(52) Seks Måneder gik hen, uden at en eneste Sky omkom mellem mig og min Frelser. Nårsomhelst der var en passende Anledning, aflagde jeg mit Vidnesbyrd og følte mig storlig velsignet. Undertiden hvilede Guds Ånd over mig med en sådan Kraft, at jeg blev aldeles afmægtig. Dette var ligesom en Torn i Øjet på dem, som var udgåede fra de andre Kirkesamfund, og jeg fik ofte at høre Bemærkninger, som sårede mig meget. Mange kunde ikke tro, at Guds Ånd ville hvile over en Person i et så rigt måde pinlig. Jeg begyndte at tænke, om det ikke alligevel var bedre at tilbageholde mit Vidnesbyrd i Forsamlingen og således undertrykke mine Følelser, når der uvestes en sådan Modstand hos nogle, der var ældre og havde en længere Erfaring end jeg. ret
(53) Vi havde bestemt Bønnemøder på forskellige Steder i Byen, så at alle, som ønskede, kunde overvære dem. Den Familie, som stod mig mest imod, var tillstede ved et af disse Møder. Medens de forfamlede forenede sig i Bøn, som Guds Ånd over Forsamlingen, og en i denne Familie faldt som død til Gulvet. Hans Slægtninge samlede sig omkring ham, gned hans Hænder og forsøgte at bringe ham til Livet igen. Snart fik han Styrke nok til at prise Gud og stillede deres Frygt ved at juble over det tydelige Bevis på, at Guds Kraft hvilede over ham. Han var ikke istand til at gå hjem den Aften. Dette troede Familien var et Vidnesbyrd om Guds Kraft; men det overbeviste dem ikke om, at det var den samme Kraft; men det overbeviste dem ikke om, at det var den samme Kraft; som så ofte havde hvilet over mig, berøvede mig min naturlige Styrke og fyldte min Sjæl med Jisu Fred og Kærlighed. De vilde nok tilstå, at jeg var oprigtig og ærlig, men de troede, jeg bedrog mig selv ved at anse noget for Guds Kraft, der kun var en Følge af overspændte Følelser. ret
(54) En af ovennævnte Familie sagde, han troede, jeg var under en Sindsbevægelse, som han vente, jeg burde bekæmpe, men som jeg ifølge hans Mening godkendte og anfægtede mig ikke ved hin Lejlighed; thi jeg følte mig som i Herrens Nærværelse og var uagtsom overfor enhver jordisk Indflydelse. Men han havde nææppe ophørt at tale, da en stærk Mand, en ydmyg og hengeven Kristen, faldt, overvældet af Guds Kraft, til Gulvet, og Værelset blev opfyldt af den Helligånd. ret
(55) Br. R. rejste sig derpå og aflagde sit Vidnesbyrd. Hans Ansigt strålede med en himmelsk Glans, medens han prisede Gud for, hvad han havde udrettet den Aften. Han sagde: "Dette Sted er højtideligt på Grund af Guds Nærværelse. Søster Ellen, vi vil i Fremtiden hjælpe dig og stå dig bi i Stedet for at arbejde imod dig, som vi før har gjort. Vi har været blinde for Guds Ånds Virken." ret
(53) Da Tiden nærmede sig for vort sædvanlige Møde, var jeg meget tvivlrådig, enten jeg skulde overvære det eller ikke. Jeg havde flere Dage i Forvejen været meget bedrøvet over den Modstand, jeg mødte, og over de Følelser, som blev udvist imod mig. Jeg besluttede endelig at blive hjemme og således undgå mine Brødres Kritik. I mit Forsøg på at bede, gentog jeg ofte de Ord: "Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?" Svaret, jeg fik, syntes at byde mig at stole på Herren og tålmodig bie, indtil han gav mig sin Vilje tilkende. Jeg overgav mig til Herren med barnlig Tillid, idet jeg erindrede hans Løfte, at de, som følger ham, ikke skal vandre i Mørke. ret
