(311) Menigheden er Verdens Lys
Gud har kaldet Menigheden paa denne Tid, ligesom han fordum kaldte Israel, til at være et Lys i Verden. Ved Sandhedens mægtige Vaaben, den første, anden og tredje Engels Budskab, har han adskilt dem fra Kirkerne og fra Verden, for at de skulde komme i et inderligt Forhold til ham. Han har betroet dem sin Lov og de store profetiske Sandheder for denne Tid. Ligesom det Guds Ord, han betroede det gamle Israel, er disse os betroet, for at vi skal kundgjøre dem for Verden. De tre Engle i Aabenbaringen 14 fremstiller det Folk, der vedkjender sig Guds Budskaber og gaar ud som hans Sendebud for at kundgjøre Advarslen alle vegne på Jorden. Kristus siger til sine Efterfølgere: "I er Verdens Lys." Til enhver, der vedkjender sig Jesus lyder det fra Korset paa Golgata: "Betænk Sjælens Værd. Gaa bort i al Verden og prædik Evangelium for al Skabningen." Intet maa hindre denne Gerning. Det er det vigtigste af alt Arbejde, saa længe Tiden varer, og det har vidtrækkende Følger vor Evigheden. Den Kjærlighed, Jesus udviste for Menneskene i det Offer, han frembar for at forløse dem, vil besjæle alle hans Efterfølgere. ret
(312) Kun faa af dem, der har modtaget Lyset, udfører det Arbejde, der er dem betroet. Der er nogle faa Mænd med urokkelig Troskab, som ikke ser paa sin egen Fordel, Bekvemmelighed eller paa Livet selv, men trænger sig frem og benytter enhver Anledning, der gives, til at sprede Lys og Sandhed og hævde Guds hellige Lov. Men den Synd, der herskede i Verden, er kommen ind i Menighederne og i deres Hjerte, der gjør Fordring paa at være Guds eget Folk. Mange af dem, der har antaget Lyset, øver en Indflydelse, som tjener til at berolige de verdsligsindede og Navnkristne og stille deres Frygt. Der er saadanne, som elsker Verden, selv blandt dem, der bekjender sig til at vente paa Herrens Komme. De tragter efter Rigdom og Ære. Kristus beskriver disse, naar han vidner, at Herrens Dag skal komme som en Snare over alle dem, som bor paa Jorden. Denne Verden er deres hjem. De lægger Vind paa at samle sig Skatte paa Jorden. De bygger sig kostbare Huse og pryder dem med sine Møbler; de klæder sig efter Moden og følger Appetitens Krav. Denne Verdens Gode er deres Afguder. De opstiller en Skranke mellem Sjælen og Kristus; og Sagens Alvor har de blot en ringe og uklar Forstaaelse af. Den samme Ulydighed og det Vanheld, der saaes blandt Jødefolket fordum, har i større Grad været et Kjendemærke paa det Folk, der har havt dette store Lys fra Himlen i de sidste Advarslens Budskaber. Skal Israels Historie gjentages blandt os? Skal vi i Lighed med dem kaste Brag paa vore Anledninger og Forretttigheder, indtil Gud maa lade os føle Ødelæggelsens Svøbe? Skal det Arbejde, der kunde udføres i fredelige og forholdsvis gode Tider, lades ugjort, saa det maa udføres i en Mørkets Tid under Vanskeligheder og Forfølgelser? ret
