(327) Og Dragen forbitredes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes Sæd, dem, som bevarer Guds Befalinger og holder ved Jesu Kristi Vidnesbyrd." I den nærmeste fremtid vil vi bevidne Opfyldelsen af disse ord, når de protestantiske Kirker forener sig med Verden og med Pavemagten imod dem, der holder Guds Bud. Den samme Ånd, der besjælede en lignende Fremgangsmåde mod dem, der er bestemt på at vise Troskab mod Gud. ret
(327) Både Kirken og Staten gjør sig nu færdige for den fremtidige Kamp. Protestanterne virker under Forklædning for at fremhæve Søndagen, ligesom Katolikerne gjorde. Udover hele Landet opfører Pavevældet sine mange høje og svære Bygninger, i hvis hemmelige Hvælvinger og Kamre dets Forfølgelser i Fortiden vil gjentage sig. Og Veien beredes for en mægtig Åbenbarelse af de Løgnens Tegn og Undere, hvormed Satan vil forføre endog de udvalgte, som det var muligt. ret
(327) Den Befaling, der vil udgå mod Guds Folk, vil blive meget lig den, der blev udsendt af Ahasverus mod Jøderne på Esthers Tid. Denne persiske Forordning havde sin Grund i Hamans Had mod Mordokai. Ikke så at forstå, at Mordokai havde gjort ham nogen Uret, men han havde nægtet at vise ham Hyldest, der alene tilkommer Gud. Kongens Befaling mod Jøderne udvirkedes under falske Foregivenheder, ved Misrepræsentation af hint særskilte Folk. Satan gav sin Tilskyndelsen til Anslaget, for at han kunde få Lejlighed til at udrydde dem, der bevarede Kundskaben om den sande Gud. Men hans Anslag forstyrredes af en anden Magt, der råder blandt Menneskenes børn. Engle vældige i Magt fik i Opdrag at beskytte Guds folk, og Modstandernes Anslag blev til deres egen Fordærvelse. Den protestantiske Verden for nærværende ser i den lille Skare, der helligholder Sabbaten, en Mordokai i Porten. Deres Karakter og Adfærd, idet de viser Agtelse for Guds hellige Lov, udgjør en stående Irettesættelse mod dem, der har forkastet Herrens Frygt og træder hans Sabbat under Fødder; de, der volder en sådan Ulejlighed, må på en eller anden Måde ryddes af Vejen. ret
(328) Det samme Væsen, som ved Anvendelsen af sin mægtige Forstand lagde sine listige Snarer for de troende i forrige Tider, søger endnu at skaffe dem væk fra Jorden, der frygter Gud og holder hans Lov. Satan vil opvække Fortørnelse mod det uanselige Mindretal, der samvittighedsfuldt nægter at godkjende de folkeyndede Skikke og Traditioner. Mænd i høje Stillinger og af godt Ry vil forene sig med de lovløse og ryggesløse for at rådslå mod Guds Folk. Mænd med Rigdom, Begavelse og Dannelse vil enes om at kaste Foragt på dem. Øvrighedspersoner, Prædikanter og Kirkefolk vil sammensværge sig imod dem. Med Mund og Pen, ved store Ord, Trusler og Spot vil de forsøge at kuldkaste deres Tro. Ved falske Anklager og truende Forestillinger vil de opildne Folkets Lidenskaber. Da de ikke har noget "så siger Herren", hvormed de kan møde Tilhængerne af den bibelske Sabbat, vil de tage sin Tilflugt til strenge Lovbud som Støtte for sin Fremgangsmåde. For at skaffe sig Folkegunst og ydre Fordele til Lovgiverne give efter for Folkets Krav på en Søndagslov. Men de, der frygter Gud, kan ikke vedkjende sig en Anordning, som strider mod Guds tydelige Bud. Herom kommer den sidste store kamp i Striden mellem Sandhed og Vildfarelse til at stå. Og vi lades ikke i Uvidenhed med Hensyn til Udfaldet. Nu såvel som på Mordokais Tid vil Herren hævde sin sandhed og stride for sit Folk. ret
