(298) Dommen
Omtrent Kl. 2 om Morgenen d. 23. Oktober 1879 hvilede Herrens Aand over mig, og jeg saa Begivenheder i Forbindelse med Dommen. Jeg mangler Ord til ret at beskrive de Ting som viste sig for mig, og at omtale den Virkning, som de øvede paa mit Sind. ret
(298) Den store Dag, da herrens Dom skulde iværksættes, syntes at være kommen. Ti Tusinde Gange ti Tusinde var samlede foran en stor Trone, hvorpaa der sad en Person med et majestætisk Udseende. Adskillige Bøger laa foran ham, og paa Permerne af hver Bog stod skrevet med gyldne Bogstaver: "Himlens Dagbog." En af disse Bøger, der indeholdt Navnene paa dem, som bekjendte sig til at tro sandheden, blev da aabnet. Øjeblikkelig blev de utallige Millioner omkring Tronen ligesom usynlig for mig, og kun de, der bekjendte sig til at være Lysets og sandhedens Børn, tildrog sig min Opmærksomhed. Idet disse personers navne blev opraabte, og deres gode Gjerninger blev nævnte, oplystes deres Ansigter af en hellig Glæde, som gav Gjenskin i enhver Retning. ret
(299) Men en anden Bog blev opslaaet, hvori der fandtes en Fortegnelse over de Synder, som de, der bekjendte sig til Sandheden, havde begaaet. Under den almindelige Overskrift "Egennytte" var enhver anden Synd opført. Der var ogsaa Overskrifter over enhver række af Synder, og nedenunder disse ligeoverfor hvert navn var de mindre Synder i deres tilsvarende Rækker opført. Under Begjærlighed var opført Løgn, Tyveri, Bedrag, Svig og Gjerrighed; under Ærgjerrighed stod Hovmod og Ødselhed; Misundelse stod skrevet over Ondskab, Avind, Had; Umaadelighed stod skrevet over en lang Række af frygtelige Synder, som t. Eks. Vellyst, Hor, dyriske Lysters Tilfredsstillelse o.s.v. Da jeg saa dette, betoges jeg af en ubeskrivelig Angst og raabte: Hvem kan blive frelst? Hvem kan staa retfærdig for Gud? Hvis Kjortel er pletfri? Hvem er fejlfri for den rene og hellige Guds Aasyn? ret
(299) Idet den hellige paa Tronen langsomt vendte Bladene i Bogen og et Øjeblik saa hen paa de forskjellige Personer, syntes hans Blik at trænge ind i deres Inderste, og i samme Øjeblik mindedes, de ethvert Ord og enhver Handling i sit Liv ligesaa tydeligt, som om de stod for dem skrevne med Bogstaver af Ild. De begyndte at bæve og blev ganske blege. Da de først kom omkring Tronen, havde de et ligegyldigt Udseende. Men hvor forandret var ikke deres Udseende nu! Tryghedsfølelsen var forsvunden, og i stedet for spores der en ubeskrivelig Skræk. Enhver frygter for, at han skal findes at være blandt de, der er vejede og fundne for lette. Hvert Øje er fæstet paa hans Ansigt, som sidder paa Tronen; og idet hans forskende Blik skuer over den forsamlede Masse, bæver de; thi enhver føler sig skyldig, uden at der siges et eneste ord. I sin Sjæleangst bekjender enhver sin egen Synd og indser med frygtelig Klarhed, at han ved at synde har bortkastet den kostelige Gave, det evige Liv. ret
(300) En Klasse blev betegnet som dem, der gjør Jorden unyttig. Idet Dommens gjennemtrængende Blik hvilede paa dem, blev deres Efterladenhed tydelig aabenbaret. Med blege og skjælvende Læber erkjendte de, at de havde svigtet sit hellige Hverv. De havde modtaget Advarsler og havt mange Anledninger, men de havde ikke givet Agt paa dem eller draget Nytte af dem., Nu indser de, at de stolede for meget paa, at Gud nok vilde være dem naadig: Vel havde de ikke saadanne Tilstaaelser at fremkomme med som de ugudelige; men de blev forbandede ligesom Figentræet, fordi de ingen Frugt bar, fordi de ikke havde aagret med det dem betroede Pund. ret
