de, der havde vænnet sig til Gjenvordigheder, holdt ud. Lidelserne paa Vejen gjorde disse kun endnu mere begjærlige efter at naa frem til Enden. Faren for at falde ned fra Stien blev stedse større. Vi trængte os tæt op til den hvide Væg, men kunde dog ikke faa helt Fodfæste paa Stien, thi den var for smal. ret
(296) Vi hængte os da med næsten hele vor Tyngde paa Rebene og raabte af og til: "Vi holdes oppe ovenfra! Hele Selskabet paa den smale Sti gjentog de samme Ord. Vi hørte Lyden af Lystighed og Latter, der syntes at stige op fra Afgrunden nedenfor, og betoges af Skræk. Vi hørte Banden og Sværgen letfærdig Spøg og lave, smudsige Sange. Vi hørte Krigsviser og Danseviser. Vi hørte Musik og højrøstet Latter, blandet med Sværgen. Angstraab og bitter Graad; og vi ønskede endnu mere at holde os paa den smale, vanskelige Sti. ret
(297) En stor Del af Riden nødtes vi til at hænge med hele vor Tyngde paa Rebene. Og disse blev tykkere, efterhaanden som vi gik fremad. ret
(297) Jeg lagde Mærke til, at den smukke hvide Væg var plettet med Blod, og det bedrøvede mig. Men denne Følelse varede dog kun et Øjeblik; thi det forekom mig snart, at dette var, som det burde være. De, som følger efter, vil deraf kunde vide, at andre har vandret paa den smale, vanskelige Sti før dem, og vil komme til den Slutning, at hvis andre kunde fortsætte Vandringen, saa kan de ogsaa. Og de vil ikke blive helt modløse, naar Blodet presses ud af deres saarede Fødder; thi de vil se Blodpletterne paa Væggen og deraf erfare, at andre har udholdt lignende Smerter. ret
(297) Endelig kom vi til et stort Svælg, hvor Stien endte. Der var nu intet, hvorpaa vi kunde sætte vore Fødder og hvile. Vi maatte kun stole paa Rebene, der havde tiltaget i Tykkelse, indtil de var i omfang som vore Legemer. Her blev vi for en Tid sat i Forlegenhed. Frygtagtigt hviskede vi til hverandre: "Hvad er Rebet bundet fast i?" ret
(297) Min Mand var lige foran mig. Store Sveddraaber rullede ned fra hans Pande. Aarene paa Nakken og Tindingerne var dobbelt saa store som sædvanlig, og en undertrykt, ængstlig Stønnen undslap ham. Svenden rullede ned fra mit Ansigt, og jeg grebes af en Ængstelse, som jeg aldrig før havde erfaret. En frygtelig Kamp laa foran os. Alle de Gesværligheder, vi havde gjennemgaaet paa Rejsen, vilde ikke være os til nogen Nytte, om det slog fejl for os her. Lige foran os paa anden Siden af Svælget laa en dejlig mark bevokset med Græs omkring seks Tommer højt. Jeg kunde ikke se Solen, men klare, milde Lysstraaler lig fint Guld og Sølv oplyste Marken. Der var intet, jeg havde set paa Jorden, som kkunde sammenlignes med denne Mark, hvad Ynde og Herlighed angaar. ret
(298) Men kunde vi naa den? Det var det vigtige Spørgsmaal, som trængte sig ind paa os. Skulde Rebet gaa itu, matte vi omkomme. Atter tilhviskede den ene eller den anden de Ord: "Hvad er Rebet bundet fast i?" Et Øjeblik nølede vi med at vove os ud. Men da raabte vi: "Vort eneste Haab ligger i at stole aldeles paa rebet. Vi har stolet derpaa paa den vanskelige Sti; det svigter os ikke nu." Men endnu var vi tvivlraadige og ængstelige. Da blev disse Ord udtalte: "Gud holder Rebet; vi behøver ikke at frygte." De, som var bag os, gjentog Ordene og føjede til: "Han svigter os ikke nu; han har ført os trygt hertil." ret
(298) Min Mand sbingede sig derpaa over det gabende Svælg til den dejlige Mark paa den anden Side. Jeg fulgte straks efter. O, hvilken lettelse vi følte, og hvor taknemmelige vi var! Jeg hørte Stemmer opløfte i Lov og Pris til Gud. Jeg var lykkelig, fuldkommen lykkelig. ret
(298) Jeg vaagnede og erfarede, at hele mit Legeme skjalv af den Ængstelse, jeg havde følt, mens vi vandrede opad Stien. Denne Drøm behøver ingen Forklaring. Den gjorde et saadant Indtryk paa mig, at den i alle sine Enkeltheder uden Tvivl vil staa levende for mig, saalænge min Hukommelse varer. ret