(329) Ved Befalingen om Håndhævelsen af en pavelig Anordning i Strid med Guds Bud vil vor Nation til fulde kaste Vrag på Retfærdighedens Principper. Når Protestantismen rækker Hånden over Afgrunden for at gribe Spiritismen i Hånden, - når vort Land under Indflydelsen af denne tredobbelte Forening forkaster ethvert Princip i Grundlov som en protestantisk og republikansk Stat og bereder Vejen for udbredelsen af pavelige Vildfarelser og Forførelser, da kan vi vide, at Tiden er oprunden for Satans mægtige Virken, og at Enden er nær. ret
(329) Og ligesom de fremrykkede romerske Krigshære var et Tegn for Disciplene på, at Jerusalems Ødelæggelse forestod, således må dette frafald blive et tegn for os på, at Grænsen for Guds Langmodighed er nået, at vor Nation har fyldt sit Syndebæger til Randen, og at Nådens Engel står i Begreb med at tage sin Flugt for aldrig mere at vende tilbage. Da vil Guds Folk have nået den Angstens og Nødens Tid, der hos Profeten omtales som Jakobs Trængsel: De troende forfulgtes Råb opstiger til Himlen. Og ligesom Abels Blod råbte fra Jorden, således opstiger der fra Martyrernes Grave, fra Havets Gjemmesteder, fra Bjergenes Huler, fra Klostrenes Hvælver Røster med Råbet: "Herre, du hellige og sanddrue, hvor længe tøver du at dømme og hævne vort Blod på dem, som bor på Jorden?" ret
(329) Herren fremmer sin Gjerning. Hele Himlen er i Bevægelse. Al Jordens Dommer vil snart rejse sig og hævde sin krænkede Myndighed. Befrielsens Mærke vil blive sat på dem, der holder Guds Bud, viser Agtelse for hans Lov og nægter at tage Dyrets eller Billedets Mærke. ret
(329) Gud har Åbenbaret, hvad der skal ske i de sidste Dage, for at hans Folk kan blive beredt til at bestå i den modstandens og Vredens Storm, der vil rejse sig. De, der er blevet advarede om de Begivenheder, som er i vente, må ikke sætte sig ned i Ro og Mag og bie på den kommende Storm, trøstende sig med, at Herren nok vil tage de trofaste under sin Beskyttelse på Trængselens Dag. Vi må være som Mennesker, der venter på sin Herre, ikke uvirksomme, men i ivrigt Arbejde, med en Tro, som ikke svigter. Der er ingen Tid nu til at befatte sig med det, der er af mindre Vigtighed. Medens Menneskene slumrer, er Satan virksom med at ordne alting således, at der ikke skal vises Guds Folk nogen Skånsel eller Ret. Søndsagsbevægelsen fremmes i det skjulte. Lederne lægger Skjul på sit sande Mål, og mange af dem, der slutter sig til bevægelse, forstår ikke, hvor det egentlig bærer hen. I det ydre ser alt rigeligt ud og tilsyneladende kristeligt; men når der tales, vil Dragens Ånd åbenbares. Det er vor Pligt at gjøre alt, hvad der står i vor Magt, for at afvende den truende Fare. Vi må forsøge at bortrydde al Fordom ved at stille os i det rette Lys for Folket. Vi må lade dem vide, hvad det egentlig gjælder, og således rette en kraftig Protest mod Forslag, der vil indskrænke Samvittighedsfriheden. Vi må ransage Skrifterne for at blive i stand til at fremsætte Grundene for vor Tro. Profeten siger: "De ugudelige skal handle ugudelig, og ingen af de ugudelige skal forstå det; men de forstandige skal forstå det." ret