(300) Denne Klasse havde ophøjet sig selv og kun virket for at fremme sine egne Anliggender. De var ikke rige i Gud, thi de havde ikke agtet paa det Krav, han stillede til dem. Skjønt de bekjendte sig til at være Jesu Kristi Tjenere, vandt de ingen Sjæle for ham. Dersom Guds Sag havde været afhængig af deres Bestræbelser, vilde den ahvde gaaet tilbage; thi ikke alene tilbageholdt de de Midler, som Gud havde anbetroet dem, men de holdt sig ogsaa selv tilbage. Men de indser nu, at de har stillet sig paa den venstre Haand ved at undlade at paatage sig noget Ansvar med hensyn til Herrens Sag og Gjerning. De havde Anledninger, men de vilde ikke udføre den Gjerning, de burde havde udført. ret
(301) Navnene paa alle dem, som bekjendte sig til Sandheden, blev opraabte. Nogle blev dadlede for deres Vantro, andre for deres Efterladenhed. De lod andre udrette det, der burde gjøres i Menighedens Vingaard, og bære de mest ansvarsfulde Byrder, medens de egennyttigt passede sine egne Affærer. Om de havde udviklet de Evner, Gud havde givet dem, kunde de være bleven paalidelige Personer til at bære Ansvar og arbejde for Mesteren. Dommeren sagde: Alle vil blive retfærdiggjorte ved sin Tro og dømte efter sine Gjerninger. Hvor klart deres Efterladenhed da viste sig, og hvor forstandig den Ordning syntes at være, at Gud hade givet ethvert Menneske en Gjerning at udføre for at fremme hans Sag og virke for sine Medmenneskers Frelse. Enhver burde udvise en levende Tro, baade i sin Familie og for sine omgivne, være venlig mod de fattige, vise Medynk m ed de lidende, udføre Missionsarbejde og hjælpe Guds Sag med sine Midler. Men Herrens Forbandelse hvilede over dem, ligesom den hvilede over Meros, fordi de ikke kom Herren til Hjælp. De elskede den Gjerning, der vilde skaffe dem størst Fordel i dette Liv; og overfor deres navne i den Bog, hvori de gode Gjerninger var optegnede, var der kun et tomt Rum. ret
(301) De Ord, der blev rettede til disse Personer, var overmaaade alvorsfulde: I er vejede paa Vægtskaalen og funden for lette. I har forsømt eders aandelige Hverv, fordi i har syslet saa meget med timelige Sager. I har ikke indset eders ansvarsfulde Stilling, som gjorde, at i burde have været udrustet med mere end menneskelig Visdom og Dømmekraft. Dette var nødvendigt for selv den mekaniske Del af eders Gjerning; men naar I ikke vilde have Herren og hans Herlighed med i eders Forventning, vendte I eder bort fra hans Velsignelse. ret
(301) Det Spørgsmaal blev da rettet til dem: "Hvorfor har I ikke udviklet en sand Karakter, tvættet eders Kjortler og gjort dem hvide i Lammets Blod? Gud sendte sin Søn til Verden, ikke for at dømme den, men for at den kunde blive frelst ved ham. Min Kjærlighed til eder har været mere selvfornægtende end en Moders Kjærlighed. Jeg led Korsets Død og bar Syndens Forbandelse, Frelsens Bæger. Jet udstod Dødens Smerte og gravens Rædsler, for jeg kunde overvinde ham, som havde Dødens Vælde, oplukke Fængslets Døre og aabne Livets Porte for eder. Jeg underkastede mig Skam og Angst, fordi jeg elskede eder med en uendelig Kjærlighed og vilde føre mine egensindige, vildfarne Faar til Guds Paradis, til Livets Træ. Dette Liv af Lyksalighed, som jeg forhvervede for eder til en saa uendelig Pris, har I ringeagtet. I har skyet den Skam, Foragt og Vanære, som eders Mester udstod for eder. I har ikke sat Pris paa de Anledninger, han ved sin Død gav eder. I vilde ikke lide med ham her, og I kan derfor ikke blive forherligede med ham nu." Derpaa lød disse alvorsfulde Ord: "Lad den, der gjør Uret, fremdeles gjøre Uret; og den uterlige fremdeles øve Uterlighed, og den retfærdige fremdeles blive retfærdig, og den hellige fremdeles blive helliget." Bogen blev derpaa lukket, og idet Kappen faldt af den Person, som sad paa Tronen, viste de sig at være Guds Søn i al sin blændende Herlighed. ret
(302) Synet svandt bort, og jeg befandt mig fremdeles paa Jorden, uudsigelig taknemmelig til Gud for, at Herrens Dag endnu ikke var kommen, og at der endnu var nogle kostbare Naadedage tilbage, hvori vi kan berede os for Evigheden. ret