(313) Det er en skrækkelige Syndeskyld, menigheden er ansvarlig for. Hvorfor gjør ikke de, der har Lyset, alvorlige Bestræbelser for at bringe det til andre? De ser, at Enden er nær. De ser daglig store Skarer overtræde Guds Lov, og de ved, at disse ikke kan blive frelst i sin Overtrædelse. Og dog udviser de større Omhu for sine Forretninger, sine Farme, sine Huse, sine Handelsvarer, sine Klæder, sit Bord end for Menneskesjæle, som de ved, de maa møde Ansigt til Ansigt i Dommen. De, der bekjender sig til at adlyde Sandheden, er falden i Søvn. De kunde ikke holde sig i ro, som de gjør, om de var vaagne. Kjærligheden til Sandheden er ved at dø ud i deres Hjerte. Deres Eksempel er ikke af den Slags, at det kan overbevise Verden om, at de har større Lys og Sandhed end noget andet Folk paa Jorden. Netop paa den Tid, da de burde være stærke i Herren og daglig have en levende Erfaring, der de svage, nølende og stoler paa, at Prædikanterne skal hjælpe dem, naar der dog er andre, de burde arbejde for med Hjerte og Sjæl, Mund og Pen, Tid og Penge. ret
(313) Brødre og Søstre, mange af eder undlader at tage Del i Værket, idet I undskylder eder med, at i er udygtige til at arbejde for andre. Men gjorde Gud eder saa udygtige? Er i ikke bleven udygtige, fordi I har været uvirksomme og er vedbleven paa den Maade af eget Valg? Har ikke Gud givet eder i det mindste én talent, som I skulde anvende, ikke til eders egen Fordel, men til ære for ham? Har I som lejede Tjenerne forstaaet den Forpligtelse, der paahviler eder med at bringe ham Renter ved en forstandig Anvendelse af den eder betroede Kapitel? Har I ikke forsømt Lejligheden til at udvikle eders Evner i den Retning? Det er kun alt for sandt, at der er faa, som har havt nogen rigtig Forstaaelse af sit Ansvar overfor Gud. Deres kjærlighed, Omtanke, Fremsyn, Indsigt, Handlekraft og enhver anden Evne er bleven anvendt i Egennyttens Tjeneste. I har udvist større Visdom i det ondes tjeneste end i Guds Sag. I har forvendt, forødt, ja fordunklet eders Evner ved eders virksomme Deltagelse i verdslige Affærer og Forsømmelse af Guds Gjerning. ret
(314) For at slippe at blive tagen til Soldat i Krigen var der Mænd, som udsatte sig for Sygdom, andre lemlæstede sig, for at de kunde blive utjenstdygtige. Heri har vi et Billede paa, hvorledes mange er gaaet frem i deres Forhold overfor Guds Sag. De har svækket sine Evner baade fysisk og aandelig, saa at de er ude af Stand til at udføre det Arbejde, der er saa nødvendigt. ret
(314) Kom i hu, at eders Ansvar maales, ikke efter eders nuværende Hjælpekilder og Evner, men efter de Evner og Anlæg, I oprindelig var udrystede med, og de Muligheder for Fremgang, der forelaa. Det Spørgsmaal, enhver bør rette sig selv, er ikke, om han er uerfaren og uskikket til at arbejde i Guds Sag, men fhorledes og hvorfor han er kommen i den Tilstand, og hvorledes der kan raades Bod herpaa. Gud vil ikke paa overnaturlig Maade udruste os med Evner, vi mangler, men naar vi benytter de Evner vi har, vil han virke med og for os for at udvikle vore Anlæg: vore slumrende Kræfter vil vækkes til Live, og vi vil udfolde ny Kraft. ret
(314) Saa længe vi er i Verden, maa vi have med Verden at bestille. Det vil altid blive nødvendigt at varetage sine timelige, og verdslige Forretninger; men dette bør aldrig lægge Beslag paa hele vor Opmærksomhed. Apostlen Paulus giver os en god Undervisning, naar han siger: "Vær ikke lunkne i eders Iver; vær brændende i Aanden; tjen Herren." De almindelig hverdagslige Pligter bør varetages med Troskab, "af Hjerte, som for Herren", siger Apostlen. Hvori vort Arbejde end bestaar, enten det er Husgjerning eller Markarbejde eller Aandsarbejde, kan vi udføre det til Guds Ære, naar vi blot har Kristus i tanker baade først og sidst og i alt. Med ved Siden af denne verdslige Beskjæftigelse har enhver Kristi Efterfølger faaet en speciel Gjerning med at opbygge hans Rige, en Gjerning, der gjør Krav paa personlig Virksomhed til Menneskenes Frelse. Det er ikke en Gjerning, der blot skal udføres en gang om Ugen, naar der holdes Gudstjeneste, men til alle Tider og paa alle Steder. ret