(54) Da jeg genvandt min Styrke, var jeg lykkelig i at kunne vidne for Jesus og fortælle om hans Kærlighed mod mig. Jeg bekendte, at jeg havde handlet fejlagtigt ved at lade Frygt for Mennesker hindre mig i at gøre det, som Guds Ånd mindede mig om at gøre. Jeg fortalte, at uagtet min Mistillid havde han dog givet mig en ny Forvisning om sin Nåde og Kærlighed. Den Broder, som havde stået mig imod, rejste sig og bekendte med tårefyldte Øjne, at hans Følelser mod mig ikke havde været, som de burde. Han bad mig om Tilgivelse og sagde: "Søster Ellen, jeg vil aldrig mere lægge et Strå i Vejen for dig. Gud har vist mig mit Hjertes Lunkenhed og Genstridighed, og han har bøjet det ved den helligånds Kraft, som er tilstede ved dette Møde. Jeg har været meget vildfarende." Og idet han vendte sig til de forsamlede, sagde han: "Da Søster Ellen syntes at føle sig så lykkelig, tænkte jeg: Hvorfor erfarer ikke jeg den samme Lykke? Hvorfor erholder ikke Br. R. et lignende Vidnesbyrd? Thi jeg var overbevist om, at han var en gudhengivende Kristen, og dog havde han aldrig erfaret noget sådant som dette. Jeg opsendte en stille Bøn om, at Br. R. måtte få en lignende Erfaring i Aften, dersom dette var af Gud. Omtrent i samme Øjeblik, som dette Ønske opsteg hos mig, faldt Br. R. til Gulvet overvældet af Guds Ånd og råbte: "Lad Herren få Lov til at virke!" Jeg er nu overbevist om, at jeg har modstået Guds Ånd; men jeg vil ikke mere bedrøve den ved min Genstridighed. Jeg vil nu lyde Lyset og Jesus velkommen. Jeg har været i en lunken og ligegyldig Tilstand. Jeg blev fornærmet, når nogen prisede Gud og viste fuld Glæde i hans Kærlighed. Men mine Følelser er nu forandrede, og min Modstand er til Ende. Jesus har åbnet mine Øjne, og jeg kan selv komme til at udråbe hans Pris. Jeg har talet bitre Ord imod Søster Ellen, hvilket jeg nu føler mig bedrøvet over og beder hende såvel som alle tilstedeværende om at tilgive mig." ret
(55) Alle, som havde stået mig imod, indså nu, at de havde taget fejl, og bekendte, at det var Guds Kraft, som havde virket gennem mig. I et Bønnemøde, der holdtes en kort Tid efter, blev den Broder, der bekendte, at han havde gjort Uret ved at stå mig imod, så overvældet af Guds Kraft, at hans Ansigt lyste med en himmelsk Glans, og han faldt afmægtig til Gulvet. Da hans Styrke vendte tilbage, bekendte han atteer, at han i Uvidenhed havde stridt imod Guds Ånd ved at udvise få bitre Følelser imod mig. I et andet Bønnemøde var der en anden i samme Familie, som erholdt en lignende Erfaring og aflagde samme Vidnesbyrd. nogle få Uger senere, medens Br. B. med sin Familie var samlede til Bøn i sit eget Hus, kom Guds Ånd over dem i et så rigt Mål, at de alle faldt afmægtige til Gulvet. Min Fader kom ind straks efter og fandt dem alle liggende afmægtige under Indflydelsen af Guds Kraft. ret
(52) Jeg forblev da tavs en Tid, idet jeg søgte at overbevise mig om, at det ikke vilde hindre mig i at leve et kristeligt Liv, om jeg tilbageholdt mit Vidnesbyrd. Ofte fik jeg et stærkt Indtryk af, at det var min Pligt at tale i Forsamlingen, men jeg gjorde det ikke, og jeg fornemmede, at jeg derved havde bedrøvede Guds Ånd. Jeg forblev endog så undertiden borte fra Forsamlingerne for deres Skyld der misbillige mine Vidnesbyrd. Jeg søgte at undgå at fornærme mine Brødre, og derved tillod jeg Menneskefrygt at hindre det inderlige Samfund med Gud, som jeg havde nydt i mange Måneder. ret
(53) Da Tiden kom, følte jeg, at det var min Pligt at gå til Mødet. Jeg gid med en fast Forvisning om, at alt vilde gå vel. Medens vi bøjede os tilsammen, hævede mit Hjerte sig i Bøn til Gud, og jeg blev fyldt med en Fred, som ingen uden Kristus kan give. Min Sjæl frydede sig i Kristi Kærlighed, og min legemlige Styrke forlod mig. I barnlig Tro kunde jeg blot sige: "Himlen er mit Hjem og Kristus min Forløser." ret
(55) Den kolde Formalisme begyndte at svinde under Guds Ånds Indflydelse. Alle, som havde stået mig imod, bekendte, at de derved havde bedrøvet Guds Ånd, og forsikrede mig om deres Medfølelse. Jeg glædede mig af Hjertet over, at Gud i Nåde havde jævnet min Sti og så rigelig belønnet min Tro og Tillid til ham. Enighed og Fred herskede nu blandt dem, som forventede Kristi Komme. ret