(330) De, der har Adgang til Kristus ved Troen, har et vigtigt værk at udføre. Nu er det Tiden at gjøre Brug af vor Arms Styrke. Davids Bøn bør være både Prædikanters og Lægmænds Bøn: "Det er Tid, at Herren gjør noget; de har brudt din Lov." Lad herrens Tjenere græde mellem forhallen og Alteret og sige: "Herre, spar dit Folk, og giv ikke din Arv hen til Skjændsel." Gud har altid hjulpet sit Folk i deres største Nød, når det så ud, som om alt var tabt. Onde Menneskers, Sandhedens Fjenders Anslag er hans Forsyns styrelse Underlagt. Han kan bevæge Statsmænds Hjerter. De urolige og utilfredse, Hadere af Gud, hans Sandhed og hans Folk, kan han bøje som Vandække, som han finder det tjenligt. Ved bønnen kan den Almægtiges arm flyttes. Han, der driver Stjernerne på Himlen frem i deres rette Baner, ha, hvis Ord behersker Bølgerne på de store Hav, - han, Almagtens Ophav, vil også virke for sit folk Befrielse, hvis de påkalder ham i Tro. Han vil holde Mørkets Magter tilbage, indtil Advarslen har lydt for Verden, og alle, der vil give agt på den, står beredte for Kampen. ret
(331) "Et Menneskes Vrede bereder dig Pris," siger Salmisten, "hvad der bliver tilovers af Vreden, omgjorder du dig med." Gud vil, at prøvende Sandheder skal fremholdes for Folket og blive Gjenstand for Undersøgelse og Drøftelse, selv om der kastes Foragt på dem. Menneskenes Sind må sættes i Bevægelse. Gud kan benytte ethvert Stridspunkt, enhver Forhånelse, enhver Bagvaskelse, som et Middel til at drive Modstandere til Undersøgelse af Sagen og vække sådanne til Velsignelse, som ellers vilde slumre ind. ret
(331) Således har det været i Guds Folks Historie I Fortiden. De tre Hebræere blev kastet i den gloende Ildoven, fordi de vægrede sig ved at tilbede det store Billede, som Nebukadnezar havde oprejst. Men Gud bevarede sine Tjenere i Ilden; og forsøget på at hævde Afgudsdyrkelsen havde til fælge, at Kundskaben om den sande Gud kom alle de forsamlede Øvester og Fyrster fra alle Dele af Babylons store Rige for Øre. ret
(331) Ligeledes da den Befaling udgik, at ingen måtte bede nogen Gud om noget uden Kongen. Medens Daniel efter sin Sædvane opsendte sin Bøn til Gud tre Gange om Dagen, blev de øverstes Opmærksomhed henledet herpå. Han havde Lejlighed til at tale for sig, og vise, hvem den sande Gud er, og fortælle, hvorfor han alene er Tilbedelse værd og kan gjøre krav på Hyldning og Pris. Og Daniels udfrielse af Løvekulen var et andet Bevis på, at den, hvem han tilbad og tjente, var den sande og levende Gud. ret
(332) Således bidrog også Paulus’ Fængsling til, at Evangeliet blev bekjendt for konger, og Fyrster og Øverster, der ellers ikke vilde have erholdt Oplysning om det. De Forsøg, der gjøres på at hindre Sandhedens Sag, vil hjælpe den fremad. Sandhedens Ynde vil fremstå så meget klarere, når den betragtes fra forskjellige Synspunkter. Vildfarelse derimod må dølges og fremstilles under et Dække. Den ifører sig Engleklæder, men enhver Åbenbarelse af dens sande Art formindsker håbet om dens Fremgang. ret
(332) Det Folk, hvem Gud har betroet sin Lov, må ikke lade Lyset blive skjult. Sandheden må kundgjøres i de mørke egne på Jorden. Alle Hindringre må ryddes bort. En stor Gjerning må udføres, og denne gjerning er bleven dem betroet, der kjender Sandheden. De må inderlige søge Gud om Hjælp nu. Kristi Kjærlighed må udøses i deres egne Hjerter. Kristi Ånd må udgydes over dem, og de må gjøre sig færdige til at stå i Dommen. Når de således fuldelig overgiver sig til Gud, vil der følge en Overbevisningens Kraft med dem i deres Bestræbelse for at fremholde Sandheden for andre, og dens Lys vil skinne ind i mangt et hjerte. Vi må ikke længere sove på satans Tryllejord, men tage alle vore Hjælpekildre til Indtægt og gjøre Brug af ethvert Hjælpemiddel, Gud har stillet inden for Rækkevidde. Den sidste Advarsel skal forkyndes for "Folk og Hedninger og Tungemål og mange Konger". Og dette Løfte er os givet: "Se, jeg er med eder alle Dage, indtil Verdens Ende." ret