(315) Enhver, der forener sig med Menigheden, forpligter sig derved højtidelig til at virke for Menighedens Interesse og at sætte dens Interesse over ethvert jordisk Krav. Det paahviler ham at bibeholde en levende Forbindelse med Gud, at deltage med Liv og bibeholde en levende Forbindelse med Gud, at deltage med Liv og Lyst i at fremme Forløsningens Værk og i sit Liv og sin Vandel at aabenbare Ypperligheden af Guds Bud og Modsætning til verdens Anordninger og Skikke. Enhver, der har bekjendt sig til Kristi Navn, har forpligtet sig til at gjøre alt, hvad der staar i hans Magt at gjøre som en Herrens Arbejder, at være virksom, nidjkær og dydelig i sin Mester Tjeneste. Kristus venter, at enhver skal gjøre sin Pligt – lad dette være Løsnet blandt hans Efterfølgere. ret
(315) Hvad kan jeg sige for at vække Menighederne? Hvad kan jeg sige til dem, der har indtaget en fremskudt Plads i det sidste Budskabs Forkyndelse? "Herren kommer!" Dette bør være det Vidnesbyrd, der bæres ikke alene i ord, men i Vandel; men mange af dem, Gud har skjænket Lys og Kundskab, Evner og Midler, er Mænd, der ikke elsker Sandheden og ikke efterlever den. De har drukket saa dybt af Egenkjærlighedens og Verdslighedens berusende Bæger, at de er bleven drukne af dette Livs Bekymringer. Brødre, om I vedbliver at være saa uvirksomme, saa verdsligsindede, saa egenkjærlige, som i har været, saa vil Gud visselig gaa eder forbi og vælge andre, som er mindre egennyttige, som følger mindre efter verdslig Ære, og som ikke vil nøle med ligesom Mesteren at gaa udeom Lejren og bære Forhaanelsen. Værket vil gives dem, der vil tage imod det, dem, der sætter Pris paa det, og som efter lever dets Principer i sin daglige Erfaring. Gud vil vælge ydmyge Mænd, som søger at forherlige hans Navn og fremme hans Sag i Stedet for at ære og ophøje sig selv. Han vil opvække Mænd, der ikke har saa megen verdslig Visdom, men som ejer Samfund med ham og vil søge Styrke og Raad herovenfra. ret
(316) Nogle af vore ledende Mænd er tilbøjelige til at udvise det Sindelag, som Apostlen Johannes udviste, da han sagde: "Mester, vi saa en, der uddrev Djævle i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger med os." Organiation og Orden er nødvendig, men der er nu stor Fare for en Afvigelse for Evangeliets Enfoldighed. Hvad vi behøver er mindre Tiltro til Former og ceremonier og meget mere af den sande Gudfrygtigheds Kraft. Dersom deres Liv og Karakter er eksemplarisk, saa lad hvem som helst virke paa hvilken som helst Maade, der falder dem belejligt. Om deres Fremgangsmaade ikke altid falder i eders Smag, bør der ikke ytres et Ord, som kunde gjøre dem mismodige. Da Farisæerne vilde, at Jesus skulde befale Børnene, som sang hans Pris, at tie stille, sagde vor Frelser: "Dersom disse taug, skulde Stenene raabe." Profteten maatte opfyldes. Saaledes ogsaa i vore Dage. Værket maa udføres. Der er mange Afdelinger af Virksomheden; lad hver gjøre sin Del paa bedste Maade. Den der har én Talent, maa ikke begrave den i Jorden. Gud har givet hver hans Gjerning efter hans Evne. De, hvem større Evner og et større Hverv er betroet, bør ikke forbyde andre at arbejde, som ejer mindre Dygtighed og Erfaring. Mænd med én Talent kan naa dem, som Mænd med fem eller to talenter ikke kunde naa. Store som smaa er i lige Maade udvalgte Redskaber til at bringe Livets Vand til tørstige Sjæle. Lad ikke den, der prædiker, tage sig Myndighed til at sige til en anden: "Du skal virke paa denne Maade eller ogsaa slet ikke." Nej, hold inde, Brødre. Lad hver virke i sin Kreds med sin egen Rustning paa, gjøre, hvad der forefalder at gjøre, i Ydmyghed og Sagtmodighed. Styrk hans Hænder til Gjerningen. Dette er ikke Tiden, da Farisæismen skulde raade. Lad Gud virke, gjennem hvem han vil. Budskabet maa forkyndes. ret
(317) Gud har givet hver hans Gjerning. Lad os alle bie paa Gud, og han vil undervise os om, hvorledes vi skal arbejde, og hvilket Arbejde vi er bedst skikket til. Og dog maa ingen gaa ud uafhængig og fremholde nye Teorier. Arbejderne maa være i harmoni med Sandheden og med Brødrene. Der maa være Raadslagning og Samvirke. Men de maaa ikke føle, at de, for hvert Skridt, de tager, først maa vente og spørge en Broder i en højere Stilling, om de maa gjøre dette eller hint. Søg ikke Vejledning hos Mennesker, men hos Israels Gud. ret
(317) Det Arbejde, Menigheden har undladt at udføre i Fred og Velstands Tider, maa den udføre i en frygtelig Krise, under prøvende og vanskelige Omstændigheder. De Advarsler, der er bleven tilbageholdt paa Grund af Verdslighed, maa forkyndes under stor Modstand fra Fjendernes Side. Og paa den tid vil de overfladiske, de konservative, hvis Indflydelse stadig har været en Hindring for Værket, frasige sig Troen og stille sig paa dens Fjendes Side, hvem de længe har vist Tilbøjelighed til at sympatisere med. Disse frafaldne vil da udvise det bitreste Fjendskab og gjøre alt, hvad de kan, for at skabe og bagtale sine forrige Brødre og vække Modstand mod dem. Den Tid ligger lige foran os. Menighedens Medlemmer vil enkeltvis blive grundig prøvede. De vil blive satte i saadanne Omstændigheder, at de vil blive nødt til at vidne om Sandheden. Mange vil komme til at tale for Raadsforsamlinger og Retssale, maaske enkeltvis og alene. De har forsømt at erholde den Erfaring, som vilde have hjulpet dem i disse Omstændigheder, og de plages af Græmmelse over de spildte Anledninger og forsømte Privilegier. ret
(318) Min Broder, min Søster, jeg beder dig at grunde paa disse Ting. I har en Gjerning at udføre. Eders Utroskab og Forsømmelse er sat ned imod eder i Himlens dagbog. I har formindsket eders Kræfter og forringet eders Evner. I mangler den Erfaring og Dygtighed, I kunde have ejet. Men jeg formaner eder til at vaagne op, før det er for evigt forsent. Tøv ikke længere. Dagen er snart forgangen. Solen vil snart gaa ned i Vest for aldrig at mere at ses. Dog kan I endnu, medens Kristi Blod frembæres for eder, faa Tilgivelse. Tag eder alvorlig sammen og anvend de faa Timer, der endnu er tilbage, med virksomt Arbejde for Gud og eders Medmennesker. ret
(318) Der er ingen Tid nu for Guds Folk til at sætte Lid til eller samle sig Skatte i denne Verden. Tiden er ikke langt borte, da vi ligesom de tidlige Disciple vil blive nødt til at søge Tilflugt paa øde og ensomme Steder. Ligesom Jesrusalems Belejring af de romerske Hære var et Tegn til Flugt for for de Kristne i Judæa, saaledes vil den anmassende Myndighed, vor Nation paatager sig ved at indskjærpe den pavelige Sabbat, blive en Advarsel for os. Da vil det være Tiden at forlade de store Byer som en Beredelse til at forlade de mindre og opslaa Bopæl paa ensomme Steder blandt Bjergene. Og nu bør vi i Stedet for at trange efter prægtige Huse her heller berede os for at flytte til et bedre Land, et himmelsk. I Stedet for at anvende vore Midler til egne Ønskers Opnaaelse bør vi lægge Vind paa Sparsommelighed. Enhver Talent, Gud har givet os, bør anvendes til hans Ære, idet vi forkynder Advarslen for Varden. Gud har et Værk for sine Medarbejdere at udføre i Byerne. Vore Missioner maa støttes; nue Missioner maa oprettes. Til at drive dette Værk med Hels fordres der ikke lidet Udlæg. Forsamligshuse behøves Folk kan indbyrdes til at komme og høre Sandheden for denne Tid. Netop i denne Hensigt har Gud betroet sine Husholdere en Kapitel. Sæt ikke eders Penge i verdslige Forretninger, saa at dette Værk bliver hindret. Brug Pengene saa, at de kan blive til Nytte i Guds Sag. Send eders Skatte foran eder til Himlen. ret
(319) Menighedens Medlemmer bør hver især holde sig og sine Ejendomme i Beredskab, saa det alt kan lægges paa Herrens Alter. Nu som aldrig før er Frelserens Formaning anvendelig: "Sælg, hvad I har, og give Almisse. Gjør eder Poser, som ikke bliver gamle, et liggendefæ, som ikke forgaar, i Himlene, hvor ingen Tyv kommer til, og intet Møl fordærver. Thi hvor eders Liggendefæ er, der vil ogsaa eders Hjerte være." De, der sætter sine Penge fast i store Huse, i Jordegodser, i verdslige Forretninger, siger ved sin Handlemaade: "Gud kan ikke faa dem, jeg ønsker dem selv. De har svøbt sin ene Talent ind i et Klæde og skjult den i Jorden. Saadanne har Grund til at frygte og blive urokkelige. Brødre, Gud har ikke betroet eder Midler, for at de skal ligge ubrugte eller tilbageholdes og gjemmes, men for at de skal benyttes til at fremme hans Sag, til at frelse døende Sjæle. Der er ingen Tid nu til at sætte herrens Penge fast ikostbare Bygninger og store Forretninger, medens Sagen lider og kun gjør liden Fremgang, fordi Kassen næsten tom. Det er ikke paa den Maade, Herren virker. Husk paa, at Dagen hurtig nærmer sig, da det skal siges: "Gjør Regnskab for din Husholdning." Hvorfor skjønner I ikke Tidernes Tegn? ret
(319) Det er alvorligt at dø, men det er endnu mere alvorligt at leve. Enhver tanke, ethvert Ord, enhver Handling i Livet vil engang staa for os igjen. Hvad vi udvikler os til hver i Prøvetiden, det vil vi blive i al Evighed. Ved Døden kommer Legemets Opløsning, men den medfører ingen Forandring i vor Karakter. Der sker ingen Forandring i vor Karakter ved Kristi Komme; den bliver da for stedse, hvad den er. ret
(320) Mine Brødre og Søstre, vaagn op, jeg beder eder, af Dødens Dvale. Det er forsent nu at anvende eders Evner og Kræfter i Egennyttens Tjeneste. Lad det ikke vise sig paa den yderste Dag, at I ingen himmelske Skatte ejer. Læg Vind paa at fremme kristi Sag, at oplyse Menneskene om sandheden, at lede Sjæle til Omvendelse, saa vil eders Værk bestaa i Ildprøven. ret